skoven er...trist? (Mail)

S: skoven
t: snart aften
v: lunt
o: triste træer og et minimum af levende dyr
Dato:nu

Mihael kom gående mellem alle de triste træer, de fleste havde ikke engang blade på mere og lignede mest et godt hjem for bænkebiddere.
Han gik som altid med hænderne god begravet i lommerne på sine jeans, med en hvid t-shirt, sin jakke havde han ligge der hjemme.
Ellers havde han bare tæer som altid og han kunne mærke bladenes kradsen mod hans fødder.
Solen var på vej ned og det farvede omgivelserne røde og orange, et sært syn bland alle de døde træer.
Han lod sine hvide vinger få lidt luft og gemte den ikke, han forventede ikke at der kom nogen.

Mail gik igennem den mørke skov, uden noget mål. Han havde siddet i et hotelværelse hele dagen, hvilket efterhånden var blevet kedeligt.. så hvorfor ikke bare strække benene lidt? Han havde arbejdet hele natten, så han var lidt træt, hvilket ikke gjorde hans koordination bedre.
Derfor var han flere gange ved at falde over rødder der stak på af jorden. Og det gjorde heller ikke han humør bedre af det. Han var i forvejen ikke så glad, så.. det gjorde det ikke voldsomt meget bedre.
Som altid var han iført sine slidte, mørke bukser, en hvid langærmet trøje, sine hansker der holdte ærmerne på plads, og sine motorbriller. Han havde ladet vesten ligge derhjemme, da det ikke havde været vejr til det.. men ellers var det, det han gik i hver dag. I munden havde han en tændt smøg, der hang løs fra hans læber som der steg røg fra.

Han gik og studerede lysets fald på træerne, efterhånden som solen sank længere og længere ned.
Han havde næsten ikke set nogen fugle her, men der var vel heller ikke meget mad til dem.
Snart hørte han lyden af tunge skridt og nogen gange lød det som om de var ved at snuble over noget, måske rødderne?
Straks gemte han sine vinger igen, han hade det, at han ikke bare kunne have sine vinger frie mere.
Han så lidt frem for sig og forventede snart at se personen.

Mail var endnu en gang ved at snuble, og denne gang faldt han ned på jorden så lang han var. "Sikke noget lort" knurrede han, hvorefter han mumlede diverse bandeord, og hvor meget han hadede skove. Men i det han rejste sig så han at der var en anden. Han hævede det ene øjenbryn og børstede så det værste snavs af sin bluse.
Han kunne mærke sin lille pistol i sin baglomme, og var glad for ikke at have tabt den. "Goddag" sagde han roligt. Han anede ikke hvad tid på dagen det var, han var smuttet fra hotelværelset ved tre-tiden, og han gik som sagt ikke med ur. Og goddag kunne man vel sige hele dagen? men høflighed var alligevel ikke hans styrke.
Han kørte sin hånd igennem det stærkt røde hår, og lod derefter sin arm falde ned af sin side.

Han stoppede op og lænede sig op af et træ, mens han så lidt på ham
"Goddag, da" smilte han
"Men tror du ikke godaften ville være at fortrække?" han havde en venlig og rolig stemme, hans øjne var beroligne og han næsten strålede på en måde.
Han havde stadig sine hænder i lommerne.
På ingen måde lignede han en fjende, eller en der ville angribe.

Mail betragtede kort fyren og valgte ikke at gøre noget. Han så hverken truende, eller farlig ud, så derfor slappede han af. Hvis han derimod havde været truende, havde han nok en pistol sigtet efter ansigtet.
Han trak på skuldrene. "Tjo måske.. men jeg har ingen ide om hvad klokken er"sagde han og trak på skuldrene. Hvis det varede for lang tid, måtte han jo bare finde et pizzaria. Det gjorde han så tit. Hvorfor kunne fyren egentlig være så rolig? Han kendte naturligvis ikke Mail, eller kendte til hans job, men han burde vel ikke være så rolig når han var sammen med en han ikke kendte? Selvfølgelig ville han ikke være truende overfor en der var venlig overfor ham, men han var på vagt.
Han skodede sin smøg, og lagde resten ned i pakken med smøgere.

Han så lidt på ham, han var på vagt, det kunne han godt se.
Han lignede en der var van til at være på vagt over for fremmede og måske også en der undrede sig lidt? Han vidste det ikke helt.
Han rettede sig op fra træet, men nærmede sig ikke, da han fornemmede at han skulle passe lidt på.
*"Jeg er Mihael" smilte han roligt, mens solen forsvandt helt ned og mørket langsomt sænkede sig over dem.

Mail smilede skævt da han præsenterede sig. Han troede ikke nok på ham til at fortælle ham sit rigtige navn. "Matt" præsenterede han sig, overbevisende. Mail var et usedvanligt navn, så fyren - Mihael - skulle ikke kende det. Det ville være let at finde ham igen, og han ville helst være lidt udenfor den slags. Men på den anden side, det kunen være rart at være sammen med nogle andre end sin hund, som han alligevel ikke altid gik med.
Han strak hænderne i sine lomemr, og lagde hovedet let på skrå. Derefter trak han sine motorbriller ned, så de hang om hans hals, da de begyndte at irritere hans øjne. Og det afslørede så hans græsgrønne øjne. Det var ikke fordi han ikke kunne li' farven på sine øjne, eller noget, han kunne bare godt li' at gå med dem. Indtil de irriterede ham, for så gjorde han jo som nu.

"Bare ude og strække benene?" smilte han roligt som før, han tænkte ikke så meget over hans navn, Matt, det var et almindeligt navn.
Han så lidt op mod himlen da mørket sænkede sig over dem, nogle få stjerner var allerede kommet og snart kunne man vel også se månen?
Han kiggede lidt mere på himlen enden han igen på på Matt og hans meget grønne øjne.
Hans egen var mørkeblå.

Han trak på skuldrene. Det var jo egentlig grunden til at han var gået ud for en gangs skyld. Han var godt nok temmelig barnlig, trods at han var lejemorder, men det styrkede jo bare folks tro på at han bare arbejdede hårdt for at kunne beholde sin lejlighed, som de fleste andre 19 årige gjorde - og netop ikke var morder.
Han så kort på hans øjne, og blev kort betaget af dem, men så derefter kun på hans ansigt igen. Det var ved at blive aften, det kunne han jo se på mørket der sænkede sig omkring dem. "Skal vi smutte ud af skoven, inden det bliver mørkt?" spurgte han venligt. "Ellers bliver det et helvede at komme ud af skoven igen" tilføjede han. Man kunne vel godt være venlig?

Han så lidt på ham.
Pludselig venlig...Men det var jo bare godt nok.
"Tja, det kan vi godt" sagde han og så sig lidt omkring, omgivelserne ændrede sig faktisk her i mørket.
Han trak lidt på skuldrene og begyndte at gå den vej hvor Matt var kommet fra, regnede med han nok skulle følge med vis han ville.

Mail stak hænderne i lommerne, og gik så i samme retning som Mihael. Han kendte godt vejen ud, så det var let nok. Han tog sine motorbriller på igen. Han regnede med at tage sin motorcykel, som stod udenfor skoven, og køre over på et pizzaria, og så købe en pizza, og komme hjem til Joey, hans hund.
Han trak sin smøg op igen, og tændte den med en lighter. Han lagde lighteren tilbage i sin baglomme, og tog et hiv af den.

Han begyndte at se på de døde træer, virkelig noget kedelig selskab.
"Ved du noget om hvorfor skoven er blevet sådan her?" spurgte han
"Jeg mener, hvor tit er det skove dør fra den ene dag til den anden?" han vente sig halvt om og så mod Matt.

Han rystede på hovedet. "Nope, jeg kommer ikke herfra.. Er taget herhen på en slags forretnings rejse" sagde han og grinede kort. Det var nok en mere intern joke. Selv fandt han den lidt sjov. Det var jo forretning. Men hans forretning var nok ikke den samme som Mihael ville tro.
Endnu en gang måtte Mail falde, så lang han var. Han brummede irriteret, og rejste sig igen. "Derfor hader jeg skove" brummede han for sig selv. Det var langt sjovere at være i skove med sin hund. Hans hund Joey var så dum at man ikke følte sig klodset mere.

Han så lidt på ham og ventede til han havde rejst sig igen.
"Forretning, jasåå" smilte han
"Hvilken slags forretning?" spurgte han af almindelig nysgerrighed.
Han grinte ikke af at han væltede, men havde selv vænnet sig til rødderne og undgik dem.
"Skove en ensomme, men smukke...Eller denne er kun ensom" sagde han
"Men var nysgerrig på at se den"

Da Mail fik rejst sig gik han videre. "Tja forskelligt. Det kommer an på hvad der bliver krævet" svarede han og trak på skuldrene. Han gjorde jo ikke ting på samme måde. Nogle gange var det jo forskelligt.. Men okay, det hele endte i at nogen døde. Positivt så tjente han penge nok på det. For at skifte emne fra han job spurgte han så: "Er du sulten? Hvis du vil kan du køre med mig ned på pizzaria'et, nede i byen" spurgte han, da de snart var derude hvor hans motorcykel stod. Så spurgte han forhåbentlig ikke mere ind til hans job som lejemorder.

Han nikkede bare og følte ingen trang til at høre mere om hans forretninger.
Han så lidt tænkende ud i luften, var han sulten? Normalt vidste han aldrig om han var sulten, men spiste bare lidt en gang imellem.
"Tjo, hvorfor ikke?" smilte han, han tøvede lidt, ville det lyde helt tosset vis han spurgte? nå pyt, han fandt vel nok ud hvad en pizza var....eller skulle han spørge bare for at høre hvad han havde sagt ja til?

Efter noget der følte som lang tid, var de endelig kommet derhen hvor han havde parkeret sin motorcykel. Han trak sine nøgler op af sin lomme, og satte sig på den. "Sæt dig bare bag mig" sagde han, og satte sine motorbriller på igen. Så kunne de jo køre derhen, det ville gå lidt hurtigere. "Hvis du vil, kan vi bagefter tage hen på mit hotel" sagde han derefter. Der så i hvert fald nogenlunde ud. Så meget havde han heller ikke rodet de dage han havde været der. Joey var der jo ikke, så han havde ikke rodet det til.

"Jeg er frisk" smilte han, han havde kun set motorcykler køre, men nu skulle han køre med, det skulle nok blive sjovt.
Han hoppede op bag ved ham og holdt fast, mens han endnu undrede sig over de sjove opfindelser mennesker kunne finde på.

Mail fik motorcyklen igang, og begyndte så at køre hen imod vejen, så han kunne komme tilbage til byen. Han havde aldrig rigtig taget det der sikkerhed seriøst. Derfor havde han ikke hjelm på. Det gav også et større adrenalinsus. Og efter kort tid, var de ved et pizzaria. "Er du der stadig?" grinede han, og stoppede så sin motorcykel. Han parkerede den igen, og trak så nøglen ud igen.

Han hoppede ned af den og rystede kort hoved.
"Jaer" grinte han
"Det var fedt" pludselig kom han i tanke om at det netop lød som om han aldrig havde prøvet sådan noget før, men det var vel også lige meget.
Han så op på pizzariaet, af hvad han kunne se her fra var det noget med noget brød med forskellige ting på...sjovt.
Han kørte en hånd gennem håret for at få det til at sidde ordentligt efter køreturen.

Han rystede kort på hovedet for at hans hår sad, uordnet som det plejede, og lod så motorbrillerne falde ned om halsen på ham igen. Han grinede kort over at han virkede så glad over det.
Han satte gik ind på pizzariaet, og overvejede kort hvad han skulle tage. Nok bare en salatpizza. "Hvad skal du have?" spurgte han, pg så afventende på ham. Han tog en cola til sig selv, og ventede så på at Mihael valgte noget.

Han så lidt på det hele med stor interesse, der var godt meget forskelligt, med forskelligt kød og salat, normale og indbagte,menuer...
Folk rundt om ham ventede på deres mad eller sad og skovlede ind i sig af alt muligt underligt.
"Øhmmm" sagde han, han kunne næsten ikke overskue det.
"Okaokay, jeg indrømmer det, jeg har aldrig prøvede sådanne noget før...Findes der en slags vegetar pizza? Har det lidt dårligt med kød" smilte han uskyldigt og så på Matt

Han hævede det ene øjenbryn. "To salatpizzaer, uden kebab" sagde han så. "Til at tage med" tilføjede han så. Han hadede at spise ude. Han trak sin pung op af sin lomme, han havde fået løn så han havde massere af penge. Han tjente ikke så lidt på den slags. Han betalte, og satte sig så ned ved et bord. "Du har aldrig spist pizza?" spurgte han så mistroisk. Selv spiste han det ret tit. Det var derfor det helst skulle være sundt, så han ikke blev fed. Plus, cola gjorde ikke pizza sundere. Og i de mængder han spiste det, var det bedre at det var sundt.

Han opfangede hans mistroiske tone, men satte sig på den anden side af bordet.
"Jaer" sagde han og så rundt i lokalet, han måtte finde på noget han kunne acceptere...
"Min mor har aldrig brudt sig om det og derfor fik vi det aldrig og som voksen har jeg aldrig tænkt på selv at smage det" komplet løgn, men han mente ikke han var dårlig til at lyve.
Desuden var det bedre end sandheden, de forskellige racer måtte vist ikke give sig til kende overfor mennesker, eller måtte de? Det var lidt forvirrende hvornår de måtte.
Det var også lige meget.