Sikker eller ej? //Zean//

Da Mijana havde fået tøjet på gik hun stille ud af bade værelset, uden at lave den mindste lyd, for hun ville gerne se hvad han lavede uden han bemærkede hende.
De fleste ville nok sige at Mijana ikke var helt nomal, men det var hun jo heller ikke. Før hun var blevet vampyr havde hun mange venner(hvis man kunne kalde dem det)Men selv som vampyr var Mijana anderledes, for de fleste blev ikke forfanlet sådan uden troede hun. Men havde Mijana overhovedet ret i det?
Nu lænede Mijana sig så meget frem for at se hvad Zean lavede at hun til. sidst fik overbalance oog faldt så bump ned på maven.

Han vendte sig overrasket om og så hende ligge på maven midt på gulvet, han havde ikke hørt hende komme.
Han grinte kærligt og gik hen til hende og hjalp hende op
"Er du okay?" Hans grin var ikke ment ondt på nogen måde, faktisk var det længe siden han havde grinet på den måde, det forvirrede ham lidt.
"Jeg synes du skal snuppe en dyne fra sengen så du kan få varmen, men du bestemmer selv, kan jeg ellers byde en vampyr noget?" smilte han og han virkede mere livlig.
Han hældte det varme vand i en lille kande med te og ventede på det trak så han kunne få sig ldit te.
Han satte et krus på bordet sammen med kanden og så på hende.

"Ja" Små grinte Mijana selv da hun tænkte på denne komiske situation og hørte hans varme latter. Mijana satte sig op på knæ, mens hun så lidt nærmere på ham og så svarede hun "Det med kulden er ikke så slemt det er jeg så vandt til" og så begyndte hun af en eller anden grund at grine helt vildt igen, fordi hun forstillede sig hvordan det så ud da hun faldt.
Mijana følte sig meget glad, gladere end hun havde gjort i flere 1000 år. Hun vidste egentlig ikke helt hvorfor hun var så glad.

Han så lidt på hende og grint så med.
"Jamen dog, personligt foretrækker jeg varme" svarede han da han endelig holdt pause med at grine...Det hele føltes så...Befriende.
Men det satte også mange tanker i gang og de fleste af dem nægtede han at tænke på! Men han kunne nok ikke holde dem væk for evigt...
Det føltes bare så...godt, som om hun var den helt rigtige at snakke med, lidt som Azair, bare på en anden måde.
På en måde var det rart, en følelse han havde glemt de sidste par mange hundrede år.

"Det gør de fleste jo" Sagde hun og sente et lille tand smil til ham.
Mijana var glad for at have mødt Zean, det var som endelig at have mødt en der heller ikke altid var så munter og elskede jul, en der kunne lide mørke.
*Gad vide hvorfor han egentlig ikke kan lide jul, og gad vide hvorfor han kunne lide stormfulde dage.* tænkte hun lidt for sig selv.
Så sagde Mijana lidt efter"Hvad er det ude i køkkenet du laver?" lidt nysgerrigt og glad.

"Te" svarede han og hældte lidt op i koppen så det kunne køle af
"En ting som kan give mig varmen igen, føler endnu ikke helt varm" sagde han og så på hende, før han satte sig ned på en stol og studerede varmen der fløj op fra koppen.

Mijana lagde hovedet på skrå og så så bare på dampen der steg op fra koppen, hun blev som nærmest besat af det mønster det bevægede sig i.
Mijana sagde nu meget stille" Må jeg måske få sådan en kop te" og smilede lidt mens hun et kort sekund så op, men lidt efter kiggede hun igen på dampen. *den damp ligner lidt store skum bøljer* tænkte hun undrende inde i sig selv og syntes det virkede lidt sjovt, så derfor begyndte hun at smile en del igen.

Han nikkede og rejste sig, han gik ud i køkkenet og tog en kop med ind til hende.
Han satte koppen på bordet og hældte te op til hende
"Selvfølgelig" smilte han og satte sig til rette igen, han tog sin egen kop og smagte forsigtigt på teen, den var dejlig varm og havde en dejlig sød smag selv om der ikke var sukker i.
Han lænede sig tilbage og følte hvordan varmen nærmest spredte sig i hans krop igen, dejligt!

Mijana lagde ikke helt mærke til da Zean rejste sig, da hun bare sad og kiggede på damp mønstret.
Hun forstillede sig at dampen var små bølge ved en strand der slå let ind på breden, men så begyndte de at blive større og større og mens hun sad og tænkte det i sin lille trance begyndte vandet stille at lave små underlige bevægelser der blev som bølgerne i hendes tanker større og større.
Mijana vågnede med et da hun så koppen blev sat foran hende."Ta..Atjuu" Sagde Mijana som blev afbrudt af det pludselige nys.

Han skubbede hurtigt koppen lidt bagud så den ikke væltede i det pludselige nys.
Han grinte lidt og aede hende på ryggen.
"Klare du dig?" han gik over og hev et sort tæppe frem og kom tilbage for at lægge det om hendes skuldre og skubbede koppen hen til hende igen.
"Selv om du elsker kulde har kroppen nok bedst af varme" smilte han

"Heh ja du har nok ret" sagde hun og sendte et lille smil. Mijana tog forsigtigt den varme kop te op i hånden og tog en lille nip tår, mens hun følte en form for varme sprede sig i den ellers altid så kolde krop.
Mijana begyndte nu på en eller anden måde at få det bedre og hun følte sig mere og mere glad. Hun tog endnu et nip af teen, så en tår og til sidst kunne hun drikke det hurtigt. Mens hun drak teen sad hun og tænkte tilbage.

han sad selv og drak af sin te mens han tænkte.
"Tja, nu kan jeg ikke huske hvordan i har det med sollys, den er i vist ikke så gode venner med? Så hvordan kommer du hjem?" spurgte han, ikke fordi han ville af med hende, overhoved ikke, men noget skulle de snakke om og det virkede relevant.

"Tja...jo altså nu er jeg ikke den der har det værst med sollys, så.. jegkan godt gå i det..." sagde hun sådan lidt stille og overvejede om han bragte dette emne på banen fordi han gerne ville slippe af me hende.
"Hvad med sådan en som dig, kan du lide sollys?" spurgte hun lidt tøvende og nippede så til sin te igen. Hun mærkede den varme drik komme ned i halsen, så kikkede hun lige ind i Zeans øjne, med sine egne klare blå øjne.

Han ville ikke af med hende, hun var et behageligt selskab.
Han trak på skuldrene
"Det er lidt med forskel, vis den er for stærk hader jeg den, så er den for varm og skinner for meget så man ikke kan se helt som man vil, fordi den går i øjnene på en, men ellers er den til tider forfriskende og opkvikkende, den bringer godt humør med sig og den er jo vigtigt for mange tings beståen" svarede han

"Hmm... Ja, det har du ret i, men hvorfor tror du at vampyrer ikke kan lide sol og det?" sagde hun med en lille blid stemme, lagde hovedet på skrå og så så igen med sine lyseblå øjne på ham.
Mijana kunne godt lide et eller andet ved Zean, hun vidste bare ikke hvad. Hun kunne også godt lide bare at sidde der og studere, studere hans bevægelser og hans øjne.
Efter bare at have siddet der og kikket på ham i et sykke tid begyndte hun igen forsigtigt at nippe til hendes te. "Hvad er det her for en?" spurgte hun med sin blide stemme, som lød lidt som en sang.

Han smagte selv lidt på sin te.
"En blanding jeg kan lide" svarede han og valgte det med teen først.
Han rejste sig og hentede en lille papirspose med skrift på.
På indholdsfortegnelsen stod der nogle forskelligt ting, bla. skovbær, hypen og hybiskus.
"Ellers sådan lidt blandede te, gerne med ting fra skoven" smilte han og satte sig igen.
"Jeg tror..." sagde han tænkende til hendes andet spørgsmål
"...At når man er vampyr er ens sanser skarpere, det høre man tit om, og så kan det være det er for varmt eller skinner for meget, i solen? Der er jo også noget om at de ligefrem kan dø i solen, men det er vist en gammel myte"

"Mhhm det lyder rart med een skovblanding" sagde hun lidt stille, mens hun overvejede hvor gammel han egentlig var, han var jo dæmon.
"Det med solen ved jeg ikke om er en myte, men jeg har opholdt mig i solen, men må så også indrømme at jeg bedst kan lide sorte og triste ting hvis det om dagen." sagde hun lidt forklarende og gav så slip på teen, lagde hendes hænder midt på bordet og sad lidt i sin egen verden.
Mijana begyndte at tænke på hvordan de andre dæmoner og vampyrer mon var, hun var jo ikke selv sådan en der drak blod, fordi hun ikke kunne lide at dræbe.

Han nikkede lidt.
"Jeg tror det er lidt forskelligt fra vampyr til vampyr" sagde han, han havde jo mødt en der overhoved ikke ville i kontakt med solen.
Hun så ud til at være lidt i sine egne tanker og imens drak han lidt af sin te og lod bare sin hånd ligge dovent ved siden af koppen.
"Hmm, hvad vil du så her op til jul?" spurgte han, det var jo en ting han havde fornemmet de havde til fælles: ikke en ynglingstid.

"Hm... det ved jeg ikke helt, jeg pejer bare at gå rundt og sådan så... Hvad med dig"sagde Mijana, mens hun sagde den sidste del meget ivrig i håb om de måske kunne lave noget sammen.
Mijana undrede sig over hvordan de kunne være så fjentlige over for hinanden som de var da de først mødtes,Zean virkede jo virkelig flink. *Gad vide hvordan Zean har det med mig* tænkte hun nysgerrigt.

Han lod ubevidst fingre glide op og ned af koppen, han mærkede varmen fra teen der gled gennem koppen og ud i hans fingre.
"Tja...Jeg har ingen planer, tror jeg dropper at ødelægge det for en familie, det bliver lidt...ensformigt" sagde han og smilte lidt
"Måske kunne vi finde på noget sammen?" forslog han mens han hurtigt tænkte det igennem, han havde jo endnu ingen andre planer for jul.
Men der var jo Dawn...Hvilket fik han til at tænke på en anden ting. Han håbede ikke dette ville udvikle sig til andet end venskab.

"tja jo det kan vi da godt" sagde Mijana og trak lidt på skuldrene, og ønskede sig bare langt væk herfra. Nu stod hun bare der i tavshed og vidste ikke hvor hun skulle se hen, men endte så med at se på noget vand.
Så snart måneskindet rørte vandet kom hun straks i trrance. "Jeg må gå nu vandet kalder mig hjem" sagde hun med en hel toneløs stemme og begyndte stille at gå hen mod døren og hen ad gaden. Mijana tænkte ikke, hendes krop førte hende bare hen mod havnen.
Da der stod en mand i vejen på vejen skubbede hun ham brutalt væk og gik med stive skridt videre mens hun mumlede "Vand Vand skal ned til vand!"

Han var forvirret over hun bare lige pludselig forandrede sig og og gik...

Da mijana var nede ved havnen hoppede hun bare i vandet, men denne gang sank hun ikke under, hun blev på overfalden. Mijana sad nu på vandoverfladen i skræderstilling og sagde nogle undlige ord. De ord og lyde hun sagde var egentlig et sprog, et sprog som kun vand kunne forstå. Vandet fortalte hende om alle de krige og alle de smukke ting der skete rundt om i verden lige nu.