Sikker eller ej? //Zean//

Dag:Mandag.
Dato:23/12
Omgivelser:Sneen, skibende & vandet.
Tid:21.43
Vejr:Det sner og blæser.
Årstid:Vinter.
Sted:Havnen i Werclare.

Det var dagen før en stor begivenhed, og den var meget kold. Alle havnearbejderne havde taget fri tidliger, for at komme væk fra det forfærdelige værd, og hjem til en varm stue, så de kunne hygge sig dagen før juleaften. Men der var alligvel ikke helt affolket(staves?) nede ved havnen, for der stod en lillle spinkel skikkelse og stirrede, ud i den tomme luft uden at blinke én gang. Skikkelsen var en pige, der stod i en lille kort tynd rød kjole, og havde noget sort langt hår som sneen satte sig fast i hendes hår, og glitrede som små stjerne i det. Det lignte ikke hun frøs, men det lignte heller ikke hun havde det varmt. Men hvad lavede sådan en pige dog ude ved havnen på denne tid om aftenen? Og i denne kulde? Hvorfor var der ikke en der var hos hende?

Zean lynede op i jakken mens han gik.
Nu skulle menneskerne til at holde deres jul igen, han sukkede træt, hvad var der specielt ved det? Bare det samme år efter år, måske andre gaver og andre gæster, men ellers bare det samme, gentagelse...
Han sparkede til en sten som røg ud over molen og ned i vandet med et lille blop.
Snefugende lagde sig let over hans jakke og hår, mens han så ud over havnen.
Han bemærkede en anden skikkelse, en pige vist, med en svag duft af vampyr.
Han gik ikke hen til hende, lige nu havde han bare mest lyst til at pine en, plage en... han så ud over vandet i havnen.

Pigen, hed Mijana. Hun var tit alene og gad ikke rigtigt være sammen med andre, fordi der var for mange spørgsmål og alt for meget larm. Hun kunne bedst lide at betragte vand, hgelt alene, og kunne blive meget hidsig hvis en, eller noget forstyrrede hende. Hun var måske smuk, og måske unaturlig, men ville ikke selv indse det.
Mijana syntes at kunne mærke en andens nærvær, og hvem det end var virkede det som en, der ikke ville noget godt. *Åhh nej, ikke en eller anden åndsvag person, der vil et eller andet ubehagligt* Tænkte hun irriteret og bekymret.

Han stoppede op for enden af molen og lukkede øjnene lidt, mens han nød stilheden.
Han vidste han var tæt nok på til at hun ville kunne høre ham vis han sagde noget.
"Hvad laver en vampyr her, helt alene?" spurgte han rolig og uden at afsløre nogle følelser eller noget, af nogen art.
Han ventede bare roligt på hendes svar.

"Jeg kunne spørge dig, om hvad en Demon laver her helt af alene, så sent på aftenen, og enda aftenen før juledag/aften." Svarede hun lidt flabet og irrteret igen, over at han havde afbrudt den stilhed der var ved at opbygge sig i hendes sind. Mijana elskede når der var helt stille, og hun var tæt på vand, vand gav hende menlig en styrke, som var andreledes, end så meget andet. Hun følte sig sikker når hun var ved vand. *Hvorfor skal folk mon afbryde, når man har det rarest?* Tænkte Mijana, lagde hovedet på skrå "klank, klonk" lød det, sådan cirka som.

"Det kunne du" han åbnede øjnene igen og følte bare vreden der pumpede varmt i hans åre, bare ventede på at gøre det, det var bedst til, at pine og plage.
Han vendte sig om mod hende, men afslørede ikke sin vrede over hende flabethed.
han ville helst have folk vist lidt respekt for ham, helst være bange for ham, men det kunne man jo ikke forlange.
Han så på hende, roligt.

Mijana mærkede, hans syn, på sig og vendte sig stille om og så tilbage. Hun så et roligt syn , men alligevel, kunne hun se det ikke var helt roligt, der var noget ved øjnene, der lignte vrede, som om de skød meget små lyn. Mijana havde tit haft let ved at se gennem folk, men denne dreng var sværere, han virkede så kontroleret, som om han kunne styrer sine føelser bedre, end andre. Men Hun havde jo set vreden alligvel. "jamen så spørg jeg, hvad laver en dæmon herude denne aften?" Sagde hun fulstændigt roligt.

"så siger jeg: jeg spurgte før" svarede han roligt og en smule friskt, han tillod sig et lille selvsikkert smil.
hun virkede mystisk og et eller andet sted sikkert også farlig, men de havde jo haft øjenkontakt og den chance havde han ikke spildt.
han lod sit lille spind nå rundt i hendes hoved, de fleste mærkede intet, andre reagerede med vrede og nogen ligefrem agressive.
Men han tog chancen, han ville jo alligevel kunne styre hende.
Han lod som ingen ting og så stadig bare på hende som før.
Hvorfor hun havde reageret så fjendtlig måtte jo næsten være fordi han var dæmon, hvorfor ellers? Eller måske var hun bare sur over for alle.

"Nå men så kommer der vist bare ikke et svar fra nogle af os" svarede hun lige så roligt tilbage. Lidt efter mærkede hun noget presse på i hendes sind, som om ind trængte ind, og kunne styrer hende. Det første hun kunne tænke var at det var ham, hvem eller kunne gøre det, der var jo ingen andre. "Stop det!" halvt råbte det hun lidt små vredt til ham, i håb om hun kunne få sit sind for sig selv. Hvis han ikke stoppede havde hun tænkt sig, at angribe. Aimi vidste aldrig hvordan hun skulle angribe, men lige pludselig, hjalp vandet hende somregelt når det var, det var sket i mange andre situationer.

Han så lidt på hende, det var ikke kun sindet han sneg sig ind på, men også fysisk.
"Hvorfor er du så sur?" spurgte han så
"Jeg kommer roligt gående og prøver at få kontakt og så reagere du som om jeg stod med en kniv og ville slå dig ihjel" sagde han og ignorerede hendes lille forsøg på han skulle lade hende være.
Måske skulle han forvandle sig vis det blev slemt? Han var jo stærkest i sin dæmonform.
Men det ville han se på, som regl nåede folk aldrig at gøre noget.

"Måske fordi man står og har en dejlig fred, og så der en der afbryder. Det glemte du hvist at at regne med." sagde hun roligt, men flabet.
Mijana var ved at sprænges hun kunne ikke klare at have ham inde i hendes hoved, hun vidste ikke hvad hun skulle gøre. Men så pludselig, kom snen op og lavede en mur. En lille mur, der gjorde at de ikke havde øjenkontakt mere, der var bare det Mijana vidste ikke hvordan den var kommet, men hun vidste det var hende.
"hvad skete der" Spurgte hun alligevel tmlig forvirret.

Selv om øjenkontakten var brudt, havde han stadig sit spind i hendes hoved.
Han gik overrasket bagud og så på snemuren.
"Har du glemt at alle ikke kan se hvordan du har det og at du helst vil i fred? At det er mere normalt så at sige man bare vil være i fred?" sagde han og så lidt på sneen mellem dem.
Han var blevet mere nysgerrig og interesseret ind før, vis hun kunne noget så fantastisk, men uden at vide hvordan.
"Du er vampyr, nogen gange har vampyrer sjove evner, lige som andre racer" sagde han

"Hvad taler du om?" Spurgte Mijana forvirret, mens hun var ved at gå til af stress over at han stadig var inde i hendes hoved, selvom hun havde sagt han skulle forsvinde ud af det.
Mijana var til sidst så frustret over at have en ekstra person i sit hoved at hun lagde sig ned på jorden, og lavede små krampe træk, mens sneen begyndte at bygge en tyg kuppel rundt om hende og over hende. "Stop det" Skreg hun halv kvalt af en fform for gråd, "vil du ikke nok stoppe det" tiggede og bad hun.

"Jeg gør jo ikke noget, andet ind sørger for du ikke pludselig angriber mig" sagde han og følte pludselig den rare smag af magt.
Selv om han næsten ikke kunne se hende for sneen.
"du reagerede jo ret surt og fjendtligt" han smilte og stod roligt og kiggede på sneen og hende i kramper.
Han huskede han tit havde bragt folk til vanvid, sindssyge....

Mijanas kramper, stoppedelige så hurtigt de var kommet. "Hvad ville du sige til hvis jeg gik ind i dit hoved og styrede dig? Og måske reagerede jeg fjendtligt fordi det virkede som om du ville gøre nogle ondt, så hvis du nu virkede lidt flinkere, så ville folk måske være flinkere over for dig" Sagde hun bestemt og surt, og følte hun langt om længe havde fået sagt det rigtigt til den dreng.

Det følte han dog ikke.
"Du begyndte...Desuden er du en vampyr, du kan åbenbart bedre mærke andre, for normalt kan folk ikke mærke hvordan man har det" sagde han
"Og jeg føler tit trang til at gøre andre ondt, men uden at gøre det..Eller næsten..." han smilte lidt
"Men i hvert fald er det din egen skyld, jeg havde ingen tanker om at gøre dig ondt, før du reagerede fjendtligt over for mig, og efter alle de år jeg har levet tager jeg ingen chancer, først da jeg fandt ud af hvor fjendtlig du var, lod jeg mit spinde brede sig i dit hoved, ikke før" Det eneste han ville frem til var at det var hendes egen skyld.

"MIN SKYLD" råbte hun det lige ind i hovedet på ham "Og så fjendteligt reagerede jeg heller ikke, det er bare dig der overdriver" sagde mere surt end før. Mijana var meget sur nu, over at han hele tiden skulle sætte hende i det dårlige lys, men hun gad ikke sige sanheden om hvorfor hun altid var så sur, det var lidt for personligt.
Mijana havde ikke været særlig social siden hun mistede sin famile, allerede dengang hun var helt lille, og de fleste ignorerede hende bare. Hvis de ikke ignorerede hende spurgte de om så meget, kunne de ikke bare forstå, hun var en ensom person, og at når hun var ved vandet, følte hun en rar fornemmelse i maven af at hun ikke var alene, en plads i hjertet blev udfyldt når hun var nær vand.

"Mig der overdriver? Har du overhoved set på dig selv? Det er dig der råber" knurrede han, han kunne slet ikke se hvorfor hun skulle reagere sådan, hvorfor hun absolut skulle være den der havde ret, den der var alene og den man skulle have ondt af og derfor give hende sin vilje.
"du er jo spild af tid!" sagde han
"du kan, lige som så mange andre, kun se det dit hoved har bild dig ind, vis andre så siger noget, så er det forkert...En der er så firkanten kan jeg ikke holde ud" han begyndte at gå, gik forbi hende og videre, mens han forlod hendes hoved.
Eller han lod lidt være, bare for den sags skyld vis hun ville angribe, men ikke noget hun burde mærke.

"Firkantet, har du overvejet det ikke er alle der er lige sociale" sagde hun med et lidt mere trist men stadig sur stemme, det var jo ikke hendes skyld, der ikke var så mange der gad hende, og når de så endelig ville så var det mens hun lige havde brug for at være alene. "Tak fordi du lige skulle ødelægge denne dag, hvor jeg havde haft en okay en før jeg mødte dig" mumlede hun halv kvalt i gråd. Måske havde hun været sur, måske kunne hun godt havde været flinkere, men det var svært når en trængte sig ind i hovedet.
Mijana stod nu og kiggede ud på vandet i havnen, med små tårer trillende ned af kinden, men prøvede ind til flere gange at tører dem væk med hidsige bevægelser. *Jeg vil ikke græde, der er ikke noget at græde over.* Tænkte hun vredt over sine tårer.

"Så lidt, mener dog stadig det var din egen skyld" svarede han kort, men vidste ikke om hun hørte ham eller ej.
Han sukkede.
Det var en af grundene til han hade denne tid, ikke julen, men tiden, en moderne tid hvor folk var blevet så egoistiske.
Selvfølgelig var han også selv blevet det.
Men bare det man siger noget til nogen, uden at have andet i tankerne ind at snakke, så får man bidt hoved af og af vide at det var ens egen skyld.
Sikke en verden, han glædede sig til den dag det hele forhåbentlig ville blive bedre.

Det var ikke meningen han skulle have have hørt det hun sagde til sidst, men det kunne jo ikke gøres om. "Okay så, undskyld fordi jeg er sur, det er bare dagen der gør det." sagde hun med et suk, og håpede egentlig inderst inde, at han ville komme tilbage for at tale med hende. Mijana havde det med at være små sur på nogle af dem hun allerhelst gerne ville komme i kontakt med, men som det ikke vil undre mange gik det altid galt, og nogle ganga gik det så galt, at de andre folk endte med at slå, og sparke hende.

Han sukkede lidt og stoppede op.
Nogen gange irriterede den lille stemme indeni ham, den skulle altid tro den kunne komme med de bedste råd og være så klog.
"Okay..." sagde han
"...Så er det vel her jeg skal stoppe op og sige undskyld også?" sagde han, men der var ikke krig i hans stemme denne gang.

"Det kunne du jo" sagde Mijana forsigtigt, for hun gad ikke skændes med ham igen, første gang var nok. Hun var mere forsigtig nu, og sørgede for ikke at kigge ham i øjnene, hun ville helst have sine tanker og sit sind for sig selv. *bare nu han bliver og snakker med mig* tænkte hun ivrigt for hun ville helst ikke være alene, nu hvor hun aligevel, var blevet afbrudt i sin meditation(staves) henne ved vandet. for hun syntes der virkede rare når der var en så.

Han grinte lidt
"Jeg bliver selv hurtigt sur" sagde han
"En ting dæmoner vist skulle have nemt ved?" han vendte sig om mod hende og gik lidt hen mod hende, dog ikke helt.
"Jeg er Zean" sagde han så, et sted måtte de jo starte vis de skulle tale lidt sammen, og da der var den tid på året hvor man normalt følte sig mest ensom, var det rart nok at tale med en.

"Zean, hmm kan godt lide det navn" sagde hun lidt stille og genert, men glad for at han gad at tale med hende, så hun ikke skulle føle sig ensom."Jeg hedder Mijana Aimi, men bare kald mig en af navnene." Sagde hun med en lidt munter og latte fuld stemme. "Men vi fandt egentlig aldig ud af hvorfor vi var her" sagde hun nu med en alvorlig men stadig latterfuld stemme.