Playtime? [Artemis]

Dato : Irl
Årstid : Forår
Dag : Lørdag
Vejr : Fint
Sted : Legepladsen?
Tid : 19.38
Omgivelser : Legeplads ting vel?

Zoran bevægede sig let ind på legepladsen. Normalt befandt han sig under ingen omstændigheder sådan et sted, men han havde haft lyst til forandring. Godt nok var det ikke en sjæl at skue, men de kunne vel være at der kom det? Svage lugte af forskellige væsner, der havde været der i løbet af dagen, fyldte luften, og Zoran brummede et eller andet uforståligt.

Artemis havde været på vej ind på legepladsen, da hun bemærkede at der allerede var nogen derinde. En voksen mand endda.. Hvad mon han foretog sig på en legeplads om aftenen, når der ingen andre var? Han så ud som om han ledte efter nogen, men som sagt var der jo ikke andre at se?.. Måske han legede gemme leg med nogen, men han så nu ikke ud til at lege, og desuden var det de færreste børn der fik lov at lege udenfor klokken cirka halv otte.. Artemis var selvfølgelig ude, men hun legede ikke, og hun havde ikke fået lov. Havde ikke så meget som tænkt på at spørge. Hvorfor skulle hun dog også gøre det, når nu hun udemærket godt vidste at svaret ville blive et nej?.. Selvfølgelig kunne det være at hun skulle høre gøre som der blev sagt, men så igen.. Hvorfor? For at undgå en skideballe? Artemis var så vant til skideballerne, at de ikke rigtigt gjorde hende noget mere...

Lugten af menneske blev forstærket, og Zoran vendte sig mod indgangen til legepladsen. Han smilede lettere overbærende ved synet af barnet. Så yndig hun dog var. "Hej med dig." hilste han venligt, og smilede til hende. Så fin og ren og uskyld. Zoran elskede børn. Deres blod var altid det bedste.. Og så var de som regel meget lettere at charmere end voksne kvinder var det.. Børn sagde jo ikke sådan fra, hvis man ville deltage i deres leg.. Kvinder derimod kunne finde på at afvise blankt vhis man blot ville snakke med dem...

Artemis så på ham med et let tænkende blik. "Godaften." svarede hun ham, og fortsatte ind på legepladsen. Hun kunne jo ligesom ikke rigtigt bare stå der og glo, og eftersom hun var blevet opdaget, kunne hun jo ikke så godt bare gå sin vej igen. Hun satte sig derfor på en gynge, og betragtede manden, med et tænkende blik.

Zoran så på den lille skikkelse, og smilede blidt. "Hvad laver så du på legepladsen om aftenen?" spurgte han roligt, og og satte sig på en gynge ved siden af pigens. Hans blik nærmest studerede det lyse hår, og det unge ansigt. Hun var jo forfærdeligt køn, skønt hun ikke var andet end et lille barn. Hun ville skille sig ud blandt de andre... Nej, hun skulle slet ikke ende som de andre. Men han havde ikke i sinde at lade hende være. Nej, hun var for unik i sin udstråling..

"Sidder på en gynge, og undre mig over hvad du laver på legepladsen?" svarede hun, og så fortsat på ham med et tænkende blik. Men så igen. Det var der ret ofte. Lige så ofte, som det sjællent, det hun smilede. For det gjorde hun ikke meget. Hvorfor skulle hun også det? Fordi himlen var blå? Nej, når der ikke rigtigt var nogen grund til det, så smilede Artemis ikke. Så ofte blev det ikke, at hun smilede.

Zoran lo af hendes svar, og nikkede. "Jeg kiggede mig somend bare omkring." fortalte han stadig leende, og smilede så. Det var ikke lige det svar han havde ventet. Hvor morsomt. Et barn, der rent faktisk kunne svare igen med anstændige ord... Se, det skulle jo nok gå hen og blive rigtigt sjovt... Specielt hvis pigebarnet tænkte lige så godt som hun snakkede..

Artemis rynkede svagt på næsen, og skubbede gyngen igang, så den svingede let frem og tilbage. Hun var for lille til at kunne nå jorden, og sidde på gyngen samtidig, men hun kunne nu godt holde den igang alligevel. Hun sagde ikke noget, da ikke ikke rigtigt vidste, hvad hun skulle sige. Der var et eller andet ved ham... Han vaar... Speciel, det var hvad han var... Hun var ikke sikker på om hun kunne lide det eller ej.. Hun betragtede hans smilende ansigt, og et lille, svagt smil voksede frem på hendes eget ansigt. Hans smil smittede. Hun kunne godt lide det smil... Men der var alligevel noget der sagde hende, at hun burde se at komme væk, og det i en fart. Hun var dog for nysgerrig til at høre efter dette, indtil hun havde fundet ud af, hvad det var der sagde hende sådan...

Zoran så lidt på hende. Kunne ikke rigtigt komme sig over hendes fine lyse hår, og spinkle skikkelse. "Hvad hedder du?" spurgte han, og lagde armene mod sine knæ. Længdes efter at røre den fine, bløde hud. Mærke den søde lugt af barn... Smage det varme, friske blod. "Hvor gammel er du?" spurgte han videre, og tvang blikket fra hende. Hans tonefald var som sædvanligt blidt, og den dybe stemme fløjelsblød. Han måtte have hende. Måtte eje hende. Han fugtede kort sine læber. Vendte så blikket mod hende igen, og mødte de funklende grønne øjne.

Artemis så ned på sandet, mens han snakkede til hende. "Artemis." svarede hun, og så på ham igen. "Hvad hedder du?" gengældte hun spørgsmålet, og betragtede ham, da han lænede sig frem. "Ni"svarede hun så efter en kort betænkningstid. Egentlig anede hun det ikke, men det var dertil hendes udseende passede bedst. Omkring de ni eller ti år.

"Jeg hedder Zoran." fortalte han med et let smil. Artemis... Hvilken unik lille pige hun var!... Han mærkede hvordan begeret efter hende voksede. Ni år... Sølle ni år... Hvilken fantastisk alder. Næsten forsigtigt lagde han hånden på hendes knæ. "Du ser træt ud, Artemis. Skal jeg ikke følge dig hjem igen?" spurgte han, og lod ganske som bekymrede han sig om hende.

Artemis så lidt på ham... Zoran.. Hun kunne godt lide det navn.. Egentlig kunne hun godt lide ham. Han var som en eller anden rar onkel man bare havde kendt altid. Når hun mærkede efter, så var hun faktisk træt... Det var længe siden hun var kommet i seng til ordenlig tid. "Jo..." mumlede hun stille, og så lidt på ham. Jo, hun kunne godt lide ham.

Zoran smilede let ad hende, da hun bed på krogen. Roligt klappede han hende på knæet, og rejste sig op. "Kom, så følger jeg dig hjem." sagde han venligt, og rakte hånden frem mod hende. Sådan en dejlig lille unge hun dog var...

Artemis tænkte et øjeblik, men rejste sig så, og tog hans hånd. Tænkte ikke nærmere over at han var en komplet fremmed, og derfor ikke havde den ringeste mulighed for at vide hvor i verdenen hun boede.

Zoran smilede overbærende, da hun tog hans hånd. Naive lille menneske... Han satte sig hug, og trak hende ind til sig i samme bevægelse, og lagde så armene om hendes spinkle krop. Han begravede ansigtet de det bløde, lyse hår, og snuste ind. Hvilken fantastisk lille pige hun var...

Artemis spærrede overrasket øjnene op. Sætte så hænderne mod hans skuldre. "Sli- Slip mig!" sagde hun med let rystende stemme, og prøvede at skubbe sig væk fra ham. Dumt... Hun havde ladet sig narre af ham...

Uvilkårligt strammede han let grebet om hende, da hun kæmpede imod ham. "Shhh. Det er okay." hviskede han lavmælt ned i hendes hår. Lugten af barn var endnu søderede end han huskede... Hvor han dog elskede børn! Vidunderlige små væsner!

Artemis knyttede hænderne om hans bluse, og mærkede hjertet hamre hårdt i hendes bryst. Hun trak vejret i korte stød, og brød sig på ingen måde om situationen. Hun stod stille i hans kolde favn, og fæstnede blikket på noget bag ham. "Du... Du må ikke bide." Hviskede hun med en lille stemme, og bed sig i læben. Han måtte ikke...

Zoran løftede ansigtet fra hendes hår, og tog let fat om hendes hage med den ene hånd, så han kunne se rigtigt på hende. Hun var bange... Det var tydeligt at se på hende. Hun ville blive en køn kvinde, når hun engang voksede op. "Nej... Nej, selfølgelig må jeg ikke det. Kom, så får jeg dig hjem. Du ser umådeligt træt ud." sagde han blidt, og strøg ømt hendes kind, før han rejste sig op med hende i favnen. Hun ville snart blive hans. Hans helt og holdent. Hvilken dejlig unge hun dog var.

Artemis så forvirret på ham, men slog dog uvilkårligt armene om halsen på ham, da han løftede hende op. "Jeg.. Jeg vil hellere gå selv." sagde hun så, men holdt stadig fast om ham som en forsikring om at han ikke ville tabe hende.

Zoran tyssede let på hende, og rystede på hovedet ad hende. "Stille nu, lille ven. Du er træt." sagde han blidt, og lagde hånden ved hendes hals. "Stol du blot på mig." tilføjede han, og brugte sin evne til at tage hendes bevidsthed. Med den nu slappe pige i favnen satte han i løb mod Werclare.