The land of make-believe. Damien. XXX

Tid:
22:19
Sted:
Kloakkerne - Werclare.
Vejr:
Klart.

En ensom skikkelse bevægede sig ned af den snirklede sidegade. Hvis man kom tættere på denne skikkelse, ville man nok heller ikke undre sig så forfærdeligt meget. Skikkelsen var en ung pige. Hun var iklædt en alt for stor læderjakke, der engang havde været rød. Nu sad farverne i skaller, krakeleret og præget af det unge liv. Under jakken sad en stram trøje der havde store rifter, der blottede store dele af huden. Benene var iklædt et par lyseblå jeans, der også var maltrakterede. På højre balle stod der Dami+Ann. Et skindbælte holdt bukserne oppe, men et nittebælte fangede opmærksomheden. Det hang på venstre hofte og halvt nede af det højre lår.
Håret havde en unaturlig lilla farve. Hun havde et lettere useriøst pagecut, der dog klædte hende. Blikket var tomt, rettet mod den fugtige jord. Med sine sølle 159 cm virkede hun ikke så skræmmende.
Hun stoppede op og kiggede fortsat ned i jorden. Et dæksel lå ved siden af et rundt hul i jorden, der var noget større end de andre kloakdæksler der var rundt om i byen. Hendes blik løftede sig og hun anede svagt en skikkelse komme mod hende, der gik på samme måde som hun selv havde gjort.

Fødderne slæbte sig hen af den mennesketomme gade. Abstinenserne var ved at æde ham op indefra og ud. Uroligheden havde lagt sit præg over ham, og man kunne tydeligt se at der var noget galt med drengen, men uanset hvor urolig han var, var hans bevægelser og gang meget dovne i det. Den svage vind legede med det sorte hår, der lå perfekt om hans markerede kindben. Drengen var iført et par mørkerøde skinny jeans, der klædte ham utroligt godt. De sad perfekt på hans spinkle ben. Man kunne sagtens se bukserne var blevet brugt et par gange, grundet de mange huller der prægede bukserne. Udover de forvaskede bukser, havde han taget en grå t-shirt ppå. Krøllet var den, men han var egentlig ligeglad. Der var ikke mange der lagde mærke til det. Over t-shirten bar han en sort sweatshirtjakke i baseballmodel. Det var dog også det eneste der ikke så fuldstændig forvasket eller krøllet ud. I modsætning til sit andet tøj, var denne jakke noget han passede på.
Damiens blik løftede sig op. Nogle få meter foran ham fik han øje på en skikkelse. Hårets unaturlige farve havde allerede afsløret hvem det var. Et svagt smil viste sig på hans læber. Ann. Da han kom tættere på kunne han godt mærke at hans krop var ved at give op. Det skulle have noget. Og det var nu.
Han stoppede op, præcis samtidig som hendes blik løftedes og de grå øjne blev ramt af asfaltjunglens ubarmhjertige lys. Hun var mindst ligeså fucked up som han var i det sekund. Han slæbte sig langsomt fremad, lænede sig op af husmuren, forsigtigt. Han greb udefter hende, fik fat i hendes skulder og trak hende hen foran sig. Han lod sine arme glide ind under hendes, og han vendte hende rundt, så hun blev presset op af muren. Hans læber fandt hurtigt hendes hals, hvor et blidt kys blev placeret. Så løftede han ansigtet, så hans ansigt blev begravet i det varmeskadede hår. "Har du noget?"

Det var som at komme i himlen. Hans hånd lagde sig mod hendes skulder og han pressede lidt til. Hun mærkede kort et stød af begær glide igennem sin krop i slowmotion, da han trak hende ind til sig. De stod helt tæt i det hans arme sneglede sig forbi hendes og gled rundt om hende. Og så stod hun inderst, presset op mod den ubarmhjertige mur. Hun lod langsomt sit blik falde ned på hans skulder, da han kyssede hendes hals. ”Mhm..” mumlede hun og lod sit baghoved falde ind mod væggen. Hans bløde hud gled op af hendes kind og stoppede ud for hendes øre og i det hans læber skiltes i et spørgsmål, krakelerede lysten til ham. Det var nu monsteret gled op i hende. De skulle have det godt nu. Hun havde noget.
Hun havde egentlig tænkt sig at kravle ned i kloakken og klare sit fix, men nu var han her. De skulle eksplodere i euforisk begær sammen. Hendes hænder famlede nervøst op til hans skuldre og hun skubbede ham lidt væk fra sig. Så rykkede hun brystlommen åben med en hurtigt bevægelse, og så gled hånden derned. Først ramte hun den lille pose med nol, derefter fandt hun guldet.
”Jeg har det her..” hviskede hun langsomt og trak posen op. I posen lå en masse små piller. De var halvmåneformede og et lille L var ridset ind i overfladen på dem alle. Hendes blik hvilede umenneskeligt på dem, med et begær kun de kunne forme i hendes bryst.
Så trak hun dem til sig igen og pakkede dem i lommen. ”Lad os først gå ned og købe noget sprut… Har du penge?” Hun kiggede skiftevis på hans læber og så på hans øjne. Hendes underlæbe dirrede. Malet helt mørkerød med hendes mor læbestift. Hun stirrede direkte på ham. I lyset fra den blinkende gadelygte virkede han meget smukkere. Men også meget mere fortabt.

Hænderne gled ned langs hendes sider, ned til hendes hofter, hvor han lod hænderne hvile. Abstinenserne føltes som et helvede, men han havde kontrol over det. Selvom han kun brugte hende til at få stoffer og alt det andet, elskede han hende alligevel. Dog var han ikke sikker på at det bare var noget han bildte sig ind. Stofferne havde gjort ham underlig, men lige for tiden tænkte han ikke klart. Det hele virkede så ligegyldigt. Da hun skubbede til ham så hun kunne få fat på posen der lå begravet i hendes brystlomme, vaklede han lidt og fik et hårdere tag ved hendes hofte. Han mumlede et eller andet og pressede sig bare ind til hende igen. Posen med piller kom til syne, og han så på den med hungrende øjne.
Det var de piller han sådan længtes efter. Hans læber skiltes og et svagt suk brød den tavshed der havde været, lige udover hans hæse vejrtrækning. Hendes fine stemme fik ham ud af trancen. Lysten til bare at tage pillerne og spæne væk, fyldte hele hans krop, men han beherskede sig. Det var ynkeligt at han var så fandens afhængig af de piller og afhængig af Ann. Hun var den eneste han kunne få stofferne fra, uden at betale med andet end sprut og sex.
Hånden, der før havde hvilet på hendes hofte, gravede ned i den ene baglomme. Sedler og mønter lå viklet ind i hinanden, men det mærkedes som om han havde penge nok til noget. Han nikkede. Nervøst, men fuld af lyst, pressede han sine læber ind mod hendes. Læbestiften efterlod et svagt spor, men det var ikke noget der kunne ses.
”Kom med..” mumlede han hæst og hev hende med hen af den mennesketomme gade. Lige henne om hjørnet lå døgnkiosken, hvor de højest sandsynligt godt kunne få noget sprut fra. Ekspedienten var en ung tøs. Cirka på Damiens alder. Han styrede direkte hen mod alkohollen og stilte sig bag Ann. ”Frit valg på alle hylder..” hviskede han ind mod hendes øre. Et skævt og charmerende smil viste sig på hans læber, inden han kyssede hende på øreflippen og videre ned af halsen, indtil han kom til hendes skulder. Det blev en fantastisk aften og nat. Det var han sikker på..

Hun lod sine læber skilles. Hans hænder gled ned af hendes krop og hun lagde hovedet tilbage. De endte hjemme i hendes seng, hvor de lod deres hallucinerende kroppe smelte sammen i et kunstværk, som kun han var gammel nok til, men siden hvornår havde de to lyttet til loven? Hun mærkede hvordan hans noia nærmest tvang ham i knæ. Havde han ikke fået noget siden sidst? Hun pressede sit underliv mod ham, da han greb hårdere fat ved hendes hofte og hans syn blev dybt. Så så hun hvordan hans læber skiltes i nydelse. Præcis som når hun sank sig ned over ham, og deres kroppe mødtes i noget ondt og voksent. Hun havde så tit presset sin krop mod ham, tigget ham om en evighed de sammen kunne udføre, som stofferne gav dem mulighed for. Hun havde lyst til at mærke hans krop igen på den måde.
Han slap hendes hofte. Det var som om hele verdenen brød sammen i det sekund hun hørte den klirrende lyd af penge i hans baglomme, for den hånd havde netop rørt hende. Den skulle kun røre hende. Lige nu ville hun ikke have at han skulle give slip på hendes begær. Så lænede hans sig frem mod hende, og alting lyste gyldent og klart for hendes blik. Deres læber mødtes og hun gjorde alt for at lade det vare et par sekunder længere. Det var så… befriende. Det var uendeligt rart at han lod hele sit univers dreje om den lille uskyldige hende i det ene moment. Lige i dét, der føltes det som om de var alting. Der var intet omkring der eksisterede, kun dem, og det begær de sammen skabte med deres læber. Men i virkeligheden var de ingenting. De var bare to teenagere, der stod og pressede deres læber mod hinanden. De var bare to personer, der hver især kæmpede en krig mod de abstinenser de var tvangsindlagt til at have.
Så slap han hende igen og den mørkerøde læbestift havde plantet et fint hjerteformet mærke midt på hans mund. Hun smilede svagt. ”Kom med..” Hans stemme var hæs, og han greb hendes hånd. Sammen fandt de ned til døgnkiosken, men på vejen blev der ikke sagt et ord. De vidste sikkert begge to hvad der skulle ske. De skulle nu nyde hinanden så helt igennem meget. De skulle ud og berøre ting der ikke burde blive pillet ved i deres alder. De skulle udvise et begær, som kun et flammende spansk par ville kunne gøre det. Da den mekaniske dør åbnede foran dem og de diskret slæbte sig ind i butikken, lagde Ann især mærke til den unge ekspedient. Måske var klokken kun halv 10 om aftenen, men hun var lidt af en type. Flammende rødt hår, ingen makeup. Rigtig hippietøs. Men Ann fik ikke en yderligere chance for at tjekke hende yderligere ud, da hun blev slæbt videre af Damien, der viste hende afdelingen med alkohol.
Hvor tit de ikke havde stået der og smadret flasker og så var løbet for at slippe for en regning og en bøde…
”Frit valg på alle hylder..” Hans stemme var lige bag hende, men de læber der netop havde tændt en varme i hende, fortsatte deres intime stepdans ned af hendes nakke. Først greb de fat om øreflippen, for så at glide ned til rundingen ved halsen, og hun lagde hovedet tilbage med et tyndt suk.
Så lod hun sit hoved vippe frem og hun kiggede lige frem for sig. Hun greb to flasker vodka, og vendte sig rundt, for at lægge dem i favnen på den rystende stakkel, hun så ofte havde set smile. Lige nu så han bare død og fraværende ud. Så drejede hun sig rundt og tog en flaske rom.
Hun kunne lide det hårdt.
”Det her er hvad jeg vil have..” mumlede hun og kiggede ned i gulvet.

Ann havde fuldstændig ret. Der var ikke blevet taget nogen piller siden sidst de havde være sammen, så det havde været et sandt mareridt for ham. Dog var det stadig et mareridt siden han ikke havde fået nogen stoffer endnu. Hans læber fulgte hendes hals, hendes kæbe, for til sidst at lande ved hendes øreflip igen. Drillende og drevet af lyst, lod han sine hænder vandre fra hendes hofter og ned, ned til hendes buksekant og lidt længere, inden han endnu engang lod sine hænder køre op af hendes mave, til hendes bryst som han kun berørte et kort sekund. Til sidst lå hans hænder på hendes hofter igen. Hun vidste udmærket godt at dette kun var en mindre smagsprøve af hvad der ville ske senere. I aften. I deres rus. En svag rystelse gled ind over ham, som fik ham til at bide tænderne hårdt sammen. ”Skat.. Skynd dig lidt..”. Stemmen var hæs. Man kunne sagtens høre hvor dårligt han havde det, og hvor meget abstinenserne var ved at overtage hans sind.
Ekspedienten kastede blikket over på dem. Der var ingen tvivl om at hun virkede bekymret. Bekymret for Ann. Tøsen henne ved kassen havde han aldrig set før, så hun vidste tydeligvis intet om hvor meget ballade de havde lavet herinde. Det ragede ham sådan set også. Det eneste der betød noget lige nu var Ann. Klokken klirrede da døren gik op. Ind kom en halv gammel og fuld mand. Han styrede direkte ned til den afdeling, hvor Damien og Ann stod. Han stoppede op, lod sit blik gå op og ned af hylderne, inden han til sidst greb 6 øl. Derefter lod han sit blik vandre over på dem. Lidt efter ramlede han direkte ind i Damien da han prøvede at gå forbi dem. Han bed irriteret tænderne sammen. Irritationen boblede op i ham, men han valgte ikke at gøre noget. Manden kom med et hånligt grin inden han gik op for at betale for sin øl. ”Narrøv..” mumlede han og begravede sit ansigt i hendes hår.
Han indåndede hendes duft for at blive bare en anelse beroliget igen. Da hun vendte sig om med to flasker vodka i hænderne, gik han nogle få skridt tilbage inden han tog imod dem. De rosa læber tvang sig op i et smil. Han havde egentlig savnet at se det søde ansigt. Den lille pige der endnu virkede så voksen, burde ikke leve sådan et liv hun levede nu, men det var selvfølgelig hendes eget valg. Han brugte hende jo bare til at få stoffer. Resten kunne han sku selv klare. Selvom han smilede var han virkelig ved at blive vanvittig. Hele hans indre brændte op. Tiggede og bad om at få noget. Han klemte øjnene hårdt sammen, men åbnede dem endnu engang da hun vendte sig om mod ham igen med en flaske rom.
”Så kom,” svarede han.
Med tavse og dovne skridt, traskede han op imod kassen. Flaskerne klirrede mod hinanden da han stilte dem foran tøsen. Væsken slikkede sig op af den gennemsigtige flaske. Et beløb viste sig på den sorte skærm og Damien fik hurtigt smidt nogen penge op på disken. ”Vil I have en pose?”.
Stemmen var alt for sød til ham. Han nikkede bare. Endnu engang klirrede de mod hinanden da hun satte dem ned i posen med en hurtig bevægelse. Han greb posen, dog mere forsigtigt end normalt, tog Anns hånd, og gik ud af kiosken. ”Jeg tror ikke jeg ville have klaret at være derinde 5 minutter mere,” sukkede han irriteret og stilte sig op af muren lidt længere væk fra kiosken. Endnu en rystelse fór igennem hans krop, hvilket fik ham til at glide ned og side. Tankerne væltede ned over hinanden. Blandede sig sammen til en stor rodekasse. Hans vejrtrækning rystede. Det samme gjorde hans stemme da han prøvede at sige noget, men opgav hurtigt med det samme igen. Hans blik var tomt, dødt, da det blev rettet op imod hende. For mange ville det virke skræmmende, men Ann forstod. Hun havde selv prøvet det. Adskillige gange. Måske færre gange end Damien, men han var ældre. Han havde levet med abstinenser siden han selv havde været på hendes alder.

Ann lod sig synke ned i hans begær, da hans læber endnu engang undersøgte hendes hals, som en læge der undersøger sin patient. Hans hænder gled langsomt ned mod hendes lår, men de gled længere op, op forbi maven og op på brysterne, og derefter ned på hofterne igen. Havde han glemt hvor gammel hun var? Det plejede han altid at notere. Han plejede altid at kalde hende lille, dumdristig, skør. Barnlig. Hun bed sig i underlæben, for ikke at lade sit begær forme sig i en klynkende lyd. Så mærkede hun et hårdt skub der ramte Damien og selv sendte hende et halvt skridt fremad. Hun vendte sig om og hvæsede irriteret: ”Hvad fanden laver du, fuckhoved?” Men manden gik videre med et hoverende grin, da han havde fået fat i sine seks øl. ”Fede svin..” hvæsede hun lavt og vendte sig mod Damien, der netop havde hvisket narrøv ind i nakken på hende. Hun stirrede på ham, da han tog imod flaskerne, og ansigtet smertefuldt blev tvunget op i et smil. Hun slappede af i ansigtet og lod selv sin højre mundvig glide skævt op i et smil. Det var som om en lille glød tændtes inde i ham, men han var for desperat og irriteret til at vise det til hende.
”Så kom,” sagde han kontrolleret. Stemmen havde fået ny styrke og straks kunne hun kende ham igen. Dog forsvandt han hurtigt, da han greb hendes hånd og trak hende med op til disken, hvor han placerede de to vodkaflasker og rommen. Han førte en kort samtale med ekspedienten, der mest af alt var fokuseret på hvordan han så ud. Svedende, med rande under øjnene, rystende og mest af alt – han lignede en skygge af sit smukke, rare jeg. Så greb han hende i hånden igen, trak hende med ud af kiosken, og langsomt bevægede de sig på deres slæbende måde væk fra byens klare lys og ind under et halvtag, hvor han hjælpeløst sank sammen. Hun tog en af vodkaflaskerne ud. Åbnede den med en feminin bevægelse, der samtidig viste hendes færdigheder. Hun havde gjort det før. Mange gange før. Hun satte sig ned foran ham og kiggede direkte på ham. ”Tag en tår..” kommanderede hun hjælpeløst og stillede flasken mellem dem.
Så åbnede hun brystlommen og fandt det magiske frem. Hun holdte den et par sekunder i lommen, men trak den så frem, og åbnede hastigt posen. Hun tog to piller op og lagde den ene på asfalten foran Damien. Derefter lagde hun den anden bagerst på sin tunge og sank den uden besvær. Så greb hun udefter vodkaen for at tage en enorm slurk af den. Den smagte som altid af sprit. En klam, rivende smag, der varmede i halsen og hele vejen ned i maven. Smagen var af helvede til, men fornemmelsen var rar.


De sad i sofaen. Begge to. De havde det begge to godt. Optimalt. Bedre end for en halv time siden. Hun mærkede en svag skælven i sin højre hånd og hun lænede sig ind mod Damien. I den ene hånd holdt hun både en smøg og den halvtomme vodka, de havde drukket på vej op.
”Åh..” stønnede hun hjælpeløst og lænede sig ind mod ham. Det prikkede lige under øjnene og det hele virkede meget bedre og smukkere. Hun drejede ansigtet op mod ham og gispede hjælpeløst. Han havde aldrig nogensinde været smukkere. Med sin løse hånd greb hun fat i kraven på hans grå trøje og trak ham ind til sig. Hun stønnede mod ham, imens boblen af lyst voksede og blev større. Hendes blik flakkede lydigt mod hans læber og hun mærkede hvordan begæret indeni eksploderede. De var de eneste to der eksisterede lige nu. Der var kun dem. Nu var de ikke kun to teenagere der stod og kyssede. Nej, de var sgu det eneste der eksisterede lige nu. Hun gispede kort og bed ham krævende i underlæben for at trække ham tættere på. Hun sukkede kort, tvang sin krop ind mod hans og slap ham igen, for at hvæse af smøgen. Så stillede hun vodkaen på bordet.
Hun rejste sig. Gik uden om det lave bord og kiggede kort på den anden sofa der stod mod vinduerne. Så vendte hun sig om og kiggede på Damien. Han havde aldrig været så smuk. Hun havde aldrig set ham føle sig bedre eller smukkere, og når han var i den situation, måtte hun gejle ham op og give ham mere. Hendes ene hånd gled op over hendes brystkasse og skubbede det ene af jakkens skulderpanel ned fra skulderen. Så gjorde hun det samme med den anden og den gled på gulvet med et hult dunk. Hun kiggede ned af sin skelettynde krop. Det var idealt. Det var smukt at kunne spille xylofon på ens ribben. Men det var den mindste af hendes bekymringer lige nu, da hun trak op i den sorte trøje og flåede den over hovedet. Den faldt også til jorden med det samme. Indenunder bar hun ingen bh, da hun jo ikke engang havde A-skål. Så foldede hun sig ud, strakte sig og fik ryggen til at sige knæk.

Asfalten var våd. Fugtigheden skyldes tidligere regndråber der før var faldet imens de havde været inde efter alkohol. Et svagt sukgled over Damiens rosa læber. Det var først nu gået op for ham, hvor hjælpeløs han egentlig var. At falde sammen foran en fjortenårig pige på grund af abstinenser. Ynkeligt. Han begravede sit ansigt i sine hænder og gned sin pande. Hun burde ikke se ham sådan her. Hvis han virkelig kunne kæmpe sig op på benene og holde det under kontrol, ville hun ikke have set ham sådan her, men hans evne til at kontrollere sin evig lyst til stoffer og alkohol var ualmindelig dårlig. Da glasset klirrede ned mod det våde asfalt, rettede han sit blik op på Ann. Med en skælvende bevægelse tog han rundt om flaskehalsen og tog en tår. En stor tår. Han havde virkelig brug for at falde hen i deres helt egen verden. En verden kun Ann og Damien kendte til. Deres.. egen.. fantastiske.. verden. Den skarpe smag bredte sig i hans mund, men han var ligeglad. Smagen betød intet. Det var kun virkningen der betød noget. Betød noget for hans fremtidige handlinger. Først da flasken stod på hel grund igen, kunne han betragte Ann finde posen frem. Posen med det der virkelig betød noget. Det altafgørende. Han sukkede lystigt. Pillen havde ikke lagt længe på jorden, før den allerede lå på hans tunge og nu røg ned igennem hans halsrør. Der ville ikke gå længe før virkningen kom. Han betragtede Ann endnu engang. Flasken der blev sat op til hendes læber, der efterlod et mørkerødt mærke på rundingen. Da hun havde drukket ud, rakte han ud efter flasken og tog endnu en tår. Den ubehagelige smag ramte igen hans smagsløg. Han rystede på hovedet. Man kunne ikke andet end at elske denne drik. Selvom smagen var hæslig, var den kradsende fornemmelse underligt nok.. Dejlig.
Den mørkerøde læbestift efterlod endnu et mærke på hans læber, men det gjorde ham intet. Ann var den eneste der kunne se ham. Hun var den eneste, hvis mening betød noget. Han lukkede svagt sine øjne i, inden han rejste sig. Med armen rundt om hendes liv og posen i den anden hånd, begyndte han at gå den velkendte vej, hjem til hendes lejlighed.

Det hele virkede mere klart. Alle tanker og bekymringer var efterhånden forsvundet fra hans hoved. Hovedet var bukket bagover. Det bløde, beigefarvede stof lagde sig mod hans nakke. Hans læber skiltes og ud kom et suk. Det var behageligt endelig at være hos hende igen. Bare de to. De eneste der eksisterede. I deres egen verden af farver. Han så op, hvor hans blik blev mødt af røde og hvide vægge. Rummet var dog lyst, på trods af mørket der efterhånden havde bredt sig udenfor. Fødderne havde han smækket op på det lave sofabord. Her følte han sig hjemme, men uanset hvor han var sammen med Ann, var det hjemme. Dog havde han ikke rigtigt noget at bruge hende til, hvis ikke hun kunne skaffe stoffer. Jo en ting. Sex. Han var dog typen der gik fra seng til seng. Nogle gange havde han hørt på Anns beklagelser, hvor han tit var blevet sur og irriteret. Aggressiv blev han også i nogle tilfælde, men aldrig kunne han finde på at såre hende fysisk. Hvor meget kunne hun egentlig blive såret? Hun var jo, på en eller anden måde, brudt ned psykisk. Intet barn ville kunne finde på at dyrke sex, tage stoffer og drikke med en nittenårig, i så ung en alder, men Damien var ligeglad. Det var hendes liv.
Et svagt støn gled over hans læber da hun trak ham ind til sig. Hans læber strejfede hendes hals, nappede i det unge kød og smilede bittert. Hendes hud.. Det smagte af saltvand. Sved. Han klemte hårdt øjnene i og lod sine hænder befamle hendes unge krop der lå under ham. En svag snerren gled op fra hans hals, da hun bed ham i læben, just for at trække ham endnu tættere på sig. Damien rettede sig op. De gråblå øjne fulgte Ann. Hendes øjne der selv betragtede stuen. Sofaen der stod foran vinduerne. Han sukkede ved tanken om alle de gange, de var gået herop. De fleste af gangene fulde og væk i rusmidler.
Hans blik vandrede op og ned af hendes krop da hun endnu engang kom gående hen imod ham. Undveg det lave sofabord, hun så let bare kunne træde op på og gå direkte hen til ham. Et charmerende smil bredte sig på hans læber. Intet pigebarn kunne stå for det. Med en hurtig bevægelse, lå hans hænder endnu engang på hendes hofter. Det var ligesom en ren refleks. Han startede altid med at ligge sine hænder på hofterne. Det vidste hun også godt. Han fik hende ned at sidde på hans skød. Læberne ramte kort hendes kæbe, inden hendes hænder begyndte at berøre hendes egen overkrop. Mens hun fik taget sin overtrøje af, betragtede han hende med et betaget blik. Lykken lyste ud af hans øjne, som et barn juleaften. Det hele var som en drøm. For godt til at være sandt. Alt for godt, men det var virkeligt. Det hele var virkelighed. Langsomt, forførende, førte han sine læber op til hendes. De pressede sig ind mod hendes, inden de løb ned af hendes markerede kæbe. Til sidst landede de ved hendes skulder. Han pressede hendes krop ind mod sin af ren begær. Damien lod sine hænder finde ned til hendes buksekant, fik knappen op og lynlåsen ned. Lyden af hendes ryg der sagde knæk, fik ham til at stivne et kort sekund. ”Det er ikke sundt,” mumlede han imod hendes skulder. Det var stofferne heller ikke, men selvfølgelig var de for dumme til at indse det.

Dét, at Ann var det eneste der eksisterede i Damiens verden, var et smukt princip. Hun lod sig smelte foran ham, da han smilede til hende. Endelig var han hendes Damien igen. Endelig var han den Damien, hvis navn var skrevet med en dårligt fungerende sprittusch på bagsiden af hendes bukser. Hans fingre fik hendes krop til at smelte. Hofterne var selvfølgelig det sted han startede. Det var det sted hun var allermest følsom, men også det sted, hvor han altid gjorde. Hvorfor startede han overhovedet der? Så trak han hende ned på sit skød og deres kroppe kom umådeligt tæt. Hun kæmpede for ikke at lade et støn glide ud mellem sine læber. Hans blik åd hende råt. Han var, som beskrevet, virkelig som et barn på juleaften. Strålende, lykkelig, men samtidig også tålmodig.
Et tydeligt ryk under sig, fik Ann til at glide tilbage til virkeligheden, og det gik op for hende at Damien var begyndt at læne sig frem mod hende. Hun greb fat i hans skuldre og rykkede ham tilbage med et hårdt kys, der beskrev den følelse hun havde indeni. Han slap hendes læber og igen lod han sine læber famle ned af hendes hals, og et lystigt støn forlod hendes læber. Hun skubbede sin krop ind til ham og bed sig let i underlæben. Det havde aldrig føltes bedre. Hun mærkede hvordan det stramme pres om hofterne forsvandt, og lyden af lynlåsen der åbnedes sendte et stød af forventning igennem hende. Det var det her hun ville have. Hun ville ikke have andre end ham.
Ikke andre end Damien.
Bare Damien. Damien og ham alene. Ingen andre end ham. Bare ham.
Dog blev hun hurtigt rykket tilbage til virkeligheden da hun slap hans skuldre.
”Det er ikke sundt,” hviskede han. Siden hvornår havde hun været sund? Hun pressede sit underliv mod sin mave, lod sine negle glide henover den bløde hud og hun gav efter i det euforisende stof. Hun stønnede højt og løftede hænderne op, så brysterne blev skubbet sammen. Hun holdt stadig smøgen i den ene hånd og den blev hurtigt løftet op til læberne, hvæset hårdt af og så blev der hurtigt skubbet røg ud mellem læberne igen. Hun stirrede ned på ham. Hendes blik var hårdt og begærligt, totalt tyndslidt af nydelse. Hun lod hovedet falde bagud og hun gav et hårdt støn fra sig. Skoddede smøgen på bordet bag sig og kastede sig ind i ekstreminismen ved at eksistere. Verdenen var ikke hård og kynisk, den var farverig, smuk og blid. Der fandtes ikke hungersnød, der fandtes ikke smerte. Der var kun dem. Skønheden og udyret, viklet sammen i en ekstase af stoffer. De var udyret. Pillerne var skønheden. Ønskede de.