Brug for en smule fred - Ezekiel

Dato: 30 august
Klokken: 17:51
Omgivelser: Ikke et øje, den øde del af stranden


Devin havde sat sig på en stor sten tæt ved havet. Han havde for en gang skyld sin hætte nede, imens han sad der med lukkede øjne. Det havde været en forvirrende uge med alt for mange nye oplevelser. Han gav et let suk fra sig og åbnede øjnene. Havet så virkelig smukt ud i den blege sol. Der var skyer for himmelen, og skønt han sad på stranden, var vejret koldt. Et lille smil spillede over hans læber, ved tanken om at tage en tur. Det ville være for koldt, men måske kunne det distrahere ham lidt. Desuden følte han sig også for varm, utilpas. I hans tanker så han de mennesker for sig, hvis liv han ikke havde nået at redde.. han skar tænder og så ned i sandet. Det var bagsiden ved at bekæmpe det onde.. når det ikke lykkedes.

Ez kom traskende ned imod stranden med en dejlig stor is i hånden hun gik og slikkede af, hun var iført en lårkort kjole, og en stram top der stoppede midt på hendes yndefulde mavse, For de fleste ville dette se meget luder agtigt ud, men på ez, lignede hun bare en lille pige, der var glad for sin krop, og intet havde at bekymre sig om, hvilket var sandt fra hendes side af, stille stoppede hun op da hun kunne fornemme en i nærheden som ikke var særlig glad, og luskede stille hen imod ham drengen, der sad på en sten og så trist ud, "Hvaaa, så bror mand, hvorfor så trist?"Spurgte hun med et stort muntert smil, og satte sig foran manden, imens hun guffede løs på sin is, med et tilfreds smil, hendes lange blonde hår var sat op i en let knude der fremhævede hendes klare blå øjne, og meget fine kinde ben og fik hende til at ligne en på 17, istedet for 16, hvilket hun var glad for, hun lignede alt for meget en lille pige efter hendes egen mening,

Devin sad stadig og så ud over havet, da han hørte lyden af fødder i sandet. Han løftede hovedet og så på den blonde pige der kom gående imod ham. Han vendte igen blikket mod havet, og ventede til han var alene.. men til sin store overraskelse satte hun sig overfor ham. ”…” han vurderede hende lidt, var ikke sikker på han havde lyst til at snakke. Så gav han et lille suk fra sig. Det var jo ikke hendes skyld, og hun så jo meget sød ud så.. ”hård dag på jobbet” svarede han, uden at fjerne blikket fra de grå bølger med små, hvide skumtoppe.

"Har vi alle ikke det en gang imellem, "Spurgte hun med et lille smil på læberne, og rekte så sin is til ham, så han kunne smage lidt, og måske komme i bedre humør, for hun brød sig ikke om andre var trist på noget tidspunkt, nøj det var sikkert derfor hun altid hjalp de yngre engle fordi de så triste ud, hun rystede kort på hovedet, og fulgte så hans blik ud på havet, og lagde hovedet på skrå, "Vores liv er ligesom vandet, vi flyder op langs sandet, men kan ikke blive liggende, tit er det svært at komme der op, andre gang for let,"Sagde hun så med et lille smil på læberne, det skulle ikke undre hende hvis han ikke så hvad hun mente med det hun havde sagt, pokker tage de gammel dags ordsprog, hun havde stadig ikke vendt sig af med dem, og lød tit som en gammel bedstemor selvom hendes krop kun lignede en på de 16/17 år,

Devin trak på smilebåndet og rystede lidt på hovedet ”nej tak, jeg er ikke sulten” sagde han og så lidt på havet imens hun talte. ”Sandt..” mumlede han og betragtede igen bølgernes bevægelse ”men hvad hvis problemet ikke er at man kæmper for at komme til tops? Hvad nu hvis ens liv er der for at forhindre de store bølger i at knuse de små bølger?.. hvad nu hvis” han rystede lidt på hovedet ”det lyder forvirrende, undskyld.. jeg ved ikke engang hvad jeg selv siger mere..”

"Man kan ikke redde alle,"Sagde ez bare med et smil til ham, og kiggede ud på havet igen og sagde så efter lidt stilhed, "De mindre bølger, kan ikke klare sig selv, derfor må nogle større bølger skuppe dem med op imod stranden, men tit går de tabt, ellers danner de sig sammen med den anden bølge så den bliver større, Det er dog ikke alle bølger der vil være med til det, derfor bliver de knust en efter en, det er naturens gang, ingen kan gøre noget ved det, "så rettede hun atter blikket imod ham, og smilede opmundrende til ham, og slikkede så atter på sin is, hun kunne godt lide folk stolede så meget på hende at de fortalte hende sådanne ting, selvom de sikkert ville havde holdt dem for sig selv, hun havde en sej virkning på folk ifølge hende selv,!

”Folk der omkring os.. folk der imens vi sidder og taler nu” mumlede Devin og så trist på havet. Så vender han blikket imod hende, og smiler skævt. ”Men tak, der er ikke hver dag man møder folk der er så venlig imod fremmede” han rakte sin hånd ud imod hende, og havde fået et varmt udtryk i øjnene ”mit navn er Devin, det er overraskende rart at møde dig”

Ez ryggede lidt tætter på ham, og lagde sin hånd over hans, og lagde hovet på skrå, "Mennesker dør hver dag, det samme med dyr, folk dør tit uden grund, men vi kan intet gøre ved det, livet går sin gang, bare de få mennesker man redder hver dag, er nok til at gøre en til en helt, du skal ikke tage det for givet, alles tid kommer en dag, selv min, og din"Sagde hun med et lille sørgemodigt smil på læberne, hun vidste hvordan det var at se folk død foran en, se folk lide, se nogen miste alt, smerte og atter smerte, men hun ville aldrig kunne gøre noget for at redde alle, hun kunne kun gøre de folk hun kendte, og mødte glade via hendes eget humør, derfor var hun altid glad, og klar til at hjælpe så slikkede hun atter på sin is, og smilede stort til ham, "Ez her, rart at møde dig hr,"Så sendte hun ham et stort og tilfreds smil,

Devin sad lidt og lyttede til hendes ord. Havde han haft et vært andet job, havde han måske ladet sig overbevise. Men det var han ikke. Han smilede sørgmodigt og så ned på hendes hånd. ”Sig mig.. hvad laver du egentlig her ude?” spurgte han og nikkede til den nu næsten mennesketomme strand. ”Du ligner ikke en der skal til at bade, og der er ikke rigtigt nogle mennesker her..” han kiggede nysgerrigt på hende og forsøgte at regne hende ud.

Ez smilede meget hemmeligheds fulgt, "Jeg er bare en dødsengel der er kommet for at tage dig liv måske?, Ej gas, jeg elsker bare at være på stranden når der ingen mennesker er, så er her så stille"Sagde hun med et stort smil på læberne, og tog så sin hånd til sig igen, og lænede sig tilbage, og begyndte igen at guffe sin is i sig, med et stort smil på læberne, og kiggede så op imod himlen, og rystede kort på hovedet, det skulle ikke undre hende hvis det begyndte at regne igen, noget hun ville være ligeglad med, men hun ville nu ikke blive syg for det var aldrig sjovt at være syg, slet ikke når man var en engel, og burde være rask heeele tiden, ifølge hende selv da,

Det gav et lille ryk i Devin da hun sagde dødsengel. Han hørte knapt nok resten af hendes samtale, registrerede svagt da hun nævnte det var for sjov. Han så undersøgende på hende.. kiggede især imod ryggen. Engle havde vinger.. var hun bare et normalt menneske der jokede, eller havde der ligget en skjult trussel under alt den venlighed?

"For den da jeg er ikke farlig !!!!"Udbrød hun hvinende og sprang på bene, da hun lagde mærke til hvor forsigt han faktis blev og studerede hende ryg, det undrede hende dog hvis han kendte til engle, at han ikke allerede have regnet ud hun var en engel, da hendes aura var tydligere at se end menneskes,

Devin så langt fra sikker ud, og bakkede lidt bagud da hun rejste sig. Han så undersøgende på hende, hun virkede alt for.. anderledes. Han havde ikke lagt mærke til det før, fordybet i tanker men nu. Nu virkede tanken om at hun ikke var et almindeligt menneske pludselig meget sandsynlig. Han holdt en god afstand, imens han overvejede sine muligheder..

"Ja jeg er en engel og! Jeg vil ikke gøre dig ondt, typisk jer mennesker, i er bange for selv en flue!"Fnøs hun fornærmet og lagde armende over kors, og stak næsen i vejret for at vise han faktis havde fornærmet hende, og såret hendes føler, hvilket ikke var sødt når hun havde været så sød at sidde ved ham, og snakket med ham om hvad der var galt, og faktis hjælpe ham lidt på hans crapy humør! Så rekte hun tunge til ham, for at vise hun ikke syns det var sjovt han var sådan lige nu,

Devin så forvirret på den tydeligvis meget barnlige engel. Ikke skade mennesker, ja den har jeg hørt før.. tænkte han og overvejede igen situationen ”Så.. har du dræbt et menneske?” spurgte han alvorligt, selvom han selvfølgelig ikke kunne stole på hendes ord hvis hun svarede nej. Denne afslappende strandtur havde udviklet sig til noget helt, helt andet..

Ez blik stivnede da han spurgte hende om det, hun blev helt bleg og tog hånden op til munden, "Jeg ville aldrig skade et menneske... Er det ikke nok med jeg hat set folk dø fra mig igennem 1500 år!?! Jeg ved ikke hvad dit problem er, nok er jeg en engel men jeg er ikke ond!""Skreg hun såret, og lod en tår glide ned af hendes kind, dog snurrede hun blot rundt på hælende og gik op imod byen, imens hun hidsigt tørrede sine øjne, hvad havde hun forventet,? Klar sag han ville kalde hende ondt, når så mange andre af hendes væsner gjorde mennesker, ondt men det betød ikke hun gjorde! Hun gjorde jo sit for at redde dem, og passe på dem.. Self var dette takken,

Devin så forvirret efter den ulykkelige engel, og måtte blinke et par gange for at sikre sig det virkeligt var sket. Han havde aldrig set et andet væsen reagere på den måde.. men hun sagde hun var god, og normalt var engle ikke det han gik efter.. Han tøvende og satte så i løb. ”Vent lige!” råbte han og hælene ind på hende, han greb ud efter hendes arm og fik blidt fat i den ”vent.. to sekunder..”

Ez trak sin arm med det samme til sig, og gloede på ham med rasende og våde øjne, "Hvad vil du nu?! Beskyde mig for at have slået noget du kender ihjel måske! Nok har jeg vinger, og aldrig dør! Men det betyder ikke jeg ikke har følser, og faktis kan føle noget for udskud som dig!"Peb hun halv kvalt i sine egne tåre og tørrede så igen sine øjne og vente ryggen til ham, og overvejde virklig bare at stikke ham en lussing så han kunne lære det, man skulle ikke få hende til at gråde på nogen måde! Det var der jo heller ingen der havde gjordt i over... 800 år? Måske mere,.

”Wow, wow rooolig? Sig mig hvad havde du regnet med? Du må slet ikke fortælle mennesker om at du er en engel!” begyndte Devin, overrasket og lidt overrumplet over hendes reaktion. ”Jeg er dusørjæger ok? Jeg er trænet til at..” han tøver og stopper ordene inden du kommer helt ud. ”Så selvfølgelig tager jeg mine forholdsregler.. og jeg blev meget overrasket da jeg opdagede du ikke var menneske, og du sagde du var en dødsengel, der var kommet for at tage mit liv!” sagde han til sidst, og prøver at forklare hende hvor fra tvivlen startede.

"Jeg ved da godt du er jæger, du blev omgående alvorlig da jeg jokede med dødsengel, du er dårlig til at gemme hvem du er, og når du er jæger, burde du kunne kende forelske fra en engel og et menneske, vi har en aura i kan se,"Sagde ez irrerteret og gned sine øjne og snøftede kort, "Nok er jeg en engel, men jeg er ikke ond, i slog mine forældre ihjel, jeg har haft over 1500 til at tage hævn, men har aldrig rørt nogen af jer dumme jægere, "Mumlede hun irrerteret, og snøftede en sidste gang, og gned sine øjne, hun var helt sikker på nu hendes forældre forlod hende ikke, de blev taget fra hende, men det var fortid, og hun ville aldrig tage hævn over dem på noget tidspunkt,

”Lad være med at sige i som om jeg var en del af mordet på dine forældre, bare så du ved det har jeg aldrig dræbt et væsen der ikke havde mindst et menneskeliv på samvittigheden” begyndte Devin og var også ved at blive vred nu. ”Desuden så nej.. jeg fornemmer ærligtalt ikke noget specielt ved nogen af jer væsner.. jeg har ikke en naturlig medfødt evne til at fornemme det på folk..” begynder han, og kan mærke hvordan raseriet langsomt er ved at stige ”selvfølgelig stivner jeg, hvis nogen joker med at slå mig ihjel, især når der ligger overnaturlige kræfter gemt bag truslen! Og jeg er meget ked af hvis mine 23 menneske år gør at jeg viser det for hurtigt, jeg har ikke været det her i lang tid ok? I det mindste gør jeg noget for at hjælpe menneskene mod væsner..!”

"Hvad tror du ikke jeg gør"Rasede hun irrerteret, og af ren dårlig vane sprang hun på ham, så han ville falde, da hun brugte en unormal styrke som et menneske ikke havde, og så hjalp hendes vinger hende også lidt, "Jeg er 1500 år gammel, og har set mere end du kommer til! Jeg har gjordt mit for at hjælp andre væsner som valgte den forkerte vej, men når du reger som du gjorde, burde du tænke dig om, der er gode væsner som der er onde, Jeg er en engel med følser, og skam over at se mennesker, som dig blive slået ihjel!"Sagde hun hidsigt, og spreng så på bene, og follede sine sorte vinger sammen så de hang ned langs hendes side, nu var hun meget glad for de var de eneste på stranden,

Devin kiggede vredt op på hende, da han jo var væltet til jorden. ”Nå?! Som jeg sagde før så truede du mig på livet! Muligvis var det kun en joke, men alle normale mennesker ville blive nervøse! Desuden er det bedst at være på den sikre side først! Tsk, du lyder som om jeg angreb dig uden nogen grund, det eneste jeg gjorde var at spørge dig! Er du klar over hvor stor en tiltro det er at blive spurgt af en jæger, før han trækker våben? HVA?!” hans øjne lyste af raseri, og han skar svagt tænder da han så farven på hendes vinger..

Ez fnøs svagt af ham, og valgte bare at sætte sig på hans brystkasse igen, og kigge ned på ham, og prikkede ham så på panden med en finger, "Du død,"Sagde hun så med et drillende smil og trak så hånden til sig, "Jeg er bare en engel, jeg ville aldrig gøre din slags ondt, hvis jeg ville, havde jeg nok gjordt det da du sad på stene tror du ikke?"spurgte hun så med et smil på læberne, og fik sine vinger væk igen, så de ikke kunne gøre ham nervøs, og blev enligt bare siddende på hans brystkasse da hun ikke gad bruge energi til at rejse sig ved, og gabte så kort for at vise han kede hende nu,

Devin kiggede vredt op på hende, og var bestemt ikke glad for måden det var endt. Hans øjne blev smalle, og han gik igennem hendes krop, og stod nu oprejst bag hende, med ryggen vent imod hende. ”Tsk” mumlede han utilfreds ”er alle engle lige så overfølsomme, eller er du et særtilfælde?”