Regne, regne, rengevejr! Larentia

Dato: Irl
Tid: 17.28
Vejr: Øsende regnvejr
Sted: Werclare by
Omgivelser: Tomme butiksgader

April sad på hug, let trukket tilbage i en gyde, for regnen ikke kunne nå hende. Alligevel klæbrede det lyse hår sig til den lille piges kinder, og hals i lange, våde totter. Det tynde tøj sad næsten som et extra lag hud på hende, og den spinkle krop rystede af kulde. På trods af dette hvilede et svagt smil om munden på barnet, som et minde om en forgangen solskinsdag i det grønne græs. De store, blå øjne stirrede ud på de hastigt faldende dråber, og de små tær krummede sig sammen i de lidt for store, røde gummistøvler. Et gammelt, nusset tøjdyr med form af en kanin blev knuget ind mod det flade bryst, som for at varme bamsen. Selvom det var tydeligt, at barnet trængte mere til varme, end bamsen gjorde det.

Larentia løb igennem gaden, hun vil gerne hjem til hulen i dette regnvejr. Det skulle ikke undre hende hvis hendes hule var oversvømmet eller styrtet sammen. Hun puster, hun havde løbet meget nu. Hun stopper ved en gyde for at få luft til lungerne. I mens hun får luft, ser hun en lille skabning sidde inde i gyden. Larentia havde ikke meget tøj på, da det meste af hendes tøj altid bliver ødelagt. Hendes korte sad klistret til hendes kinder og pande. Hendes top og nederdel som det eneste hun havde på, sad stramt til kroppen, pga det våde vejr. Hun kiggede hen på den lille skabning. Hun kunne sagtens løbe videre, men den lille skabning fik hende til at blive. Hun var gerne egoistisk, men alligevel sagde hun, "er her nogen?" hun var sikker, men men ved nu aldrig.

April sad musestille, og bed let i øret på den nussede bamse, mens hun ventede på om kvinden for enden af gyden skulle opdage hende, eller om hun ville fortsætte sit løb.
Hun valgte åbenbart at lægge mærke til den lille pige... Nå nå.
"Kun mig." svarede den spinkle, lyse stemme, og de store blå øjne var som klistret til den fremmede skikkelse. De små hænder pillede let ved en løs tråd i den purpur røde cardigan, mens bamsen hang i det ene øre, fra den kulde rystende piges mund.

Larentia spidsede øre. Da hun hørte stemmen blev hun næsten helt forskrækket, hvad lavede sådan en lille pige alene ude i regnen. Hun så ind mod gyden, hun gik nærmere den lille pige, og håbede på at hun ikke var en dæmon eller noget der ville skade hende. hun stod ca. 5 meter væk fra hende, hun kunne se hende helt nu. "hvad laver du her?!" spurgte hun roligt, men som en mors stemme som var panisk efter at finde sit barn igen.

Et let smil voksede frem på det lille, runde ansigt, og de lettere buttede hænder greb den beskidte bamse, som de små, hvide tænder slap den.
"Venter!" svarede hun muntert, som var det den bedste ting man kunne lave, i hele verdenen, skønt hun sad og lignede en blanding af en forskræmt harekilling, og en druknet mus. De store øjne strålede som to sole, og de korte, tynde arme knugede om den gamle bamse.

Larentia gjorde store øjne i svaret fra pigen. "Hvad venter du på her ude? Kom med mig! jeg kan give dig læ" sagde hun smilende, hun var intet farligt kunne hun se. Hun rakte hånden ud i håb om at hun ville med hende.

Straks blev de blå øjne mistænksomme, og det lille ansigt trodsigt. Man måtte ikke gå med fremmede... - Det havde April skam lært.
"Jamen, jeg venter... Jeg venter på at solen skal komme igen. Sæt hvis den ikke kan finde mig, når regnen er gået væk?!" mumlede det rystende barn, og knugede bamsen hårdere ind til sig. Det betød åbenbart meget for hende, det at hun ventede.

Smilet faldt på Larentias mund. Hun tog hånden til sig og fjernede noget af det våde pandehår væk. Det var koldt, Larentia overvejede at forvandle sig så hun kunne holde varmen, men hvad med den lille pige, hun ville jo sikket blive bange. "men.. du kan ikke blive her, du dør af kulde!" sagde hun beskyttende. Hun følte at hun havde ansvar for den lille pige, selvom hun lige havde støt på hende.

"Men hvad med solen?" spurgte hun ængsteligt, og så op på kvinden med et nervøst blik. Hvad nu hvis hun aldrig mere fik solen at se, fordi den ikke kunne finde hende?.. Det ville være forfærdeligt! Ganske enkelt forfærdeligt...
Solen var noget af det bedste April vidste, og hun var så ængstelig for at miste den, at det var helt rørende...

Larentia smilede sødt til den bekymrede lille pige. "Solen kommer, det lover jeg. Uanset hvor du er, vil den altid være med dig" sagde Larentia med et smil, hun satte sig på hug og rakte hånden ud og prøvede igen at få hende med, uden at tvinge hende selvfølgelig. "Kom med, du bliver syg af at være her" sagde hun til hende, hun kom i tanke om et sted som var stille og varmt.

April lod til at tænke over ordene en tid.
"Er du sikker?" Ville hun så vide, før hun lod sig overtale. Hun måtte være helt sikker før hun kunne tillade sig at gå nogen steder. Skønt hun tydeligt frøs, og var blålig om læberne, så ville hun ikke risikere noget.

//må logge nu ^^ //

Larentia smilte blidt og trygt til hende, hun vil intet ondt. "Ja jeg er helt sikker, jeg gør dig intet" sagde hun og smilte og rakte stadig hånden ud efter hende.

// Helt iorden ^^ //

April så stadig en smule betænkelig ud, før hun lod sig overtale. - Hun frøs, og var sulten, og hvis kvinden havde ret, så ville hun få solen at se igen, selvom hun gik. Og gik hun med kvinden, kunne hun blive varm, og tør. - Og måske endda mæt også.
"Okay så.." indvilligede hun, og tog imod den fremstrakte hånd, mens hun med den anden hånd stadig knugede hårdt om bamsen. Hun rejste sig op fra sin siddende stilling, og ventede på at kvinden skulle begynde at gå, så hun kunne følge efter.

Larentia smilte let til den lille pige. "hvor hurtigt kan du løbe?" sagde hun drillende med et fredeig smil på bunden. Hun ville gerne hjem til hytten, i håb om at den ikke var over svømmet. Hun sad stadig på hug så hun ikke virkede stor og farlig, hun ville helst have at pigen skulle føle sig godt tilpas.

Et barnligt smil bredte sig på Aprils lille, runde ansigt ved det spørgsmål. Hun bredte armene ud til siden, med handfladerne vendt mod hinanden.
"Så hurtigt!" sagde hun med en stolt klang i den lyse stemme. I virkeligheden kunne hun egentlig ikke løbe særligt stærkt. Jo, når man prøvede at fange hende, og tvinge hende til noget hun ikke havde lyst til. - Så kunne det godt nok gå stærkt. Men ellers gik det bare ikke særligt stærkt, på de korte ben, hun var udstyret med.

Larentia kom med en varm latter. "Tag min hånd så skynder vi os hjem til mig" sagde hun og smilede varmt og trygt. Regnen havde gjort Larentia kold og hun ønskede at komme hurtigt hjem. Hun tænkte lidt på hvad den lille pige spiste, da hun er van til råd kød, men hun var heller ikke en dårlig kok, hun skulle nok finde på noget.

Det barnlige smil forblev om Aprils læber, da hun lagde den ene lille, kolde hånd i den fremmede kvindes. Hun brød sig rigtigt godt om hende. Hun virkede så rar, og moderlig. Mindede April om noget som hun engang havde haft. - Noget som hun inderligt savnede...

Larentia smilede varmt til den lille pige. "hvad hedder du min ven?" sagde hun og kiggede den lille pige ind i øjne, trygt.

"April. Hvad hedder du?" svarede hun, og så op på kvinden med store, næsten hengivne øjne. Der var også tillid at spore i de blå øjne, der hvilede på kvinden..

Hun smilede varmt, og svarede "Jeg hedder Larentia" og smilte igen. "Kom lad os løbe i regnen" sagde hun og grinte med en varm latter. Hun løb langsomt så April kunne følge med uden at anstrenge sig. Skoven var ikke så langt væk igen.

April grinede muntert, og løb ved siden af Larentia. Selvom hun var kold, og våd, og sulten, så nød hun alligevel regnen, der ramte hendes hud, og løb ned af hendes kinder, og gjorde hende endnu mere gennemblødt end hun var i forvejen.

Larentia stoppede lidt op. "Hey vil du op på ryggen så vi kommer hurtigere hjem til mig?" spurgte hun med et trygt og stolende ansigt.

April så lidt op på Larentia, før hun vendte blikket ned mod bamsen i hendes hånd. Og som om den havde bekræftet et eller andet, så hun op på Larentia igen, og nikkede let.
"Men kun hvis du ikke taber mig." sagde hun, og så lettere alvorlig ud.

Larentia smilte til April og satte sig på hug. "Det lover jeg, hold fast om mig og så holder jeg fast i dag" sagde hun med rolige øjne. Selvfølgelig ville hun ikke tabe hende, og så burde en lille pige som hende heller ikke veje så meget, så ingen problemer.

April nikkede kort, før hun kravlede op på ryggen af Larentia. Hendes små knoer blev helt hvide, så hårdt hun knugede om bamsens pote, for ikke at tabe den. Det ville være en ren katastrofe, hvis hun mistede den. Hun havde jo haft en siden.. Siden... Siden altid!...