Næsten fyldt.

Han fandt Kala og gik med tunge skridt og mod hende da han var nået over til hende kravelede han op i den tætte busk der nårmest formede en stor side plads med plads til mange, han stilte sig derefter op så han kiggede ned på hende imens han stod i busken.
Han smilede bare køligt til hende.

Hun så Donnie gennem tårerne. Det fik hende til at græde endnu mere.
"Min kære Gud" Hviskede hun og lagde sit ansigt i sine hænder. "Hvis mig nåde"

Han satte sig på hende og fjernede hænderne så hun intet kunne gøre, han slikkede det sidste blod af hendes hals i en langsomt bevægelse og hviskede så i hendes øre, "det er at lege med Skæbnen Kala" dog blev han ved med at holde hendes hænder over hendes hoved.

Tårerne strømmede stadig ned af hendes kinder. Det var som om de aldrig ville stoppe.
"Hvad har jeg gjordt, Gud?" Spurgte hun mod himlen. Hendes øjne var lukkede. "Hvorfor er dette min skæbne?"

Han grinte højt, "du har mødt et af Satans børn" sagde han og holdte en lille pause, "og du legede rundt som om du intet hviste" sagde han og grinte igen, pluselig så han på tårende, og fik et studerende blik på den men rettede hurtigt blikket med hende igen.
Han kiggede lidt på hende og på den kjole hun haved på, men sukkede bare højt med et smil.

Hun ignorerede ham.
"Min Gud" Hviskede hun så lavt at det kun var hende selv der kunne høre det. "Tag mig væk fra dette grusomme sted"

Han sprang op lige som om han svævede og kiggede bare på hende, han studerede hende op og ned af hendes krop imens hun lå der.
Han smilede roligt imens han øjne begyndte at lyse.

Hun lå helt stille og trak ikke vejret.

"Husk det er at lege med skæbnen Kala" sagde han og sprang så hun ikke kunne se ham mere.
Han kiggede op på den husk han havde sprunget fra og rystede så på hoved, han kiggede igen på dan finger han havde blod på og slikkede det så lidt af med tungen.

Hun bevægede svagt sine vinger og de havde det meget bedre. Hun kom op og stå på sine ben og fløj på lidt usikre vinger op i luften.

Han begyndte at løbe ind i byen med en fart der var ret uoverskuelig dog var det fordi at blodet hjalp ham.

Kala sukkede. Det var ikke sådan her hun havde tænkt sig at aftenen skulle have været gået.
Hun så mod himlen. Skuffet.

Donnie stoppede lidt op og kiggede sig rundt, havde han hørt noget eller var det bare ham, han kiggede mod himlen og blev i det samme til en ravn der fløj op mod himlen.

*Hvorfor lyttede Gud ikke til mig?* Tænkte hun forvirret og såret. Hun havde altid været troende og gået i kirke.

En ravn kom flyvende mod Kala, den kiggede kort på hende men fløj så fordi.
Den satte sig i et træ lidt væk fra hende og stirrede på hende.

Hun tørrede sine øjne og tog sig sammen.
Måske ville Gud bare give hende en lærestreg, fordi hun ikke måtte lege med skæbenen.

Donnie kom nu til syne der hvor ravnen havde siddet, han smilede lidt men ikke hen til Kala med ind længere i træet.

Hun nikkede bestemt. Det måtte være det. Gud ville have straffet hende og nu havde hun lært det.
Hun måtte ikke lege med skæbenen.

Donnie kiggede nu på Kala igen og smilte stort imens hans øjne lyste som blankt metal, han hviste at hun ville mærke dem lige som sidst i klubben.

Hun kunne mærke at der var en som stirrede på hende og hun kunne nemt gætte hvem det var. Kun en kunne give den slags blikke.

//Skal lige spise/

Han kiggede stadig på hende men kunne se på hendes krops sprog at hun kunne mærke hans grå øjne.

Hun frøs næsten til is, da hun mærkede øjnene.

Han smilede da han mærkede hendes aura.
Han smilede altid også selvom han havde smerter eller andet, men det her smil var et koldt og ligegyldigt.

Hun sukkede rystende.
Mon hun var blevet hans bytte?