Mange,mange år siden.

DAg:ir
Dato:irl
Sted:kloakerne
Omgivelser:Rotter gammelt vand...
Tid----Ved iikke
Årstid: efterår



Demetri føte sig så underlig, hvad var der sket. Det var som om
at siden han havde fået Fie var verden blevet en anden, som om
at alt omkring ham var forandret, var det godt? eller dårligt.
Det var mange år siden han sidst havde befundet sig i kloarkerne,
men sidst var der jo også en grund.....
Cortez og han havde gemt mange lig hernede i den unge tid af 1800,
et grumt smil undslap hans læbers ellers så altid kolde læber.

Azriel bevægede sig gennem de mørke kloakker, og holdt sig oppe på de små stier så hun ikke røg i det klamme kloakvand. Hun vidste egentlig ikke hvad hun lige lavede dernede, andet end at hun gerne ville væk fra alt. Hun havde fundet vejen ind til kloakkerne og havde vel også lyst til at udforske dem lidt.
Imens hun bevægede sig længere og længere ind, kunne hun langsomt mærke nogen i nærheden, men vidste ikke rigtig hvor vedkommende stod henne i forhold til hende, og ville derfor ikke begynde at tænke alt for meget på det. Hun var ikke bange for at hun ville blive fanget af nogen som måske arbejder dernede, da hun vidste at hun sagtens kunne få sig selv ud af balladen, og var ikke urolig for konsekvenserne

Demetri begyndt som Azreil at kunne mærke noget tæt på sig.
Han kiggede rundt men indtil videre kunne han intet se om sig,
så han begyndte lige så stille at gå mod den underlige følelse
af en anden person her nede...Det var ikke et menneske...
mennesker kravlede rundt i kloakerne....måske en dæmon?
Nej duften blev stækere og den var ikke dæmonisk.

Da Azriel kunne mærke følelsen af nogens tilstedeværelse blive stærkere, begyndte hun at se sig omkring, da hun ikke havde særlig meget lyst til at gå ind i nogen. Hun begyndte at kunne mærke at det ikke var noget menneske. Hun tog en dyb indånding gennem næsen, og over stanken af kloakvand, kunne hun lugte et væsen. Hun var egentlig ikke overrasket over at det ikke var et menneske, da der jo ikke var noget menneske som nok ville gå rundt nede i kloakkerne frivilligt. Hun holdt sig inde i de mørkeste skygger og så sig omkring for at finde vedkommende som befandt sig dernede sammen med hende.

Demetri stoppede op nogen meter fra Azriel ca. 7 meter og
et hjørne. *Jo det er en vampyr* tænkte han og nikkede.
I det næste forvandlede han sig til en våd kloarkrotte, og begyndte
at liste lige så stille rundt om hjørnet hvor duften af vampyr
var stærkest. Han så noget underligt inde i mærket, men lille pige
måske....en tanke kom ind i hans sind imens han stod og kiggede
på hende som en rotte der stod på to ben (som på billedeT)

Azriel bevægede sig langsomt videre, men stoppede hurtigt op da hun så en lille rotte nogle meter foran sig. Hun lagde hovedet let på skrå og gik forsigtigt over mod den og satte sig langsomt på hug, og holdt en hånd ud til den, for at se om den ville komme tættere på "Kom så.." hviskede hun og smilte muntert. Hun var ikke bange for rotter, og syntes egentlig at de fleste var ret så søde..

Rotten som var Demetri gik ned på alle 4 igen og kom langsomt
over til pigen da hendes hånd var ude. Han duftede til den og
kiggede så op på hende og duftede op af. Hun var vampyr denne
lille unge. Skulle han forblive rotte? eller skulle han præsentere sig?
Hvis et dyr kunne smile gjorder han det iværtigfld nu. Rottens øjne
var mere blanke end på en normal rotte, men tanken ville nok bare
være at denne rottte var svagt blind.

Azriel kunne ikke lade vær med at smile over den lille rotte, og havde fuldstændig glemt den følelse af et væsen i nærheden, og havde ikke tænkt over lugten af vampyr var utrolig stærk. Hun lod en finger gå blidt hen over rottens fedtede pels "Hey lille ven" sagde hun sødt og ville ikke bruge hele sin hånd til at ae den hen over pelsen, da den måske ville blive bange.

Den krøb sig svagt sammen men løb ikke nogen steder.
Den kiggede ikke længere på vampyren men ned i jorden,
det lignte at den nærmest at den nød hendes nussen.
Den pev en enkelt gang da den lille piges negl kom til
at rive lidt men ellers sad den bare der som var den trylle-
bundet til stedet.

Azriel kunne ikke lade vær med at smile da den lille mus så ud til at kunne lide hendes nussen. Hun tog meget blidt fat om den og tog den op. Hun så lidt på den "Du er da en sød en" sagde hun med et lille smil og blev dog ved med at nusse den, for en sikkerhed skyld, hvis den skulle blive bange af at blive taget op.

Det brød Demetri sig bestemt ikke om og i det samme sprang rotten
og blev til Demetris menneskelige skikkelse. Han var meget højere
end hende, eller rettere han var meget højere end de fleste mennesker
og væsner. Han stirrede intenst på den lille pige med sine metalliske grå
øjne. De smukke, lokkende øjne, der tilvhver en tid ville kunne dræbe uden
en eneste tanke på det bag øjnene følte at det var rigtig eller forkert.
Han var en typsik vampyr det ville han give alle ret i, sort hår, bleg hud.
dog de metalliske underlige grå øjne og så kroppens alder.
Et smil kom nu frem på det ellers neutrale ansigt.-

Azriel fik et chok da det lille væsen sprang ned fra hende, og hun gik hurtigt et skridt tilbage da den forvandlede sig til en høj fyr. Azriel kunne nu lugte den nu stærke lugt af vampyr. Hun havde ikke rigtig brudt sig om at hun bare havde siddet og nusset ham imens han ikke gjorde noget. Var bare forblevet det som han var. Hun rettede ryggen helt op "Og hvem er du så?" spurgte hun køligt og så ham ind i øjnene. Han havde nogle pæne øjne. Metal grå. Hendes egne var nogle dybe isblå nogle, som oss kunne fange folk fuldstændig.

" Hvem er den frøken der spørger mig" han var rolig, hun var
en af hans egen art så indtil videre var han positiv over for hende.
kiggede roligt ned af hende, han mindes noget der var sket i hans fortid,
men fotrangte det hurtigt igen. Minder havde han ikke mange af men
nogen var forblivet io hans sind. Han smilte roligt men kiggede strengt
på hende et kort sekundt.

Azriel betragtede vampyren foran sig. Han virkede venlig nok, men hun kunne dog ikke glemme det som var sket for få sekunder siden. Hun vidste ikke rigtig om hun skulle fortælle hvad hun hed, eller om hun skulle få ham til at give hans først, men ville dog ikke have nogle problemer med ham, så var så høflig nok til at give sit navn "Azriel Rosevelt" sagde hun roligt og høfligt "Og hvad er dit navn så?" spurgte hun og blev ved med at se ham ind i øjnene.

"Demetri Klusisska-" sagde han og bøjjede svagt som en præsentation.
Azriel var et smukt navn, anderledes som hans søsters navn, han nikkede
anerkendene til hende. Men hun virkede ikke så gammel på hendes aura til
at bære sådan et navn fra den tid hendes død var, disse navne stammede normalt
længere tilbage i tiden? Var dette hendes menneske navn? Han sagde intet i en
tid, men tilsidst "Azriel, et navn af en glemt alder"

Azriel gav ham et respektfuldt nik "En fornøjelse at møde dem, Demetri" sagde hun høfligt. Selvom at han havde været lidt.. mærkelig i starten, betød det jo ikke at han ikke havde fortjent lidt høflighed eller respekt.
Der var lidt stilhed, hvor hun blot så på ham, men hørte så hans stemme igen. Hun nikkede af det som han sagde "Jaa, det er det vel" sagde hun lavmælt. Azriel var ikke det navn hun var blevet døbt med, men var bare fået det kastet i hovedet efter at hun havde været blevet forvandlet, og havde bare brugt det lige siden...

"Hm..." Han kiggede op og ned af hende, "Du mener mig om en"
han trak på skulderne og kiggede rundt, 2 rotter var kommet op og slås
om et eller andet længere henne i kloarken hvor Azirel var kommet
fra, men alligevel røg de begge i vande tog en 3 tog det lille stykke ting
de 2 andre var kommet op og slås om. Han gav ingne reasgton på
lydene. "Hvad laver du enlgi her nede, det var sjælen han mødte en
af hunkøn her. Men piger var også blevet mere hårdføre i dette århundred.

Azriel så på ham og smilede skævt "Er det en god eller dårlig ting?" spurgte hun, og vidste ikke helt om den person som hun mindede om, var en venlig person og en person som han faktisk godt kunne lide. Hun havde godt hørt nogle lyde bag sig, men var lidt ligeglad og ignorerede dem.
Hun trak svagt på skuldrene, da Demetri spurgte hende "Havde vel brug for lidt fred og ro" sagde hun og smilte varmt til ham "Og hvad med dig, Demetri?.." spurgte hun og lagde hovedet let på skrå "Hvad bringer dig herned?".

"Minder som dig" sagde han og trak på skulderne, "Men jo det er en
slags god person du minder mit sind om" han slikkede sig over sine tænder.
"Minder som kun findes i mig" han grinte lidt, fred og ro skulle hun ikke tro
at hun ville finde her. Der var flere væsner her nede end der ville være på
landjorden deroppe. Han kiggede roligt på hende imens han lod sin hånd
glide ned af sin anden arm.

Azriel betragtede ham lidt og smilte så "Jamen, det er da godt så" sagde hun, og ville da få det lidt dårligt tilpas, hvis det havde været en han ikke kunne lide, som hun mindede ham om. Hun kunne ikke lade vær med at grine kort da han kommenterede hendes håb om fred og ro, og nikkede svagt "Ja, det kan jeg se" sagde hun og så op på hans ansigt "Du svarede ikke på mit spørgsmål kære Demetri. Hvad bringer dig herned?" spurgte hun igen "Jeg tvivler på at du også ville have lidt fred og ro. Da det ser ud til at du kender det her sted mere end mig, ville det ikke ligne dig at være hernede i søgen efter fred og ro" sagde hun og trak så på skuldrene "Men hvad ved jeg.." mumlede hun med et skævt smil.

"Jeg leder efter noget" sagde han og lød pluselig så fjern.
Det han skulle finde var ikke noget der vedkom andre og
især ikke andre vampyrer. Faktisk havde han tabt noget her
nede som kunne være afgørende for noget han gik og forskede
på. "Men det er ikke vigtigt min kære Azriel" det lød så sjovt
at kalde hende kære....Men sådan var han ved andre af sin slags
en mere rolig og afslapped person blev han faktisk . Denne vampyr
intresserede ham faktisk ret så meget.

Azriel så på ham og havde først tænkt sig at spørge om hvad han ledte efter, men lod vær da han prøvede at overbevise hende om, at det ikke var vigtig, og hun kendte folk nok til at når de gav sådan en sætning, var det ikke fordi at det ikke var vigtigt, men fordi de ikke ville snakke eller fortælle om det. Hun gav ham et lille nik og et smil "Okay så.." sagde hun lavmælt. Han var en interessant person, ham Demetri. Hun følte sig rolig omkring ham, hvilket sjældent skete for hende. "Denne ting som du leder efter? Der er intet jeg kan gøre?" spurgte hun, og ville med glæde hjælpe ham med at finde det som han ledte efter, selvom at det måske ikke var så vigtigt.

"Hm....det er ikke rigtig en ting som du kender" sagde han
og trak på skulderne, "Men nok om det" hvad skulle han sige??
"Fortæl mig engang...Hvor gammel er en vampyr som dig?"
hun var da ikke så gammels om ham men stærk var hun,
det viste hendes aura selvom at hun nok ikke ville lægge mærke
til hans der tæt var meget bred, da han var en lilel egotripper nogen
gange. men sådan var Demetri....Man måtte enden elske elelr hade ham.

Azriel gav et langsomt nik "Nåååå, okay" sagde hun langtrukkent, og havde et udtryk som passede meget godt til sætningen. Hun gav ham endnu et lille smil og så så tænksomt ud "Jeg er omkring de 500 år gammel, men ja.." forklarede hun og så ned ad sig selv "Men min krop sidder fast i mine 13 år" mumlede hun og sukkede svagt og så så op på Demetri "Og hvad med dig?" spurgte hun, og kunne godt se at han var en hel del ældre end hende.

"Jeg er ca..2000år " han kiggede ned af sig selv..."blev bidt som
19 årig" han trak på skulderne det var så mange år siden han
havde snakket om sådan noget med nogen som helst. Men altså
hvad snakkede man ikke med sin artsfæller om, lige fra hvad man
fortrak af med til hvad man kunne lide at lave med sin mad