Fight! - Nitaki

Manden kærtegnede hendes kind, "så, ikke så sur" sagde han med en klam forførende stemme. Der reagerede Sariel, "hey du!, drop det" sagde han hårdt og skubbede ham væk så han stilte sig der hvor manden lige stod. Manden så på ham med et utryg der vil Sariel nakke hår til at rejse sig. Denne mand havde helt sikkert været ude for flere voldtægts forbrydelser end man kan tælle på en hånd. Sariel sank en klump og fornemmede en en snart vred mand over for sig, han var nu ikke bange, men manden var bare klam.

Nitaki rejste sig op og forsøgte at få sariel til at sætte sig
ned " Ved du hvad?" sagde hun til manden og man kunne se
han undrede sig over hvad hun mente, men en hånd blev ført
imod hans kind, et klask kom og han kiggede ondskabsfuldt
på hende, hurtigt kom en selvforsvars måde fra ham, men
om han ville smader hende eller give hende en lussíng.

Sariel smilte en smule lumskt da han fik lussingen af Nitaki. Men maden var vidst ikke så glad for den 'kommentar'. Han stod stift og stirrede meget ondt på Nitaki. Sariel satte sig halv på barstolen og så til roligt til til men kunne fornemme at der snart skulle til at ske noget, og ganske rigtigt. Manden knyttede hånden og skulle til at give Nitakti en ordenligt knytnæve lige i ansigtet, men Sariel griber ind og pludselig står manden helt stift og kan ikke røre sig. "Telekinese" hviskede han og anstrengte sig meget. Manden panikkede og fattede ingenting.

nitaki kiggede lidt skramt på Sariel, af og til var det
jo ham manden der startede det hele, han kærtegnede
en total yngre piges kind, men hun var nød til at stille op
og vise hun ikke fandt sig i noget, mon det var dumt eller
om det var beskyttende for sig selv at give ham en lussing.
Hun smilede til sariel da han hviskede 'telekinese' hvad
mon han mente med det og man kunne jo se det havde
påvirket den ældre mand.

Sariel skuffede luften og manden faldt om kuld. "jeg kan flytte ting og sager uden at faktisk at røre det" hviskede han med en hæs stemme. At fryse hans arm stille var som regl svære da det var et levnede væsen. Manden så vred på ham, "hvad tror du at du har gang i?" råbte han imod Sariel og rejste sig fra gulvet. Han gad vidst ikke hamle op med Sariel mere, så han tog fat i Nitaki's arm og løb.

Nitaki forsigtigt på Sariel, hun ville ikke vise for folk hvad hun var så
hun løb skræmt med ham, men hvad fuck havde denne mand gang i?
Det var det der var det gode spørgsmål, men denne dag stilte hun sig
op og vidste selforsvars angreb, men det var svært når han løb med
hende, mens han havde et greb i hendes arm.
Hendes blik blev siddene på Sariel, hun kiggede på ham som om
at han skulle hjælpe hende.

Sariel nåede dårligt nok at opdage at hun var væk men da det hurtigt gik op for ham så styrtede han efter hende. Han tog fat i hende og trak hende hurtigt til side og manden fik den største knytnæve lige på næsen, og man hørte et 'knæk'. Manden skreg og faldt ned på gulvet, næsen blødte og han bandede og skreg alle form for skælsord efter Sariel. Næsen var brækket, Bartenderen havde ringet efter politiet og Sariel stod helt forvirret, "fuck" sagde han og så tog fat i Nitaki og løb ud af baren og ud på gaden.

Nitaki kiggede bare på Sariel og kunne dårligt nok følge med, men
det her var vel ikke bare for sjov, så hun stoppede ikke op, men løb
efter Sariel som løb ud på gaden med hende " Hvad nu?" Sagde hun
og kiggede sødt på Sariel som havde været beskyttende hele aftenen.

Man kunne høre sirenerne overalt. Han rev sin bluse af og kastede den væk. Derefter spredte han sine mellemstore vinger ud og tog om Nitakti og fløj langs op i luften. "vi flygter" sagde han med et forpustet stemme, han var ikke lige van til at hans vinger skulle være ekstra vægt, men det gik nu okay, da hun ikke vejede så meget. Han fløj imod skoven men inden da var de stadig over byen, men dog i den mørke ende så gade lygterne lige pludselig lyste dem op.

Nitaki kiggede på ham, flygter? " Hvor flygter
vi hen?" spurgte hun sødt, mens hun kiggede lidt
rundt på ham da han fløj med hende.
Hun var en smule skremt over det, men alligevel
ikke, det havde alligevel været en sjov aften, der
var ting hun aldrig havde prøvet før, fx. Komme
op at skændes med mænd og flyve med en engel.

Han holdte godt fast om hende. han så sig tilbage, han kunne se at politiet ikke kunne forstår hvordan de sådan kunne forsvinde fra jordens overflade, men meget simpelt, når man ikke er menneske så kan en del lade sig gøre. Han slog nogle flere vingeslag i luften, men det var ret hårdt for ham. Hans hjerte bankende og han lunger stikkede. Han svedte en smule. Han kunne ikke svare på hendes spørgsmål men fløj bare. Endelig da de nåede skoven landende han hårdt på skov bunden, tabte Nitaki og væltede selv rundt og blev bare liggende.

Nitaki mærkede at hun blev tabt, men der var heller ikke særlig langt ned, nu hvor han jo nærmest landte, hun lå bare at stirrede op, men var Sariel okay? han havde jo lige fløjet med hende. hendes hænder begravede sig i den tørre jord og hurtigt fik hun puffet sig op på sine tynde lange ben, hendes ben begav sig hen i mod Sariel, om han var okay eller ej ville hun prøve at finde ud af nu.
Så da hun i et kort tid havde stået og kigget ned på ham, så satte hun sig ned på hug, et smil dukkede op da hun kiggede på ham " Er du okay?" spurgte hun endelig, hun følte at hun måtte gøre mere end bare spørge om han var okay.

Sariel's hjernte pumpede der ud af og hans lunger stak så forfærteligt. Det var nok den hårdeste træning hans vinger havde været ude for, han vinger var jo kun van til hans kropsvægt. Hans ansigt glintede af sved. Han så op på hende,"ja... jeg.. skal lige.. ha... pusten" stønnede han og prøvede at slappe af. Han så op, der var kommet stjerne på himlen, det var så smukt. Han satte sig op og lod hans arme holde ham oppe var den tørre skovbund.

Nitaki kastede et blik på ham, mens han lå og hev efter vejret.
Var hun virkelig så tung?, eller har han aldrig prøvet at flyve med nogen før?.
Når men heldigt var de kommet i sikkerhed " Hvad nu?" Spurgte hun og
kiggede lidt ned på Sariel.

Sariel rejste sig helt op og begyndte at børste sig ren og opdagede at han ikke havde noget tøj på overkroppen. Det var en smule køligt. Han trak på skuldrende. "aner det ikke" svarede han med et halv smil. Han begyndt at gå, "lad os gå den vej" sagde man med en munter stemme. Hans vinger var trætte og hang mere eller mindre på ryggen af ham.

Nitaki kiggede på vejen han var begyndt at gå ned af " Fryser du ikke?" Spurgte hun og kiggede ned af sin selv kolde krop, af og til følte hun at hun havde blod og følser, men det er svært når man er død. Han havde jo kød og blod, hendes blik gled hurtigt ned på hans afslappende vinger, men hun forstår godt han er forpustet og træt.

Sariel trak sig på skuldrene. "joo, lidt" sagde han med et halvt smil. Han fortsatte ind i skoven og gik imod der hvor han boede der var lang vej endnu men sådan var det. "glæder mig til at komme hjem, sikken en dag" sagde han og sukkede men dog med et smil på læben. Han kørte sine hænder hurtigt op og ned af sine arme for at få lidt varme.

Nitaki kiggede hen imod den lidt frysene
Sariel, bor han her henne eller hvad ?,
Hun smilede bare og fuldte efter ham,
denne hårde dag kunne da ikke blive værre.
" Ehmm Sariel?" sagde hun og kiggede
lidt efter ham da han gik.

Sariel stoppede op og så på Nitaki. "ja?" svarede ham og smile svagt. Han var blevet nysgerrige over hvad hun ville spørge om. Det var som om hun skulle have tilladelse om at spørge ham om. Han betragtede hendes øjne og kom til at tænke på Alane. Gud hvor han savnede hende lige pludselig. Han lille uskyldige vareulv, gad vide hvor hun var nu?

Hun sukkede og vidste ikke om hun skulle spørge om hun skulle gå eller om hun kunne tage med ham hjem, men hun kiggede hsm i øjnene og tog en dyb indåning, men hvordan hun skulle sige det vidste hun heller ikke, så hun fandt på verdens dårligste undskyldning " Ehmm kan ikke huske hvad jeg ville sige" sagde hun og fik røde kinder.

Han så skævt på hende, "jo kom nu" sagde han drillende og var blevet mere eller mindre nysgerrige. Han kløede sig i håret, "hvorfor rødmer du?" spurgte han kært, og skulle lidt til at grine. Var hendes spørgsmål så flov eller hvad? Der kom en kold vind og gjorde Sariels overkrop mere kold. Han fik kuldegysninger men vendte sig langsomt til det.

Nitaki kiggede lidt på ham " nej det er ligemeget, da det er en af mine dumme tanker" Fortalte hun og gengav et lille skævt smil på munden, men hun vidste ikk ehvorfor hun rødmede det var nok bare pågrund af det dumme hun lige havde gjordt " Ehmm Rødmer jeg?" Spurgte hun onsvagt og begynte en smule at grine.

Sariel gik nærmere og langsomt hen til og holdte øjenkontakt med hende. Han fjernede håret fra hendes øjne og strøj det bag hendes ene øre. Han så charmerene på hende og ventede på hendes reaktion, de fleste piger faldt altid for det ømme trik.

Nitaki stirrede ham ind i hans øjen, men lukkede dem hurtigt igen, hun forsøgte at få håret for øjnene igen, hun kunne næsten ikke lade vær at smile, men begyndte at tage det for alvor. Hun stirrede ind i hans charmerende øjne.

Han gik lidt tilbage, "nå, hvad er det så?" sagde han drillende og havde armene over kors og så sødt på hende. Han lagde hovedet på skår og så drillende på hende. "sig det så eller jeg flyver væk" sagde han drillende og kunne måske nok godt flyve væk.