Tankerne der flyder

Larentia tog bare imod den kærlige nussen med lukkede øjne. Det var bare så rart, ingen havde nogensinde vidst den side af ømhed. Larentia høre hans drillende ord, hun vågner op fra 'trancen' hun rejste sig op i et sæt, greb fat i et tåt græs, rev det op fra jorden og kastede det lige i hoved på ham, "iih altså!" sagde hun i en høj tone og sammentid grinte af al det græs han havde på sig.

Han rystede hoved da han fik jord i hoved.
"Hovhov!" han spyttede lidt for at få jorden ud af munden, han børstede jord og græs af sig og lod som om han var sur.
Det gik ikke og han overfaldt hende i stedet.
Han skubbede hende ned, satte sig overskævs på hende og prøvede at kilde hende, selv om han ikke vidste om hun var kilden. Eller hvor.

hun grinte højlydt af ham da han spyttede græs og jord ud. "du skulle se dig selv!" sagde hun imens hun grinte så hun næsten ikke kunne få luft. Da han satte sig på hende var hun ved at dø af grin, hvad han snart ville finde ud af han hun var ekstrem kilden.

Han grinte og stoppede så, både fordi han selv skulle have vejret og fordi hun ellers ville brække sig af grin eller noget.
Han trak vejret dybt et par gange og sendte hende et strålende smil.
"Giver vi op?" smilte han
"DU skulle se dig selv" hun var helt rød i hoved af grin.

"okay okay" sagde hun forpustet, hun var blevet helt træt af at grine. "ja ja ja, jeg gir op" sagde hun og grine lidt videre. Hun smilte over hele ansigtet.

Han satte sig ved siden af hende og så på hende.
"See, see" smilte han
"Ahhh, dejlig følse ikke?....At vinde" han så drillende på hende

Larentia var som småt ved at få vejret igen, hun sagde ikke noget men smilte bare til ham. "jaa jaa" sagde hun og grinte langsommere.

Han smilte lidt til hende
"Nåe, hvad synes du?" sagde han så
"Kan jeg godtages som en god charmør?" han så lidt på hende, hun havde i hvert fald virket sådan

Larentia bed sig lidt i underlæben og hendes ansigt rødmede. "mmh jaae" sagde hun sødt, imens hun stirrede med hendes sorte blanke øjne. Hun var en smule flov over at ha givet efter, men hvem ville ikke falde for hans kønne ydre og hans forførende ord.

Han grinte varmt
"Godt så" han lagde sig ned og begyndte igen at se på himlen, godt tilpas og afslappet.
Han drejede på et tidspunkt hoved og så over på hende, en tanke gled gennem hans hoved, ville hun gerne charmeres?

Tanken plagede hende om at det var første gang at hun var blevet charmeret og at det så ikke var rigtigt. Men det var nu meget rart og vide hvordan det var. Hun sagde ikke noget til ham, hun ville ikke ødelægge den gode stemning, blå himmel og lægge imellem det høje græs. Hun smilte bare, det var rart at være sammen med ham.

Rigtigt eller ej, okay det her havde jo været en lille prøve, men han vidste nu at han faktisk kunne og at det ikke bare noget nogen sagde.
Han smilte lidt af det, nå han charmerede sig rigtigt ind på en kvinde gik det tit godt, dog var der selvfølgelig altid undtagelser.
"Hmmm....Stilheden mellem dem voksede, voksede så den var til at tage og føle på, hvorfor kunne han ikke finde på noget at sige? Hvorfor kunne han ikke finde på noget sjovt som hun ville grine af? For latter elskede han..." sagde han o forfatter tone, fordi han kede sig lidt, og alligevel ikke.

Larentia smilede og lod en lille latter slippe ud.
"måske skal du være historie oplæser" sagde hun i en drillende tone.
hun smilede bare og nød tiden med ham.

"Ej, det tror jeg ikke lige" smilte han og så lidt på himlen
"Det var bare fordi der intet var at sige" han smilte til hende, hun var ganske rar....dejlig, at ligge her og slappe af med.
Han legede lidt med tanken om at prøve at charmere hende lidt, igen, rigtigt, bare for sjov....Men han kunne alligevel ikke gøre, ikke mod hende.

Larentia smilte bare for sig selv, hun ville ikke have denne dag skulle ende. hen bed sig let i underlæben uden rigtig selv at vide det. Hun lukkede øjene og valgte at lytte til den stille vind.

Pludselig satte han sig op og rejste så også op.
"Nej nu kan jeg ikke sidde stille mere!" smilte han
"Vågn op med dig, lad os lave noget" han så ned på hende med energien strømmende ud fra sig, et lille kært smil.
Man kunne sagtens se at han trængte til at komme af med noget energi.

Larentia sprang op af nysgerrig. "okay hvad nu?!" sagde hun med massere af energi og grinte lidt. Hun rettede lige på sin kjole og sit hår.

Han så lidt på hende
"Troede jeg du vidste!" men han var i drille humør, et lille øjeblik efter var hans vinger fremme, to store og hvide vinger, stærke vinger som kunne bringe ham hen hvor han ville.
Han baskede lidt med dem, han havde ikke brugt dem siden han var flyttet her til og nu var det vidst på tide.

"wow" kom der fra Larentia, hun havde aldrig set sådan nogle smukke vinger før, hun fik lyst til at forvandle sig til ulv så de kunne være magtfulde sammen.

Han brugte også kun sine vinger.
Han havde gode kræfter ja, vis han trænede ville de også blive stærke, han kunne manipulere med vinden...Men han gjorde det aldrig, vidste hvordan, men gjorde det ikke.
Han havde set hvordan hans far brugte sine...Og han var enig med sig selv om ikke at bruge sine egne andet end vis det var livsnødvendigt.
Han baskede lidt hårdere og snart skød han lige op i vejet.
Han grinte da han mærkede den blide vindmodstand og så ned på Larentia.
"Hvem er hurtigst?" han vidste han nok ville få sin sag for, for hun var sikkert hurtig, selv om han var i luften.

Larentia smilte bredt og var glad for udfordringen. Hendes største talent var at løbe, meget hurtigt endda, især når hun var i ulveform. "Du får din sag for!" sagde hun med en drillende stemme, hun vidste godt at man var hurtigst i luften men hvad med 135 km/t på jorden?
Hun stillede sig klar til at forvandle sig. Hendes kropsprog skreg af smerte, men hun sagde intet. Da smerten gik til hendes knogler kom der et skrig fra hende og gik over i et kæmpe ulve hyl, hun faldt ned på hendes 4 stærke ben, der stod en mægtig hvid ulv på 230 cm fra snude til halespids. Hun trak vejret langsomt, hun skulle lige samle kræfter efter denne store forvandling.

Han så opmærksomt med i forvandlingen.
Det ville de nok blive glad for at høre om derhjemme, han havde trods alt fået af vide at de var ved at være trætte af at høre om vampyre.
Han smilte.
Mor.
Han så sig lidt omkring.
"Du siger nå du er klar!" imens lave han små øvelser for at varme op, ellers kunne han få ondt.
Han havde savnet sine vinger, derhjemme kunne han gå med dem frit hele tiden vis han ville.

// Har ikke mere tid til at emne nu men vi skriver da videre imorgen :DD //

//ok...Og det er stadig din tur til at svareXD//

Larentia pustede og samlede krafter. Hun kunne igen mærke sine stærke ben under sig. Hun følte sig klar. Hun kiggede op på ham og nikkede, men hvor skulle de hen? "hvor fra og til?" spurgte hun.