Dræb eller bliv dræbt... - Liam

Dato: Irl
Tid: 23.56
Vejr: Stjerneklart og vindstille. Koldt
Sted: Havnen
Omgivelser: Havne-ting?

Artemis gik stille og roligt langs kajen. Det var faktisk et stykke tid siden hun sidst havde været nede havnen. Det havde været et af hendes ynglings steder, da hun var menneske.... Mest fordi der så sjældent var nogen efter mørkets frembrud, men også på grund af vandet. Artemis havde holdt utroligt meget af at opholde sig i nærheden af vand. Hvilket også var en grund til at hun havde holdt meget af stranden... Egentlig anede hun ikke hvad hun lavede der. Hun gik der bare. Burde vel egentlig se at finde føde snart. Hendes øjne var meget mørkegrønne i forhold til den klare farve de normalt havde..

Liam gik nede ved havnen da han havde set
en lille pige rundt i byen. Han havde fulgt
hende hele vejen ned til havnens stilhed og
mørke, og nu gik hun ved bredden i sine egne
tanker. Han havde fundet ud af hun var vampyr
da ingen damp kom ud fra hendes mund, og det
burde der hvis hun ville ha været menneske, eller
et andet uønsket væsen.
Det var det eneste gode ved vampyrer. Man kunne
altid kende dem, om vinteren, da der ingen damp
kom ud af deres mund, da de jo ikke trak vejret.
Liam var iført en brun jakke jakke der gik ham
led midten af lårene og så var den i slidt læder.
Det var hans "vinter" jakke, og den var egentlig
meget god. Men stilheden ved havnen gjorde at
Liam skulle være helt stille når han gik i den lille
piges omgivelser. Men han var van til det, da
vampyrer havde en utrolig god hørelse, og lugte-
sans.

Artemis stoppede op, og så ned i det forsvindende mørke som vandet udgjorde. Sorte fisk... Et let smil viste sig på hendes ansigt. Hun kunne godt lide den beskrivelse af vandet. Det var en ældre pige, der engang havde gjort hende opmærksom på at vandet kunne ligne store, sorte fisk det væltede rundt mellem hinanden. Denne aften holdt fiskene sig i ro... Der var næsten ingen bølger i havnen, og den smule der var, var intet andet end nogle små skvulp. Artemis sukkede kort, og rystede på hovedet. Det var dumt var det... Det var jo ikke fisk! Det var blot vand!.. Isende koldt vand, der var parat til at opsluge hvem som helst, der var dum nok til at falde ned i det. Hun fnøs kort, før hun vendte sig væk fra vandet, og begyndte at gå igen. Lod blikket vandre hen over omgivelserne. Vent... Hvad var det?... Sådan havde der da ikke lugtet før?... Det var først nu, hvor hun var blevet opmærksom på omgivelserne, at Artemis lagde mærke til den snigende lugt af menneske...

Han sneg sig stille omme bag nogle parkerede biler
der stod ved vejen der gik langs havnen. Han havde
sit blik stift på den lille pige, men stoppede brat op
da den lille pige vist have fået færten af ham.
Det var satans de lugtede så godt, men Liam gik
stille videre for at vise han ingen frygt have.
Hvis først hun mærkede noget frygt i ham, ville
hun blive stærkere og mere selvsikker.
Liam var ikke i nærheden af bange, dog kunne
det godt tros hvis han skjulte sig. Han gik stille
frem for bilen med sine læderhandsker på sine
hænder. Han strammede dem til mens han viste
sig for vampyr pigen. Han kiggede ud igennem få
hårtotter der hang ned i hans ansigt. Han kørte en
hånd igennem og viste sit ansigt for pigens åsyn.

Artemis' blev blev limet til manden der kom frem bag bilerne, i samme øjeblik han kom inden for hendes synsvidde. Hun gik dog videre som var det ingenting. Han var en mulighed for mad... Det var faktisk sådan hendes blik på menneskerne var blevet... De var intet andet end mad.. Måske var det også fordi hun var så forfærdeligt jaluox på dem.. Hun var endnu ikke rigtigt kommet sig over at hun ikke kunne få lov til at blive voksen lige som alle andre. Dog fyldte det ikke lige så meget som det havde gjort tidligere.
Hun slog blikket ned, for at det ikke skulle virke for åbenlyst at hun stirrede sådan på ham.

Liam holdte sig ansigt alvorligt mens han gik et par
skridt tættere på hende. Han var klar hvis hun skulle
gå til angreb på ham, og drikke hans stærke blod.
Han lod sig dog stoppe, og strammede sine læder-
handsker til, så de sad mere fast omkring hans
anstrengte hænder. Han ville gøre det så hurtigt som
muligt, hun var jo skam også bare en lille pige, godt
nok var hun vampyr. Men, hun kunne umuligt kunne
gøre meget skade, og Liam var en stærk mand, godt
nok menneske, men han kunne godt slå et uønsket
og blodsugende monster fra sig.
Han kiggede på hende med et ventende blik, men
lod sine læber forblive stille.

Artemis stoppede ikke langt fra ham. Løftede hovedet en smule, og søgte efter hans blik. En af hendes tre evner var aktiveret. Det var ikke noget der kunne ses på hende, men så han hendes først i øjnene ville han ikke have nogen problemer med at mærke den. Ikke at den ville skade ham. Der var ingen af Artemis' evner, der kunne skade nogen. Ikke fysisk i hvert fald. Den ene af hendes evner kunne til en vis grad være psykisk skadende, hvis man ikke var stærk nok... Men ellers var hun faktisk ganske ufarlig, når man altså så bort fra det faktum at hun behøvede blod for at overleve...
Hvis hendes plan skulle lykkes var han nødt til at se hende i øjnene... Hun stillede op med et ulykkeligt, og modløst ansigtsudtryk, der fik hende til at se uendeligt lille og fortabt ud. Et ansigtsudtryk der var let at forbarme sig over...

Liam kiggede på den lille som tonede et trist og
sørgeligt ansigt frem. Han grinede halvt af hende
da han ikke fandt det rørende på nogen måde.
Hun ville jo bare lokke ham. Han havde set det
før, samt oplevet det. Han lod sig ikke fange, og
for en sikkerheds skyld ville han heller ikke lade
sine øjne falde i hendes blik, da det frembragte
en stukken bag øjenlågene, og gav en kulde-
gysninger, plus det sagtens kunne være der lå
noget overnaturligt i hendes blik. Han slap sine
læderhandsker, og kiggede på den lille godt
skuespillene pige.
" Lille pige.." hviskede han stille til sig selv, dog
kunne det godt høres af andre i hans omgivelser
hvis de lagde ørene til det.
Dog ville hun med sikkerhed høre det, vidste Liam
da vampyrer havde en fantastisk høresans.

Han undgik hendes blik... Det tegnede ikke godt.. Hun gik over til en anden taktik, dog uden at der skete den mindste ændring i hendes ansigt. "Jeg er ikke lille.." Svarede hun, selvom han snakkede til sig selv. Hun begyndte så småt at trække sin opmærksomhed væk fra de øvrige omgivelser. Dette kunne være en stor ulempe hvis andre end dette menneske befandt sig i nærheden. Det troede hun dog ikke at der gjorde, ikke så sent.. Hun samlede hele sin koncentration, der før havde været så spredt, om ham, og kun ham. Hendes blik blev mere intenst i det, men det var også det eneste tegn på at hendes taktik var ændret. Og eftersom han ikke ville se i hendes øjne, var sandsynligheden for at han ville opdage det ikke stor...
Langsomt begyndte stemmerne at komme... De begyndte blot som en lav hvisken i hans hoved, der grædende bad ham om hjælp, om nåde...

Liam rynkede brynene lidt da han kunne høre nogle
små stemmer bede og hjælp, samt med grød i stemmen.
Han kiggede lidt rundt omkring sig for at se om nogle
var i nærheden med stemmerne.
Han kiggede stille tilbage på pigen, og lod sit blik falde
på hendes læber for at se om det var hende der hviskede.
Han undrede sig utroligt over hvad i alverden det var.
Og det irriterede ham også kraftigt at han ikke havde styr
på hvad der skete omkring ham.
Han lod dog ikke sig selv falde i hendes blik, mens han
tog hånden indenunder jakken hvor han mærkede på den
spidse træspids der sad på indersiden.

Artemis rynkede let brynene, og stemmerne steg i gradvist i styrke.
"Er der noget galt?" spurgte hun med en stemme, der lød tøvende, og usikker. Hun var dog hverken tøvende eller usikker. Artemis var en overraskende stærk vampyr, til trods for at hun ikke havde været det i synderligt lang tid. Men nu havde jo også været er usædvanligt stærk menneske, trods den unge alder.
Stemmerne i hans hoved arbejdede sig langsomt op til at skrige i munden på hinanden. Grædende råbte de til ham, at han skulle se derhen, nej ikke der, her! Hele tiden skreg de til ham, og bad ham om at hjælpe dem, om at frelse dem...

Liam kløede sig i hårbunden med kradsene klø, med
spidserne af hans korte negle. Han kneb øjnene hårdt
sammen inden han åbnede dem helt op og kiggede på
pigen ved kanten, og lod et dømmende blik falde på
hendes skikkelse.
" nej.." svarede han med en forvirrende, dog prøvende
rolig stemme. Han italienske accent lå tungt over hans
svar til pigen og med en højere stemme, råbte han til
stemmerne.
" Andate via! mi permetta di essere! !!!