Sidder her i skoven

Dato: 25. November
Årstid: Efterår
Dag: Onsdag
Vejr: Overskyet, mørkt og svagt blæsende
Sted: Den Fredfyldte Skov
Tid: Omkring midnat
Omgivelser: Øde

Lucinia sad op af et træ. Hun nynnede svagt, og overvejede om hun gad at rejse sig. Det kom egentlig tit sjove væsner i skoven så hun besluttede sig for at vente og 'se' om der ikke skulle komme nogen... Hun kørte fingrene gennem håret for at få nogle af filtrene ud

Elva kom gående gennem skoven.
hun indprentede sig alt af dette nye sted.
hun havde et langt sværd ved sin side,
da hun aldrig vidste hvem hun skulle
støde på i en "forladt" skov om natten

lucy løftede hovedet med et bredt smil, da hun hørte skridtende. Hun rejste sig og gik efter lyden. *Et menneske.... Det skal nok blive sjovt* tænkte hun glad da hun genkendte duftende

Lidt efter fik Elva øje på pigen
*hun ser ikke så gammel ud!
hvad mon hun laver herude
alene? eller er hun nu også det?"
Tænkte Elva for sig selv
og betragtede lidt pigen fra
skyggerne

"Hvem er De miss?" spurgte hun med sin lyse barnestemme, og smilede lille-pige-agtigt

"Elva Marie Berantzina, og de lille
frøken?"spurgte hun med stærk,
bjerg accent, der fik hende til at
lyde bestemt, og fik de fleste til
at respektere hende, i hvert fald
menneskene gjorde, alligvel
var der noget forsigtighed at
spore i hendes stemme, for
hun stod jo over for en lille
pige

"Lucy" svarede hun smilende. Hun så helt harmløs og uskyldig ud, som hun altid gjorde når hun stod overfor mennesker. Det var en del af hende teknink, at lokke dem tæt på med barnlig charme... Det havde virket fint for hende indtil nu..

"Hvad laver du egentlig herude
så sent? burde du ikke ligge derhjemme
i din seng?"spurgte hun mistænksom
og tog den lille pige i nærmere betragtning

Hun trak på skuldrene og smilet forsvandt fra hendes ansigt. "Mor er her ikke" svarede hun blot, og så ud som om der lå mere i det end blot det hun sagde

Elva kiggede stadig mistænksomt
på hende"Og hvorfor er din mor
her ikke?"spurgte hun og satte
et stort spørgsmåls tegn ved at.
*En lille pige alene i skoven midt om
natten! der må være noget forkert
i det!*tænkte Elva

"Hun skreg... Og udåndede" svarede hun og kunne tydeligvis godt selv forstå det fine synonym for ordet 'døde' som andre syvårige ikke ville fatte

Hun kiggede overrasket på pigen
Aldrig i hele hendes liv havde hun hørt
et barn have såda et stort ordudvalg
"Jamen hvor er så din far?"spurgte hun
Elva fandt den lille pige aldeles mistænksom

"Sammen mor" svarede hun og lagde hovedet en anelse på skrå

"hvem passer så på dig?
og hvem bor du hos?"spurgte
hun mistænksomt. Der var et
eller andet mistænksomt ved
den her pige som hun ikke
brød sig om

Hun gik et skridt baglæns. Hun kunne ikke lide dette menneske med alle dets spørgsmål. Hun gjorde det eneste hun nlige kunne komme i tanke om for at komme ud af situationen. Hun rakte tunge af mennesket og vendte sig om og gik. *Du må ikke spørge så meget!* tænkte hun en smule bekymret

*Hmm ømt punkt? det her er et mærkeligt sted
og alligevel vil jeg ikke vende tilbage til dem*
Tænkte hun med en smule rynket pande. Hun kiggede
efter den lille pige"Hvor skal du hen?"spurgte hun med
let sammenknebne øjne

Hun trak lidt på skuldrene "De må ikke spørge så meget miss" sagde hun stille. Hun vendte sig så hendes blege øjne stirrede dødt på Elva

"Der er noget galt med dig!
Du er intet normalt barn"
sagde Elva konstaterende, og
overvejede hvordan hun skulle
slippe fra de lille barn med de
døde øjne

"Tjaaa... Jeg er blind... Der er ikke ret mange der er blinde" svarede hun i håb om at redde sig ud af situationen

"Jeg har set få blinde, men ingen
af dem havde øjne der mindede om
dine! Hvad er du?"udbrød hun spørgende.
hun var ej bange mere chokeret over
hvad denne verden havde gjort ved denne
lille pige

//Hendes øjne ser nomalt ikke ud som på ava... Det er kun når hun lige har spist. Nomalt er de meget lyseblå, med sløret pupil//

"En forældreløs pige?" svarede hun afvigende. Dette mennske var alt alt for nærgående... Hun skulle ikke spørge så meget... Det kunne være farligt

"Men hvordan kan du klare dig
når du er blind og forældreløs?
hvem skaffer dig mad og drikke,
hvem sørger for at du har ly for
natten?"spurgte Elva krævende

"De spørger for meget miss... De burde slet ikke spørge så meget miss, De burde så ikke nej" sagde hun undvigende og gik baglæns. Hun følte sig dårligere og dårligere tilpas ved dette menneske... Hvis hun dog bare ville lade være med at spørge

"Hvorfor ikke frøken? lærte din mor
dig aldrig at man skulle svare de voksne
når de spurgte om noget? jeg er voksen
min pige! du gør klogt i at svare mig"Sagde
hun med en uhyggelig stemme

"Miss! Nogle spørgsmål bør ikke få svar!" svarede hun med så myndig en stemme hun kunne mønstre. Hun forsøgte at få alle sine 3605 år til at ligge bag ordene og give dem kraft. Det lykkedes bare ikke ret godt da hun jo havde et syv-årigt barns lyse stemme