A world cloaked in impenetrable darkness.

Tid: 1:30
Dag: IRL
Dato: IRL
Omgivelser: Møbler.
Vejr: Mørkt og tørt.

Vicente sad inde i sin hytte. Han havde bragt dusørjægeren med tilbage til sin hytte, da han havde sat vampyrprocessen igang. Hun skulle være vampyr når hun vågnede igen. Han havde lagt hende i sin sofa og havde selv sat sig over ved bordet, hvor han så ellers bare havde siddet og ventet og kigget rundt på væggene og gulvet, hvor der var størknet blod her og der. Der var for en gangs skyld ikke nogle lig i hytten, men man ville nok finde et par stykker, hvis man kiggede i hans skur. Han havde rettet sine røde øjne mod hende og regnede med, at hun ville vågne snart. Hans skulder så ud til at have fået det bedre efter deres kamp, det samme gjaldt hans ben. Han havde taget sig af hendes skader, så hun ikke skulle tænke på andet end at lære at være vampyr.

Raquel vågnede, men holdt øjnene lukket. Hun var ikke sikker på at hun havde lyst til at se hvor hun var... Hendes hals brændte, og føltes som sandpapir. Så sukkede hun, og satte sig op. Hun åbnede øjnene, og så lidt rundt i hytten uden at fortrække en mine. Til sidst vendte hun blikket mod vampyren. Det lede bæst... Hun svang benene ud over kanten af sofaen, og gav sig så uden et ord til at tjekke op på de skader hun havde pådraget sig under deres kamp. Da hun havde konstateret at vampyren - Hvad var det han hed?... Nå jo, Valentieri - havde taget sig ganske udemærket af skaderne, lagde hun armene over kors, lænede sig tilbage i sofaen, og betragtede ham tavst.

Vicente rejste sig op og gik over til hende, da han så hun vågnede. Han rakte sin blege hånd mod hende og strøg hendes kind blidt. "Hvordan har du sovet?" Spurgte han så og så ned på hende. Han måtte indrømme, at hun var smuk, endnu smukkere som vampyr. Hun brød sig sikkert ikke om ham på nogen måde, men det skulle han nok få lavet om på. Han strøg en lok af sit lange, lange sorte og tykke hår om bag sit ene øre og et lille smil viste sig på hans blege læber.

Raquel sukkede endnu engang, og skubbede hans hånd væk. Rejste sig så fra sofaen, og gik lidt rundt i hytten. "Drømmeløst." svareede hun kort, og strøg hånden gennem håret. Så vendte hun sig igen mod ham. Den brændende fornemmelse i halsen var til at blive gal af!... Alligevel opførte Raquel sig var intet galt. Hun var ikke meget for at indrømme sin blodlyst.. Selvom hun sikker inden længe ville være nødt til at få den stilt, med mindre hun planlagde at sulte sig selv ihjel.

Vicente smålo kort, da hun skubbede hans hånd væk. "Du er tørstig." Sagde han og gik så hen for at hente en stol, som han så satte hende ved sofaen. Han satte sig ned og betragtede hende. "Jeg er ked af, at det måtte gå så voldeligt til." Sagde han så. Han ville prøve at gøre det godt igen. Hun skulle jo være hans fordømte dronning, som han skulle være hendes fordømte konge. De fordømte kreaturer af natten.

Raquel så lidt på ham. "Ja... Det er jeg." svarede hun og rystede kort på hovedet. Hun brød sig på ingen måde om situationen, men besluttede sig til at det nok alligevel ville være bedst at gøre som han sagde... Han vidste trods alt en del mere om at være vampyr, end hun gjorde. Hun satte sig igen på sofaen, og krydsede benene. "Jeg troede, at du ville slå mig ihjel.." kommenterede hun lettere tænkende.

Vicente trak en kniv og skar sig i armen, så det begyndte at bløde og rakte så sin arm imod hende. "Drik, du vil få det bedre." Sagde han. Nu havde han jo to, som han skulle oplære. To vampyrer som var begyndelsen på hans projekt. Raquel, den vampyr som skulle være hans fordømte dronning, gik han efter at vinde fuldt over på sin side. Nu blev hun vel kun hos ham fordi hun var nødt til det for at overleve.

Raquel gjorde som han sagde, og drak fra ham. Hun så ikke på ham, men lod blikket hvile på gulvet. Selv om hun nødigt ville indrømme det, så hjalp det... Hun lod tankerne vandre, og blev fraværende i blikket, mens hun drak af hans blod.

"Det ville være en skam, hvis jeg havde besluttet mig at slå så smuk en kvinde ihjel." Sagde han og atter et lille smil viste sig på hans blege læber. Han strøg en lok af sit lange sorte hår om bag sit ene øre og så kort rundt på den kunst, som hang på væggene. Billeder skåret i træ og han havde selv skåret dem. De fleste forestillede lig, som var lemlæstet på diverse måder, men et par stykker forestillede et væsen med vinger, som enten flygtede fra eller var blevet fanget af en langhåret skikkelse.

Raquel slap ham igen, og tørte let en smule blod væk fra munden. "Hvor gammel er du egentlig?" spurgte hun, i stedet for at kommentere på hvad han havde sagt. Han så ikke ud til at være meget mere end de 18 år... Måske starten af tyverne.. Selvfølgelig troede Raquel ikke at det var hans egentlig alder, da han sandsynligvis var langt ældre end som så. Havde han været en knægt på den alder, havde han jo nødvendigvis være gansk ny, og ville derfor utvivlsomt være faldet i kamp mod Raquel... Nye vampyrer var de letteste at nedlægge... Raquel smilede svagt, og måtte huske sig selv på at hun nu var en ny vampyr...

Vicente trak armen til sig igen og tog sig ikke videre af, at han blødte. Han rejste sig og satte sig ned ved siden af hende i sofaen og så på hende. "Jeg blev bidt som 19-årig tilbage i Rusland." Sagde han og lænede sig derefter tilbage. "Hvor gammel er du så?" Spurgte han så.

Raquel blev siddende i en lettere fremad lænet stilling, med benene krydset. "Jeg er 27 år." svarede hun, og lod blikket vandre over væggene, og det såkalde 'kunst'. Afskueligt... Eller... Egentlig brød hun sig ret godt om billederne af de vingede væsner. Specielt dem hvor de flygtede fra den langhårede skikkelse.

"27." Gentog han og nikkede let. Han havde endnu ikke fjernet sit blik fra hendes kønne ansigt. "Jeg synes ikke vi fik præsenteret os for hinanden.. I hvert fald ikke på en rolig og ordenlig måde." Sagde han og rakte så sin blege hånd frem med de lange og tynde fingre. "Vicente Valentieri." Sagde han så.

Raquel vendte igen blikket mod ham, og betragtede ham et øjeblik. Så tog hun let hans hånd. "Raquel David." gengældte hun hans præsentation, og slap så hans hånd. Endnu gang lod hun fingrene stryge gennem det tykke sorte hår. Hun følte sig egentlig mere eller mindre godt stillet, i forhold til hvis hun blot havde været en uvidende civil... Som jæger kendte hun så godt som alle detaljer omkring vampyrer. Derfor vidste hun også nogenlunde hvad hun nu var blevet i stand til at gøre, eller ikke at gøre.

"Raquel, jeg går ud fra at du ved rigeligt om vampyrer." Sagde han og lod en bleg hånd løbe igennem sit lange sorte hår. "Oplæringen bliver nem. Du ved allerede, at vores sanser, hurtighed og styrke er meget udviklet i forhold til et menneskes. Du skal vel bare øve dig på at vænne dig til hurtigheden og at jage." Sagde han og var egentligt meget glad for, at det ville være meget nemmere end med Artemis. Hun var jo blot et barn, som end ikke havde udforsket livet endnu.

Raquel nikkede let, og lod blikket vende tilbage til kunsten på væggene. "Jeg går ud fra at jagt på et menneske ikke er meget forskellig fra jagt på et væsen... " svarede hun, og bankede let en finger mod sin hage. Jagt kunne selvfølgelig udføres på forskellige måder. Men hvad Raquel havde erfaret, der virkede for hende, var enten at tiltrække sig byttets opmærksomhed, og lade byttet komme til hende, eller et ganske enkelt snigangreb.

Vicente nikkede let og rettede så lidt på sin sorte jakke. "Det er sikkert meget ens." Sagde han så og fjernede så endelig blikket fra hende og lod det glide rundt på kunsten. "Det bliver nemt, som forventet." Sagde han og nikkede tilfreds. Det sværeste for ham, var at få hende 100% over på hans side. Han havde kæmpet for at gøre hende vampyr og nu måtte han også kæmpe for, at hun blev hans. Det var kampen værd, var han i hvert fald sikker på.

Et svagt smil gled kort over Raquels ansigt, da hun igen rejste sig op. "Hvem forestiller de her?" spurgte hun, og pegede på et af billederne af det vingede væsen. Hun kunne godt regne ud at de var en engel, men det måtte være en engel der havde betydet noget for ham, på den ene eller anden måde, siden han havde taget sig tid til at skære blilleder af den. Hvis det da forestillede en bestemt engel... Det kunne jo nemt også blot være et tegn på besættelse af englenes blod...

Vicente rejste sig og trådte over til det. "Det forestiller en engel, som jeg på et tidspunkt... Mødte ret ofte. Jeg fik aldrig fat i hendes navn, men så igen, vi var jo ikke just venner." Sagde han og kort latter undslap hans blege læber. "Hun var min kilde til engleblod, men jeg har ikke set hende i meget lang tid, så jeg fandt mig en ny kilde til engleblod." Sagde han så og rettede blikket mod Raquel igen.

Raquel nikkede let, og så tænkende på ham. Så smilede hun svagt, og så væk fra ham igen. "Jeg kan ret godt lide motivet af det.." kommenterede hun, og lod blikket falde på billedet igen. Det var noget af det eneste hun egentlig brød sig i hytten. - Billedet af den flygtende engel...

"Hvorfor?" Spurgte han så og stillede sig hen ved siden af hende. Han kunne godt finde på at skære et billede af hende. Hun var jo meget smuk, perfekt til at stå model til et billede. "Jeg kunne skære et billede af dig." Sagde han og rettede så blikket mod hende igen. Han brugte meget af sin fritid på at skære billeder og det havde han gjort i flere hundrede år.

"Fordi... Fordi hun sejrer." svarede hun, og smilede svagt. Fordi englen klarede at flygte. "Og fordi at dine engle-billeder er de eneste, der ikke indeholder lemlæstede lig." tilføjede hun med et skævt smil, og vendte blikket mod ham igen. "Et billede af mig?" gentog hun, og spidsede kort læberne i en tænkende grimasse.

Vicente nikkede let. "Derfor har jeg valgt at lave det billede. For at minde mig om, at det ikke kun er sejr, som står ved døren, men også tab." Sagde han og gik så hen til den stol, som han havde stillet ved sofaen. Han tog den og satte den over ved bordet igen. "Så du er heller ikke meget til den slags." Sagde han og rettede blikket mod hende. "Jeg vil så gerne evige alle de smukkeste ansigter, som jeg ser." Sagde han så og satte sig ned på stolen.

Raquel nikkede let, og fulgte ham med blikket. "Hmm... " mumlede hun overvejende, men trak så på den ene skulder. Et eller andet måtte de vel få tiden til at gå med, så hvorfor ikke?... "Er der så en speciel måde du vil have mig til at posere på?" spurgte hun, og så på ham med et let blik.

Vicente rystede let på hovedet. "Bare som du selv har lyst til." Sagde han og begyndte så at finde sine værktøjer frem. Forskellige størrelser af mejsler og en hammer. Han fandt en tyk plade træ frem af mellem størrelse. En god størrelse til portrætter. "Det kan godt komme til at tage lang tid." Tilføjede han så og begyndte allerede at køre en stor mejsel i buede bevægelser, så der ville komme en æggeformet uddybning. Det var en teknik, som var brugt til at skabe dybde i billedet.