Regnen siler ned

"har du ikke haft lidt problemer med folk der ville sende dig i pleje og sådan noget?" spurgte djonn så

"Jo... Jeg har som sagt været på en del børnehjem, og i adskellige plejefamilier... Det er dybt irreternde..." sagde hun og kørte hånden igennem sit hår.

"kan du ikke sagtens stikke af?" spurgte han

"Det er ikke bare sådan lige at gøre... Så ringer de bare til politiet og så efterlyser de mig... Men man må bare finde på forskellige metoder for hver gang..." svarede hun og smilede let over alle hans spørgsmål.

"ville det ikke være lettere at blive adopteret eller noget?" spurgte han videre

"Måske... Men så skulle det jo nødvendigvis være en anden vampyr, eller sådan noget, og helt ærlig; hvor mange tror du selv vil have et barn der er ældre end dem selv?"
Svarede hun og rystede svagt på hovedet. Hun var selv fuldstændig overbevidst om at den mulighed var udelukket, efter som hun var så meget ældre end de fleste andre

"hvem sigerde behøver vide du ikke er en 7 årig, men en 3000 årig" sagde djonn med et skævt smil

//jeg logger//

"Mister Djonn... Hvem ville dog adoptere et barn som mig? Desuden, overfor vampyrer vil jeg ikke lægge skjul på min alder, da jeg er ret så stolt over den..." sagde hun og lød næsten helt trist. Hun kunne på ingen måde forestille sig at nogen ville holde nok af hende til at adoptere hende, selv om hun ind imellem savnede trygheden ved en familie havde hun forlængst accepteret at det ikke var noget hun skulle have...

"Det behøver vel ikke være vampyre" sagde han

"Men ihvertfald heller ikke mennesker... De har sådan en 'sjov' ide med at små piger skal være ude og lege i solen om sommeren... Desuden ville de undre sig når jeg ikke vokser selv om de bliver gamle og grå..." sagde hun med noget der næsten lignede trods i stemmen. Hun hadede mennesker på den måde... De kunne være sjove at lege og snakke med, men de var stadig kun mad...

"det med aldren det var lige noget jeg ikke havde tænkt på" sagde djonn tænkende

Lucy satte sig op på bænken igen, da hun blev træt af at stå op. "Men man er nødt til at have tanke for alting når det gælder sådan noget... Desuden kan man også hurtigt udelukke elvere og engle som mulige racer udover vampyrer. De ville ikke kunne være i nærheden af mig når jeg var sulten, og desuden aå tror jeg ikke at de ville være intresseret i at adoptere et barn der er farligt for dem... Og så er der kun vampyrer, varulve og dæmoner tilbage..." sagde hun stille. Det var helt tydeligt at hun havde tænkt det igennem mange gange før, men stadig ikke var kommet til noget brugbart resultat.

"det har du rat i, og dhet lyder heller ikke helt som om dhu har lyst til det" sagde djonn

Hun trak på skuldrene. "Jeg har accepteret at jeg skal leve alene... Jeg har ligesom opgivet håbet om at få en familie igen..." svarede hun mumlende og holdt om sine fødder.

"en klog mand sagde engang til 'You can give up everything, but hope, cause when hope is lost, everything is!' " sagde djonn med et smil

"Men efter 3598 år dør selv håbet." svarede hun mut. Egentlig ikke fordi hun var sur, men hun blev altid i dårligt humør når hun snakkede om ting hun forlængst havde opgivet at få igen... Så som en familie.

"jeg ville da ikke have noget imod en ny lillesøster, i menneskene's øjne altså, en store søster i virkeligheden, eller sådan noget" sagde han

Hun lagde undrende hovedet på skrå og fik et uforstående udtryk i ansigtet. Hun sagde ikke noget med sad bare og så ud som om hun ikke forstod hvad han sagde, som om han havde snakket swahili til hende...

han sagde ikke noget, men kiggede bare tænkende ud i luften, han tænkte tilbage på dengang han havde haft en søster

"Hvad mener De med det, mister Djonn?" spurgte hun forsigtigt, da hun ikke kunne regne det ud selv. Hun turde ikke regne det ud...

"det er jeg faktiskt ikke helt sikker på" sagde han "altså hvis dhu helst ikke vil have et hjem"

Hun sad helt stille og tavs et stykke tid og tænkte sig om. "Det jeg ikke vil have er andre der forsøger at bestemme over mig, og få mig til at rette mig efter deres vilje. Jeg vil ikke leve blandt mennesker, og have hjem blandt dem, men et hjem... Det ved jeg ikke. Sagen er den at det er meget længe siden jeg har haft et, og derfor har vænnet mig til at leve alene uden andre at tage hensyn til, men jeg holder nok ikke op med at savne et rigtigt hjem..." svarede hun langsomt og forsigtigt, ja næsten tøvende.

"hvis du har brug for et værelse er du da velkommen til at besøge mig til hver en tid" sagde han seriøst

Hun smilede stort. "Tusind tak, mister Djonn. Sådan sagde miss Alec også til mig.. At jeg kunne komme og besøge hende altså.." sagde hun og nikkede en smule