Mig + Is = Hospitalbesøg //Liam//

T:17.23
S:Hospitalet
V:Snevejr udenfor
O:Mennesker


Sisca sad på en stol i hjørnet i venteværelset. Hendes sortejakke lå på gulvet ved hendes fødder, sammen med et tørklæde. Hun hang med skulderne og så på de få andre mennesker som ligesom hendes havde været uheldig, andre var forkølede. Hun pillede lidt ved krykkerne som hun havde fået tildelt efter hun havde været inde ved lægen, hun sukkede og så op i loftet. Hun havde knaldet hovedet ned i jorden, da hun var skvattet på noget is, så lægen havde sagt at hun lige skulle vente et stykke tid i venteværelset inden hun gik. Hun havde trukket en stol hen foran sig så hun havde kunnet få sin højre fod op. Overraskende nok var det altid den fod hun kom til skade med.
Sisca kom til at vælte krykkerne da hun fraværende pillede ved den ene, og kom til at skubbe den ind i den anden så den væltede. Hun krympede sig da lyden fra krykken der ramte jorden brød den stille mumlen i det store hvide venteværelse.

Liam kom løbende på en af hospitals gangende, da
en af hans kollegaer var kommet til skade, af et
baghold af vampyrer samt dæmoner. Hans øjne
var blanke, dog ikke grædende, men vrede og
anstrengte. De var en smule blodsprængte, og
han var såret. Det var en af hans gamle gode
partnere som han havde arbejder med i flere år
og rejst rundt med. Bedste venner, kunne man
godt kalde det på en måde, men stadig kollegaer.
Han løb ned af gangen, og hans fodtrin lavede et
lavt ekko ned af sidegangende.
Han løb ind på en stue, men blev dog stoppet da
hans partner var godt smadret sammen.
Lærende påstod der ikke var særlig meget tilbage
af ham, og da han fik det at vide, trillede en tåre
ned af hans kind. Han blev bedt om at tage hjem,
men det blev han ved med at fortælle ikke var muligt
da han ville være ham nær, men så beordrede de
ham at vente i venteværelset.

Sisca så ned på krykken som lå ved siden af stolen. Hun sukkede og rakte ud over armlænet, men stolen var for høj og så hun ikke få rejst sig nok op til at kunne få fat i den på den måde.
Hun så kort rundt, med et glimt af irritation i de klare blå øjne, da hun fik sig skubbet op fra stolen. Hun stod kun på det ene ben, da hun ikke kunne stødte på højre. Hun hoppede hen til krykken og bukkede sig efter den og væltede den anden krykke da hun var ved at miste balacen.

Liam gik med en hånd placeret i ansigtet, hen
imod venteværelset. Han gik ind i rummet imens
han sukkede, og gned sig i øjnene, med hånden
i ansigtet. Han kiggede rundt i værelset, da han
havde fjernet hånden fra ansigtet.
Da han ser en kvinde stå på det ene ben mens
to krykker lå væltede på gulvet.
I et spring gik hun hen til hende, da ingen andre
i venteværelse havde høfligheden til det.
Han tog fat i hendes ene arm og den anden arm
rundt om hende.
" Jeg skal nok tage dem for dig". Sagde han imens
han kiggede det samme sted som hende, dog også
på hende, for at se hvad hendes krop reagerede.
Han tog et fast greb om hende, imens han bøjede
sig anstrengende ned efter krykkerne.
Han rejste sig op med kvinden i den ene arm og
de to krykker i den anden.

Sisca blev overrasket da hun mærkede en tage fat i hendes arm og en andens arm blev lagt om hende. Hun drejede sit ansigt for at se hvem det var, en mand så det ud til.
"Øøh, tak"sagde hun med en stemme som tydelig afslørrede den spanske accent.
Da han bøjede sig efter krykkerne, prøvede hun selv at holde balacen i mens, for ikke at komme til at vælte og tage ham med sig i faldet, nu hvor han havde en arm om hende.
Da han resjte sig op igen hoppede hun lidt på venste ben stadig i et forsøg på at han ikke skulle ende på gulvet fordi hun havde en elendig balace.

" nessun problema" udstødte han på Italiensk, da det
italienske hoppede engang ind imellem hans andre
talte sprog. Han gav stille slip på hende, da han så
hun havde fået balancen. Han gik lidt tilbage. Han
smilte svagt til kvinde han lige have hjulpet, dog
forsvandt det hurtigt, da tanken om hans smadrede
kollega, lå derinde og led. Han satte sig i stolen med
et bump og begravede sit ansigt i sine hænder, hvor
efter han sukkede flere gange efter hinanden, og lod
sig selv, falde i staver, bare i vrede overfor de forbandede
væsner. I den tanke kom han i tanke om den kvinde
han lige havde hjulpet var en af dem.
Han kiggede på hende, men fandt hurtigt ud af at
hun var menneske, og ganske fredelig.
Og hvis hun var dæmon eller vampyr, samt andet,
ville hun nok healet af sig selv.

Sisca smilte muntert "Si, så siger vi det"sagde hun og rynked epå næsen da hun godt kunn ehøre at nogle få udtaleser ikke var helt rigtige, men måske lod han ikke mærke til det. Hun tog sine krykker og så kort rundt. Måske måtte hun godt gå nu, men lægen var endnu ikke kommet forbi som han sagde at han havde villet efter noget tid. Måske havde han bare glemt hende.
Hun så igen på manden som havde hjulpet hende "Er der noget galt?" spurgte hun med et skævt smil. Selvfølgelig måtte der være noget galt, de var på et hospital! *Idiot* tænkte Sisca om sig selv, og lod krykkerne bære det meste af hendes vægt.

" Nej, nej, .. mhm mhm." Udstødte han og
kiggede over på hende med skævt smil. Han
prøvede at smile men hans humør ødelagde
facaden. Så det blev ikke et særligt muntert
et. Han havde egentlig heller ikke lyst til at
fortælle det hele, da han var bange for om
flere tåre skulle falde. Dog skulle han ikke græde
da han var sværd at få til at græde overhovedet.
Hvis Liam overhovedet græd var det fordi
der var sket noget der betød meget for ham.
Dog havde en tåre trillet ned af hans kind.
Men ikke mere.
" Hvordan slog du din fod?" spurgte Liam
nysgerrigt og lavede et nik ned til hendes fod
som var hævet fra gulvet.

Sisca så undrene på hans ansigt, svaret passede ikke til den måde han så ud på. Men inden hun nåede at spørge om mere kom han hende i forekøbet med; Hvordan slog du din fod.
Hun så ned på sine fødder og smilte igen skævt.
"Jeg har ikke den bedste balace, så når den bliver krydret med lidt is..."svarede hun med et muntert smil og så op på ham igen. "...Men sagt på en anden måde, tog jeg mig en rustetur hen af et fortov"sagde hun og viste ikk ehelt om hun skulle smile eller ej, da hendes blik igen var på hans ansigt.

Et smil listede sig frem på Liams læber da kvinden
ved hans side forklarede hvordan hun var kommet
til skade.
" Lyder forfærdeligt" udstødte han og grinte lidt
mens han gned sig i øjnene endnu en gang.
" Ahh... ja" sukkede han og kiggede lidt op kvinden
ved siden af ham.
Han ville ønske lægen kom ind nu og bedte ham at
følge med, eller endnu bedre at hans kollega kom
gående ind, og kun var nøjet med få skrammer hist
og der.
Han fortsatte med at fortsætte og gik en smule staver
igen.

Sisca smilte muntert "Nej det er nu ret sjovt med en rutsetur en gang i mellem"sagde hun med et smil.
Hun så kort hen imod døren hvor lægerne kom ind og ud, men lige nu kom der ingen. HUn var helt sikker på at lægen havde glemt hende, og hun kunne vel godt gå nu. Hun så igen på manden "øøh..igen tak for hjælpen, det var hyggeligt at møde dig"sagde hun med et skævt smil og tog bedre fat i håndtagene på krykkerne. Hun fik sig drejet rundt så hun vente på døren som førte ud og ikke længere ind på hospitalet.
Hun sukkede indvendigt, nu havde hun tre ben at vælte på.

Liam kiggede på kvinden med et smil da hun vendte sig.
" Skal jeg hjælpe dig afsted?" spurgte han venligt, og
rejste sig halvt.
Han kunne ikke se sig selv sidde der på hospitalet og ikke
måtte komme ind og se ham, hans kollega. Liam ville også
få mere smerte af at se ham i den tilstand.
Han pressede på sine tændinger med tommelfingeren samt
langefingeren. Inden han stilte sig op for at hjælpe kvinden.

Sisca vente sig halvt mod ham og smilte venligt.
"Det behøver du ikke"sagde hun venligt. Hun sagde det egentlig kun fordi at hun sjældent bad om hjælp fra andre. Det var måske fordi der næsten aldrig havde været nogen til at hjælpe hende, så hun havde lært at hjælpe sig selv og hver gang hun egentlig behøvede hjælp, sagde hun automatisk til sig selv at hun sagtens selv kunne.
Men sansyndligheden for at hun ville nå særlig lagt på krykker inden hun faldt igen var overraskende høj.

Liam respekterede hendes nej til hans hjælp.
Dog gættede han at hun sikkert ville falde på
vejen, da hun ikke lignede en der var trænet
i at gå med krykker.
Liam rejste sig dog sammentidig som kvinden
og fulgte hende ud igennem døren, ved at
holde døren åben for hende.
Han gik til venstre ned af gangen hvor han
kom fra. Han gik med langsomme og overvejende
skridt, imens han kradsede sig i sin hovedebund
samt sit let fedtede hår, som var let dækket af
sved efter han lynene over til hospitalet da han
have fået besked om hans kollega.
Han gik hen til hans kollegas stue der lå få stuer ned af
gangen fra venteværelset. Han mødte en læge
uden for døren der stod med et skuffet og
trist ansigtsudtryk.
Han forklarede Liam at han ikke overlevede.
Liam vendte sig om og begyndte at græde stille.
Han blev rasende, og begravede sit ansigt i sine hænder
mens han hev sig selv i frustration i håret.

Sisca smilte venligt som tak for hjælpen med døren. Da han gik til venstre gik hun til højre, hvor døren udtil var forenden af gangen. Hun så sig kort tilbage og så at han stod og snakkede med en læge, selvom hun var nysgerrig forsøgte hun ikke at lytte. I stedet for vente hun sin koncentration på den store hoveddør.
Hun fik den vestre krykke over i den højre hånd, da hun forsøgte at åbne døren, med den ene hånd.
Men igen tabte hun den ene kryk, bandede lavt for sig selv og kom ned på hug på et ben. Hun tog krykken og fik sig hejst op ved hjælp af døren, samtidigt med at hun kastede et blik ned af gangenm hvor den hjælpsomme man stod og rev sig i håret. Det kunne ikke være et godt tegn.

Lægen sukkede og gik videre ned af gangen, mens
Liam sammentidig, havde vredet sig selv hen til
væggen bag dem, som lå overfor dørene indtil de
forskellige stuer, hvor patienter lå.
Han stod ved væggen med ryggen til den, og lod
sig selv glide ned af den imens han mumlede for
sig selv forskellige bandeord på italiensk. Når
Liam var helt ude af flækken slog han altid over
i Italiensk da det ville lave en bedre kontakt
til Jomfru Maria, som han var forbandende sur
på dog skældte han hende ikke ud, da han ikke
ville ødelægge deres gode kommunikation.

Sisca fik lukket sig ud og stod et øjeblik og så ned af trappen, som førte ned til parkeringspladsen. Den var godt nok ikke så lang, men stadig et minefelt.
"Están jugando a sus pacientes a la muerte"mumlede hun med en træt stemme. Hun begyndte at gå ned, et trin af gangen. I det mindste var der ingen is på trappen, så det var ikke så svært igen at holde balancen, det gik bare meget langsomt for hende.

Liam faldt til ro, ved at sidde og sige nogle
forskellige bønner han gjorde hver aften
og morgen. Han tog sin rosenkrans op og
nulrede ned imellem sien fingre.
1 bøn hver perle. Han tørrede sine øjne
engang imellem, dog blev han afbrudt af
en kvindelig patient, der bedte ham om at
gå hjem da det ville være bedst for ham.
Liam blev tilbudt en taxa af den unge samt
kønne kvindelig sygeplejeske, dog afslog Liam,
og smilede venligt, da han vendte sig om imod
udgangen, for at tage hjem.

Sisca fik sig ført helskindet ned på fortovent hvor hun lavede et lille hop på det raske ben.
"El invencible"sagde hun med en munter stemme og løftede krykkerne en smule over jorden, lige som når man løftede sine arme op i luften når man vandt noget. Hun gjorde det godt nok lidt mere diskret.
Hun så til siderne og fik øje på et busstoppested længere nede af gaden. Hun sukkede svagt. Hvorfor var den ikke placeret tættere på?
Hun bed i det sure æble og begav sig ned af fortovet, langsomt da hun passede på med ikke at sætte krykkerne på isen sm halvt dækkede noget af fliserne.

Liam gik ned af trapperne med hurtige skridt, og gik ud
af døren da han skubbede til den aggressivt.
Han gik ud og fangede en smøg hurtigt på fra hans
brystlomme, og tændte den med en lilla farvet lighter,
han havde købt for få kroner nede i en grønhandler samt
kiosk nede på hans gade.
Han Stilte sig op af muren og gned sig flere gange efter
hinanden i øjnene og kiggede op i himlen og sagde med
hvisken flere gange efter hinanden.
"Era un uomo buono....Era un uomo buono".

Sisca så på køreplanen da hun nåede hen til stoppestedet. Hun lod blikekt glide hen over de forskellige klokkeslætter. "Mmhm.."hun fik bakset sin mobil op af sin lomme og oholdt den op foran sig. "En halv time" hun sukkede svagt, havde hun været lidt hurtigere ude havde hun kunnet nå bussen, og den ville sikkert være forsinket på grund af isen.
Hun satte sig på bænken der var blevet stillet frem til de vendtene buspassager. Hun stillede krykkerne mellem sine knæ og så kort tilbage mod hospitalet.
Hun genkendte manden fra før, hun blev helt misundelig på ham. Han havde en cigaret, hun følte hurtig på sine lommer i jakken, men hun havde ikke fået nogen med sig. Hun lænte sig tilbage med et lydløst suk og så op i himlen.

Liam sugede godt ind på cigaretten og tog sin telefon op
for at se klokkeslættet. Klokken var ingen ting, og ubetydelig,
Han ville egentlig bare hjem, så han gik mod venstre hen mod
et bus stoppe sted, dog gad han ikke tage bussen da han var
løbet over til busstopstedet og havde ikke fået sin pung med
sig. Da han var tæt på stoppestedet genkendte han en passagere
der sad roligt på bænken. Det var pigen med krykkerne.
Han lukkede sin jakke og åndede ud, så dampen steg ham
til næsen. Han snøftede kort, og kiggede på hende, mens
han kom tættere på. Dog sagde han ikke noget til hende
men gik stille forbi hende med den ene hånd ned i jakkelommen
og den anden, som holdte smøgen ved munden.

Sisca sad stille og så op i himlen, men da hun hørte skridt og de gik forbi hende, flyttede hun sit blik for at se hvem det var. Hun genkendte manden han skulle nok også hjem. "Hej"hilste hun kort, han så ikke rigtig ud somom han ville snakke med nogen. Hun lænte sig fren og hvilede hagen på det øverste af den ene krykke, men shun så efter ham da han fortsatte forbi hende.
Hun rettede blikket frem og spidsede munden en smule og så på busstoppe skiltes pæl.

Liam gik forbi hende selvom han hørte hendes kære
stemme hilse. Han gik dog videre da han ikke var
i humør til at snakke, men alligevel trak hans krop
ham hen til hende igen, med blikket ned på jorden
foran ham.
"Hej..." svarede han stille tilbage, og stilte sig ved
siden af hende, hvor han trak en ny smøg op som
blev tændt af den anden han snart var færdig med.
Han tog en ekstra op og gav den til kvinden, da han
godt havde lagt mærke til hendes blik på hans hvæs.
Liam fangede alt omkring ham, selvom det så ud til
han ikke gjorde. Han havde tjek på alt omkring sig.
Nogle sagde han havde øjne i nakken, eller mere
overalt på kroppen, det havde han egentlig også.
Han smilede venligt til hende, og lænede hovedet
imod stoppestedets pæn som bar et lille tag over
bænken.

Sisca smilte skævt da han vist besluttede sig for at snakke, eller bare at vente på bussen. Hun rettede sig op da han gav hende en cigaret "tak" hun smilte og satte den ind mellem sine læber, samtidigt med at hun stak en hånd ned i sin jakke lomme. Godt nok glemte hun tit sine smoger, men hun glemte aldrig sin neongrønne engangs lighter. Hun viste ikke hvorfor men hun købte dem altid i den farve eller orange. Hun tændte cigeratten og tog et sug og holdt den mellem to slanke tynde fingre mens hun lod røgen lige så stille sive ud mellem hendes læber der var lettere skilte.
"Skal du med byssen"spurgte hun og rynkede på næsen da det var rimelig tydeligt at bussen ikke skulle udtales med y.