Sikker eller ej? //Zean//

Han grinte lidt og valgt at slippe hendes hoved helt.
han gik hen ved siden at hende og så ud over vandet
"Jeg prøvede bare at få lidt luft for mine tanker" sagde han
"At gå og slappe lidt af" han så på hende som tegn til det var hendes tur.

Hun så godt han ventede et svar, og håbede at han vile tro på det hun sagde. "Mig jeg snakkede, på en måde med vandet, og på en anden måde var hjemme" sagde hun lidt stille, og sendte et usikkert smil, og håbede nu endnu mere at han ikke ville tro at hun var en skør forvirret pige, som var stukket af fra et eller andet sygehus, som de fleste andre havde gjot. Nogle havde enda gået så vidt som, at ringe til politiet. Når en havde ringet til politiet, var hun stukket af i en underlig hurtig fart, og somregelt endt ude i en skov, eller på en mark.

"Okay" smilte han og så ud over vandet
"Det er også dejligt beroligne..." han havde altid respekteret vandet og på en måde var han også lidt bange for det, ikke sådan rigtig bange for det, men mere for dets kraft.
Han undrede sig ikke så meget over det, folk kunne jo forskellige ting, så det var forskellige ting der gav mening for dem.

Hun var glad for at han ikke begyndte at spørge om hun var sindsyg, men havde det på den samme måde. Det var nemlig meget sjældent Mijana mødte en som hende selv, så hun var glad for at være i selskab med Zean "Hvordan blev du egentlig dæmon?" spurgte hun lidt nysgerrigt, men følte sig små dum, hun vidste bare ikke så meget om væsner, hun vidste faktisk enda ikke engang så meget om vampyrer selvom hun selv var en.

Han grinte lidt
"Man fødes dæmon, så jeg er født dæmon, for 850 år siden" svarede han og så på hende
"Hvordan blev du vampyr?"

"Der var en mand, der blev og overnattede hos os, jeg hørte en masselarm midt om natten, og gik ud for at se hvad der var sket. Da jeg kom ud af mit værelse, så jeg min familie ligge med blod ud fra halsen, Manden kom ud fra en skygge og bed mig, og så vågnede jeg en tidlig aften, og kunne ikke huske meget." Fortalte hun med en trist stemme.

"Okay" svarede han og så lidt på hende
"Du virker ikke helt som om du selv er klar over du er vampyr? Et stærkt væsen der drikker blod og har nogle evner, som alle os andre?" sagde han
"Det kan gå ret galt vis du ikke lære dine evner at kende, du kan skade nogle du ikke vil...Eller andre ting" sagde han, han huskede de første par gange hvor han ikke havde kendt sin evne...
Han sukkede stille.

"Hvordan kan det, være farligt at lave mure ud af sne, eller vand?" spurgte Mijana udrende.
Mijana glemte at regne de andre gange med, hvor at hun var kommet op at skændes med en, og personen ville så slå hende. Lige da personen var ved at slå hende kom der noget vand til undsætning, og huggede hånnden af.
"Er der noget der plager dig?" spurgte Hun da hun kunne se på hans øjne at der var noget ved dem der virkede lidt anderledes, end før.

"Der kan ske mange ting, og jeg tror du måske bare ikke helt tænker dig om eller med vilje glemmer dem" sagde han og så på hende.
Han smilte lidt
"Nej da, jeg har det fint"

"Det vidste jeg, ikke." sagde Mijana lidt flovt, over sin uvidenhed. Hun var bare ikke så klog, omkring alle de der evner og væsner.
Hun begyndte, at kede sig lidt, og stod lidt og sparkede en sten frem og tilbage, mens hun tænkte på, hvad de folk dr var hjemme mon sad og lavede lige nu.

"Jeg vil tro din evne har noget med vand at gøre" smilte han, måske var han langsom om at indse det, måske ikke, han var ligeglad.
"Sneen beskyttede dig, du har det bedst ved vandet" sagde han, for at bekræfte sin egen tanke.
"Så du er stærk, du har en god og stærk evne" han så hun kede sig lidt og kunne ikke lade være at smile af det.

" På en måde giver det mening, men hvordan fandt du ud af din evne?" Spurgte Mijana lidt henkastet og ukoncetreret, mens hun legede videre med den lille sten.
Den lille sten som mijana lege med, var blevet en anelse større, fordi der var nået sne der havde sat sig fast efter den var trillet frem og tilbage så mange gange.

"Jeg både næsten selv opdagede den og fik hjælp af en der kendte til det, han lærte mig at styre den" sagde han
"Han vidste nok ikke han lige havde hjulpet mange mennesker igennem årene til smerte og vanvid" han grinte lidt og så på hende
"Du har jo selv haft en lille forsmag på det"

"Ja, tak det behøvede du ikke lige minde mig om" Små grinte hun med en lille forsigtig latter.
"Gud hvor jeg hader tider som jul" fløj det lige pludselig ud af hendes mund, uden det var meningen. *hva vil han nu tænke, nå det kan sku være ligemeget* tænkte hun lidt træt og forvirret.

Han så lidt på hende, han vidste at selv mellem mennesker var der nogen der ikke brød sig om jul, indten begrund af religion eller fordi der var sket noget i deres liv, hvorfor havde hende her den mening? Var der sket noget for hende? Måske var hun bare en af de få der ikke kunne lide jul? Eller var det fordi hun var alene?
Han sukkede lidt og nikkede
"Jaa, julen skal bare overstås" gav han hende ret
"Alt for meget skinnende stads, alt for meget: ihhh hvor har vi det godt" hvert år havde han valgt en familie der havde det godt og ødelagt deres jul og ødelagt dem, hvorfor skulle han ikke også have sjovt til jul?
Han smilte ved mindet.

"Giver dig helt ret" sagde hun med en henkastet stemme fordi hun var ved at få en af de trancer hun fik tit når hun var ved vandet.
"Livet er et liv som man har til låns, alle skal dø, selv de udødelige" sagde hun med en uhyggelig stemme, som lød som om det kom fra en andens hjerne.
"og hvis du ikke tror du dør så tager du fejl" sagde hun igen. Var det vandet der fortalte hende det? blev hun mon et med vandet? Hvad skete der egentlig med Mijana?
"Du kan gøre meget ud af livet og du kan gøre lidt ud af livet. Men husk det er vigtigt at elske, hvis du ikke elsker andre er du ikke elsket og det kan ødelægge dig" fortsatte hun, og lidt efter gik hun hen til havne kanten og hoppede i vandet. Mijana lod sig stille bare synke til bunds.

Asocialt bare at hoppe i vandet.
Han ville i hvert fald ikke følge efter.
Han vidste godt han skulle dø, men han vidste også der ville gå længe endnu og at der ikke var længe til han nåede sin 1000 års fødselsdag.
Elske? Det havde aldrig været ham, og vis det endelig var, så den person han holdt af ville bare bruge ham, svigte ham...Jep, han skulle helt sikkert ikke have noget med det at `elske` at gøre igen, og det havde ikke ødelagt ham, men gjort ham stærk.

Da Mijana ramte bunden vågned hun fra trancen og havde store problemer da hun ikke kunne svømme. "Hjælp!" råbte hun, men det blev bare til en masse bobler.
Hvad var der sket, og hvorfor var det sket. Mijana mærkede nu at hendes lunger skreg mere og mere efter luft. "Hjælp" kom det mystisk vis op til offladen som en lille hvisken, men det kom op. Mijana mærkede nu at synet begyndte at svigte, det blev sort i små øjeblikke og så var der farve, men det varede ikke længe før det blev helt sort.

Han så roligt ud over vandet da han opfangede et svagt `hjælp` det blev nærmest hvisket til ham og det kom fra vandet.
Han så ned i vandet og forstod det først ikke, hun burde jo kunne opholde sig i vandet vis det var hendes evne? Eller.... Han sukkede lidt og hev sin jakke og T-shirt af, så han i det mindste havde noget varmt at komme tilbage til.
Han smed sine sko og mobil i bunken og sprang let i vandet med hoved først.
Vandets kulde overraskede ham og lammede ham i et øjeblik.
Han kunne straks mærke han var i et element som han ikke rigtig kunne lide, men han begyndte at svømme ned efter og nåede hurtigt bunden.
Han så at hun var ved at drukne, greb fat om hende og hev hende med op af, mens hans kunne selv kunne mærke manglen på luft, det var længe siden han sidst havde svømmet og derfor var han lidt ude af træning.
Endelig kom han op til overfladen hvor han trak vejret dybt ind sammen med noget vand.
Han holdt hosten tilbage og hev mijana med op af en trappe der var ved molen, sikkert vis små både lagde til.
Han hostede først da hun lå ved siden af ham på molen, mens det kolde vejr straks kølede ham mere af.
Han kunne høre sit eget hjerte slå, sin egen puls, tit et signal til at det var ved at blive for koldt.
Han skubbede hende om på siden og bankede hende hårdt i ryggen mens han klemte hende om maven og opad for at få evt. vand ud af lungerne på hende.

Mijana mærkede mørket og kulden omsluttede hende, og syntes det var meget uhyggeligt, men også så rart at hun bare ville blive, for at dø.
Hun mærkede lige pludselig en hive fat i hende og trække hende op på land, og oppe på land lavede personen lige pludselig et eller andet underligt.
Mijana spruttede med vand ud ad munden mens hun hostede, hun åbnede forsigtigt øjnene og så op på himlen. "Hvad sket der? hvor er jeg? Hvorfor er jeg våd?" spurgte hun forvirret, da hun så drengen der lå på jorden, hun havde en svag erindring om drengen, men var ikke helt sikker på om hun kendte ham.
Mijana var på en måde meget forvirret og på en anden måde bare så træt at hun ønskede at ligge i en blød seng og sove, uden den mindste forstyrring, selvom hun ikke troede det var muligt at det kunne ske.

Han hev vejret dybt et par gange, hev sin jakke hen til dem, satte sig sammen med hende og lagde jakken om dem.
"Du gik i vandet og kunne å-åbenbart ikke komme op igen" han anstrengte sig for at snakke rent, selv om hans tænder klaprede, vand og kulde, så havde man nærmest vundet over ham, han elskede når det var tørt og varm... Men det var der vel mange der gjorde?
Han så på hende, hendes læber var helt blå.
"Er du okay?"

"J-jeg tror det går okay, m-men hvad med dig?"sagde hun med sine klaprende tænder og de blå læber. Mijana var meget taknemlig for den lille del af jakken som dækkede hende, men hun følte sig stadig meget kold. "Okay det forstår jeg ikke, gik jeg bare sådan ned i vandet?" sagde hun efter et stykke tid med en lettere forvirret stemme, lidt efter hun havde sagt det fik hun et hosteanfald de gjorde at hun til sidst næsten ingen stemme havde, og hun kunne knap trække vejret mere, så slemt var hoste anfaldet.

Han klappede hende beroligne på skulderen og så sig kort omkring.
"Ja" svarede han kort, pludselig rejste han sig, men lod jakke være omkring hende, han gik over og tog sine sko på og sin mobil for så at vende tilbage til hende, han lagde mobilen i en lomme i jakken og hev hende op og stå med jakken.
Så lagde han en af hendes arme omkring sin nakke og en arm om livet på hende og hev hende med sig.
De gik af sted sådan i lidt tid før de kom til nogle etage rækkehuse, Zean gik næsten hen for enden og låste dem ind i sin lejlighed.
Han tog sjældent nogen med sig, men hun havde simpelthen brug for varme.
Han lukkede døren og gik ind i stuen, lejligheden var lille, det foretrak han, og derfor bestod den kun af stue, køkken, entre og toilet.
I stuen var der en dobbeltseng med rødt silke betræk og meget bløde dyner, puder og madrasser, ellers var der et sort tæppe på gulvet, sorte gardiner og en lille bogreol med nogle bøger, på væggen hang to sværd over kors og ellers var der et bord med nogle stole.
Han slap hende først ved gulvet, han tog noget af hendes våde tøj af,selvfølgelig ikke det hele, bare lige det værste og viste hende toilettet mens han hev en T-shirt frem og nogle lette bukser.
"Gå ud og skift til det her, det bliver du nød til vis du ikke vil have jeg hiver alt tøjet af dig, det er vigtigt du får tørt tøj på" sagde han bestemt og kastede tøjet til hende.

Mijana mærkede drengen zean løfte hende op at stå for derefter at støtte hende så de kunne gå, men hvorhen de skulle gå vidste Mijana endnu ikke.
Mijana så alle de lejligheds blokke de gik forbi endtil de nåede en langt henne ad vejen. de gik op ad trapperne han låste døren op og da de kom ind gav han slip, så der ikke var mere støtte og det fik Mijana til at kolapse ned på gulvet, mens hun med sløret syn så det mørke røm med det kønne tæppe på gulvet og alle de pæne møbler. Lidt efter så hun ham komme tilbage, hvor han hev det mest våde af hendes tøj af. Mijana rejste sig klaprende op bagefter og greb det tøj han katede hen til hende " det skal jeg nok, og tak" sagde hun med en lille svag stemme mens hun gik ud på det der måtte være bade værelset, men hun hav sin top, og sine korte leggins af for derefter at tage jokking bukserne og t-shirten på.

Han ventede til hun kom tilbage og lettede lidt på gardinet for at se udenfor, sneen var begyndt at falde stille og roligt fra en mørk himmel, der var kun få lys få steder, de fleste var nok gået til ro på dette tidspunkt.
Han lod gardinet glide på plads og gik ud til køkkenet der var åben til stuen og satte noget vand over til te, han trængte i hvert fald til noget varmt.
Mens hun ellers var p åtoilettet skiftede han selv hurtigt tøj og mærkede straks varmen der spredte sig rundt om i kroppen, han smed det våde i en bunke i hjørnet, det kunne han tage sig af bagefter.
Med et håndklæde gned han sit hår lidt mere tørt og gik så ud og ventede på vandet ville koge.