En aften i havnen - Blindminde.

Vejr: Overskyet, men en gang imellem bryder solen igennem.
Dag: Tirsdag
Dato: Irl.
Omgivelser: Mennesketomt.
Tid: 21:57
Sted: I havnen.
Påklædning: <-- Billede

-

Kimberley sad ved havnekanten og kiggede ned i vandet. Det var mørkt, og hun havde denne her syge lyst til at skrige. Men hun te stille, da fol... nej... der var jo ikke nogen, så hun kunne gøre lige hvad hun ville. Hendes spinkle krop lænede sig lidt udover kanten, og hun stirrede ned i vandet. Idéen om at springe var næsten ukontrollabel, og hendes negle borede sig ned i træet i havnekanten. En tot lysebrunt hår faldt ned over hendes dybblå øjne, og hun lænede sig tilbage, for at slå den væk med en arrig bevægelse. Det resulterede i at hun næsten faldt udover.

Matt gik i sine egne tanker, da han fik øje på den pinkle pige der sad på havnekanten. Han hostede et lille grin da hun meget arrigt ville feje en lok væk hvilket resulterede i hun var ved at falde ud i vandet. Men han tog sig hurtigt i det, og så sig , med et næsten skræmt udtryk omkrig, som om han var bange for nogen havde set ham le. Den lille falk på hans arm, som før sov, var nu vågnet. rettede sig op og fløj over til den lille pige ved kanten, hvor den satte sig lige ved hendes hånd.

Kimberley hørte latteren, og den hadefulde fornemmelse voksede nu i brystet på hende. *Jeg er så træt af verdenen!* tænkte hun arrigt. Pludselig kom hun til at tænke på Ryu, den engel der havde hjulpet Lilyan. Den tanke slog hun hurtigt ud af hovedet, og hun rettede nu sit blik mod den lille fugl der sad ved hendes hånd. "Hej smukke." smilede hun svagt, og nussede den over fjerene. Hun smilede svagt, og skubbede med den anden hånd, sine briller på plads. Den lille fugl kiggede op på hende med udstående øjne, og smilet der spillede på Kim's læber, forsvandt.

pigen havde nok ikke bemærket de, på grund af Matts 'evne' til at virke helt usynlig, men han havde sat sig ved siden af hende, og så nu ud over vandet. "underligt" mumlede han, og så nu på pigen, og virkede som om han ville sige noget, men så så atter ud over vandet. "meget underligt"... den lille fugl hoppede over til ham og satte sig på hans skulder igen.

Kimberley kiggede nu på drengen der sad ved siden af hende. "Hvad er underligt?" hvislede hun, udemærket klar over at han var den der havde leet af hende tidligere. Hun undersøgte ham, men rejste sig så. Hun var træt af nye mennesker, og hun havde allerede lyst til at dræbe ham. Det var afskyeligt, at et medmenneske grinede af en uskyldig. Kim gik over i den anden ende af havnen, og stirrede ned i vandet. Det mørke vand, der havde en underligt dragende kraft. Det lokkede hende næsten til at springe i vandet. Hun rystede på hovedet, og lukkede øjnene nogle sekunder.

"Fristende ikk sandt?" sagde Matt, der nu stod lige bag pigen. "Det er underligt at Briak ikke bed dig da du nussede ham." Matt ville sige noget mere men fortrød så. Vendte sig for at gå.

Kimberley hørte stemmen. Men svarede ikke. *Jo, gu er det fristende din nar!* tænkte hun. Hun stirrede ned i det mørke vand. "Hvad gør du hvis jeg hopper i?" spurgte hun, og vendte sig. Hun kiggede direkte ind i hans sorte hår. Han var høj, højere end hende. Hun fik lyst til at snakke med ham, men nej, han var en nød. Hun kiggede ned i jorden, og på de ternede Vans. Det var efterhånden blevet en vane, bare at kigge ned når man ikke ville ende i problemer. Det var sjovt som hun altid mødte drenge, aldrig piger mere, altid drenge.

Matt skubbede hætten tilbage, "jeg ville nok hoppe i for at prøve at rede dig", sagde han meget monotomt, han begyndte nu at studere den spinkle pige der stod foran ham. det brune hår, den hvide t-shirt , der var faktisk første gang han sådan rigtigt havde snakket med nogen i lang tid. han prøvede at fange et glimt af hendes øjne .. men hun så ned og han opgav.

Hun kiggede op på ham da hun hørte hans ord. Hendes dybblå øjne, ramte hans grønne, og hun stod nu og kiggede ham i øjnene. Nærmest trodsigt... Som om hun ikke ville have han havde sagt det. Den lille pige skubbede sine hænder ned i sine baglommer, og hun bed sig i underlæben. Hun kiggede hurtigt ned igen, nærmest bange for ham. Men han var jo bare en simpel idiot, der lo af hende, som alle andre nu gjorde. Det var latterligt. Fuldstændigt latterligt.

Matt kiggede også ned. Der var noget i det blik om hun havde set ham i øjnene med der fik en underlig ukendt følelse frem i ham. og følelsen blev større som han så på noget der lignede en trodsig, spinkel, rapkæftet tøs, men også virkede som en alene lille pige, og følelsen af at ville beskytte hende fandt vej til ham.

Briak peb og Matt så op, nej , tanken var jo absurd. og lige nu virkede det jo heller ikke rigtigt som om pigen overhovedet ville snakke med ham. han slog følelsen væk, og vendte sig igen for at gå.

Kimberley vendte sig mod vandet igen. Det mørke, den dybte... Vandet trak i hende med sin dragende kraft. Den syge lyst til bare at springe i, blev ved med at gnave i brystet på hende. De natteblå øjne søgte nu mod hendes ternede Vans, og hun satte sig opgivende. Hendes arme blev lagt over kors, og støttet mod hendes mave. Hun lænede sig lidt frem og kiggede ned i vandet. (Hun sidder som på billedet XD) Den lille spinkle pige, sad der, helt alene.

"Forresten jeg hedder Matt" råbte Matt over skulderen, han vente sig smilende,hvilket var meget atypisk for han, om "og du ka lige vove på at hoppe i! "

Den åbne personlighed Matt viste overfor hende var ny. Hun blev siddene og stirrede ned i vandet. *Han er bare et fjols.* tænkte hun for sig selv. Hun lænede sig længere frem, og den vilde lyst til at hoppe i blev kun stærkere. Hun lænede sig tilbage, og lagde sig ned på brostenene. Hun begyndte at synge lavt.

"When i was a young boy, my father took me into the city, to see a marching band. He said: "Son, when you grow up, will you be the savior of the broken, the beaten and the damned?"

Hendes stemme var klar og tydelig, selvom hun ikke sang særlig højt.

smilet falmede *nej selvfølgelig ikke* tænkte han, han vente sig og begyndte at begive sig væk fra havnen. Men lille Briak som nu var vågnet igen fløj over til pigens hånd hor den lagde sig. Matt stod tilbage med en tom fornemmelse. Han ville ikke gå hen til pigen igen, men Briak var hans eneste ven. Matt sukkede, gik hen til havnekanten og satte sig et godt stykke væk fra pigen. Han vidste at han bare måtte vente til Briak mistede interessen for pigen. der for tog han sin fløjte frem og begyndte at spille sin smukke melodi, som var det eneste minde fra hans mor han havde.

Kimberley nussede den lille falk over fjerene. Hun spidsede ører da Matt begyndte at spille. En smuk, men dog sørgelig melodi. Det var forfærdeligt... men samtidig så smukt. En lille tekst lød i hendes hoved, men hun opfattede den ikke, da den bare forsvandt igen. Hun kiggede forsigtigt over mod Matt. "Jeg hedder Kimberl..." begyndte hun. "Jeg hedder Kim." sagde hun stille, med den klare stemme.

Matt så på hende, dog uden at stoppe med at spille sin melodi. han nikkede forstående, og sendte hende et varmt blik. men lige som han opdagede han gjorde det så han ned i det dybt mørkeblå vand, stadig spillende på sin fløjte . en sang hvis vers for lang tid siden blev glemt men hvis melodi han spillede hver dag.

Kimberley nynnede svagt med, og sang så "Kunsten at græde, kunsten at le. Dem kender jeg ikke, jeg kender kun kunsten at føle smerte." fuldstændig i samme melodi som Matt spillede. Hun kiggede på ham, og smilede så svagt. Den lille pige havde uanede talenter, og det havde hun lige fundet ud af.
Hun fortsatte med at kærtegne den lille falkeunge.

Matt's øjne blev store da han genkendte linjen af sangen. *men hvordan...?* . nej det måtte bare være et tilfælde. men noget i hans underbevidsthed fortalte ham at det var det ikke. Matt så igen på den lille pige, han så spor i hendes ansigt, noget der afslørede at hun var ældre end hvad man skulle tro, måske ikke aldersmæssigt men sindsmæssigt . og hans øjne mødtes med hendes, og en Matt fik en klump i halsen, og dette gjorde at en forkert tone kunne hørers i hans ellers perfekte melodi.

Kimberley kiggede på ham, stadig med det let krusende smil. Hun nynnede svagt, og fortsatte med at ae Briak, den søde lille falk. Hun kunne godt lide den, så hun løftede den op og lagde den i sit skød.

Matt så flovt ned stadig spillede han sin melodi, det var som om melodien bragte dem tættere. Matt kiggede på Briak med et stjålent blik, på en eller anden måde jaloux. men om jalousien var til pigen der sad med hans fugl eller om det var... nej, han skød tanken fra sig.

"Den smerte jeg føler, den er ukendt. Ubeskrivelig." sang hun videre. Melodien førte dem rent faktisk tættere sammen, og selvom hun var et simpelt menneske havde hun... noget. Hun var ikke sikker på hvad det var.

Matt lyttede til hendes sang , og hans hjerte blev trist da han opdaget at det var den sidste del af melodien hans fingere var i gang med at spille. Og af en grund mærkede han en tåre presse sig på da han nåede den sidste lange tone.

Matt så ned i det mørke vand. han sad bare og kiggede med i vandet.

Hun lagde mærke til hvor ked han var, men hun gjorde ikke noget ved det. Hun var selv vant til at være ked af det, og at andre var ked af det, frydede hende lidt. Hun var ikke sadist, bare glad for at andre kunne føle på samme måde som hende. Tavsheden imellem dem var dræbende, og hun begyndte lige så stille at få ondt af ham.

Matt sukkede, og sendte et smil til hende. "Briak ser ud til godt at kunne li dig". han så igen ude over havet, da han troede hun ikke ville svare ham nu.

"Det ser sådan ud." sagde hun lavt og kærtegnede stadig den lille fugl over fjerene. Den var dejlig blød, og hun kunne nu bedre lide Matt. Han virkede ikke som en nar når han snakkede. Eller spillede for den sags skyld.