Tankerne der flyder

Han nikkede
"Jah, jeg ved de fleste bare bor her helt almindelig" smilte han
"Men jeg høre til et andet sted" han klappede i hænderne
"Lad os snakke om noget andet" han ville ikke tænke på det hjemme, ville han virkelig hjem? han var ikke sikker...

Larentia var forvirret. Men det var hun jo så tit hvis det ikke lige var noget hun forstod. "ja lad os det" svarede hun, hun kunne mærke at han ikke ville snakke om. "hvad vil du snakke om" spurgte hun og smilede sødt til Mihael.

Han bemærkede hendes smil og smilte charmerende tilbage.
"Hvad med dig?" spurgte han
"hvor holder du dig til? Byerne? Skoven?"

Hun smilte til hans spørgsmål. "jeg elsker at være i skoven, jeg bor også der" svarede hun, hun savnede lidt skoven. "Jeg elsker at være i min ulveform og bare løbe rundt" fniste hun lidt imens.

"Det forstår jeg godt" smilte han
"Det må være dejligt...Frit" han lænede sig tilbage, støttede på sine armene og så op i himlen mens han sagde det.

Larentia smilte bare for sig selv "ja, jeg synes selv jeg er smuk som ulv" sagde hun drillende. Hun lagde sig på rykken og havde hænderne bag nakken. Hun stirrede op i skygerne. "haha, se den der sky, den ligner en frø" sagde hun imens hun grinte.

Han grinte, en dejlig varm latter, han så på hende med sine mørkeblå øjne.
"Det lyder godt" svarede han
Han kom pludselig i tanke om han ikke havde brugt sine vinger siden han var kommet her.
Det var jo også lige meget.
Han så op på himlen, at kigge på skyer var ikke noget han havde tålmodighed til, men bare at stirre på himlen elskede han, hvorfor vidste han ikke.
Han lagde sig ved siden af hende og kiggede med hende.

Larentia smilte da han rykkede sig sætte på. Hun savnede lidt sin ulvekrop. Hun stirrede op i skygerne og tænkte på skoven. "hmm, kan du se noget sjovt?" sagde hun imens hun fniste.

"Jeg kigger ikke på skyer" svarede han
"Jeg kigger på himlen bag dem, selv om den er blå og tom for jer, siger den meget for mig" smilte han og tænkte tilbage

Larentia vidste ikke helt hvad han mente men alligevel sagde hun "woaw, verden er enorm" og kiggede måløst op mod himlen. "Hvad vil du med dit liv?, eller hvad er det største ønske?" spurgte hun imens hendes blik var fanget af den blå himmel.

Han grinte lidt, han vidste godt det nok ikke sagde hende så meget.
"Mig?" sagde han, mens han så op på himlen, en fugl nu og her fløj forbi.
"Hvad er baggrunden for sådanne et spørgsmål?" han drejede hoved lidt og så på hende, enden han så op på himlen igen.
"Jeg vil beskytte den jeg engang vil blive skytsengel for, jeg håber personen lever længe..." han sukkede lidt
"...Mit ønske..." han så kritisk på himlen, som om den havde sagt noget underligt.
"Det skal jeg lige tænke over" svarede han så, sandheden var han ikke vidste hvad han virkelig ønskede sig...

Larentia var stille, men lyttede bare på ham, ingen ord. Hun kiggede på ham. "mit ønske, er ikke så specielt" sagde hun imens hun sukkede for sig selv. Hun var lidt trist nu.

han fornemmede hun blev lidt trist i det og derfor tøvede han lidt.
"Hvad er dit ønske?" spurgte han så og drejede hoved lidt for at se på hende

Larentia vendte hovede og så på hans ansigt. Hun tog en dyp indånding. "Jeg har ikke følt kærlighed før, jeg er bange for at jeg ikke er i stand til at elske" sagde hun bedrøvet, hun sukkede endnu en gang og kiggede tilbage op på hilmen. "min ønske er at føle"

Han tænkte sig om i lidt tid mens han så op på himlen, den behagelige, lyseblå farve virkede som altid dejlig beroligne og hjalp ham med at tænke...Det havde den altid gjort.
Endelig sagde han noget.
"Hvad får dig til at tro du ikke vil opleve kærligheden? At du ikke har oplevet endnu...Jeg vil ikke snakke om skæbnen, men der er noget til alle og man må være tålmodig, har du nogensinde følt had? Vrede? ked af det? og glæde? måske spændthed, eller nervøsitet?" han så på hende igen

Hun så på ham, hun kendte ingen fra sin familie og aldrig gået i skole. "jeg ved det ikke" sagde hun fortvivlet. Måske havde hun allerede følt det men hun vidste bare ikke at hun følte det.

Han sukkede
"Hvordan kan man vide om man ikke har følt det?" sagde han
"Eller måske har du bare ikke kendt ordet for det da du følte det....Har du noget haft det som om der var sommerfugle i maven? Som om..." han rystede på hoved og lænede sig op på den ene albue og så ned på hendes ansigt.
"Nej om igen, hvordan har du det nu?" han var fuldt ud bevidst om at alle følte noget, måske ikke altid, men tit.

"tomt, Jeg ved der mangler noget. Og det folk kalder kærlighed lyder så fantastisk, så måske er det det jeg mangler" sagde hun og kiggede bedrøvet på ham.

Han sukkede
"Jeg ved du har følt noget, en gang i mellem" sagde han
"Så du skal ikke sige du ikke føler noget!" det var tydeligt han ville blive irriteret vis hun blev ved
"Men kærligheden, den tror jeg mere på" han så tænkende rundt i græsset
"Har nok heller ikke oplevet det store...." han var lige ved at sige kun til sin mor, men han ville ikke nævne hende
"Ud over små-forelskelser" sagde han
"er ret god til at charmere pigerne" han smilte

"selvfølelig føler jeg noget, jeg tror bare ikke jeg kan elske en anden" sagde hun og satte sig op og så ned. hun grinte en smule af det han sagde. "okay, charmere? prøv mig" sagde hun med et stort flabet smil.

Han løftede sine øjnbryn mens han så på hende.
"Alle kan elske eller blive elsket" svarede han
"Mange fornægter det bare" han grinte lidt, ord som ligeså godt kunne være kommet fra hans mor...Hvilket de nok også gjorde.
Han så udfordrende på hende, faktisk var han i tvivl om hvad han enlig skulle gøre for at charmere hende, men han måtte vel bare virke sikker.
"Åhja, jeg har dig allerede i min magt" smilte han, med et ekstra charmerende smil og et glint i øjet.

Larentia smilte bare, kærligheden måtte vel bare komme til hende, da hun ikke vidste hvordan hun skulle finde den. Hun grinte af ham, "i din magt? arrh du må gøre det bedre" sagde hun selvom hun ikke rigtig har prøvet at flirte eller blive flirtet med.

Han lod en lægge sig blidt på hendes kind.
"Du er faktisk smuk, vidste du det?" alt pjat var næsten blæst væk og han så ind i hendes dejlige øjne
"Jeg er overbevidst om du må være guddommelig som ulv" han sendte hende et charmerende smil og alligevel lidt usikkert.
Mihael var gået i aktion.

Larentia blev helt hypnotiseret af hans ord. Det var en skøn følelse. Hun var mundlam, hun stirrede bare ind i hans uskyldige øjne, hun var solgt.

Han kunne se det og smilte selvsikkert, men alligevel uden at ødelægge magien.
"Larentia" sagde han lavt og med en udfordrende tone, han bukkede sig ind over hende, enhver havde ville tro han ville kysse hende....
Hans ene hånd nussede hende på kinden og ned over halsen og skulderen.
Han bukkede sig ned til hende, mens han så hende i øjnene, lukkede sine øjne og dvælede over hendes læber med sine egne, men kyssede hende så på kinden.
Han lænede sig lidt tilbage igen og fjernede hånden.
"Se, jeg har talent!" smilte han drillende