dadadadam x'D - Artemis

Tid: 12:00
Vejr: overskyet og lidt regnvejr
Sted: Silent River
Omgivelser: Et par dyr
Påklædning: http://i7.beon.ru/66/97/429766/27/11723327/IzzyHilton.jpeg

Selv om klokken ikke var særlig mange og regnet stod lidt ned fra himlen, det regnet dog ikke særlig meget som det havde gjort og det var jo et eller andet sted skønt. selv om det lignede at det ville begynde at regne hvornår end det skulle være, så havde en lille engel begivet sig ud af de sikre mure hjemme hos sig selv og taget ned til silent river. han havde aldrig været der selv om han havde boet i denne by hele sit liv, så var det jo ikke altid alt man så i byen. han rettede på sin røde hue, mens han gik i det våde græs dog holde hans sko vandet ude så han ikke fik våde tæer. hans langehår sad i to rottehaler mens det som var lidt kortere far puffet lidt op, nået af hans pandehår hang lidt ned foran hans ene øjne da han ikke rigtigt gad fjerne det. han havde ikke regnet med at der ville være nogen ved silent river på denne tid, og i dette vejr så mente han bare at det ville være dumt. selv om han selv havde gået der ned, han så ned i det mørke vandt og gik hurtigt væk fra kanten og satte sig over på en sten som nogle træer havde beskyttet mod regnen

//Sorry tiden, skulle pludselig spise o.o//

Artemis havde bevæget sig ned mod søen. Hun havde kun været der en enkel gang før, og det var mens hun endnu var menneske. Hendes øjne lignede noget nær to stykker kul, hvilket var et sikkert tegn på den sult der gnavede i hende. Hun fulgte let den lugt der fyldte natten, men som hun ikke umiddelbart kunne identificere. Hun måtte vel bare vente og se hvad det var?.. Det var mærkeligt. Hun kunne pludselig lugte folk længe før hun kunne se dem. Mærkeligt... Selvfølgelig vidste hun godt at det var fordi hun nu var blevet vampyr, men hun kunne ikke vænne sig til det.

Danni vippede lidt med sine tæer og prøvede at holde sig oppe på stenen, selv om det var svært da den ikke var bygget til at sidde på. så der undslap flere grin fra ham dog kun pågrund af at der `ikke´ var nogen i nærheden, og det gav et bum fra sig da han røg ned fra jorden og grinte bare mere af det *det skulle man vist ikke* tænkte han og så op på stenen inden han rejste sig op, han børstede sit tøj af og så hurtigt sig omkring da duften af vampyr kom tætter på. og han havde lært sig at passe på dem så han gik hurtigt om bag et træ og håbede på at han var i sikkerhed, selv om han viste at duften ville afsløre ham

Artemis fortsatte mod lugten, uden et ord. Hun bed sig svagt i læben. Hun så mildest taget grædefærdig ud, som hun gik sådan. Hun var så sulten... Hun havde egentlig ikke lyst til at bide nogen som helst, men det var alligevel værre at gå og være sulten på den måde...

Danni kunne godt dufte af vampyren kom tætter på, og så sig omkring efter en udvej. da han ikke kunne flyve væk da han endelig ikke engang viste om han havde vinger, han havde aldrig set dem komme ud og det var nok pågrund af at han aldrig havde haft brug for dem. han gik hurtigt hen til et andet træ for at gemme sig

Artemis stoppede op, og spejdede efter kilden til lugten. "H-hallo?" kaldte hun usikkert med en lille stemme. Mest af alt mindede hun om et lille barn, der var faret vild, eller noget i den stil. Det var vel egentlig også noget nær hvad hun var... Ikke lige frem faret vild, men hun var i hvert fald forvirret så det gjorde noget...

Danni lag hurtigt en hånd foran sin mund for at være helt stille i det, han kiggede ud fra sit gemmested og fik øje på pigen. han havde lyst til at sige hej, men hvis det var nået han havde lært sig så var det at passe på med dem. han løb hurtigt over til et andet træ og prøvede at finde ud af hvordan han skulle slippe væk fra dette

Artemis så grædefærdig ud, og satte sig opgivende ned. - Hun havde ikke bedt om dette... Stod det til hende var hun stadig et menneske!... Men det gjorde det ikke. Hun lagde armene om sine ben, og slog blikket ned. Måske burde hun gå sin vej igen. Måske burde hun bare se om ikke hun kunne finde nogle andre... Egentlig brød hun sig ikke den mindste smule om at bide... Hun havde mest lyst til bare at forsvinde havde hun... Bare at lade hele verdenen passe sig selv, og så forsvinde ned i et sort hul...

Danni så ud af sit gemmested igen og så at hun havde sat sig ned, han fjernede sin hånd og tænkte lidt over om han skulle gå over til hende. selv om han viste at det var en dum idé, så derfor blev han stående og kunne mærke hvordan hans hjerte hoppede afsted inde i ham "har du tænkt dig at bide mig?" spurgte han om i en fin pigestemme, og træk sig tilbage bag træet og lag sit hoved tilbage mod træet

Artemis tænkte kort. "Jeg... Jeg ved det ikke... Jeg er så sulten.. Men jeg har ikke lyst til at bide...." svarede hun ulykkeligt, og stirrede tomt ud i natten.

//Det blev ikke så langt, sorry o.o//

Danni lyttede på hvad hun sagde og tog en dyb indånding "så ved jeg ikke om det er en god idé at jeg kommer ud" sagde han stille og kunne virkelig ikke se det gode i at blive bidt, det var en af de ting som han med glæde ville undgå at der skulle skå

Artemis nikkede kort. "Det forstår jeg godt..." mumlede hun stilfærdigt, og rørte sig ikke. Hun bed sig let i læben, og slog så blikket ned mod sine fødder. Hun måtte snart finde en som hun rent faktisk kunne bide...

Danni stod helt stille og kunne mærke sit hjerte hoppe afsted inde i ham "okay godt" hviskede han og så igen på hende ud af sit gemmested og begav sig alligevel et træ tætter på hende "hvad hedder du?" spurgte han stille om

"Artemis" svarede hun hviskende, og rørte ellers ikke en muskel. Sad bare, og så ned sine fødder. Måske, hvis hun blev siddende på den måde, så ville hvem det end var der gemte sig, komme frem?...

Danni lyttede på hvad hun sagde og kiggede frem bag træet igen "og jeg er Danni" sagde han og viste ikke helt hvad han havde gang i, dog alligevel kunne han ikke få sig selv stoppet i det "hyggeligt at møde dig eller nået" sagde han og gav et grin fra sig efter som blev stoppet lige så hurtigt igen