Her i skoven...

"Okay.. det er jeg ked af at høre..", svarede hun stille.

Hun lo ad hende. "Kun min bror er værd at sorge over... Mine forældres død var min egen fortjeneste" sagde hun og smilede 'engle'-blidt med et farligt glimt i øjet

Evelyn spærrede øjnene op, "Du mener..?", konstaterede hun stille. *Hvis hun vil gøre sine forældre fortræd.. hvem hun så ikke også ellers gøre fortræd..*, tænkte hun og der gik panik i hendes sind.

"De opdagede min lille forvandlig, og var fast besluttet på at overhælde mig med vievand, så jeg gjorde blot hvad jeg var nødt til for egen overlevelse" svarede hun og trk smilende på skuldrene

Evelyn spærrede igen øjnene op, "Dine forældre?,.. Hvordan kan de gøre sådan noget mod deres eget barn?!", spurgte hun forfærdet.

"Min bror præst og hele familien var meget troende... Min bror og jeg var meget tætte, så han bad for min sjæl i stedet for at, som mine forældre, befrie mig fra et levende helvede... " svarede hun og smilede stadig

"Okay..", sagde Evelyn lidt uforstående, men smilte svagt. Renee/Mari behøvede ikke at forklare mere..

Hun lo af englens uforståenhed. Det morede hende altid at snakke med engle, de fleste var så dejligt naive, uvidende eller bare nysgerrige, at de hoppede i med begge ben når man legede med dem.

Evelyn smilte svagt; vampyrer grinte altid af hende, hvilket begyndte at blive en irriterende vane.

Latteren ebbede ud til et drillende smil, der spillede om Maris røde læber. Hun betragtede studerende englen, og smilede lidt af hende

Hun smilte undrende, "Hvad?", hun kiggede spørgende på Mari..

"Du er så nem" svarede hun stadig med smilet om munden. "Så forfærdeligt nem" fortsatte hun sætningen efter hun havde holdt en lille pause.

Hun himlede med øjnene, "Det hører jeg tit", hun havde ikke overvejet, hvad Mari hentydede med det, for hun regnede med at de var venner, og at Mari ikke ville gøre hende noget..

Hun lo hjerteligt. "Ja der er jeg sikker på du gøre" sagde hun leende og gik henkastet lidt tætere på Evelyn. Hun så på ingen måde englen som en ven. Allerhøjest som en underholdende middag...

Evelyn smilte, og lagde ikke mærke til at Mari gik tættere på, "Hvordan går det så?", spurgte hun sødt.

- Dumme lille naive Evelyn.

"Aldeles udemærket... Og dig? hvordan går det for dig?" svarede hun og fortsatte frem mod englen. Hun var snart så tæt på at hun kunne angribe og være næsten hundrede porcent sikker på at få sit bytte

Hun smilte, man kunne godt høre på vampyres sprog at det var gamle, for det lød ret så gammeldags, "Det går okay.. Jeg er næsten ved at finde ud af hvem jeg kan stole på..", hun kiggede ned i jorden og tænkte kort, men kiggede så op på Mari igen, og smilte svagt.

"Såe? Hvem kan du så stole på?" spurgte hun lavt, men hendes stemme kunne alligevel tydeligt høres. Hun smilede lettere udfordrende og morede sig over den tilsyneladende engel. *Så ung og naiv du dog er, lille engel* tænkte hun næsten overbærende... Næsten

Han smilte skævt, og rynkede øjenbryn "Mennesker, engle, elvere, og et par vampyrer.."
*Det er sjovt, det er kun hun-vampyrer jeg stoler på..*

"Jaså... Hvilke vampyrer stoler du så på?" spurgte hun og smilede. Hun var ved at være ret tæt på og stoppede lidt, mens hun vendtede på svar.

Hun lagde mærke til at hun var kommet tættere på men tænkte ikke rigtig over det, "V og dig.. Og måske lidt Djonn, han har i hvert fald ikke gjort mig noget endnu", hun smilte svagt.

Hun lo lidt af hende. "Er du nu også helt sikker på at det er klogt?" spurgte hun med et faretruende glimt i de mørke øjne. Faktisk var de ikke helt så mørke mere. De var blevet mere røde i det. Mari gik de få skridt hen til Evelyn og stoppede så meget tæt på hende, mens hun så englen i øjnene med tænderne blottet i et smil.

Evelyn gispede, "Nej..", hun spærrede øjnene op, *Hvorfor havde jeg ikke forudset det?!, Jeg er så dum, jeg overser altid de største og mest tydelige tegn, men jeg var så opsat på at hun var så sød inde på caféen..*
Hun kiggede direkte ind i Mari øjne, og rystede svagt på hovedet.

"Det tror jeg tilgengæld at du har ret i." sagde hun med blød stemme og strøg blidt Evelyn over kinden

Hun gøs da hun rørte hende, og hendes hænder begyndte at skælve, men hun knyttede dem, for at holde styr på dem.