bare en smule ro, tak - Nitaki

Hun kiggede på ham " Okay godt nok, men som en ven ville jeg
gerne betale, vis du altså har lyst til at tage der hen ? " sagde ´hun
og smilede sødt til ham, da han stortset var en af de eneste venner
havde haft siden hun var menneske "Jeg er glad for vi kan være
venner, jeg har nemlig næsten ingen venner og ja de fleste
forsvandt da jeg blev forvandlet" Fortalte hun og kiggede varmt
på ham.

Fellix stod lidt og overvejde hendes tilbud, han ville ikke med ud og drikke, han drak ikke, ikke mere i hvert fald, ikke inu? Han så på hende igen, men han ville heller ikke skuffe hende eller gøre hende sur på nogen måde, han smilte nervøst til hende, "Vi kunne jo følges tilbage til byen og så kunne du tage ud og .. drikker, feste.. og jeg kunen finde mig et godt hotel" sagde han roligt, men tænkte lidt nermer, han havde ikke råd til et godt hotel, men nok mere det blilligste i byen. "Det jeg ked af... jeg ved hvordan du har det" sagde han og så væk, mærkede tårende presse på men holdte dem dog inde for han ville ikke græde og da slet ikke foran andre, ingen skulle se ham så svag.

Nitaki tøvede lidt, da hun kunne se Fellix stod og havde det skidt,
hun kunne selfølgelig blande sig, men alligevel havde hun sine egne
ting hun var ked af så hun ville ikke trænge sig på for Fellix, men
alligevel kunne hun ikke lade vær at være nysgerig.
" Ehmm er du okay? har du det fint?" Spurgte hun nærvøst, prøv at
tænk vis det vat noget med hende? Selvom dt nok ikke havde noget
at gøre med hende " Øhmm Fellix, vi kan godt følges ind til byen" Sagde hun
og smilede roligt til ham...

Fellix så op på hende, nej selvfølige var han ikke okay? Han havde mistet hele sit liv? Hele sin fortid, dermed hele sin fremtid, han var jo fuldt ud fustrede og vidste snart ikke havd han skulle gøre af sig selv mere. "Jeg har det fint.. tak" sagde han roligt og gav hende et tøvende smil. "Okay.. kan du vejen?" spurhte han og begyndte at gå i den retning han troede var den rigtige, han så tilbage på hende og håbede lidt han gik den rigtige vej alt andet ville være pinligt.

Nitaki kiggede roligt på ham " Fellix, det er den vej" sagde hun og
fik en lille later frem " Fellix, jeg kan se på dig at du ikke er i det
bedste humør, hvad er der sket?" spurgte hun igen med en mindre
glad acsang. Hendes nysgerrighed steg hende til hovedet på en måde
var det ikke svært at se på folk når de ikke havde det særlig godt.

Fellix førte en hånd op til hovedet for at slå sig selv med den, han grinte selv af sin dumhed og uvidenhed, men vendte sig dog mod den vej hun mente var den rigtige, han rødmede svagt og begyndte at gå af denne vej nu. "Jeg har det fint" gentog han igen, ikek fordi han ikek ville fortælle hende hvad der var glat med ham, men på en måde ville han helst holde det lidt for sig selv, men selvfølige blev han nød til at sige det på et tidspunkt, der var mange ting der ville komme til ikke at passe helt sammen når hun fx ville sprøge til hans venner, eller skole/arbejde, hvor han kom fra, hvor hans familie var, der var mange sprøgsmål han ikke kunne give svar på.

Hun kiggede på Fellixs rødmende kinder, ej hvor så
det nuttet ud til alle drenge når de rødmede, men det
var sjældent de gjorde det så hun stirrede lidt på ham.
Hendes latter dukkede op og hurtigt holdte hun sig for
munden for hun ville ikke ydmyge sin menneske ven.
Hun følte en skam over det så hun sukkede en smule.
Hendes blik gled på ham da han påstod han var/havde
det fint, men noget gjorde at hun ikke rigtig troede på ham.
" Hvor boede du før hen? " Spurgt ehhun og lod sine ben glide
ud mod asfalten.

Fellix kiggede tilbage på hende og så lidt væk da hans kinder blussede yderliger op af skam. Han lod dog et sødt smil brede sig på sine iskole rosa/lilla læber, inden han gav et fjollet grin fra sig. "Du må ikke se sådan på mig" sagde han og smilte stadig sødt med hovedet drejet væk fra hende i et ynkligt forsøg på at skjule sin rødmen.
Han lyttede roligt til hendes spørgsåm imens smilet igen fortrak sig. Han overvjede lidt om han skulle lyve eller fortælle hende sandheden de havde vel langt vej tilbage til byen, så han kunne vel fortælle hende en del om sig selv og den fortid han ikke havde? Eller skulle han bare holde kæft? Han årbnede endelig munden tøvende "Jeg har intet før.. jeg har kun nu" sagde han, han vidste hun ikke ville forstå det helt men alligvel regne ud at der var noget galt med ham og hans fortid, men han var villig til at forklare hende det.

Nitaki kiggede på ham hun forstod ham ikke rigtigt så
hun gik hen til ham og lagde en hånd på hans højre
skuldre " Fortæl" sagde hun med et sørgende blik.
Hun frygtede lidt at han måske kunne finde på at sige
hun er vampyr til nogen. Vis han gjorde det ville hun
blive nød til at flygte igen.

Fellix rystede på hovedet langsomt "Det er ikke noget at fortælle.. det hele er væk" sagde han håbløst i det, det passede jo også, han kunne ingen gang huske hvordan det var bleven væk selv om han ville ønske han kunne. HAn smilte skævt til hende og lagde lidt mere en nødvendigt mærke til den hånd der var lagt på hans skulder selv om det var venligt ment, men han tænkte jo selt ikke på samme måde som andre nu gjorde.