På havnen - Damien

Dato: Irl
Tid: 23.56
Vejr: Stjerneklart og vindstille
Sted: Havnen
Omgivelser: Havne-ting?

Artemis gik stille og roligt langs kajen. Det var faktisk et stykke tid siden hun sidst havde været nede havnen. Det havde været et af hendes yndlings steder, da hun var menneske.... Mest fordi der så sjældent var nogen efter mørkets frembrud, men også på grund af vandet. Artemis havde holdt utroligt meget af at opholde sig i nærheden af vand... Hvilket også var en grund til at hun havde holdt meget af stranden...

Damien, en lille spinkel dreng på seks år, med sort hår, mørkegrønne øjne og blå sandaler, med et løbehjul ved sin side, sad på kanten, og kiggede ned i det mørke vand. Han nynnede en klam og gyselig melodi, som faktisk tit havde skræmt folk.
Han kørte en hånd gennem det sorte hår, og hans nynnen var det eneste, udover de blide bølgers klukken man kunne høre. Han duftede til den saltede duft der lå omkring ham, men en ny scent var blandet ind i det hele. *Vampyr, hm?* tænkte han, og fortsatte med at nynne.
Han havde for tiden en uheldig periode, hvor han mødte rigtig mange nye mennesker, men det måtte han lære at leve med. Han svingede lidt med benene, og skabte flere små 'korsangere' inde i hovedet. Hans nynnen var det eneste udenpå, men indeni var en herlig symfoni af små drenge og piger som sang, nynnede, mimede.
Han afbrød den glade symfoni, og gled ind i den svage nynnen, og bølgernes klukken igen.

Artemis løftede hovedet ved lyden af en nynnen. Hun kunne ikke lade være med at rynke på næsen over melodien, og søgte efter hvem det nu end var, der nynnede. De grønne øjne faldt på en dreng, længere fremme. - En dreng der faktisk var yngre end hende selv... Et let smil dannede sig på hendes læber, som hun betragtede ham. Hun genkendte ikke hans lugt, hvilket gjorde hende nysgerrig.
Før i tiden havde Artemis som regel ikke villet have noget med jævnaldrende børn at gøre... Hun brød sig ikke om dem. - Ligesom hun ikke brød sig om fremmede vampyrer... Nu misundte hun dem, da de havde lov til at vokse op, og blive store, mens hun ville forblive et barn... Det var virkeligt noget der gik hende på... Det med at hun ikke ville få lov til at blive voksen...

Damien havde faktisk ikke den store lyst til at falde i snak med nogen lige nu, da han var taget ned i havnen, for at være sig selv, og bare sidde og nynne. Han sad med albuerne på sine knæ, og hænderne formet som en lille skål. I skålen havde han gemt sin hage og mund. Den klamme nynnen gled fortsat ud af munden på ham.
Hans ben svingede blidt frem og tilbage i takt med musikken, og han kom til at tænke på første gang han sådan rigtig havde omtalt sig selv som vi. Den selvsamme dag... nej selvsamme time, havde han fundet ud af hvordan hans evne skulle bruges.
Hans ansigt var begravet i de kopformede hænder, og hans svage nynnen var det eneste man hørte.
Han var alene, men alligevel ikke.
Her på det seneste var han begyndt at føle sig forfulgt, men hvem end der forfulgte ham, kunne han ikke se eller høre hvem det var.
I hans lille hoved, gemte sig de mest grufulde tanker og fantasier.
En kvinde lagde hånden på hans skulder.
Hendes bløde stemme afbrød hans nynnen: "Hvad er der galt, lille ven?"
Han rettede de mørkegrønne øjne mod hende, og bed sig på indersiden af læben.
"Vi har det fint..." sagde han stille. Han var kun omkring tre da det skete.
Han blev lidt overrasket over at ordet 'vi', havde forladt hans mund.
"Hvem er vi?" spurgte hun blødt.
Han rystede på hovedet, men blev så afbrudt af sig selv. "Vi... Sikke et spørgsmål, hm?"
Han trak på skuldrende.
Kvinden lagde en hånd på hans anden skulder, og hun begyndte at ruske blidt i ham.
"Hvad er der galt med dig?" spurgte hun lettere panisk.
"Giv slip." sagde han koldt.
Hun nægtede, og blev ved med at holde ham fast.
Han fokuserede på hendes ansigt, og han tænkte bare 'Smerte, smerte, smerte!' Ligepludselig skreg kvinden, men hun gav endnu ikke slip på ham.
En knækkende lyd hørtes, og det gik op for lille Damien at han havde brækket alle knogler i kvindens arme... på tværs.
Damien rystede det grufulde minde ud af hovedet, og gled nu ind i sin egen lille drømmeverden igen.