Bjergenes stilhed

Dato :: 17. nov
Årstid :: Efterår
Dag :: Trisdag
Vejr :: Tusmørke
Sted :: Bjergsiden
Tid :: 16.30
Omgivelser :: Natur

Nora sad på et lille klippefremspring.
Hun nød stilheden,
og en mulighed for at slippe
for byens larm og travlhed.
Hun sukkede svagt og
lukkede øjnene idet hun lænte
sig tilbage, mod den solide klippevæg
bag hende.
Hun havde for en gangs skyld
sat håret op, i en løs hestehale.
Hun var iført en varm jakke
der forhindrede hende i at folde
sine vinger ud, men til gengæld
holdte den hende varm
mod den kolde luft.

...

Alec gik langsomt gennem landskabet, og følte at stilheden var noget godt. *Jeg elsker stilhed... Altså nogen gange*.

"Samme her" mumlede
hun stille som svar
på vampyrens tanker.
Hun regnede ikke med at blive hørt
og sukkede stille.

Alec fik videre og hørte ikke noget. Det gjorde hun aldrig, når hun var i sine egne tanker. *jeg elskede også larm... En gang for længe siden, som menneske!*

Hun lo ved den tanke
"Ja det han også være fint."
sagde hun leende,
og så need på vampyren

Alec kiggede forundret op. *Er der nogen?* tænkte hun, men sagde det ikke højt.

"Det er der"
svarede hun uden at tænke
over at det var en tanke hun svarede
på.
Hun smilede og dinglede let med benene
mens hun så ned på Alec

Alec kiggede op "Nå, er det bare dig, Nora??" og smilte fornøjet.

"Jep... Bare mig"
Sagde hun og smilede.
*Bare mig...*
forsatte hun i tankerne

Alec, som var lalleglad, smilte stort *Godt, det bare var dig, gider ikke fremmede lige nu...* hun vidste det ikk' var pænt tænkt, men sandt.

"Hvorfor ikke?"
spurgte hun og så nysgerrigt ned på hende.

"Hva?" Alec forstod ikke noget.

"Hvorfor gider du ikke fremmede lige nu?"
forklarede hun og så spørgende ned på hende.

"D-Du læser mine tanker?" stammede Alec.

//Skal logge... Skal vi skrives??//

Hun nikkede
lidt og så efter
den viderre reaktion.

//Jep//

Alec kiggede undret på hende og huskede så; "Nåår ja, alle(undtagen menneskene) har en evne!" men hun synes ikke det var ret at vide, at Nora hele tiden har kunnet læse hendes tanker.

Hun nikkede lidt,
og sukkede i sit indre.
"Undskyld"
mumlede hun utydeligt
og så ned på sine hænder.

"Det gør ikke noget!" Alec smilede oprigtigt.

"Virkelig?"
spurgte hun og lød ikke
helt som om hun troede på det.
Mange blev vrede over at
de ikke kunne have noget for
sig selv når hun var i
nærheden...
Men det var jo ikke hendes fejl...
Hun havde jo ikke selv valgt sin evne...

"Måske.. Lidt" Alec var faktisk oprigtigt glad lige nu.

Hun smilede over vampyrens
glæde.
"Hvorfor er du så glad?"
spurgte hun smilende,
og så ned på hende

"Tja, det er en lang historie!" Alec smilede.

"Jeg har god tid"
sagde hun og smilede

"du får den korte forklaring" hun smilede. "jeg har lige spist/drukket og det gør mig glad. Undskyld det lyder voldeligt, men jeg vampyr" Hun trak på skuldrene og afventede Nora's reaktion.