En aften i havnen - Blindminde.

Matt prøvede at undgå hendes blik, han vidste at han aldrig kunne siger hvad hans hjerte her på det sidste nærmest råbte til ham. "jeg tror jeg.... jeg.... jeg....". Igen snurrede Matt's hovede. han svajede lidt fra side til side. han smed sig så baglæns og lå nu ned på jorden hvor det hele ikke drejede. Han kunne ikke sige det , selvom han havde lyst til det. Han var ingenting, en vagabond der gik rundt uden formål, han kunne ikke tillade sig det. Han måtte ikke have de følelser.

Kimberley fløj op, og satte sig så ved siden af Matt. Hun lænede sig ned og hviskede i hans øre: "Jeg er også forelsket i dig." Hun lænede sig tilbage, og kiggede ham i øjnene. Hendes blik søgte ned over hans ansigt, og hun stoppede ved hans læber. Lysten til at kysse ham kom igen.

Matt var forvirret. "Jeg tror jeg blir nød til at gå nu", sagde han med en meget lidt overbevisende stemme . han så på den pige som nu ejede hans hjerte og ønskede brændende at hun ville gør så han blev. kysse han og lod ham mærke sin krop mod hans.

Hendes læber mødte hans, og hun fik sat sig op på ham. "Du må ikke gå fra mig." hviskede hun. Ham der nu betød en verdensdel for hende, ville gå. Det måtte han bare ikke. "Jeg vil ikke hjem." hviskede hun lavt.

han lagde armene om hende og holdt hende ind til sig, "jeg bliver". han lænede sig tilbage og smilede så "det er jo ikke fordi jeg har noget jeg skal nå".

"Du spurgte ind til min fortid, ikke?" spurgte hun. Hendes arme søgte om bag hans ryg, og hun trak sig ind til ham. Hun duftede forsigtigt til ham, og hun fandt ud af hvor meget hans duft mindede om Embry's.

"jo " sagde Matt og nød hendes omfavnelse. han lagde hovedet på skrå og smilte til hende.

"Min far kender jeg ikke..." sagde hun lavt. "Og min mor er altid fuld." Så vidste han da det. Men det var nu det svære kom. Det var nu hun skulle fortælle om sin bror. "Min bror..." hun kunne ikke sige mere. "Han... rør ved mig." på andre måder ville hun ikke forklare det. Nej, hun kunne ikke forklare det på andre måder.

Matt's smil blegnede, han vidste hvad hun mente. hans evne til at kunne blive nærmest usynlig over for enhver han ønskede ikke skulle se ham, gjorde at han kunne meget tæt på folks samtaler uden aat de bemærkede ham. Han rystede, det gjorde han sommetider. Matt lagde armene om hende og holdt hende helt tæt ind til sig og hviskede "jeg lader dig aldrig gå hjem til det sted igen".

Hun kiggede ned. "Tak." hviskede hun. "Men jeg behøver ikke tage hjem, jeg kan bare tage hjem til Embry, hvis du gerne vil videre." sagde hun stille. Hun var bange for at miste ham, men hun sagde ikke noget. Hvis han ville videre, ville han videre.

Matt så hende an, smilte så rystede på hovedet og krammede hende igen. "fortæl om Embry? er det en ven?", hviskede han

Hun nikkede. "En virkelig god ven." Hun kiggede på ham. "Hvis jeg mangler mad, hygge eller et sted at sove, kan jeg bare tage derhjem." sagde hun stille. Hendes læber mødte hans igen, og denne gang ville hun ikke give slip.

Matt gengældte kysset, i en bevægelse drejede han rundt og lagde sit hovede i hendes skød. Lille Briak vågnede, så kort på Matt. Matt gengældte blikket og Falken fløj så højt op i himlen og forsvandt.

Kimberley rødmede da hun mærkede hans hoved imod sit underliv. Hun var efterhånden ret ophidset, og hun kiggede ned på ham. Hendes hånd kørte igennem hans hår, og hun nød at mærke ham så tæt på.

Matt nød følelsen af hendes hænder i hans hår. han vendte sig om og rejste sig op på albuerne så hans ansigt lige præcist var ud for hendes, og han kyssede hendes dejlige bløde læber igen. han blev aldrig træt af det .

Hun kyssede med, og hendes hænder var stadig begravet i hans mørke hår. Det var rart, det med deres læber. Hun elskede at kysse ham, at mærke ham så tæt på sig.

Han gav ikke slip men begyndte at holde om Kim så godt han nu kunne med den frihede hans arme nu kunne yde .

Kim afbrød kysset. "Her er koldt." hviskede hun stille... Hun kiggede den unge dreng i øjnene.

"Ja" svarede Matt, han ønskede nu brændende at han i stedet for at gå rundt fra by til by, havde fundet sig en lejlighed eller noget lignende så de havde haft et sted at kunne gå hen og være alene. Han satte sig på knæ, tog sin store jakke af og puttede om Kimberley. og smilede da han så den lille pige i den alt for store jakke.

Kimberley lod ham ligge jakken om hende. Det så nok lidt sjovt ud at en der kun var sølle 1,53 cm høj, og vejede 22 kg, havde en kæmpestor grøn jakke på. Hun smilede tilbage, og de lyserøde silkebløde læber blottede de perfekte hvide tænder.

Matt smilede, og sagde "du har et smukt smil", han satte sig op og så på pigen foran sig. Han blev enig med sig selv om at han dagen efter ville finde sig et job. det var alligevel også snart på tide at slå sig ned. hvorfor så ikke gøre det her.

Kimberley rødmede svagt. Hun vendte det rosa ansigt lidt nedaf og hviskede: "Tak." Hun var ikke vant til komplimenter, og slet ikke fra så... smukke mennesker.

"Hey du ka da ikk bare vende det smukke væk", sagde Matt lidt drillende. tog blidt fat under Kim hage og vippede hendes ansigt op så han kunne se hende i øjnene. han svømmede helt væk i dem.

klassen kom ind hej hej