Tankerne der flyder

Han fløj lidt højere op og kunne mærke han var godt varm.
Som han hang der mod den blå himmel med skyer og solen der skinnede bag ham lignede han en engel, bortset fra hans tøj, men flot var han.
Hans mørkeblå øjne studere engen, det skulle være en god afstand så de virkelig kunne få lidt spænding ud af det.
Han var allerede spændt.
Hvad med ca. her fra til...Han så sig rundt igen og fandt endelig et træagtig busk godt derfra.
"Der til?" forslog han

Larentia smilede så hendes skrabe tænder blev blottet. Hun lagde mærke til hans flotte ydre og var betragtet af ham. Så smukt. Hun så på afstanden og nikkede. "hvornår begynder vi?" spurgte hun spændt, det var længe siden af hun havde løbet om kap.

Han grinte varmt og fløj lidt mere ned mod hende, så han hang lige over jorden.
Han vidste at nå han skulle flyve skulle han lidt højere op, eller ville luften under hans vinder ramme jorden og sænke ham.
Desuden var der mere vind højere op.
Han så lidt på hende
"Jeg tæller til tre?" smilte han, han fløj lidt højere op og bedømmede vinden.
Godt nok.
"En...To..." smilte han og trak med vilje tiden lidt ud

Larentia smilede i spænding, hun kunne ikke vente, hun ventede bare på at han skulle sige 3. *kom nu koom nuuu* tænkte hun, hun var mere end klar. Nu kunne hun ikke vente mere og tallet fløj bare ud af hendes mund. "3!" råbte hun og begyndte at løbe, hun følte sig bare så fri og elegant. Hendes stærkeben løb under hende hurtigere og hurtigere!

Han grinte over hendes utålmodighed og fløj selv af sted.
Han baskede hårdt til og nød at mærke hans stærke vinger.
Selv om han fløj lidt op i luften bragte slagene stadig græsset til at bølge.
Han lukkede øjnene kort for at nyde vindmodstanden mod sig, men åbnede dem så igen og fløj hurtigt af sted, jorden under ham fløj af sted og han vidste at lige under ham var larentia.
Han bedømte afstanden igen, men han vidste han først kunne bedømme om han havde en chance for at vinde nå han så hvor hurtigt hun kunne løbe.

Larnetia kiggede hurtigt op mod himlen og der var han. Hun måtte løbe hurtigere, den højeste fart hun nogensinde havde været oppe på var 130km/t og hun var kun på 80 km/t nu. Hun sparkede hendes bagben ud og strakte hendes forben endnu mere. hurtigere og hurtigere, hendes fart var nu 95 km/t.

Han havde ikke meget forstand på kilometer i timen.
Han baskede hårdere og snart lå han lidt foran hende, men han ville ikke bare vinde nu, for hun havde mere at give og han ville gerne lege lidt med hende.
Han sendte hende et smil selv om hun nok ikke så det, da hun havde travlt med et løbe stærkt...For hurtigt var hun da.

Larentia havde intet i hoved kun at løbe, hun vælger at kigge op på ham. Valgte så at være en stor fejl. Larentia havde ikke hovedet retter frem ad så hendes højre ven spænder ben for hendes venstre. Hun ruller i en kolbøtte rundt og rundt. Farten falder i hendes fald og hun var nu styrtet. Hun var ikke kommet til skade, hun havde bare tabt. "PIS!" råbte hun og bed i noget græs og spyttede det ud igen.

Han bremsede sig selv med vingerne og fløj tilbage til hende og lidt ned
"Er du okay?" smilte han, men kunne se hun var.
"Der er intet ved at vinde, vis du ikke selv gennemføre det" han landede på jorden og så på hende

Hun smilte, "Jeg har det fint" sagde hun og begyndte som småt at grine af sig selv.

Han grinte med og kløede sig lidt i nakken og lod så en hånd glide gennem sit hår så det strittede igen.
"Alletiders" svarede han, han fjernede ikke sine vinger af den grund, for som sagt var han van til at have dem fremme og lagde tit ikke mærke til nå de var det, fordi det var ham naturligt.

Larentia kiggede beundrende på ham, "du er altså.. ret fantastisk" sagde hun med et stort smil på læben, og da hun så tænkte på det hun lige sagde, synes hun at det lød flirtende og begyndte at rødme.

han så overrasket på hende, okay, der fik hun ham!
"jøhmen tak" smilte han lidt usikkert og så på hende, så rystede han lidt på hoved
"Tak" gentog han bare, hans vinger hængte lidt nedad og han stak hænderne i lommerne.

Larentias krop valgte at forvandle sig til menneske, hun løb ud i det høje græs. Hun hylede højere end nogensinde før, smerten var forfærdelig. Hun blev mindre og mindre. Der stod en yndig pige, nøgen. Hun gemte sig mellem græsset så man kun kunne se hende over brystet. Hun bed sig i under læben og rødmede.

Han så efter hende og hans hjerte blev næsten, som så tit, splittet i to ved skriget.
Sådan et smertens hyl havde han sjælendt hørt og de gange han havde....Han rystede på hoved, han ville ikke tænke på det! Ville ikke! han så op på himlen, men freden havde svært ved at fylde ham igen, de samme billeder fyldte hans hoved.
Han så hen for at se om hun var okay, men da han så derhen opdagede han at hun var nøgen, i hvert fald lignede hun en der gemte sig og hun rødmede.
"Skal jeg hente noget til dig?" spurgte han og baskede allerede forventningsfuldt med vingerne.
"Jeg kan ikke bare vade ind i det hjem, men jeg kan hente noget du kan trække over dig" forslog han og kiggede væk så hun ikke blev alt for forlegen.

Larentia bed sig lidt i læben, hun var flov. I at være nøgen, dog var hun ikke flov over sin krop, hendes krop var stram og havde flotte bryster. Men det var lige hurtigt nok at vise sig frem. "Ehm, jaaøøh. Ja tak" svarede hun imens hun var ret rød i hovedet.

Han stod med ryggen til og nikkede, snart var han oppe i luften, men han fløj den modsatte vej, så han ikke kunne se hende.
Han fløj godt af sted og nød igen vinden mod sig.
Han kunne godt manipulere med vinden, men nægtede.
Billederne ville igen ikke forsvinde, men endelig fik vinden blæst dem væk.
Han fløj noget tid, snart kom han tilbage igen.
Han gjorde sig umage for ikke at se på hende, men smed nogle tilfældige bukser og en trøje ned til hende.
Det var noget af hans eget han næsten ikke brugte, for som sagt kunne han ikke bare skaffe sig adgang til hendes sted.
Han landede igen, kun få meter fra hende, med ryggen til.

Larentia tog i mod tøjet og fik det hurtigt på. Hun rødmede stadig. "Tak" sagde hun og smilte rigtigt sødt. "jeg håber ikke du blev forskrækket" sagde hun drillende.

Han vente sig om mod hende
"Nejnej da" smilte han og gik hen til hende
"Er van til det" drillede han, det var han ikke, normalt havde folk jo tøj på nå han passede dem.
Han var jo sygeplejeske, nyansat...De manglede jo altid nogen.
Han nynnede lidt for sig selv mens han så på hende

Hun smilede bare. Hun skubbede lidt til ham i sjov. "hihi" fniste hun stille. Hun var lidt drille syg nu. Hendes hår var en smule pjusket men det sad faktisk på en sød charmerende måde. Hun bed sig i underlæben og begyndte bare at grine uden videre.

Han grinte med en varm latter.
"du er tosset" sagde han og lagde sig ned i græsset igen og så op på hende
"Helt gal" han rystede sigende, men drillende, på hoved.

Larentia smilede over hele ansigtet. "tja, måske lidt" sagde hun og grinede lidt videre. Hun kastede sig ned i græsset ved siden af ham og betragtede hans ansigt.

Han så lidt op i himlen end til han bemærkede hendes blik.
"Er jeg meget smuk" smilte han lidt i dril, fordi han ikke følte han kunne ignorere det, nu han havde opdaget det.

Larentia så på ham, der var kun et enkel svar til det. "ja" svarede hun varmt med alvorligt. Hun sank en klump i halsen og bed sig i læben. Hun smilte og begyndte at rødme.

Han grinte varmt og lod en finger følge med hendes kæbe ud til hagen.
"Jamen tak for det" svarede han, faktisk havde han aldrig prøvet at rødme før.... i hvert fald ikke rigtigt.
"du er da også værd at se på"