Så falder der brænde ned!

Dato: 5. februar 2012
Årstid: Vinter
Sted: Colts lejlighed
Tid: 01.00
Omgivelser: Den lille billige lejlighed i en sidegade.

((Fortsat fra http://deploratus.heavenforum.org/t6839p40-det-var-en-lrdag-aaaften ))

Det var efterhånden næsten fem timer siden Colt var taget af sted sammen med en gruppe venner for at tage på diskoteket. Klokken nærmede sig et, og sneen lå udenfor og blev ved med at lægge sig, og der var stadig intet teng på Colt nogen steder.
En bil hørtes nede på gaden, en taxa, og Django steg snart ud og kæmpede sig halvt løbende halvt faldende ind i opgangen og op ad trapperne til Colts lejlighed, hvor han hidsigt hamrede løs på døren for at vække Segovax, så fremt hans kulle være faldet i søvn. Georgie løb gøende ud i gangen og sprang op ad døren, før han løb ind for at finde Segovax og springe lidt op ad ham.
Django var meget forpustet og ganske hvid i hovedet, hans telefon holdt han stadig i hånden. Han havde bare skyndt sig så meget, han overhovedet kunne for at overbringe nyheden til Segovax så hurtigt, det kunne lade sig gøre.

Da det pludseligt begyndte at banke voldsomt på døren, flåede Segovax tæppet af sig, fik hurtigt smit sin skjorte på igen, og flåede døren op igen, med en skjorte der kun var nået at blive halvt lukket. Han havde ingen anelse om hvad den mand ville ham, her midt om natten, men sådan som han så ud og som han havde banket på dagen, var det sikkert noget vigtigt, eller det håbede han det var, med mindre det vigtige var at Colt var kommet til skade.

"Hvad er der sket, er Colt kommet til skade? Og i så fald hvor er hun?.."

Han stemme var hård, men stadig rolig.

Han hev efter vejret godt forpustet.
"Hun er i problemer!" Bekræftede han og trak så vejret tungt et par gange.
"Har lige fået et opkald! hun var så gal, da hun forlod diskoteket, jeg ikke turde spørge ind til det, men det har sikkert noget med... med kvinden i baren at gøre!" Han hev stadig efter vejret og lænede sig mood dørkarmen.
"Kom hjem så hurtigt, jeg kunne. Jeg har aldrig set hende sådan før!" Han kæmpede for at få vejret igen og genvandt det langsomt, mens han så på Segovax med et tydeligt bekymret blik.

Segovax kunne godt se at manden var uroligt men han tog det selv meget roligt da det ikke nyttede noget at flippe ud endnu, så han lagde bare hænderne på Djangos skuldre og kiggede på ham.

"Ved du hvor hun er Django?"

Han håbede det inderligt. Han ville ikke kunne klare tanken om ikke at vide hvor pokker hun var henne, og nu begyndte han inderst inde at bebrejde sig selv for at have ladet hende tage afsted alene, eller sammen med vennerne var det godt nok, men sådan gik det jo.

Han nikkede og så mere forvirret ud end nogensinde.
"Politiet har hende natten over ... Jeg.. jeg skulle bede dig samle hende op mellem klokken ti og elleve ... og medbringe hendes pung? Jeg aner ikke hvad, der foregår, men det er ikke godt! De ville ikke sige mere - det var dem der ringede, politiet..." Han rystede forvirret og skræmt på hovedet. Det lignede slet ikke Colt det her.
"Jeg måtte ikke en gang tale med hende - fik at vide, det var umuligt." Hans store øjne lyste langt væk af alle de modstridende følelser, han rummede lige nu, og han sukkede tungt og slog ud med armene i en hjælpeløs gestus.

Han tænkte bare på hvad pokker den tøs nu havde rodet sig ud i, helt ærligt alt det her med druk og fester, og nu overnatning hos politiet, helt ærligt det fungerede bare ikke, det var han nød til at tale med hende om.

"Okay Django, men hvilken politistation?"

Han ville gerne vide det, og når han havde fået det at vide, ville han gå ind og sove så han kunne være frisk til at hente hende den næste morgen, hvilket dog var lidt træls at han ikke bare kunne tage ind og hente hende med det samme, men sådan var nogle regler og love jo bare lidt dumme i det, og man skulle lade være med at bryde dem, selvom de var dumme og små det endte bare galt.

"Django det skal nok gå, jeg skal nok hente hende i morgen..."

Det var overraskende så rolig Segovax var, men heldigvis smittede det lidt af på Django, der tog et par dybe indåndinger.
"Arresten her i Werclare." Han sendte et tumlende smil til Segovax og trak så en hånd gennem sit hår.
"Hvor er det godt, hun har dig!" Han kastede et sidste blik på Segovax, sikker på, alt nok var i trygge hænder, før han gik ind til sig selv og lukkede døren. Dog svor han overfor sig selv at ville holde øje efter dem den næste dag.

Han gik ind til sig selv eller rettere ind i Colts lejlighed og lagde sig til at sove, men desværre havde han ret så uroligt drømme, da han var bange for hvad der var sket med hende, og hvorfor var hun dog kommet ud for noget så politiet skulle indblandes, og hvorfor skulle det så lige være arresten her i byen, de kendte ham jo alle sammen, og enten kunne de lide ham eller også kunne de ikke, men hun behøvede ikke at vide at samtlige betjente i arresten vidste hvem han var.

Han vågnede så den næste morgen, ved en ni-tiden, stod op, gik ud i køkkenet tog hendes pung og løb så afsted mod arresten hvor han ankom cirka kvarter over ti. Han bankede på døren til arresten.

Segovax blev lukket ind med et undrende blik over hvad, han dog ville der, men da han sagde, han kom efter Colt, blev han taget med ind til cellerne for at hente hende.
I en celle for sig selv grundet blodrusens voldsomhed og Colts arrigskab om aftenen, lå hun på briksen krøllet sammen om sig selv med en hånd i håret med ru, flossede og røde knoer og hovedet vendt ind mod væggen. Hendes hånd med de mange snitsår og det størknede blod lå urørligt foran hende i en stivnet position. Hendes fødder lå uden at røre hinanden, begge havde hele sålen flået op og blodet dækkede de mange små frostskadere, hun havde fået af at gå rundt i sneen på bare tæer.
Hun lå bare der, selv da døren blev svinget op.
"Colenta Rey, der er bud efter dig!" Som om hun vågnede af et mareridt satte hun sig langsomt op og svingede sig rundt, så benene hang ud over kanten af briksen. Hendes hånd var nu fuldt synlig for Segovax, og hun skævede kort hen mod dem kun for igen at rette blikket stift mod gulvet. Hun sad et øjeblik for at samle mod til sig, før hun steg ned på sine mishandlede fødder. Den eneste ændring i hendes ansigt var kæbemusklernes arbejden, da hun klemte tænderne hårdt sammen og en lille rynke mellem brynene, og hun bed smerten i sig og gik bare på let usikre ben hen til dem uden en lyd.
Betjenten bad dem følge med ud derfra, og de kom hen til en sekretærs disk, hvor han satte sig bag.
"Nå, lad os så se. Kaution og bøde er samlet på femtenhundrede dollars ..." Uden et ord og uden at kunne få sig selv til at løfte sit blik, rakte hun ud mod Segovax efter sin pung. Det var mange penge, der ville blive taget fra hendes opsparing, men hun havde ikke så meget valg, medmindr ehun ville blive siddende derinde.
"Du vil høre mere til retssagen inden længe; vi har din adresse!" Hun nikkede tavst og stod med hovedet dukket og ludende skuldrer i en tydeligt flov og deprimeret holdning.

Han fulgte med betjenten ind til Colt celle, og han kiggede skævende rundt til alle betjentene da han lige skulle sikre sig at der ikke var nogle af de betjente til stede som han vidste hadede ham, og hans væsen. Det var der tilsyneladende ikke, og det var han meget glad for. Han havde stadig ingen anelse om hvad fanden det var hun havde begivet sig ud i, og det var meget irriterende for ham. Han var normalt ikke nysgerrig og det var han sådan set heller ikke den gang, men han ville dog stadig gerne vide det, også for at vide om det havde noget med ham at gøre eller om det bare var uheld eller hvad der var sket.

Han gav hende pungen da hun ragte ud efter den, og smilede venligt til betjente. Da hun havde betalt hev han hende bare med udenfor, og stillede sig så udenfor med hende, og lagde sine arme om hende, og talte så til hende, med en stille og rolig stemme.

"Kan du godt gå på de fødder, eller skal jeg bære dig?"

Hun betalte og fulgte bare med ud, hvor hun stod og så ned på sine bare, mishandlede fødder, indtil han lagde armene om hende. Hun stod et øjeblik temmelig stift, men lænede sig så let ind mod ham med hovedet vendt bort.
"Lad os bare komme hjem," sagde hun tørt, ligeglad med smerterne, der flammede op ved det kolde fortov under hendes fødder. Det gjorde ondt som bare fanden, men hun var lidt ligeglad, ville bare hjem, hvor hun kunne krybe sammen i en krog og tude over alt det, der var sket. Hun huskede ikke en gang det hele, var hun bange for, men den sidste del af aftenen stod meget klar for hende, og hun gruede for at skulle fortælle Segovax om det. Men det ville han forlange af hende. Hvis bare hun vidste hvor, hun skulle starte ... Men først og fremmest ville hun bare hjem!
Hun trak sig ud af Segovaxs arme og begyndte blot at gå, temmelig akavet, let haltende og havde tydeligvis meget ondt, selvom hun lod som ingenting og bare bed smerten i sig. Hun følte næsten, hun havde fortjent den. Hvornår lærte hun ikke at tage imod drinks fra fremmede?

Han lod hende bare gå selv hvis hun gerne ville, selvom han dog ikke var særligt glad for det. Han gad ikke diskutere med hende lige nu, omkring hvad det var der var sket, men han ville godt nok ikke lade hende være meget længe, så snart hun havde fået kræfterne igen, og de lige havde fået set på hendes sår, ville han begynde at spørge ind til hvad fanden det var hun havde gået og lavet.

De kom hjem til lejligheden og havde bare gået i tavs hed, og så snart de var kommet ordentligt ind og havde fået taget sig af det der lige skulle tages sig af, vente han sig roligt om mod hende, for at han kunne tage sig af hendes sår.

"Lad mig lige de dine sår."

Hans stemme var kærlig, omsorgsfuld og hård, da han ikke ville finde sig i at hun sagde nej, til at lade ham se hendes sår, da han nok var den der var bedst egnet af dem til at tage sig af dem.

Hun gik usikkert hele vejen hjem, og da de nåede opgangen, rendt tårerne modvilligt ned over hendes kinder.
Django havde misset dem, hvilket han nok ville ærgre sig slemt over, men hivlket passede Colt fint, og så snart de var kommet ind i lejligheden, styrede hun direkte ind i soveværelset og smed sig på sengen med armene foldet rundt om hovedet, der vendte direkte ned i madrassen, så hun kunne kvæle i det mindste lyden fra de høje hulk, der gennemrystede hele hendes spinkle krop. Al smerten, al pinen, al flovheden blev nu grædt ud, og hun krummede sig sammen så meget, hun nu kunne, som hun lå der på maven.
Georgie kom løbende til og sprang op på sengen, hvor han forsøgte at slikke på hendes sårede hånd, hvor resterne af glasskår stadig stak ud flere steder, fra hvor hun havde knyttet hånden om dem. Små stykker glas. Ingen havde turdet nærme sig Colt om aftenen, da de bragte hende ind på politistationen, så ingen havde kunnet gøre noget ved hendes sår. De havde ganske simpelt ikke fået lov.

Han gik hen til hende og satte sig stille ned på sengen ved siden af hende og stille aede han hendes hår. Han ville så gerne undgå at gøre noget slemt men han var nød til at gøre noget, men som en start skulle han nok bare lige have taget sig af hendes sår, og rakte derfor endnu en gang ud efter hende.

"Please, lad mig nu se dine sår, så jeg kan tage mig af dem."

Han havde allerede fået fundet de ting frem fra hans lommer som han skulle bruge. Han var meget bekymret for hende, men han ville ikke vise det, fordi lige nu skulle hun bare have ro, og omsorg, og så at få de sår renset.

Hun flyttede hånden væk fra Georgie og rakte den tavst hen mod ham, stadigt grædende. Det var lige alt, hun kunne magte lige nu. Tankerne hang knapt sammen i hendes hoved, og billeder og ord, tung musik og smagen af alkohol dansede bare omkring hende i en tåge, hvor lyden af hendes egen gråd var det eneste, der nåede igennem. Georgie sprang ned på gulvet med en piven og satte sig tæt op ad Segovax ben, mens han fortsatte sin piven.
Colt følte sig så ydmyget af alt, der var sket, at hun lige nu ikke en gang vidste hvordan, hun skulle se Segovax i øjnene og fortælle ham det. Hende der ellers i store træk fulgte loven, og nu havde hun så plettet sin straffeatest på grund af hun vidste ikke helt hvad. Et eller andet stof. Hvis hun bare vidste hvad Cherlyn havde puttet i den drink.

Han gav sig til forsigtigt at pille de små glas skår ud af hendes hånd, og rensede så såret med en renseserviet, og da han havde gjort det forbandt han det, og rensede så alle de andre sår han kunne finde og hendes fødder forbandt han også, og så satte han sig ellers bare igen, og aede hende, for at hun skulle vide at han var der for hende, og at hun ikke skulle bekymre sig om hvad der var sket lige i det øjeblik, han ville lade hende slappe af og sove, hvis hun havde brug for det, og så kunne hun fortælle ham hvad der var sket.

"Bare lig og slap af søde, og sov hvis du har brug for det."

Han ville ikke nævne at hun så kunne fortælle ham hvad der var sket, når hun vågnede, og han var slet ikke sikker på hvad han skulle gøre af det hun nok ville fortælle ham, men det ville han tage til den tid.

Hun mærkede ham knapt, da han tog sig af hendes sår, mærkede bare pludselig forbindingerne og drejede hovedet let for at se på ham ud gennem sit hår. Han ville ikke kunne se hendes ansigt tydelig for håret, men hun kunne se ham, og hun betragtede hans rolige facade, der virkede som en havn i en storm, og hun drejede sig halvt rundt på siden og krøb ind til ham som Georgie gjorde til hende om natten. Som en lille skræmt hvalp krøb hun ind mod hans ben, mens endnu et hulk undslap hende. Havde han da så bare været vred eller ude af den, så hun havde haft nogle følelser at reagere kraftigt på, så hun kunne have spyttet det hele ud i hovedet på ham, men så nemt skulle det åbenbart ikke være for hende, og hun krøllede sig bare sammen og greb om hans ben med sin ikke-indbundne hånd og klamrede sig til ham, som var han den sidste fornuftige tanke i hendes forvirrede hoved. Hun lagde ansigtet mod hans knæ og trykkede panden mod det, næsten som forsøgte hun at trænge ind i ham, men sandheden var, at hun var så bange, ked af det og forvirret, hun ikke vidste hvad, hun skulle gøre af sig selv. Hvis han så bare havde skældt hende ud, stukket hende en, været rasende. Det kunne hun have håndteret, det havde hun forberedt sig på, men det her...? Hun følte sig ganske simpelt ynkelig!

Han mærkede hvordan hun greb om ham, og fandt det behageligt at hun stadig kunne bruge ham til noget. Det var dejligt at kunne bruges selvom, det bare var som et lille krammedyr, eller noget andet, hvad det nu var hun så i ham lige nu. Han aede hende stille og roligt, på håret og hen over ryggen. Enligt skulle hun bare vide hvad der lige nu lurede under overfladen, og han havde lidt lyst til at skælde hende ud, eller bare komme ud med hvor bange han havde været, på en eller anden måde, og det var svært at holde inde men han gjorde det for ikke at bringe hende endnu mere ud af den end hun allerede var.

Han sad bare ved hende, og håbede hun ville fortælle ham et eller andet, fordi jo længere tid hun ventede jo sværere blev det for ham at håndtere det der nu en gang byggede sig op inde i ham, og han var igen bange for at han ville komme til at skade hende.

Hun hulkede videre og fik endelig taget lidt hul på bylden:
"D-den lede kælling!" hulkede hun bare og klemte sig lidt hårdere ind til hans ben. "P-puttede n-noget i..." Hun afbrød sig selv med endnu et højt hulk, som hun forgæves forsøgte at holde inde, og hun pressede munden ind mod hans knæ, så hun til sidst ikke kunne få vejret, og hun nød fornemmelsen af næsten at kvæle sig selv, indtil hendes lunger skreg så meget, hun var nødt til at lade sig selv trække vejret ind igen. og hulkene forsvandt en smule, selvom hun stadig rystede. Det var ikke til at sige hvorfor, men hele hendes krop rystede svagt, og hun vendte ansigtet lidt nedad, så han ikke kunne se det.

Han sad og lyttede til hende, og da hun begyndte at tale, kunne han ikke helt holde det tilbage, det der havde luret under overfladen eller rettere meget dybt ned, men nu var det nået op til overfladen. Han holdt det dog nede lidt endnu, og da hun havde fået talt færdigt, og hun begyndte på at kvæle sig selv, mod han knæ kunne han ikke længere holde det hele inde længere, og dyret der normalt holdt sig gemt, brød ud gennem det kraftigere gitter der ellers altid var sat op om det.

Han stak hende en lussing, mens hun gjorde sit mystiske forsøg på at kvæle sig selv, og han kiggede på hende, med onde øjne, og blottede tænder, og ud af hans skuldre og arme voksede der horn ud, som smadrede hans tøj, og han sprang tilbage og slog hånden alt hvad han kunne ind i væggen.

"Hvad sagde du!!!!?"

Hans stemme var som man kunne forvente når han havde det som han havde det, vred og såret.

Hun blev lidt chokeret af hans lussing, men i det mindste vækkede den hende op af den tilstand, hun ahvde været i, og hun så halvt i chok op på ham, mens han slog sin hånd ind i væggen. Og da hornene voksede ud af ham, kravlede hun skræmt lidt bagud. Hendes øjne var store og forskrækkede, da det ikke var hver dag, man så den slags, og hun sank en klump og glemte et øjeblik alt om nattens hændelser så nervøs for hvad, der dog skete med ham. Hun vidste knapt hvordan hun skulle reagere, hvordan hun skulle forholde sig, og uden helt at ane hvad, der skete, røg forklaringen bare ud af hende.
"V-vi mødtes på dansegulvet og g-gik op for at få en drink ... Vi kom op at skændes over nogle misforståelser, og h-hun p-puttede noget i min drink .... J-jeg ved ikke hvad, det var, m-men jeg g-gik amok! Var så vred, jeg... Jeg knuste glasset med resten i-i hånden ... Skar mig forfærdeligt ... D-de ville have mig til at ryde op, deres blikke g-gjorde m-mig vredere ... Jeg sm-smed mine sko efter hende ... smadrede baren med d-dem ... s-slog vagten i-i hovedet d-da han v-ville smide mig ud ... Gik hjemad ... Politiet k-kom, og jeg var s-så vred ... Fik et s-slag i baghovedet ... Gik ud som et lys." Hun sank en klump, og tårer begyndte at rende over hendes kinder igen. "Vågnede hvor du hentede mig ... D-de ville se til mig, men jeg var for v-vred ... kunne slet intet s-styre." Hun rystede let og trak benene op til brystet og slog armene om dem, før hun lagde panden mod knæene et øjeblik.

Han stod bare og åndede tungt ud uden at vide hvad fanden han skulle sige til hende. Han vidste over hovedet ikke hvad han skulle sige, men han kunne mærke hvordan vreden stadig boblede kraftigt inde i ham, og at han derfor ikke turde træde tæt på hende, og han kunne mærke hvordan hornene stadig pressede sig ud igennem hans hud, lige så langsomt. Han havde aldrig været så vred i sit liv før, og denne gang vidste han ikke engang præcis hvad det var han var så vred over.

Han vendte sig langsomt om, og kiggede på hende. Han kunne samtidigt med mærke hvordan lysten til at give den person der havde gjort det en ordenligt lærestreg, og så kom problemet nemlig fordi han havde jo lovet han ikke ville dræbe uskyldige, men måske det gik hvis hun var et væsen, så var de nok ligeglade fordi så havde han vel bare gjort dem en tjeneste. Han kunne mærke at lysten til det voksede og voksede og til sidst røg ordene bare ud af munden på ham.

"Hvem er hun!"

Da han endelig tlate, så hun op helt rundt på gulvet.
"D-det tror jeg du ved bedre end jeg," sagde hun kryptisk, hendes øjne lysende af hendes forvirring, "Hun bad mig h-hilse dig og sige at Jaelyn og hun glæder sig til næste gang de ses med dig ... Segovax, hvem er hun?" Tøvende rejste hun sig op, skar en grimasse af smerten i fødderne, mens hun vaklede over til Segovax og lagde en rystende hånd mod hans og så op i hans øjne. Tydeligt vidste hun ikke hvad, hun skulle tro.
"Vi kom op at skændes, fordi j-jeg troede hun ville skade dig. M-men da hun fortalte mig, du havde givet hende instruktioner til a-at finde dig ... blev jeg forvirret ... Hun bød mig på en drink, og jeg så hende slet ikke stikke hånden indenfor blusen eller hvorend hun kan have gemt, hvad hun gav mig ... Jeg havde ingen anelse om det! Så havde jeg aldrig d-drukket det!" Hun længtes efter at lægge sig ind mod ham, men kunne ikke for alle hornene. Lussingen brændte stadig mod hendes kind, men hun tænkte ikke over det, så bare på ham forvirret og ude af stand til at stykke noget sammen.

Han mærkede vreden vokse endnu mere ved det hun fortalte ham, hvordan kunne hun dog finde på det, hvis hun vidste de var sammen, var det bare for at få ham til at opsøge hende eller hvad var årsagen til det. Han mærkede hvordan hornene voksede mere og mere, nåede længde på 15 centimeter og der brød nu også nogle ud gennem han ryg, og borede sig ind i væggen bag ham, hvor han dog hadede den evne, som han bare ingen kontrol havde over.

"Hvad sagde du? Hun er ikke nogen, bare glem det fuldstændigt. Hun er en del af mit tidligere liv ikke andet."

Hans vrede, skuffelse og det at han var blevet såret lyste ud af hans øjne tydeligere end man kunne sige det nogensiden. Han var virkelige vred, og derfor skubbede han hende bare væk fra sig, og først da han havde skubbet lagde han mærke til at der var brudt flere små sylespidse horn ud gennem hans håndflade, men de var ikke længere end 2 cm, men det var vel 8 - 10 stykker af dem i værd håndflade.

Hun blinkede et par gange uforstående ad hans svar. Glemme det? Jamen?
Hendes tanker blev brat afbrudt, da hans hånd mod hendes arm skubbede hende væk, og hun mærkede en stikkende smerte flere steder over armen, mens hun gik bagover og mistede balancen, så hun faldt bagover. Hun tog fra med hænderne, og landede på den sårede, og skar en grimasse. Intet skrig, intet klynk, hun tog bare imod, mens hun forvirret så mod ham. Hvad var det, der skete? Så så hun ned på sin arm, hvor syv små huller lukkede blod ud i tynde strømme, og hun virkede mere overrasket end smertende, da hun igen så op og fik øje på hans hånd.
"G-glemme hende? jeg forstår ikke? Hun virkede så interesseret i dig, så jeg..." Hun stoppede sig selv og lagde hovedet lidt på skrå, da en tanke faldt hende ind. En fra et tidligere liv, al hendes snak, hendes interesse for ham. Havde de... havde de været elskere.. engang? Tanken var ikke just behagelig, men hun vidste, han havde haft andre, og så længe det lå før hende, kunne hun ikke tillade sig at føle noget over det ... HVorfor var hun så lidt jaloux?