Alene i kirken

Hun smilede"nej men så må jeg jo bare
vente til hendes bisættelse i overmorgen"
sagde hun med et smil. Det med hendes
studier havde også været en løgn.
"men jeg kan bedst lide at få lov til at sige
farvel når jeg er alene med den afdøde,
jeg føler at jeg giver personen mere
respekt på den måde, ved at komme til
dem alene og af egen vilje"sagde hun
og gik ind af døren med faklen foran sig

"Du vil slet ikke lægge mærke til mig" mumlede hun og gik med ind.
Lukkede døren efter dem begge.

Elva nikkede og gik ned af den næste trappe.
Man kunne høre rotterne pibe, men Elva ignorerede dem
og lyste med faklen. Det eneste hun kunne se var en lang trappe nedad.
Hun så pludselig et skildt hvor der stod*kapel* Elva gik ind af en dør og
ignorerede stanken i mens hun ledte efter sin mormor

Hun rynkede på næsen af stanken, men kommenterede den ikke.
Fulgte bare lydløst efter hende.

Elva smilede stille da hun fandt sin mormor.
hun faldt stille ned på knæ og bedte for hende.
Hun sad helt stille og mimede bønnerne.hun var glad for
at hun var kommet, og at der var en Engel i samme rum
som det hendes mormor lå i.Elva vidste kun at hun var Engel
pga den hun var,den familie hun kom fra, og hvad hun havde fået
af vide om sin biologiske familie, som var blevet dræbt et par måneder
efter hendes fødsel.Nu var hun under træning til at blive Dusørjæger

//Ved Elva at Kala er en engel??//

Kala stod lænede sig op af væggen og betragtede hende en smule skeptisk.
Pigen løj ikke, det vidste hun, men det var en smule mærkeligt.

//jep hendes far var Dusør jæger, men det har hun først fundet ud af nu, og nu har hun lært at se tegnene på de forskellige
væsner (://
Da Elva var færdig rejste hun sig
og lagde et smykke af guld om
kvindens hals. Dets vedhæng
var Berantzina'ernes mærke, et
mærke de fleste væsner kendte,
og frygtede

//Engle ligner jo mennesker når de ikke har deres vinger ude. Bortset fra de vist er smukke?//

Kala trådte chokeret en skridt tilbage. Pigen var en Berantzina!
Pigen virkede dog ikke som typen der kunne skade nogen.
Men det mest mærkelige var at pigens far sikkert var den berømte dusørjæger!

//Nemlig! og det er det Elva går ud fra, plus en masse teorier inde i hendes hoved ^^//
Elva Rejste sig stille op."Skal vi gå?"
Spurgte hun og kom ved et uheld til
at vise sin kårde, da hun rejste sig.
Det dræbende sværds skaft var formet
som en drage og skinnede svagt i faklens
lys. Hun gemte hurtigt sværdet"Det er bare
til hvis nu man skulle få brug for det"Sagde hun
hvilket også var sandt, men hun fortalte ikke
i hvilken slags situation

//Ok xD//

Kala nikkede bare og gik hen til døren og ventede på hende.
Hvordan kunne det dog lade sig gøre?
Endnu en Berantzina var bestemt ikke godt overhovedet!

Elva gik ud af døren med faklen foran sig.
Hun begyndte stille at gå op af trappen
"Hvad lavede du egentlig inde i kirken på denne tid
af døgnet?"spurgte hun nysgerrigt og vendte hovedet
om for at kigge på hende, hendes hår dansede let om skuldrene
da hun gjorde dette

Kala smilede.
"Jeg ber kun når der ikke er andre i kirken" Fortalte hun bare og gik op af trappen.

Elva nikkede og "godkendte" forklaringen,
Hun gjorde det jo også selv, så hvorfor skulle
der ikke være andre der fandt på den gode idé?
hun åbnede døren op til selve kirkens hal igen og
trådte ud i lyset af de mange stearin lys i rummet

Kala fulgte efter hende og så sig om i kirken med et smil.

Elva gik over mod den fakkel holder
som sad på en af søljerne inde i kirken.
hun satte faklen på plads, og begyndte at tænde
nogle flere stearinlys for alle de døde hun en gang
havde kendt

Kala betragtede hende, mens hun gjorde det.
"Tror du på overnaturlige væsner?" Spurgte hun pludselig.

"Ja, jeg tror i hvertfald ikke at menneskene
og de dyr vi kender til er de eneste i denne verden!
det sker der simpelthen for mange mærkelige ting til
at det kan være sandt!"sagde hun. For fortalte hende
om den holdning hun havde haft før hun fandt ud af hvad
hun var

"Jeg tror også at der er mere mellem himmel og jord end vi lige går og tror" Sagde hun med et smil

"Men altså, hvad andet kan der være?"
Spurgte hun! hun mente selv og har altid
ment at det var indlysende at de ikke var
de eneste her, og for ikke så mange dage siden
fandt hun ud af at hun havde ret

"Ånder og spøgelser, selvfølgelig" Grinede hun.
Hendes ryg var efter hånden begyndt at gøre meget ondt. Vingerne kunne snart ikke holde til at være inde i kroppen mere.

"Tjå, måske"sagde hun med et smil
og kiggede derop hvor hun havde
set en statue før sidde. Hun undrede
sig lidt over hvor den var blevet af, eller
hun lod som om hun undrede sig over det.

"Hvad er det du ser efter?" Spurgte hun nysgerrigt og fulgte hendes blik.
Hun pillede lidt ved sin lange, sorte kåbe.

"Hmm jeg syntes at eg så en statue sidde
deroppe da jeg kom! men nu er den væk?"
sagde hun og pegede derop hvor Kala havde
siddet da, hun var kommet ind i kirken

Kala smilede. Det var lige foran alteret hvor hun havde siddet tidligere.
"Måske var det ikke en statue, men en sigøjner?"

"Hvordan skulle en sigøjner dog kunne komme
derop?"spurgte hun lettere mistroisk"Jeg er sikkert
bare træt og har set syner"Sagde hun med et overbevisende
smil