Alene i kirken

Dato : 11. november
Årstid : Efterår
Dag : Søndag
Vejr : Køligt og klar himmel
Sted : Kirken
Tid : Ved midnat
Omgivelser : Ingen

Kala sad oppe ved det store kors på sine knæ med foldede hænder mod sin pande. Hun sad og bad til Gud, som hun gjorde hver eneste aften. På det her tidspunkt var der ikke en sjæl i kirken eller omkring den. Meget uhyggelig om natten.
Hun havde siddet og bedt i flere timer.

Elva åbnede de store døre ind til kirken. De knirkede svagt.
Hun gik over til vievandet, dyppede to fingre i det og slog korsets
tegn. Da hun havde gjort dette tændte hun et lys ved jomfru Maria
og bad en bøn. Efter det rejste hun sig og begyndte at kigge sig omkring
i kirken. Hun følte en dejlig fornemmelse i kroppen så kun kom til hende
når hun var i en katolsk kirke

Kala var så optaget af sin bøn at hun ikke lagde mærke til at dørene gik op og der kom en anden ind.
Hun havde taget en sort kappe med hætte på. Mest hvis hun skulle komme til at folde sine vinger ud, så var de skjult.

Elva kiggede op og gik øje på englen,
men troede at det var en statue. Hun betragtede
kort englen og gik langsomt over mod en dør som
førte ned til krypterne

//Hendes vinger er ikke foldet ud, så hun ligner et menneske ?//

Kala stoppede efter flere timer sin bøn med et stille: "Amen"
Hun blev dog siddene, dog med hænderne nede.

//hehe okay så troede Elva bare at hun var en statue af en hellgen eller noget ^^//
Elva fik fat i dørhåndtaget og åbnede langsomt den knirkende dør
op.*gad vide om det er hernede deres bibliotek ligger?*
tænkte hun og tog langsomt det sidste skridt ned af den
korte trappe til døren i krypten

Kala fór op da hun hørte en dør knirke og lavede lidt larm pga. hun var blevet forskrækket.
"Mystisk" Mumlede hun, da hun ikke kunne se andre.

Der var bælgmørkt igennem døråbningen.
hun sukkede en smule irriteret. Hun gik op af få
trin igen og fandt en fakkel på en af væggene.
Hun tog den hurtigt ned, den var tung og skrabede
lidt mod søjlen den hang på

Hun gik hen mod hvor lydene kom fra.
Så ned til krypten.
"Nogen dernede?" Spurgte hun forsigtigt.

Elva kom nu bagfra og kiggede overrasket på pigen.
faklen var tændt i hendes hånd og kastede lange skygger
foran sig"øhm, hej"sagde hun til pigen der stod i vejen for
der hvor hun ville ned

Kala vendte sig forskrækket om og så på et menneske.
"Hej" Sagde hun og smilede et engle blidt smil.
"Hvad laver du her så sent?"

"Jeg har lige bedt for mine døde forældre,
også var jeg nysgerrig efter at se resten af
kirken"sagde hun med et venligt smil

"Hvorfor skal du så herned i krypten?" Spurgte hun og løftede et øjenbryn.
Måske var hun en tyv eller sådan noget.

"Jeg har altid været tiltrukket
af krypter, jeg mener de er...
facinerende..."svarede hun

"Jeg tror det eneste der er i denne her krypt er døde mennesker, der venter på begravelse" Mumlede hun og trak på skulderne.
Det virkede logisk.

"måsk, måske ikke, det er det jeg vil finde
ud af!"sagde hun og gik et skridt nærmere

Hun spærrede døren.
"Må du overhovedet være hernede?" Spurgte hun skarpt.
Det var tydeligt at hun ikke var vild med at pigen skulle ned i krypten.

"Jeg er meget katolsk, jeg har det bedst på
samvittigheden hvis jeg siger farvel til de døde."
Sagde hun, hun løj, men ingen ville nogensinde
opdage det, hun var så god. Hun overdrev ikke,
men sagde det med stemme der kun kunne sige
jeg mener dette, og jeg ville aldrig lyve om den slags!
Godt nok var hun troende, men det stoppede hende ikke
i at være nysgerrig

Kala så længe på hende.
Hun løj, kunne hun nemt se. Som engel var det bare noget man kunne, uanset hvor gode folk var til at lyve.
"Kender du måske nogen af dem der ligger hernede?" Spurgte hun og kneb øjnene en smule sammen.

"Min mormor"sagde hun uden tøven
"hun bliver bisat i overmorgen, men jeg rejser tilbage
til mine studier i morgen!"sagde hun

Hun vidste at hun løj, men alligevel trådte hun lidt til side.
"Han kan ikke lide løgnere" Hviskede hun næsten lydløst.

"Men nogle gange må man lyve for sit
eget bedste!"hviskede hun tilbage
og gik ned mod døren

Hun trådte ind foran døren igen.
"Hvis du er meget troende hvorfor lyver du så?" Spurgte hun lettere forvirret.
"Du vil jo blive straffet for det"

"det var ikke helt en løgn, nærmere en
forvredet sandhed, hende jeg vil ned til
er nok nærmere min plejemormor, end min biologiske.
Jeg holdt meget af hende"sagde Elva og denne gang talte hun
sandt. Hun havde opgivet at lyve overfor hende

Kala smilede tilfredst og åbnede døren for hende.
"Men det er ikke sikkert, der er døde mennesker" påpegede hun.