Gravstenen er ikke en ting men et symbol.

Sted:kirkegården
Vejr:Sommerlun aften men mørkt.
Tid: 20.32
Årstid:sommer
Dag:Søndag
Dato: Juli 21


Donnie stod med en rose i hånden foran en gravsten.
Han stod rang som en soldat der adlød order, han kiggede på den marmor gravsten som var foran han, imens en tåre kom ned fra hans kind, den dryppede ned på jorden imens han så stift på gravstenen hvor der stod, "her viler Mema, elsket person og mor".
Han bøjede sig ned og rørte den, der efter lagde han rosen ved siden at stenen, og rejste sig op igen og kiggede på den.

Valencia kom gående op af kirkegårdens sti, hun havde en lang sort kjole på og hår der var sat op i en hestehale, hun gik med lydløse skridt og fik så øje på donnie, hun tænkte lidt og stoppede en smule op, hun vidste ikke om hun skulle gå hen til ham eller bare lade ham være.

Donnie nikkede til gravstenen og så så op på kirken, "Tja hvis du ikke kunne tag mig så skulle det jo være hende ikke gud" sagde han med en Metallisk stemme.
Han følte et nervær og kiggede sig så tilbage og så Valencia.

Valencia så på ham og gik et skridt tilbage og skulle til at gå igen, Hun følte det upassende at hun stod her og kiggede, Hun bed sig lidt i læben og vendte sig om og begyndte at gå * Jeg burde være gået fra starten ..*

"Hvad laver du her Valencia" lød en stemme, dog kunen det lyde som om det var en tanke og ikke en der talte.

Valencia stoppede stille op og bed sig i læben, Hun vendte sig så forsigtigt om "Øhm, Jeg .. betragter tit kirkegården .. her er så fredeligt" Sagde hun stille og så lidt ned "Men.. Jeg går nu" hun gik et skridt baglænds og skulle igen til at gå.

Han smilede svagt, "du behøver ikke at gå" hans tåre var forlængst væk.
"Jeg stod bare og kiggede lidt" han kiggede så fredfuld som han kunne over på hende.

Valencia stoppede endnu en gang op og vendte sig, hun så hen på ham og smilte svagt " Mh, Okay" Hun gik så op ved siden af ham "Kender du nogen der ligger her?" spurgte hun stille.

Han nikkede roligt uden at se på hende, "Ja det gør jeg desværre" sagde han og kiggede tilbage på den gravsten han havde lagt rosen på.

VAlencia fulgte hans blik og så på gravstenen og læste ".. Det gør mig ondt" sagde hun så stille og så på ham igen.
Hun kendte ikke selv nogen der lå her, men kom her alligevel ofte.

Han trak på skulderne, "den eneste Kvinde der har lidt fordi hun elskede mig" sagde han og kiggede ned på Stenen.

Valencia så på ham med et trist blik men forholdte sig tavst, for hun vidste ikke hvad hun skulle sige.

Han kiggede tilbage på hende med hoved på skrå, "har du nogen her" sagde han og smilede roligt som han gjorder.

Valencia rystede en smule på hovedet "Nej .. " sagde hun stille og så på ham.
Hun var ret glad for at her ikke ¨lå nogen hun kendte, hun synes selv hun havde nok problemmer og ville heller ikke komme til at tænke på en person vær gang hun var på kirkegården.

Han smilede, "Tja, så er det jo afgjort" sagde han og begyndte at gå længere ind på kirkegården.

Valencia så lidt forvirret på ham og gik efter ham "Hvad er afgjort?" sagde hun spørgerende.

Han rystede stille på hoved imens han gik, "Jeg ved det ikke" sagde han tavst.

Valencia så på ham og tænkte lidt, Hun var helt stille og gik med rolige skridt.
Hun sukkede stille og så lidt ned på sine sko, Hun så så lidt på nogle gravsten de gik forbi og strammede sin heste hal.

Han stoppede og kiggede op i himlen, med sine grå øjne.
"Stjernernde har flyttet sig meget siden jeg blev født, Valencia" sagde han helt roligt.

Valencia stoppede forsigtigt op og så op på himlen "Det vil jeg godt tro .. " sagde hun forsigtigt og tænkte lidt.
Hun stod i lidt tid og kiggede på stjernern før hun lod blikket hvile på ham.

Han blev ved med at kigge på stjernernde, "ved du hvad jeg mener med det" sagde han og kiggede så hen på hende men blev overraked over at hun kiggede på ham.

Valencia flyttede ikke blikket og rystede en smule på hovedet og var helt tavs.
Hun tænkte lidt på, at nogen af dem der lå på kirkegården .. var egentlig hendes skyld.

"At jeg stadig kan være som jeg er efter århundreder af skift" sagde han sukkede og kunne ikke lade være med at se på hende fordi hun så på ham.

Valencia nikkede lidt og så stadig på ham "Åh, Okay .. " hun slog så blikket lidt ned og tænkte.
"Tror du .. Nogle af dem der ligger her .. er På g´rund af mig?" sagde hun stille og med sig lidt i læben.

Han nikkede, "Mange af dem i mit hjem land var på grund af mig" sagde han og kiggede så ned på sine fødder og så op på hende igen.