Mødet med en usædvanlig jæger//Tristan.

Dato: 11. juli 2011
Tid: 17:22.
Sted: Van Mates park.
Vejr: Solens sidste stråler varmer inden skyerner tager over.
Omgivelser: De sædvanlige ting som er i en forlystelses park (:
Tøj: http://dollsunlimitedomaha.files.wordpress.com/2009/09/punk-dress-1.jpg


Alane sad på en af bænkene i parken og så rundt, hun havde ikke været her siden hun var stødt ind i vampyren her. Dog havde hun ikke tænkt sig at lade ham skræmme sig væk herfra. Hendes øjne gled ned mod hendes bare fødder, det var ikke noget nyt, hun elskede at gå i bare fødder også selvom det nogle gange resulterede i at hun kom til at bløde. Men det var vel ikke jordens undergang, eller hendes død for den sags skyld. Dog kunne det sidste blive relatet hvis det kom så langt. Men det regnede hun ikke med. Der var jo mange mennesker her i parken, en vampyr ville ikke være så dum, kunne man da håbe på. Langsomt rejste hun sig op og gik roligt ned af en af de lidt mindre veje hvor alle boderne lå, det var nu dejligt at komme lidt ind i skyggen, det var en varm dag idag dog ville det nok snart begynde at regne. Men det havde hun ikke noget imod, hun elskede regnvejr. Hendes grønne øjne gled over de forskellige boder som var stillet op, der var vist noget forskelligt dag fra dag.

Tristan havde fundet sig en bod han fandt meget fustrerende. Det var en skydebod, sådan en skyd ænderne når de kommer forbi. Det var første gang han prøvede den bod. Han var iført et par sorte jeans, en hvid t-shirt og en sort efterårsjakke samt et par cowboyblå allstars sko. Bod-ejeren havde allerede givet ham prop geværet som Tristan lige nu stod og sigtede med. Der var 7 ænder han skulle ramme og han havde ikke tænkt sig at misse dem. Det gjorde han heller ikke, efter at have taget sigte tog han 7 skud i træk og ramte dem alle forskellige steder, 3 lige i midten af skiven og resten lidt hist og her. "Imponerende unge herre! Det må give en første premie!" sagde bod-ejeren forbløffet og begyndte at rode lidt med nogle premier. Tristan selv var stærkt utilfreds og han skjulte det ikke, et irreteret udtryk lå på hans ansigt i det han bankede en hånd ned i bodens bord. "Lad mig prøve en gang til!" svarede han irreteret og lagde en 5'er mere på disken. Selvfølgelig havde han et bedre skudøje end normale mennesker, men han var også dusørjæger, en semigod dusørjæger ville kunne ramme alle 7 plet og her var han, missede halvdelen. Bodejeren kiggede forundret, men sagde ikke mere og lage bare et par skud mere på bordet til ham.

Alane stilte sig op af en bod og betragtede de mange mennesker som myldrede ned af den lille sidegade. Hun sukkede stille, havde lidt håbet på at der ikke var så mange mennesker her som der var de andre steder men hvad havde hun regnet med? Det var trods alt et tivoli. Der var altid mange mennesker, lige bortset far når det regnede fordi så kørte de fleste forlystelser ikke. Hun kunne høre noget skyde i det fjerne, sikkert fra en af boderne, det ville være typisk. Roligt gik hun mod den bod hvor der stod en und mand foran og skød. Hun lagde godt mærke til at han skød bedre end de fleste mennesker, dog kunne hun også godt lugte at han var et menensker. Han var sikkert en dusør jæger. Men de plejede ikke at være så skræmmende, den sidste hun stødte ind i hjalp hende faktisk, men nu virkede Alane jo også til at være et menneske og ikke en varulv. Hun så på den forvirrede bod ejer efter menneskets udbrud. "Lad mig lige prøve engang". Hun smilte stille og tog imod skuddende hun fik og sigtede så. Hun fik skudt de seks skud af og ramte 5 ud af 6 i midten. Nu havde hun også skudt med buge i meget lang tid. Venligt afslog hun præmien da bodejeren ville finde en. Hun så kort på mennesket og lagde så geværet på bordet.

Tristan skulle lige til at tage imod skudene da en pige hapsede dem og geværet. Han kiggede forvirret hen på hende. Hun var omkring hans egen alder og bar en sort/rød kjole. "Hversko.." tilbød han og kiggede lidt inden hans ansigt gled over i en 'WHAAAAAT!?' agtig grimasse, hvordan kunne han blive besejret af en pige!? "Lad mig prøve igen!" sagde han med det samme til bods-ejeren der begyndte at blive lidt skræmt. Han tog imod skudene og ladte hurtigt og vendt geværet inden han sigtede igen. Et kort sekund og skudene kunne høres igen. Det var bedre end sidst, men han missede stadig to. "HVordan?" udbrød han med et besejret udtryk og lagde så geværet fra sig.
Håbløs, håbløs, det var lige hvad han var som dusørjæger, men hvorfor var pigen så god til at skyde, var hun også dusørjæger.. Naaa, så vidt han vidste var det få der valgte at blive det i hans alder, det var kun på grund af familien han havde gjort det.

Hun smilte til ham og tog imod geværet, det var nemt for hende dog var hun ikke helt tilfreds, hun kunne sagtens have ramt den sidste men gad bare ikke tage sig sammen til det. Hun kunne ikke lade være med at grine lidt da hun så hans ansigts udtryk. "Ej undskyld... Det var bare du lavede sådan en sjov grimasse". Et suk forlod hendes læber da han tydeligvis ikke kunne tage at blive slået af en pige. Sådan var de fleste drenge og det var godt irriterende. Hun så på mens han skød og resultatet blev ligesom sidst. Hun så kort på ham, "Bedre held næste gang": Hun smilte svagt og fortsatte så ned af den lille gyde hvor boderne var. Hun så op mod himmelen og kunne mærke en regndråbe lande på hendes næsetip, smilet på hendes læber blev bare større af den grund. Hun elskede regn, også selvom hun havde bare tæer. Nej Alane var ikke nogen dusør jæger, hun elskede bare at skyde med bue og pil og et par enkelte gange havde hun prøvet med gevær og den slags men hun kunne nu bedre lide buen og pilene.

Tristan sukkede ved hendes kommentar, han havde det talent for at for sjove grimasser, virkelig. Men det var bare virkelig fustrerende at være dusørjæger også være elendig, især med alt den press der lå på ham. "Tak.." mumlede han af hende 'bedre held næste gang'. Han havde egentlig ikke tænkt sig at prøve igen, det ville bare fustrer ham yderliger. Istedet vendte han hovedet imod hende igen og skulle lige til at sige noget, men hun var væk, gået videre ned af bod-gaden. "Hey vent!" udbrød han og tog et par hastige skridt for at komme op på siden af hende. "Hvordan er du blevet så god?" spurgte han så, måske kunne det give ham nogen ideer til at blive bedre. Regn kunne mærkes rundt omkring på kroppen og Tristan kigged eop imod den mørke himmel, regn var ikke lige ham og han sukkede diskret.

Man kunne vel sige at Alane var en rigtig vandhund. Hun elskede alt hvad der havde med vand at gøre, det var bare så dejligt og beroligende. Hun havde altid elsket det, lige siden hun var helt lille. "Så lidt". Hun så kort tilbage på ham da hun gik, hun kunne godt regne ud han ikke ville prøve igen da det åbenbart frustrerede ham så meget. Hun så igen frem og nød de våde fliser under hendes fødder. Hun nød den delige kølige fornemmelse af regnen mod hendes krop. Det var virkelig fantastisk. Hun så sig over skulderen da han kaldte efter hende. Hun stoppede kort så han kunne komme op på siden af hende. Hun havde også trænet nærkamp meget længe men aldrig hos nogen, hun havde lært sig selv alt hvad hun kunne. "Tror du jeg fortæller dig det uden overhovedet at kende dit navn?". Hun smilte skævt og forsatte ned af gaden, hun havde ikke tænkt sig at fortælle om sig selv til en hun overhovedet ikke kendte navnet på.

Tristan hev hætten på sin trøje op over hovedet da regnen blev værre, han var nok mere til solen og en let brise håret, som på film. Regnen fik hans tøj til at klæbe op ad ham og han gøs imens vand dryppede fra hans hætte. "OKey så, jeg er Tristan" svarede han uden at tænke over at han lige gav sit navn til en fuldstændig fremmed, på trods af regnen fik at flashet hende et stort smil. Alt frustrationen var væk, som dug for solen, det var vel bare sådan han var, altid nem at gøre glad igen. "Og du er..?" tilføjede han hurtigt for ligesom at få noget mere i bytte for sit navn, det ville være underligt hvis hun kendte hans navn og ikke omvendt.

Alane smilte stille og så rundt efter et sted hvor der var læ. Hun fik øje på en spejlsal og satte kursen mod den. Hun kunne jo ligeså godt prøve den når hun nu havde betalt penge for at komme herind. Hun så på ham og pegede mod spejsalen, "Vi kan søge læ der hvis det er". Hun stoppede kort op og tog hans hånd og gav den et klem. "Hyggeligt at møde dig Tristan." Efter det slap hun hans hånd igen og gik videre. Hendes hånd havde været varm og silkeblød. Hun så på ham og lagde mærke til at han ikke så særlig frustreret ud mere, det var da en god ting. "Jeg er Alane". Hun smilede stille og gik over til spejsalen og gik roligt ind men stoppede lige indenfor for at se om han fulgte efter hende.

Tristan havde forlængst fulgt Alanes eksempel og havde bevæget sig imod spejlsalen. Regnen gjorde ham mere end villig til at søge ly. Han stoppede hurtigt op da hun også gjorde og gav hende et imødekommende smil. "Hyggeligt at møde dig Alane" svarede han og mærkede hvordan hendes hånd var overraskende varm hvorefter kom selv hen til spejlsalen. Derinde kunne man allerede spejle sig selv fra indgangen af. "Vil du ikke godt fortælle mig hvordan du er blvet så god til at skyde?" fortsatte han ihærdigt og tog et par skridt forbi hende og ind i salen.

Alane smilede skævt og bevægede sig længere ind i salen, hun havde ikke noget imod at fortælle ham det. Der var ikke nogen hemmelig teknik eller noget i den stil. Hun havde bare trænet og øvet lige siden hun kunne holde en bue og pil. "Jeg har trænet siden jeg var meget lille. Dog plejer jeg kun at skyde med bue og pil. Men det kræver meget mere præsition at kunne ramme sit mål korrekt med en pil end med en pistol." Hun så tilbage på ham med et smil. Roligt satte hun sig ned på gulvet i midt i spejlsalen, tog fat om sit hår og vred det. Hun var ikke bange ofr ham bare fordi han var en dusørjæger. Hun så på ham og klappede gulvet foran hende. "Kom og sæt dig, jeg bider ikke.... I hvert fald ikke ret meget" Hun smilte skævt til ham og kom med et lille grin efter det. Hun ville ikke være bange for at fortælle ham hvad hun var, hun havde aldrig gjort nogen fortræd som ikke havde fortjent det. Desuden spiste hun ikke folk eftersom hun var vegetar.

Tristan fulgte med solide skridt efter imens han kiggede rundt på sine mange spejlbilleder der stirrede tilbage, det gjorde ham lidt utryk. At fx kæmpe i en sådanne sal ville være helvede, ikke at han troede han ville komme til det.
"Ha, gid det med træning kom så nemt for mig, jeg har trænet siden jeg blev født" røg det ud af ham og orkede ikke at holde frustrationen tilbage, selvom den heldigvis kom ud med et skævt smil pålæben. Han fulgte Alanes eksempel og satte sig ned på den blanke spejloverflade og rystede hovedet som en hund. "Org, hvor jeg hader regn.." beklagede han og rodede med begge hænder i det pang farvede orange hår der nu strittede ud til alle sider.

Alane sad på gulvet og så op på ham, han virkede nu ikke til at være en speciel farlig dusørjæger.
Hun ville ikke være bange ofr at afslørre hvad hun var omkring ham, han virkede ikke som en særlig dygtig en eller også nedgjorde han bare sig selv, det kunne hun jo ikke vide. "Du har måske ikke brugt de rigtige teknikker eller fundet det rigtige våben for dig endnu?" Hun smilte stille og så på ham da han satte sig ned foran hende. Hun dukkede sig hurtigt da han rystede sig for ikke at blive ramt, hun havde tydeligvis hurtigere reflekser end et menneske men hun håbede på at han ikke opdagede det. "Hvordan kan du hade regn, det er så fantastisk". Hun så kort på ham med et smil inden hendes mine blev ganske alvorlig. "Tristan.... Du er dusørjæger er du ikke?" Hun så ham direkte i øjnene da hun spurgte ham, hun havde et alvorligt men ikke farligt ansigtsudtryk.

Tristan fnøs lidt.. Han var blevet vejledt i træning hele sit liv med de rigtige teknikker, men det kunne han jo ikke bare sige.. Det rigtige våben skulle han ikke kunne sige, han havde 3 forskellige. Måske lå hans talent bare i at undvige og stikke af, hvem ved.
Han rodede lidt ekstra i håret for at få det værste vand ud inden han lavede en grimasse. "Regn er koldt og vådt og klæbbende og har en forfærdelig lugt" svarede han og grinede lidt, men blev dog hurtigt alvorlig da hun ligefrem spurgte om han var dusørjæger, how did she know? Han slog hurtig ud i et påtaget grin og viftede lidt med hånden. "Dusørjæger? som dem der jagtede forbrydere i det vilde vesten?" svarede han afvigende og håbede lidt hun faldt for den.

Alane blev roligt siddende på gulvet. Mon hun skulle ryste sig også så han fik vand på sig igen. Hun var i et rigtig drillehumør lige nu. Men hun ville heller ikke gøre ham sur eller mere irriteret. Langsomt kom hun på benen igen, hendes fødder blødte en smule og lavede blodrøde aftryk på gulvet men hun tog sig ikke af det, hun var vant til det, hun gik meget i bare fødder så det generede hende ikke. Hun så ned på ham og smilte stille, "Hver sin smag, det skal der også være plads til". Hun gik lidt rundt men forblev i det rum hun og Tristan var i. En kort latter brød frem og hun så tilbage på ham. "Jeg er ikke dum Tristan" Hun smilte stille og så ham i øjnene, "Jeg ved der findes vampyre, varulve og alt det der. Jeg har mødt andre dusørjægere så mig narre du ikke..."

Tristan bemærkede nok lidt for sent at hun havde bare fødder og faktisk blødte på spejlgulvet. "Hey, du bløder jo..?" var det eneste han kunne sige imens han selv fik hoppet sig på benene. Han trådte lidt forsigtigt et skridt tilbage da hun ligefrem grinte af hvad han havde sagt. Denne situation begyndte at blive ubehagelig. "Du siger andre dusørjægere, så er du det ikke selv. Hvad er du?" svarede han nok lidt hårdt tilbage. Var hun bare menneske? Men andre dusørjægere ville da ikke afsløre sådan noget for bare et menneske. Han greb diskret ud efter sin antikke handkannon under jakken, men ikke så hun ville se det.

Alane så på ham, "Det sker ret tit når men går i bare fødder". Hun så ned på sine fødder og satte sig så på gulvet og kiggede under dem, under den ene fod var en ret dyb flænge, hun bed sig i læben. Hvorfor skulle hun også altid være så uheldig. Hun kiggede op på ham og linte virkelig ikke en som ville gøre nogen fortræd. Hendes latter havde været munter og dejlig. "Tristan jeg har aldrig gjordt nogen fortræd og har aldrig tænkt mig at gøre det...." Hun rejste så op og så ham i øjnene. "Hvis du vil skyde mig så skyd mig nu, jeg stopper dig ikke eller forsøger at springe til side." Hun så ham direkte i øjnene mens hun sagde dette. "Er det vigtigste ikke at jeg aldrig har gjordt nogen fortræd, ikke havd jeg er". Hun så væk fra ham og ind i et af spejlene, hun kunne stadig se ham.

Tristan laved een forpint grimasse, det var jo ikke noget han nød at være dusørjæger. "Så du er et væsen.." mumlede han og kiggede den anden vej. Selvom han stadig kunne se hende igennem glasset. "Du er overraskene varm, varulv hvis jeg ikke tager fejl.." fortsatte han og trak sin handkannon ud, men lod den hænge ned lang siden og pejede den ikke imod hende. "Det vigtigste er at du ikke høre til her!" udbrød han lidt irreteret. "Dig og dine væsen venner burde ikke være her.." afsluttede han lidt mumlende og kiggede op på hende igen. Han havde vireklig ikke løst til at skyde hende, hun virkede meget sød og flink, men hvis hans familie vidste at han lod et væsen gå som han havde lige hvor han skulle have det så ville de ikke bare blive skuffede.. Det var nok derfor han var en fiasko, han kunne ikke få sig selv til det. Havde han været en rigtig dusørjæger så havde hun været død nu.

Hun så væk fra ham, hun skulle aldrig have startet det men det var ikke noget at gøre ved det. Hun vendte sig mod ham og gik roligt mod ham, "Ja jeg er en varulv" Hun så ham i øjnene, "Hvis du vil dræbe mig så se at få det overstået!" Hun så arrigt på ham, de var alle de samme. Hun så væk fra ham, det gjorde ondt at få det afvide og bragte en smule tåre frem i hendes øjne. "Du er ikke bedre end mig, du er faktisk være end mig.!". Hun stod lige foran ham, "Jeg er da i det mindste uskyldig, dig du har taget flere liv, jeg har ikke engang være tæt på! Og ved du hvad?! Jeg har ikke selv valgt at være varulv, okay?! Så tag og kkom over dig selv og bliv voksen!". Hun så ham direkte i øjnene og tag fat omkring hans hånd som holdt pistolen og pegede den direkte mod sin brystkasse, lige over hjertet. Hun så ham i øjnene, "Skyd mig, men vid du tager en uskyldig persons liv...".

Tristan trak lidt bagud, men da hun begyndte at tale trådte han frem igen. "Ha! Jeg er da i det mindste ikke et uhyre!" gav han igen i en vred tone. "Du siger jeg skal blive voksen?! Havde jeg været blevet voksen som jeg skulle havde du været død nu! Havde jeg blevet voksen som jeg skulle havde flere væsner været døde nu, men nej, arg hvorfor er jeg sådan en blødsøden nar!" svarede han mest agressivt rette imod sig selv og sin egen fiasko. Sandheden var at han aldrig i sit liv havde gjort det af med nogen, mest fordi at han var en elendig dusørjæger, men osse fordi at når han endelig var i situationen så kunne han bare ikke. En tåbelig blødsøden holdning der bare skulle kvæles virkelig. "Du er ikke uskyldig, det er ingen af jer og alligevel så kan jeg ikke.." mumlede han til sidst og trak sin pistol til sig og lod den hænge i hans arm ned langs siden.

Hun så væk, "Jeg skulle aldrig have snakket med dig Tristan, men nu skal jeg nok gå". Hun så ham i øjnene, tårene var stadig men ikke lige så mærkant. Langsomt slap hun hans hånd og gav derved også slip omkring pistolen. "Det kan godt være du ikke tror på mig, men jeg skammer mig over hvad jeg er, jeg har pint og tæsket mig selv men der er ikke noget jeg kan gøre ved det. Jeg har aldrig nogensinde tænkt på at gøre en anden person fortræd medmindre han gjorde mig fortræd...." Hun så på ham. "Men jeg er jo aldrig god nok uanset hvad jeg gør. Jeg er og bliver en skændsel....." Hun vendte hurtigt om og løb længere ind i spejlsalen, det var ikke meningen hun skulle have sagt det men hun kunne ikke gøre for det. Var det fair at hun skulle straffes for hvad hun var når hun ikke engang ønskede det. Han kunne lige så godt have skudt hende. Ingen ville jo alligevel savne hende, fordi i bund og grund var alle folk ligeglad med hende.

Tristan spærrede lidt øjnene op. Hun havde sagt at hun var en skændsel og hun aldrig var god nok.. Et par flashbacks kørte igennem hans hoved. En lille orange håret dreng var ved at få at vide igen at det ikke var sådan han skulle gøre, at han ikke var god nok til det. Et par skuffede blikke og nogle opgivende suk. Han kunne mærke en tåre begyndte at piple frem i hans ene øje og han rystede hurtigt på hovedet og tørede den væk. Så lagde han pistolen ind under jakken igen og satte efter hende ind i spejlsalen. "Alane vent!" Udbrød han og havde halvt gjort op med sig selv at han nok ikke skulle skyde hende, han ville ikke kunne leve med sig selv hvis han dræbte nogen der minede så meget om ham selv på bunden. "Undskyld, jeg gik for langt, men jeg ved hvordan du har det!" fortsatte han og kiggede rundt, de mange spejle forvirrede ham.

Alane lænte sig op af et af spejlene og trak vejret dybt, nogle af tårene var nu løbet ned af hendes kinder og lavede våde spor. Hun gjorde aldrig noget rigtigt, var aldrig god nog og kunne aldrig tilfredstille en anden person. Hun var forfærdelig. Et hulk forlod hendes læber da nogle tanker kørte igennem hendes hovede. Der havde aldrig været nogen som elskede hende. Fordi de eneste som hun havde lukket så tæt på havde smidt hende ud igen. Den ene lovede han nok skulle være der for hende men hun hørte aldrig fra ham igen, den anden havde hun lukket endnu tættere på men han endte med at være sammen med en anden. Hun var bare aldrig god nok til nogen. Hun hørte godt Tristan kalde men reagerede ikke på det. Hun skubbede sig selv ud fra spejlet og løb videre ind i spejlsalen, hun fulgte pilene i gulvet som viste vejen ud. Hun svarede stadig ikke. Som om han vidste hvordan hun havde det, han var jo bare en arrogant nar som ikke kunne se længere end sin egen næsetip. Hun fandt hurtigt vejen ud og løb nu gennem parken, hendes fødder lavede stadig blodige mærke på jorden.

Tristan måtte konsentrere sig for at komme hurtigt ud. Flere gange løb han ind i et spejl og måtte tage en anden vej, men han fik da fulgt de blodig fodspor ud af spejlsalen og ud af regnen. Hurtigt spænnede han ud igennem regnen og tog sig ikke så meget af det mere. Det var nok godt nok at hun blødte, så var hun nem at følge efter. De fleste mennesker var taget hjem, nok fordi parken var ved at lukke og ingen havde rigtig bemærket at de stadig var der. "Vent nu lidt!" råbte han efter hende og kunne kun lige skimte hende længere ude. "Du føler at du ikke er god nok, at du ikke kan finde ud af noget og folk forlader dig på grund af det" fortsatte han imens han løb. Det var svært at se noget som helst igennem regnen. "Og lige meget hvad du gør, så fucker det op og du for skuffede miner og føler at du might as well burde være et andet sted." Det var nok mest det han selv følte, men hvis hun virkelig var så ensom og ikke god nok, ville hun forstå.

Hun løb hurtigt videre og kravlede så op på af boderne og satte sig der, hun håbede inderligt på at han ikke ville se hende men chancen var ikke særlig stor for at det skete. "Selvom jeg har det sådan er jeg da i det mindste ikke blevet en arrogant følesesløs nar", det kunne godt være at det ikke var sådan Tristan var, det vidste hun ikke men sådan havde han været overfor hende så det var saådn hun opfattede ham. Hun så ned mod ham, "Du har ingen ret til at dømme mig sådan og jeg håber du fortryder hvad du har gjordt". Hun så ned, "Den eneste som faktisk ikke dømte mig eller gjorde noget mod mig har været en dusørjæger" Hun så ned på ham og så ham direkte i øjnene. Hun anede ikke havd hun skulle gøre. Han havde såret hende virkelig meget og fortjente slet ikke en chance mere men hun var jo alt for godhjertet af sig. Hun sprang ned fra bodens tag og lanede foran ham. det kunne godt være at hendes fødder nu blødte endnu mere men hun tog sig ikke rigtig af det. Hun så ham i øjnene. "Er du færdig med at behandle mig som lort selvom du ikke engang kender mig?".