Tankerne der flyder

Dato : 2. August 10
Årstid : Sommer
Dag : Mandag
Vejr : Skyfrit og næsten ingen vind
Sted : La Sunisha - Den lykkelige eng
Tid : 16.47
Omgivelser : Et hav af blomster, lange græsstrå som man kan gemme sig i og et par enkelte træer.
Påklædning : Menneskeform - http://www.mylittlehalo.co.uk/index.asp?function=PRODUCTIMAGEWINDOW&closedelay=20000&SRC=http://www.mylittlehalo.co.uk/ekmps/shops/mylittlehalo/images/beetlejuice-stripe-corset-dress-131-p.jpg

Larentia gik i sin helt egen lille verden. Hendes fingerspidser ramte det høje græs. Hun følte sig rigtig hjemme. Hun tog en dyb indånding og kiggede op mod himlen, der fløj nogle fugle rundt på himlen og dykkede efter insekter der var på de mange blomster omkring hende. Det var bare så fantastisk rart, hun nød naturens mange lyde og lukkede øjnene. Duften af de mange blomster gjorde hende rolig. Hun åbnede øjnene igen og satte sig på knæ i mellem det høje græs. Hun plukkede en blomst og begyndte at tænke på det hun måske aldrig ville opnå. Kærlighed.

påklædning: mørke jeans og hvid skjorte, bare fødder

Mihael kom roligt gående han af grussti, ligesom første dag hvor han ville se sig omkring.
Hans hænder var som altid dybt begravet i lommerne.
Han så sig roligt omkring, fulgene var glade, her var dejlig lunt, grusset på stien var dejlig lunt og stak ikke for meget mod hans tæer.
Han trak vejret dybt og drejede så tilfældigt af, ind på engen.
Der var alverdens blomster, også mange han ikke kendte.
På et tidspunkt så han en lille rede med æg i græsset, som han gik omhyggeligt uden om.
Snart opdagede han en anden person som også nød stedet.
Han snuste ind, men genkendte ikke lugten.
Nu kendte han også kun lugten af vampyre og mennesker og en enkelt elver....samt selvfølgelig engle.

Larentia sad i det høje græs på knæende i sin helt egen lille verden. Hun sad bare og stirrede ned i blomsten. Pludselig lægger hun mærke til en ny duft. Larentia havde det med at bytte rundt på de dufter hun møder og forlader. Hun stolede ikke på sig selv om hvad der var i nærheden af hende, men hun var ikke bange. Hun ville bare lader det komme som det nu ville komme. Hun blev siddende i græsset og ventede på det rigtige tidspunkt for at vende sig om og se personen.

Han så lidt på hende, hun sad på knæ og lignede bare en der nød det hele, måske ville hun bare være i fred? Han tøvede lidt, men besluttede sig så for at vis hun ville være i fred så sagde hun det jo nok.
Han gik hen mod hende, men stoppede dog alligevel nogle meter bag hende.
"Hei?" smilte han roligt

Larentia kunne høre at personen kom nærmere. Hun reagerede på hans hilsen og vendte sig om. "Hej" sagde hun stille med et genert smil. Hendes hoved var tømt for tanker, hun var nu kun interesseret i at finde ud hvem denne nye person var. Hendes pandehår skjulte hendes mørke øjne.

Hun havde vent sig om, men sad stadig på knæ?
Han lagde hoved let på skrå med sit rolige smil og de rolige mørkeblå øjne hvilede på hende.
"Jeg er Mihael" sagde han, han ville gerne vide hvilken race hun var, men fandt det uhøfligt at spørge direkte ....i hvert fald lige nu

Hun sad stadig i græsset da det gik op for hende at det måske var en smule uhøfligt. Hun rejste sig op fra græsset, børstede sig af og rakte hånden frem, "Jeg er Larentia" sagde hun med et stille smil på læben. Hun var lidt nysgerrige over denne nye person. Hans duft var stadig bekendt, men hun kunne ikke lige finde ud af hvad han var, hvert fald ikke et menneske.
Hun var gernert så hun bed sig lidt i underlæben og fjernede sig pandehår fra øjene.

Han smilte lidt og ga´ hende hånden.
"Hyggeligt" svarede han, hans håndtryk var fast, men alligevel blidt, hans hud varm og blød.
Han så lidt på hende, da han havde trukket hånden til sig igen. sjovt som folk var generte.

Hun lagde mærke til hans varme og bløde hud, det var rart, hun blev en smule mere sikker i hvad han var, men alligevel ikke helt sikker. Hendes egen hud var bare alm. tør og lidt ru ikke meget men lidt. Det fik hun jo gerne af at løbe rundt i skoven for at jage. Hun kiggede på ham og lagde mærke til hans blå øjne, *hmm, charmerende* tænkte hun og fniste lidt for sig selv. De slap hænderne og Larentia spurgte, "hvad laver du så er på denne smukke dag?" imens hun smilede et drillende smil. En smule kikset da hun også var lidt genert.

"Nyder den dejlige dag" svarede han frisk, men så ikke væk fra hende.
Han sukkede lidt
"Okay, jeg kan ikke holde det ud! Hvilken race er du?" smilte han og lagde nysgerrigt hoved let på skrå.
På intet tidspunkt havde han taget hænderne op af lommerne.
Han kunne mære solen mod sin ryg og det varmede dejligt...Måske faktisk lidt for meget.

Larentia blev overrasket over hans spørgsmål, hun smilte lidt. "ehmm, er det så vigtigt?" spurgte hun med et skævt smil på læben, hun var en meget fredelig person men hun havde set væsner falde på knæ og ryste af skræk fordi de hørte at hun var vareulv.

// Sorry jeg først svare nu! mit net røg s: //

"Kun for min nysgerrighed, kender ikke din lugt" smilte han
"Er ny her" tilføjede han, da de fleste jo kendte til de forskellige racer

//går nok^^//

Larentia vidste jo godt hun så harmløs ud nu, så der var måske en chance for at han ikke løb væk. Hendes sorte øjne kiggede på ham med en smule alvorlig. "Jeg er..." hun tøvede en smule. Hun kiggede ned i græsset og tog en dyp indånding. Hun så på ham og sagde "jeg er en varulv" hun kiggede med et skævt smil, hun vidste ikke hvad hun nu skulle gøre.

"Aha" smilte han, han viste ikke tegn på at være skræmt, bange, nervøs eller andet, han var bare lige så rolig som før.
"interessant...Første gang jeg møder en varulv...Men hvorfor er du så nervøs for at sige hvad du er?" spurgte han

Larentia var overrasket over hans reaktion, men gald for det. Hun smilte let. "jo, altså, det er sket folk har troet jeg ville spise dem" sagde hun med et skuffet ansigt. Hun kiggede ned på græsset og spurgte, "skal vi ikke sætte os?" Hun smilede, endelig en der ikke mistænkte hende for at slå ihjel.

Han trak på skuldrene og satte sig ned i græsset.
"Det må være baseret på uvidenhed og overtro, så vidt jeg ved spiser varulve ikke mennesker...eller andre racer, for den sags skyld, faktisk kunne jeg bedre forstå vis de reagerede sådan over for en vampyr, som dog ikke spiser dem, men de suger da blod fra dem" han lod ubevist en hånd glide over sin hals, han have prøvet det, men det var ikke noget han gad tænke over.

Hun satte sig sammen med ham og lyttede på hvad han sagde. Hun sad tavst lidt. "altså, der er varulve som er glad for menneskekød" sagde hun en smule alvorligt. "men jeg har kun prøvet de dyr der lever i skoven" sagde hun. Hun smilede lidt for ikke at virke som en morder.

"aha...Troede ikke i...eller de andre må jeg nok sige.." han smilte til hende
"...Spiste menneskekød, troede det var en gammel overtro" han trak på skuldrene, man lærte tit noget nyt.
"troede kun de bed menneskerne for at få dem til at blive varulve"

"Vi jager kun når vi er sultne" sagde hun og smilede sødt. Kun for at værke lidt skummel. Hun fniste. "Jeg tror jeg ved hvad du er" sagde hun, hun havde været i tvivl længe nok. Hun vidste det var noget med engel, men alligevel ikke helt. Hendes lugtesans var værst når hun var i menneskeform.

Han så lidt på hende, han var van til alle normalt, undtagen mennesker, vidste hvad han var fordi de allerede kendte alle racerne.
"Jamen hurra?" smilte han, i mangler på anden kommentar
"Hvad er jeg så?"

Grinte let og smilte til ham. "ehm, engel?" sagde hun med en usikker stemme "men alligevel dufter du ikke helt som en engel" hun smilte og håbede hun havde ret.

Han så lidt på hende
"Det må være min Aftershave, så" smilte han
"For jeg er skam engel" han grinte lidt og tillod sig at puffe blidt til hende
"Sådan min ulv"

Larentia smilte op at hun hørte at hun havde ret. Da han puffede til hende begyndte hun let at grine. Hun ville vide mere om ham. så hun spurgte nysgerrige, "Hvad laver du så i fritiden?" hun smilte og kunne se en ven foran sig.

"Jeg har ikke andet" smilte han
"Jeg studere de forskellige racer" sagde han
"Bare generalt, for alle er jo forskellige" tilføjede han
"Først nå jeg er færdig kan jeg komme hjem" smilte han, han ville gerne hjem, men alligevel var han ved at falde til.

"hjem?" sagde dun i forvirring. Hun vidste kun noget om sin egen race. Hun var mere til at løbe rundt i skove og på smukke enge. Dem der ikke var som hende var hun kun venner med.