En lille tur rundt omkring... //Nitaki//

Tid: Irl
Dag: Fredag
Dato: 13. november
Vejr: Koldt og mørkt udenfor....
Omgivelser: Butikker og en masse travle mennesker

Alec havde haft en normal dag. Drabt en masse mennesker, smadret et par huse og kampet mod en haj. Som sagt en helt normal dag. Alec smilede´for sig selv og synes at hun havde gjordt det godt.
Hun kiggede rundt på omkring liggende butikker og nød det hele. Bare det at slappe af.
Men efter lidt tid gik de travle og halvtløbende mennesker hende på nerverne. *Hvorfor er mennesker så dumme? Tag og slap af! I har hele jeres liv til det i skal nå!* hun vrissede irriteret af en mand, der løb ind i hende. Uden at sige undskyld og bare fare videre.
Det med mennesker var ikke helt rigtigt, men Alec var ligeglad.
Hun havde levet alene og som va,pyr i lang tid, når man havde det, bekymrede man ikke om rigtigt og forkert. Og især ikke om mennesker.

Nitaki gik gennem byen, hun slikkede bloddråber af rundt om hendes mund, smagen af blod gjorde hende tørstig, men hun havde lige jagede og havde ikke brug for mere, men man kunne da godt jage lidt mere. En stor og ret kraftig mand puffede til hende, mens en anden fyr fra den anden side kom løbende ind i hende, de var lige ved at mase hende,, det føles som om de havde en plan sammen " Arhh gå dog væk" Sagde hun og skubbede dem så lidt til side, men de løb bare lidt tilbage og så frem i hende igen. Da de havde gjordt det et par gange var der ingen andre udvej ind at bde dem. Heldigvis var der ingen der kunne se dem, så hun huggede bare i dem, men hun slog dem ikke ihjel´, men hun forvandlede dem bare.

Alec gik i sine egne tanker, hvor hun dræbte alle menneskene.
Det var måske blodigt, men det var den hun var. Eller var blevet. Hun tænkte tit på sin tid, som et ubekymret menneske. Der smilede, lo og legede med sine venner. Men det så lang tid siden, at det meste af glemt. Som gemt i mudder.
Hun satte sig på en bænk og lagde sit hoved i hænderne. Sådan sad hun i et stykke tid med lukkende øjne. Hun sukkede dybt, langt inde fra hendes sjæl. Hvis hun da havde en.

Nitaki ´gik vææk fra de forbistrede dimser " Uh hvor jeg hader
uopdragende mennesker" Sagde hun lavt for sig selv.
Hun satte i løb så folk ikke skulle se det var hende der havde bidt dem.
Endelig dukkede lugten op af en anden vampyr, straks fik hun øje på en
pige på en bænk * Kan det være hende?* Tænkte hun og gik hen og satte
sig ved siden af hende " Hejsa " Sagde hun en smule bekymret.

Alec tog sit hoved op fra hænderne og kiggede på den nyankommende vampyr.
Hun forstod ikke pigens let bekymrede stemme, men svarede bare roligt "Hej".
Hun overvjede havde pigen ville, men da tankerne fik frit løb og det blev for meget, tillød hun at det var pigen, der selv fortalte det.

Nitaki kiggede lidt på vampyren " hvad er dit navn?" spurgte hun venligt da hun
nu var helt sikker på at det var hende her der var en vampyr.
" Hmm må jeg spørge dig om noget der nok ikke er et spørgsmål, men mere ja
hvad skal man kalde det?" Sagde hun og kiggede så lidt på hende.

Alec smilede let "Mit navn er Alec". Derefter tav hun.
Vampyren blev ved med at stile sprøgsmål, ikke fordi hun havde noget imod det. Faktisk ville hun helst havde det, fordi hun var selv elendig til det.
Alec nikkede "Du spørger bare".

" Alec hyggeligt at møde dig, jeg hedder Nitaki" Sagde hun
og smilede så lidt til hende, men hun vidste ikke om hende
her bare havde lugten af vampyr eller om hun var en men
nu blev hun jo nød til at spørge " Hmm alec er du en
vampyr?" Spurgte hun og gemte sit ansigt bag sit hår.

Alec nikkede og smilede, næsten grinede "Ja, det er jeg. Ligesom du".
Hun nikkede med hovedet i retning af Nitaki.

Hun grinte lidt med " Ja " Sagde hun venligt, egentlig vidste
hun ikke hvad hun skulle sige til hende " Hvor gammel er
du Alec?" spurgte hun mens hun lagde hovedet på skrå,
så hendes lange sorte hår gled ned af hendes venstre skulder.

Alec smilede og tænkte "Jeg blev vampyr, som 15-årig. Har været det omkring 200 år. Jeg holdt op med at tælle" hun smilede igen og trak på skuldrene.
Inden var hun kold nogle gange. Nogle gnage ville bare gerne dø.

Nitaki kiggede så hen på hende " Hmm kan jeg godt forstå, da jeg
selv blev forvandlet for ja det må snart være et år siden" sagde hun.
Nogle gange ville hun faktisk ønske at hun havde været død end en af
dissens dlags vampuýre.

Alec blev lidt stille og så ikke på Nitaki. Men spurgte stille "Ønskede dy også at bare dø?" hun kiggede ned på sine.
Måske ønskede hun ikke helt at blive død... men at blive gammel. At leve sammen med sine venner, hendes afdøde familie og dyr. At dø sammen med dem.

" Ja, men sådan var det ikke i starten, men min livs
historie er lang" Sagde hun og kiggede så lidt hen på hende, men
hun havde aldrig ønsket sig noget bedre end at hendes forældre
altid ville forblive søde, men det kunne være de var en eller anden
ånd eller noget andet.

Alec sukkede og satte sig i fosterstilling med armeneslået om knæene.
"Velkommen i klubben". *Man tror det er fedt i starten.... men sandheden índhaler dig på et tidspunkt, du undslipper aldrig... hun sukkede igen.
"Yeah... men jeg har ikke styrken til at slå mig selv i hjel... eller lade en anden gøre det" hun blinkkede.
Det gik op for hende, at det havde hun ikke gjort i lang tid.

Nitaki lagde en hånd på hendes skulder " Uanset hvad så, må du
aldrig nogensinde tage livet af dig, ville du ikke love mig det?
Men alligevel er det ikke mit ansvar, men livet er det verd, så
ville du ikke ok forsøge at love mig det?" spurgte hun tikkende.

Alec spærrede øjnene. Det var der aldrig nogen, der sagt til hende. Og de havde lige mødt hinanden.
Hun nikkede og prøvede at forstå hvorfor NItaki havde sagt det. "Jo... Det lover jeg!" hun smilede let.

Nitaki kiggede hen på hende " Jeg har forsøgt flere selvmords
planer, men har altid tænkt på alle mine venner/veninder" sagde hun.
" Ehmm vis du ikke har noget at lave nu, kunne vi måske tage hen og
shoppe sammen?" sagde hun og trak sin arm hen til sig.

Alec sukkede. Hun forstod virkelig ikke denne kvinde, de har lige mødt hinanden og nu skal de på shoppetur sammen? Som rigtigte veninder?
Nå ja, Alec havde faktisk lyst til det, så hun smilede "Ja, meget gerne". Hun rejste sig op.
*Hendes venner stoppede hendes selvmordsforsøg. Jeg har nok ikke engang styrke til, at tænke på at tage mit eget liv* hun trak på skulderen for sig selv.

Hun rejste sig og gik et par skridt væk, ja altså egentlig vidste
hun ikke hvor de skulle gå hen og shoppe " Ehmm hvor har du
lyst til at shoppe henne?" Spurgte hun og trak selv lidt på skuldrene.

Alec trak på skulderne, men kom så på en idé. "Øhm... giver du julegaver?" hun smilede lidt, fordi det lød dumt i hendes egne ører. Men whatever gjort var gjort så...
"For så kunne vi købe materialer og så laver nogen sammen bagefter hjemme hos mig eller dig?" Hun smilede igen, for det lød endnu dummere. De havde jo kun kendt hinanden i 20min! Det havde hun selv lige tænkt!

" Ehmm Ja jeg giver gaver til folk" sagde hun og smilede til hende.
Nitaki kiggede kort hende i øjnene " Ja lad os gøre det sådan" sagde hun,
men hun følte sig til grin, men hun var samtidig berørt af at møde en, virkelig
sød vampyr.

Alec smilede og nikkede. "Fint! Det skal nok blive hyggeligt!" Hun følte en sommerfugl flyve fra maven og rundt i kroppen. *Hvad er det?* en stemme svarede'Det er glæde'.
Alec smilede igen.

Nitaki vendte sig om og begyndte at gå hen imod en indkøbs butik.
Nitaki kiggede sådan ret smilende, da hun jo aldrig havde haft, en
rigtig vampyr veninde " Ehmmm kommer du?" spurgte hun med en
kvindelig acsang.

Alec smilede... varmt? Temmelig ironisk, nu hvor hun var vampyr.
Hun gik, stadig smilende, over til Nitaki "Selvfølgelig, hvor starter vi?". Alec kiggede sig rundt. Nej, der var ingen der havde lagt synderligt meget mærke til dem, og det var kun godt.
Hun smilede. Kunne slet ikke holde op.