Søen omkring midnat

Omgivelser: Ingen.
Vejr: Det er mørkt, men klart og tørt.
Tid: IRL.
Sted: Silent River.
Dag: Søndag.

Elisabeth mørkebrune hår var sat en elegant frisure, og hun bar en sort ædel kjole, som faldt ned om hendes spinkle krop. Om livet var der bundet en svag sort snor, men ellers var kjolen enkel. Hendes mørke blik flakkede rundt ud over søen, og hun lyttede eftertænksomt. Hunvampyren stod stiv som et bræt, med rank ryg og et vagtsomt blik. Hun lignede en ædel kronhjort, som holdte øje med sin flok - Det var dog helt andre ting, den smukke hunvampyr holdte øje med. Venner såvel som fjender. En vinden tog over hende, mens hendes blik flakkede ikke, fra den anden side af breden. Efter nogle lange sekunder, fik hun vendt blikket væk, og hun begyndte at slappe af.

Påklædning: stramme sorte bukser uden lommer, en blå stram t-shirt, en hvid åben lædervest, høje sorte læderstøvler uden hæl.. håret er flettet.

Anthonia gik langs floden, mens hun tænkte over ting og sager. Hendes fletning hoppede op og ned på hendes ryg. Hun så ned i det kølige vand, hun kunne lige skimte sit spejlbillede.
Hun stoppede pludselig op og stemningen blev anspændt. Hun kunne fornæmme et andet væsens nærvær. En vampyr. Hun knyttede hænder og hendes ansigt blev anspændt. Hun hadede vampyrer. De havde taget hendes søster fra hende.

Elisabeths lugtesans havde altid været min udviklet, end resten af hendes sanser. Hun duftede først dusørjageren, da hun var forholdsvis tæt på. Elisabeth mørke øjne gled rundt i omgivelserne, og hendes ansigt blev ulæseligt. I 1898 var en nær ven, vampyr, Sam Jones blevet slået ihjel af en dusørjager. Jageren havde jaget 'familie'/'holdet' i mange år, og Sam redede familiens liv, ved at lade sig falde. Elisabeth spejdede rundt og lyttede opmærksomt.

"Jeg ved du er der et sted." sagde Anthonia, hun lød ikke helt venligt, men hun havde stemmen under kontrol.
Hun greb ind under trøjen og fiskede en dolk frem, som hun holdte i højre hånd.
Hun stalte sig i angrebstilling og var klar.

Elisabeth forholdte sig tilsynladende helt roligt. Hun stod stadig på jorden, gemt bag nogle træer, og betragtede kvinden. Hendes listige blik var øde, og hun lagde svagt hovedet på skrå. Elisabeth stod stille som en statue, men det var klokkeklart, at hun var parat. Alle hendes muskler var spændte, og pludselig stod hun 5 meter foran jageren. Hun havde brugt sit vampyriskeinstinkt, og kunne bevæge sig med en umenneskelig fart. "Og nu kan De se mig," brummede Elisabeth, og hendes mørke øjne fortrak sig. "Vi kunne måske tale sammen - Fornuftigt, uden brug af dolke." Her mente Elisabeth med dolke, men også hendes syle spidse tænder. "Vi kunne lege, at vi begge, roligt passerede hinanden, uden at foretrakke en mine, og siden hen, lade som om intet hændte," tilbød hun, og stirrede på jageren med rolige øjne. Heller blot passere, uden at kæmpe.

Anthonia rettede sig op, men var klar. Hun brød sig ikke om, at vampyren var kommet så tæt på hende. Hun var langt fra afslappet. Hun var altid så anspændt, når hun var i nærheden af vampyrer eller elvere. Hendes hånd knugede om dolken, hun havde i hånden. Hun havde ikke meget tålmodighed, når det galt hendes søsters og mors morder.
"Snakke? Jeg har ikke mine mange år snakket med din slags." Anthonia lød ikke venlig.
*Men bare gjort det min hjerne sagde.. og lige nu siger den, spring på hende!* tænkte hun, mens hun skar en grimasse.

"Så kunne det her være en passende begyndelse," svarede Elisabeth, i et let tonefald, og et ganske svagt skævt smil. "Jeg er ikke ude på kamp. Det vil ende katastrofaldt, og det bliver ikke for mit vedkommende," sagde Elisabeth, og så på hende med halvt bedende, og alligevel halvt skarpt blik. Hun havde ikke meget tilovers for hendes slags, som hun slet ikke havde noget tilovers for Elisabeth. "Er De sød at sænke Deres våben?" spurgte hun, og hævede let begge bryn.

Anthonia lod hendes hånd falde ned, men hun klemte stadig om dolken. Det var en ikke den specielle dolk, som kunne skade de andre væsner meget kraftigt eller slå dem ihjel. Den dolk havde hun et andet sted.
*Jeg er aldrig blevet overvundet af et andet væsen.* tænkte hun, *Måske fordi de altid undervurdere mig, og tror de kan vinde.*
Anthonia havde aldrig tabt en kamp, hun var kommet til skade, men hun havde aldrig tabt.

Elisabeths mørke øjne så tilfredse ud. Faktisk udstrålede hele hendes perfekte holdning, at det var fint - Fint nok, i hvert fald. "Jeg takker Dem. Skal vi så gøre det på den klassiske manér? Jeg forsvinder uden et ord, og De lader som ingen ting," spurgte hun og hendes blik forvandlede sig til et ulæseligt et. Hvor typisk - Mennesker var så nemme at lade sig tale fra sine beslutninger. Elisabeth ville aldrig angribe jageren, men hun ville forsvare sig, og hun ville dræbe hende, hvis hun prøvede på noget. I hvert fald gøre et forsøg.

"Hmpf.." var det eneste Anthonia fik fremsagt.
Hun vidste ikke, om hun rigtig havde lyst til at gå med på denne aftale. Hun ville ikke lade en fra en morderisk art komme godt fra det. Men hun havde ikke heller ikke lyst til at kæmpe idag.
Hun nikkede kort og sagde, "Okay.. men skynd dig."
Hun klemte om dolken, hun stolede nemlig ikke på hendes art.

Det havde næsten været for nemt. For nemt for Elisabeth, at overtale jageren om denne aftale. Hun så mistænksomt på jageren, og hendes mørke var ikke til at tage fejl af - Hun tænkte. Elisabeth stod stille, så stille at det var umenneskeligt. Hendes mørkebrune hår hvivlede om hendes ansigt i vinden, og hun gik derefter i rolige skridt hen imod jageren, så hun kunne passere. For nemt. Tanken trillede hele tiden rundt i hendes hoved, og hun gjorde intet for at stoppe den. Hun iagtog hver af jagerens bevægelser, og lyttede efter den mindste ændring i hendes ådedrag.

Anthonia trådte et skridt til side, men blev ved med at vende sig mod vampyren. Hun ville ikke risikere noget, det ville være for farligt. Fordi man vidste aldrig, hvad disse morderiske koldblodet vampyrer kunne finde på at gøre bag ens ryg.
Hun klemte hårdere om dolken, hun havde sådan en lyst til at hamre dolken i vampyren. Men hun gjorde det ikke, hun ville bevise overfor sig selv, at hun kunne kontrollere sig, og at hun ikke brød aftaler, når hun lavede dem. Men det krævede så også at modparten holdte sin del af aftalen.

Elisabeth lagde mærke til en ændring i hendes åndedrag, og hun sendte hende et mildt blik. Hun var på ingen måde, ved at formildne jageren. Elisabeth havde mødt mange jagere i sit liv, men de havde aldrig været så nemme - Elisabeth stolede ikke på hende. Jageren virkede så.. Rå. Ny. Elisabeth var mistænksom, men hun kom da forbi hende, uden at fjerne blikket fra hende. "Hvad er dit navn?" spurgte Elisabeth, i et skarpt tonefald.

Anthonia klemte igen hårdt om dolken, da hun lagde mærke til det skarpe tonefald.
"Anthonia." sagde hun, men undgik at sige sit efternavn.
*Jeg gad faktisk vide, om hun kender til Valentine-slægten, hvilket hun sikkert gør.. hun må være en af de ældre væsner.* tænkte hun, mens hun var glad for hendes familie, og at hun nedstammede fra en direkte rod af familien, så hun var en af de stærkeste.

Elisabeth betragtede hende med et ulæseligt blik. Så pludselig, ud af det blå, trillede et smil hen over hendes læber. "Aha!" kom der storsmilende fra hende, og Elisabeth vendte sit blik mod vejen. Lidt efter begyndte hun at gå med rolige skridt. "Jeg holdte min del af aftalen," brummede hun, men hun vidste jægeren ville høre hende.

Anthonia nikkede, som svar, men sagde intet. Hun vidste ikke om vampyren, ville lægge mærke til det.
*Jeg fatter ikke, at jeg gik med på denne aftale.. det er jo vildt...* hun afbrød sine egne tanker og rystede på hovedet.
Hun klemte igen hårdt om dolken. Hendes knoer blev helt hvide.

Elisabeth kunne høre på jægeren åndedrag, at den blev sat en smule op. Hun lyttede godt efter, og tog en lydløst dyb indånding. Ligesom med dyr, kunne Elisabeth fornemme, når faren var størst. Lige umiddelbart havde hun svært ved, at tilfredsstille sine sanser. Elisabeth drejede rundt så hurtigt, at bevægelsen blev usynlig. Hun kiggede vagtsomt på hende, og sendte hende nogle milde øjne - Næsten forheksende. "Jeg holdte min del af aftalen," sagde hun skarpt. Hun frygtede at jægeren ikke ville overholde sin.

Anthonia sukkede og gemte sin dolk modvillig væk igen. Hun var ikke meget for, at skulle være våbenløs/forsvarsløs, når hun stod overfor et andet væsen. Hun tog nogle dybe indåndninger og blev mere afslappet.
"Jeg holder skam også min del af aftalen." sagde Anthonia og holdte hænderne lidt ud fra kroppen.

Elisabeth betragtede hende mildt, og hele hendes holdning blev anderledes. Eftersom jægeren havde gemt dolken væk, kunne Elisabeth ikke forvente, at hun på mere end 3 sekunder kunne finde den frem igen - Elisabeth ville kunne forsvinde på de 3 sekunder, så det var nogen lunde passende. Elisabeth sendte hende et smil, dog uden at blotte hendes tænder, da det sikkert ville provokere. "Det tænkte jeg nok De gjorde,"

"Jeg har aldrig brudt en aftale." sagde Anthonia.
*Så sandt, som det er sagt.* tænkte hun samtidig.
Anthonia havde aldrig brudt en aftale, fordi så vidste hun, at folk ville miste tidliden til hende, og dette ønskede hun ikke. Hun ønskede, at folk kunne stole på hende og vidste, at hun altid ville være der.

Elisabeth smilede mildt til hende - Hun var ikke ude på kamp. "Nej, det ville også være dumt. Direkte tåbeligt," sagde hun, og bevarede sit smil. "Ikke blot fordi de står overfor en vampyr, men også fordi, folk derfor ville miste respekten for dig. Deres tillid," sagde hun roligt. Elisabeth havde ikke rørt sig ud af flækken, og sendte hende et par selvsikre men alligevel milde øjne.

Anthonia nikkede til hendes ord. Det undrede hende enlig, hvor meget denne vampyrkvinde kunne vide.
Hun begyndte at gå videre, i den modsatte retning, som vampyren. Men hun vendte ikke ryggen til vampyren. Hun stolede ikke på hende, selvom hun holdte sin del af aftalen. Anthonia havde ingen tillid til vampyrer eller elvere.

Pludselig gav Elisabeth et sæt fra sig, og for ned i angrebsstilling. En knurrende lyd undslap hendes læber, og hun hvæsede drillende af hende. Lidt efter rettede hun sig op, og smilede drillende til hende, før hun blinkede med det ene øje. "Jeg kunne ikke dy mig," sagde hun smilende, en smule undskyldende, før hun vendte ryggen til hende, og begyndte at gå.

Da vampyren begyndte at hvæse efter hende, havde hun fundet en af sine dolke frem. "Du leger med ilden!" hvæsede Anthonia mellem sine tænder og klemte hårdt om dolken. Hun så langt fra venligt på vampyren.
Anthonia så på vampyrens rug og overvejede kraftigt at kaste en dolk efter hende.

Elisabeth fugtede sine læber, og himlede med øjnene. Lidt efter satte hun af, og forsvandt op i en trækrone. "Så kom og ta' mig," sang Elisabeth, med et smørret grin. Lidt efter hoppede hun igen. Denne gang 'fløj' Elisabeth, hen imod en rubust gren. Hun greb fat i den med begge hænder, og svang sig rundt, og op på den. Elisabeth betragtede jægeren, med et forventningsfuldt legesygt udtryk.