Stop tyven

Dag: Irl
Tid: 17:21
Vejr: Køligt, solskind - men solen er på vej ned.
Omgivelser: Mennesker og markedsboder.

Xander var på vej igennem markedspladsen. Der var larm, mennesker og andre racer iblandt ham, hvilket egentlig ikke generede ham. Xander havde levet iblandt andre elvere i lang tid, men var nu en del af en anden befolkning. Det var godt det samme i hans øjne, og han havde allerede skaffet lidt småjobs hist og her og havde allerede tilpasset sig med både bil og lejlighed. Hans afdøde brors kone var derhjemme i elverriget, som han så stadig forsørgede, via pengebreve.
Hans blik spejlede sig igennem de mange ting der blev solgt, men han havde nu ikke i sinde at købe noget, da det bare var skrammel. Han havde selv mange penge, men var ikke en af de-dersens hardspenders.

Lovell sneg sig rundt mellem boderne og stjal med sine små barne fingre. Han var ligenu i fuldt gang med at snuppe smykker fra en smykke bod. Han proppede med små mellemrum smykkerne ned i sin taske og stirrede på de glimtrende smykker, han glemte næsten folk omkring ham, smykkernes glimtren hypnotiserede ham. Der var ikke noget bedre end glimtren og skinnen. Han Stoppede dog da det ikke skulle være tydeligt at se at han havde stjålet. Han gik derefter videre til en urebod, han begyndte derefter igen med at tage fór sig af sagerne.

Xander gik roligt forbi folk, men stoppede da han kunne se den lille dreng stå ved bodene og så åbenlyst stjæle. Åbenbart var Xander den eneste der så det, siden ingen andre reagerede på det, og han ændrede straks sit udtryk til et mere strengt blik. Han gik med hurtige skridt efter Lovell og fik grebet hans arm og vendte ham mod sig, så der var øjenkontakt imellem dem.
"Har dine forældre ikke lært dig at man ikke må stjæle?" Sagde han med den strenge tone, men var nu ellers en mand med en meget blid tone til dagligdagen. Eller generelt typen der ikke snakkede uden at det var nødvendigt.

Lovell fik et mindre chok da nogen pludseligt tog i hans arm, Han tabte det ur han havde i hånden og så ind i den fremmede elvers øjne "Mine forældre er døde" sagde han så stille og uden nogen rigtige følelser. Det var sjællendt han blev opdaget fordi menneskerne ikke rigtig lagde mærke til ham. Han snakkede også sjællendt når der var flere mennesker, men i dette tildfælde var det svært at trække ham et sted hen hvor de kunne være alene.

Xander så på ham og blev en anelse overrasket over at drengen ingen forældre havde, men forholdt sig stadig ved sit strenge punkt. "Så dine værger. Du skal ikke rende rundt og stjæle!" Sagde han og greb ud efter tasken og åbnede den "Læg alt det der tilbage hvor du tog det. Det tilhører ikke dig". Han samlede uret op, som Lovell havde tabt og lagde det op på disken sammen med de andre ure.

Lovell havde aldrig fået skældud over at han havde stjålet så det forvirrede ham lidt. Men han var fast besluttet på at tingende ikke skulle ligges tilbage, han løsrev sig fra Elveren og gik to skridt baglænds før han begyndte at løbe. Et eller andet sted vidste han godt det var forkert, men han vidste at hvis han skulle have et sted at bo, måtte han stjæle til cirkuset. Sådan var det bare. Han stoppede op nogle boder længere henne og regnede ikke med at elvern løb efter ham. Han stoppede ved en anden smykke bod og tog diskret nogle smykker og proppede i tasken.

Xander så overrasket efter drengen og satte hurtigt i spurt efter ham. Ingen andre omkring ham så ud til at reagere på det, så han måtte vel selv stoppe den luskede lille tyv. Han vidste at han ikke bare kunne se til, mens et så lille et barn blev opdraget til at stjæle på den måde. Drengen kunne umuligt vide hvad der var rigtig eller forkert i den alder. Desuden troede han et eller andet sted heller ikke på hvad børn sagde til ham.

Lovell så sig omkring og fik øje på elvern, han løb videre ud fra markedet og ud i en sidegade, han stilte sig og pustede ud *Så må jeg finde et andet sted at stjæle resten* tænkte han og så ned i sin taske med smykkerne, små mønterne og urene. Han sukkede stille og tog sig til sin knurrene mave, han fik først mad når han var kommet hjem med tyvekosterne.

Xander så netop at Lovell løb hen og forsvandt ind i en af sidegaderne, hvilket var et ret typisk træk. Han tænkte at det nok var bedst ikke at løbe mere efter ham, for ellers ville drengen nok bare blive bange for ham eller slippe væk igen. Annoying.
Han skjulte sig derfor selv lidt i skyggen, mens han fulgte gaden langs væggen, indtil han nærmede sig hjørnet. Han stod lidt stille og lyttede til drengen, der gerne skulle stå tæt på.

Lovell lod sig glide ned af væggen og side, han åbnede sin taske og så lidt på tingende. Han trak en af halskæderne op og holdte den op imod lyset så den glimtrede. Hans øjne strålede ved synet af de små diamanters lysskær. Han sukkede stille og lagde den tilbage i tasken. Han trak benene indtil sig og holdte tasken tæt indtil sig. Han lukkede kort øjnene og var træt, han havde ikke sovet særligt meget de sidste par nætter.

Xander kunne høre at smykkerne klingede, og at drengen åbenbart sad der. Roligt kom han frem fra sit skjul og så på drengen. Han så træt ud. Han undrede sig over hvad der egentlig gjorde, at den lille dreng stjal fra folk, og i så store mængder. Ville det ikke være mere normalt hvis han stjal noget slik fra supermarkedet i stedet?
"Hey.." Sagde han og dumpede ned ved siden af ham at sidde. Han blev lidt tavs, men begyndte så at snakke igen. "Jeg har vidst nok en dreng på omkring din alder..." Sagde han, og nævnte kun sønnen, for at drengen skulle blive interesseret i at snakke med ham. Xander måtte gøre sit for at hans medmennesker skulle have det godt, og så måtte han vel gøre sig venner med drengen, før han kunne ringe til politiet. Ikke for at melde ham, men sørge for at han kunne få nogle bedre forældre, værger.

Lovell åbnede hurtigt øjnene, da han hørte skridt. Han så op og skulle til at rejse sig da han så det var Elvern, men blev sidende da han begyndte at snakke til ham "Du for mig ikke til at stoppe med at stjæle" sagde han så og så væk fra ham. Han havde godt i tankerne at han ville finde ham et bedre sted at være. Men han havde ikke lyst til at bo sammen med mennesker, især fordi han voksede på en hel anden måde. Hans hjerne var jo lige nu som en 13 årig, mens hans krop var meget yngre. Han var jo trosalt en døds engel.

Xander regnede ikke med noget andet end at han var et lille barn, og ville derfor være forsigtig med ham. "Hvorfor stjæler du?" Spurgte han og så på ham "Burde du ikke gøre som alle andre børn? Lege eller sådan noget?". Han kiggedespørgende på ham, og ventede på en god forklaring fra hans side af.

Lovell så på ham, det irriterede ham lidt at Elvern var så nysgerrig, især fordi han havde svært ved at svare på hans spørgsmål. Derfor forholdte han sig tavst og så bare på ham. Han kneb så øjnene svagt sammen og kravlede op på hans skød, Han holdte hænderne på hans skuldre og så ind i hans øjne "Hvem er du?" Spurgte han så stille.

Xander så lidt overrasket på ham, da han ligefrem klatrede op på hans skød, men blev han samtidig lettet over det, da det jo måtte betyde at han var tryg ved ham. Så blev det lettere at hjælpe ham. "Øh.." Svarede han til at starte med "Mit navn er Xander. Jeg kommer fra La Sunisha". Han var forsigtig med ikke at fjerne sin arm fra sine lommer, da det var der han havde sin pung og sine bilnøgler.

Lovell fjernede sine hænder fra hans skuldre og så stadig på ham "Hvorfor er du så intreserret i at 'hjælpe' mig?" Spurgte han så og lagde hovedet lidt på skrå. Han så derefter lidt ned af ham og så at han holdte armene ved sine lommer "Jeg havde stjålet fra dig for længst, hvis jeg havde det i tankerne" sagde han så og så op på ham igen.

Xander så undrende på ham. At hjælpe andre var vel bare noget man gjorde? "Jeg ehm... Du er jo kun et barn. Jeg ville ikke kunne tilgive mig selv, hvis jeg ikke hjalp dig" Svarede han kort "Mnh.. Og jeg mistænker dig da heller ikke. Men det er jo klart, at hvis du vælger at være tyv resten af dit liv, vil folk ikke kunne stole på dig... det er derfor du burde tage imod min hjælp".

"Hvordan har du tænkt dig at hjælpe mig?" spurgte han så og måtte jo forklare elvern at det var lidt mere vanskligt end han troede, hvis altså han troede han kunne hjælpe ham ved at kontakte politiet eller lignende. Han rejste sig fra ham og så rundt, han kunne høre menneskerne og de forskellige racér henne fra markedt. Det gjore ham små nervøs. Han ville helst være et sted hvor de var helt alene "Hvor bor du?" spurgte han så.

"La Sunisha" Gentog han og ville ikke gå dybere i detaljerne af en eller anden grund. "Du skal have nogle ordentlige værger der kan opdrage dig ordentligt. Jeg ved ikke om du ved det, men at stjæle er strengt forbudt" Sagde han, og havde nu godt fornemmelsen af at denne dreng var klar over det. Han virkede ret kløgtig i hans øjne.

Lovell lagde sine barnehænder på hans kinder og så ind i hans øjne, helt alvorligt "Jeg er en døds engel .. Jeg kan ikke bo hos Mennesker" hviskede han og slap ham. Han så lidt ned "Jeg kommer bare til at gøre menneskerne ondt" sagde han så stille, så det næsten var en hvisken.

Han så undrende på den lille dreng og rynkede panden da han nævnte at han ikke kunne sammen med andre mennesker. Men nu kendte han egentlig heller ikke meget til de dersens dødsengle.
"Hvad indebærer det at være en dødsengel? Hvad er forskellen på det og en almindelig engel?".

Lovell så lidt ned og så på sine egne børne hænder "Jeg .. min hjerne er som en 13 årigs, Et menneske vil blive meget mistænkeligt hvis jeg allerede i børnehaveklassen kan læse og regne?" sagde han så og så på ham. Han så hen mod markedspladsen og tænkte. Han kunne godt lide smykkernes glimten og skinnen og selvfølgeligt sus af at stjæle, men han fik også en dårlig fornemmelse i maven af det.

Xander smilte forsigtigt. For ham lød det ikke som nogen umulighed at have en god familie. "Der findes vel små genier" Smilte han og studerede ham nænsomt med blikket "Og bare fordi du er smartere end andre børn, betyder det ikke at du allerede skal sendes ud og arbejde".

Lovell sukkede og så ind i hans øjne "Jeg stoler ikke længere på mennesker .." indrømmede han så, efter som hans første mennske mor fik ham dræbt, stoler han ikke længere på menneske mødre. Han så ned og vidste godt det lød lidt dumt, men det var sandt.

"Det er ret fordomsfuldt" Sagde han med et beroligende smil og så på ham "Jeg er elver... men jeg har da mødt mange venlige mennesker her? Du behøver vel heller ikke nødvendigvis leve sammen med mennesker. Du kan jo også risikere at ryge ind hos en anden engelfamilie, elvere eller lignende?"