når blodet løber - Chiroptera

sted: midt i byen inde på en gyde
tid: kl 22:00
årstid: begyndelsen på vinter
vejr: overskyet og blæser let
omgivelser: en lang og mørk gyde med intet lys

det var sent på aften det blæste let i den lille mørke gyde den gyde var så mørk at de fleste mennesker ville havde vent om og taget en anden vej og mørket fik gyden til at se uendelig lang ud.

Chiro gik langsomt og trist hen ad gyden. Hun havde sin sorte bikerjakke på med masser af lynlåse, og sine overbæltede bukser på, *GOD(engelsk) mand hvor jeg hader at være alene* hun gik lidt længere skridt igennem gyden, mens hun krydsede armene af bare kulde. "kom så Chi du godt gå hurtigere" hviskede hun til sig selv, og luntede videre hen af den lange, mørke gyde.

"hvor skal en sådan en flot pige som dig hen" spurgte en stemme bag ved hende der var slet ikke på noget tidspunkt været skridt andre end hende's og pludslig tændte en lampe bag ved hende den var slukket før men nu var den tændt.

Chiro stoppede op ,og vente sig upåvirket og roligt om. Hun så på personen der stod i lampens ny tændte skær, han så mørk og følelsesløs ud, hun besvarede følelsesløst til hans spørgsmål: "hjem til mit træ". Hun stod lidt og ventede på reaktion, men vente sig derefter om igen og gik langsomt videre.

han havde sin maske på og havde sort tøj så man kunne ikke se hvordan han så ud "men hvorfor lever en sådan en køn pige som dig i et træ?" spurgte han hende det var jo lidt mærkeligt at hun boede i et træ.

hun stoppede op, vente kun hovedet denne gang, og så lidt sur ud "lang historie" hun gik videre hen til udgangen af gyden, men ligepluselig blev alting sløret for øjnene af hende og hun besvimede på stedet, hun havde ikke fået kød i lang tid og det gjorde hende somregel meget svag og nogle gange besvimede hun af bare mangel på føde. Hun lå nu helt stille på jorden, hendes ansigt så helt fredeligt og lukket ud, og hendes lange blodrøde hår lå ud til alle sider på den kulde aften jord.

han gik hen til hende og tjekkede lige om hun stadig var levende og da han fandt ud af det så tog han hende op og begyndte at tage hende hjem til ham selv fordi han viste at lige nu havde hun brug for mad og det havde han derhjemme.

Chi drømmede at hun sad i et lukket og mørk rum hvor ingen personer var, hun så pluselig en hvid kat og en sort kat komme hen til hende, den hvide kat havde et rødt og et gult øje, og den sorte havde det samme bare omvendt. Den hvide kat satte sig på hendes skød, den kiggede skræmmende på hende, som om den havde skumle bagtanker om at dræbe hende, hun rejste sig hurtigt op og løb så ud i mørket.

da han havde taget hende med hjem til hans store borg tog han hende op i et gæste soveværelse på den øverste etage og lagde hende i sengen og puttede en dyne over hende og gik ud af døren for at hente noget mad til hende.

Chi vågnede med et set! hun kiggede forvirret rundt i det store gæsteværelse *hvor er jeg*tænkte hun forvirret. Hun sad stille i nogle minutter og tænkte over tingene*lad mig se, jeg kan godt huske at jeg mødte den der mærkelige fyr i gyden, og at jeg gik, også blev der ligepluselig sløret, også fik jeg den der mærkelige drøm* hun tænkte og hun tænkte, hun havde sat en knytnæve med sin pande i en tænke position, mens hendes gule øjne så forvirrede og trætte ud. * jeg er helt udmattet* hun holdte position mens hendes ryg var bøjet, så hendes knæ støttede hendes arm.

pludslig bankede det på ved døren til gæste værelset.

hun hørte banken og kom hurtigt ud af sin tænke pisition. "hvem der?!" sagde hun i en usikker tone, hun viste jo ikke om det var ham fyren fra før eller et monster eller noget helt tredje! hun prøvede at smutte ud af sengen, men hun blev pluselig overvældet af smerte i hele kroppen. Hun lagde sig opgivende på ryggen igen.

"det er bare mig" sagde han og han åbnede døren og han havde en tallerken i hånden der havde et låg på og så gik han hen imod hende.

hun så på ham, hun var for træt til at give en reaktion, så hun sagde bare " okay" i et meget træt tonefald, hun blev ligende på sengen, men havde nu mest lyst til at rejse sig op i kamp position. "hvem er du?" spurte hun ham mens hun lagde bagsiden af sin hånd på panden som om hun var syg.

"spørger du om hvem jeg er i person eller spørger du hvem jeg er i race?" spurgte han hende.

"begge dele tror jeg?" sagde hun mens hun så ham i øjnene, selv om det nu var lidt svært pågrund af masken.

hans øjne lyste som små grønne lys de lyste som små stjerner på en skyfri nat "mit navn er sakref morladin og jeg er halv dæmon halv menneske" sagde han til hende og stillede den store tallerken og fjernede låget og fremviste en hel tallerken fyldt med kød og et glas ved siden af fyldt med blod.

Chiro blev lidt overrasket da hun så hans lysende grønne øjne, men det varede nu ikke særlig længe, da han tog låget af tallerkenen. "mange tak... sakref" hun satte sig lidt op, hun så på ham, hun tænkte *hvorfor er han så venlig? hvorfra viste han at jeg havde brug for mad?* tanker fløj igennem hendes hoved.

"det var så lidt men jeg kan se du er et stort spørgsmåls tegn så du har lov til at spørge alle de spørgsmål du vil" sagde han til hende på en blid måde.

Chiro var overrasket over vor blid hans stemme kunne være, "nå men, kan du så sige mig hvad der skete efter jeg besvimede?" der blev stille i rummet, meget stille, hun så ham i de lysende øjne, hun bed sig let i læben, og ventede på svar.

"tja jeg så dig besvime jeg gik hen og da jeg kunne se at du stadig var i live så tog jeg dig med hjem her til for så jeg kan holde øje med dig så du ikke pludslig dør" sagde han med en blid og venlig tone.

"jamen jeg skal jo hjem til mit træ?" sagde Chiro både med en forvirret klang, og forvirrede øjne. hun så på ham igen og igen i øjnene, hun tog en lille A4 formet taske ud af en inderlomme fra hendes jakke, og pakkede en af tingene ud fra den. En guld kuglepen med en gothisk skrift på, "det var min mors, hun døde i det hus lige ved siden af det træ jeg bor i, men jeg blir nu ret trist hvergang jeg kommer hjem til det syn" hendes øjne så lidt triste ud.

"ved du hvad hvis du har lyst så kan du blive her så længe du har lyst til" sagde han blidt og venlig tone "men jeg tror at du gerne vil se mit ansigt har jeg ret?" spurgte han hende da det stadig var lidt mærkeligt at han stadig havde sin maske på.

"mange tak for at jeg må bo her, og ... 'suk' ja jeg vil helst gerne se dit ansigt vis jeg skal bo sammen med dig" hun så på ham med et lille, og forsigtigt smil på læberne, hendes øjne så ikke triste ud mere, men normale og iskolde, men de blev nu mildet lidt med hendes lille smil.

"okay det tænkte jeg nok" han tog sin maske af og afslørede en pænt flot ansigt med flot bleg hud og øjne lyste ikke mere men de var stadig meget grønne og så sendte han hende et blidt smil.