I wish I could see the light.

Hun fulgte hans øjne, og så at han kiggede ud imod mørket.
*Hvad er der så specielt ved mørke?*
Det regnede stadig og de var efterhånden driv-våde. Hun havde fundet ud af at hendes regnjakke ikke var specielt vandtæt, så hendes trøje var også våd.

Han kørte endnu engang hånden gemmen det våde hår.

Hun så han bevægede sig, og kiggede nu, tavst, på ham.
Hun kom i tanke om hvor koldt der egentlig var, og kunne mærke kulden gå lige igennem hende. Hun gøs, og tog kørte sine hænder mod hinanden.
"Vådt..", sagde hun - næsten lydløst - og kiggede op imod regnen, og kneb øjnene sammen.

Han trak på skulderne, "HVis du siger det" han kunne sagtens høre det, men det var tit sådan at andre væsner glemte at vampyre var rovdyr og hørte ekstremt godt.

Hun kiggede på ham.
"Synes du da ikke at det er vådt?", spurgte hun stille.

Han trak på skulderne imens hans blik stadig var på mørket.

Hun nikkede langsomt, og kiggede stadig på ham. Han have mørke rande under øjnene, men nu når hun tænkte over det, så havde de fleste vampyrer altid rande under øjnene.
"Sover du overhovedet?"

Han kiggede nu på hende, uden at svare, "Du så uviden" sagde han tavst.

Hun kiggede op på hans øjne, "Og du er irriterende..", sagde hun stille, men surt. Det var ikke meningen at hun ville sige det, men det fløj bare ud af hende. Alle sagde at hun var uvidende, og det var hun måske også, men hun var godt træt af at høre det.

"Jeg tager det som en kompliment" sagde han og grinte.

Hun stirrede bare ondt på ham, og det gik ikke så godt, da hun var en engel, og havde et meget blidt blik.

Han rykkede sig tæt op til hende så hun ikke kunne rykke sig, "tror det virker på mig det der blik"

Hun studerede hans bevægelse.
"Nej..", svarede hun ærligt og lavt, "Man har vel lov at håbe.."

han nikkede og rejse sig så op.

Hun kiggede op på ham, da han havde rejst sig op..
"Once again..", mumlede hun - næsten lydløst - til sig selv. Hun vidste at han godt kunne høre hvad hun sagde, men hun var ligeglad.

Han vendte hurtigt blikket mod hende, "HVorfor ønsker du så meget min opmærksomhed"

Hun rynkede panden og tænkte sig om, "Du fascinerer mig..", sagde hun, og kiggede ud foran sig.

"Det gør jeg med de fleste men lad mig høre din vasion" sagde han og vendte hele sin krop mod hende.

"Du er en vampyr.. Du er så.. anderledes. Du er meget hård og ondskabsfuld, men du kan også være blid og roilg. Du har ligeså mange humørsvingninger, som en pige der lige er kommet i puberteten.. Du.. er meget.. speciel. Jeg har aldrig nogensinde mødt en som dig før.. Du er meget spændende, og gammelklog, men alligevel så.. ung.", hun kiggede ud foran sig, som om hun kiggede på et billede hvor det hele var beskrevet så detaljeret om ham. Hun snakkede meget stille, og langsomt.

Han grinte lidt af det hun sagde, "Velkommen til The lost Worldt" sagde han og vendte sig og begyndte at gå.

Hun kiggede tomt foran sig, som om billedet var forsvundet. Hun svarede ham ikke, og skænkede ham ingen gang et blik. Hun havde alt for meget at tænke på, og lod ham bare gå væk.
Hun havde glemt alt om regnen og kulden. Det eneste hun tænkte på var billedet.

Han forsvandt ind i de mørke buske som kom lidt længere nede i parken.

Hun sad stadig tavst og kiggede ud, foran sig.

//Guess we're out?//

//Nope//

Han dukkede pluselig op bag hende og sad så¨tæt på hende at han rørte hendes bag hoved med sit ansigt og hviskede i hendes øre, "Du leger stadig med Skæbnen"

//So confusing..//

Hun fik et chok, og slap sit blik fra tomheden.
Det gøs hende ned af ryggen, da han hviskede hende i øret, og rørte hendes baghoved.
Hun vendte sin kind imod ham, så hun kunne se ham ud af øjenkrogen, men hun ville ikke kigge på ham.