Gamle minder og nogle som er tydeligere end andre - Eolith

Eolith åbnede øjnene og kiggede op på ham, da han mærkede at Marcus selv nussede hans kind nu. Det var en rar og betryggende følelse, og det hjalp ikke just på, at han skulle holde sig tilbage. Marcus havde jo allerede udrykket, at de nok ikke skulle have sex allerede, hvilket ærgrede ham lidt, men Marcus var en af de få personer, han sagtens kunne vente med, fordi de i sig selv var dejligt, at være tæt på ham. Nok havde han mistet sin hukkommelse, men han kunne godt lide Marcus, virkelig. Faktisk så meget at han ville være hans alene, havde han lige bestemt.
"Yeah" Svarede han lidt længe efter at Marcus havde sagt det "Men jeg vil nu gerne fylde mere i dit liv...". Ja, det lød jo perfekt. At være en del af en anden liv var noget han altid havde drømt, før han mistede sin hukkommelse. Det eneste han vidste var, at han havde været overdrevet forelsket og afhængig af denne Andy, som han havde mødt én gang siden og været ubehøvlet overfor. Det var ikke noget Eolith tænkte over længere overhoved.

Selvom at Marcus havde sagt at de ikke skulle have sex, så kunne han ikke lade være med at ligge mærke til hvor blød Eolith endelig føltes på kinden og tænkte lidt over hvordan resten af hans krop sikkert måtte føles. Men han slog den tanke hurtigt ud af hovedet, da han kom til tanke om at han havde set Eolith nøgen før og viste ikke rigtig om han skulle beholde det billede inde i sit hoved eller smide den væk. Men noget fik ham alligevel til at beholde det, og han stilte sig lidt tættere på Eolith og lod sit blik kiggede tænkende ned på ham. Marcus lagde derefter hovedet lidt på skrå over det han sagde og fugtede kort sine læber, "hmm.. Hvordan vil du gerne fylde mere i mit liv?" spurgte Marcus stille, men nysgerrigt og havde stadig sit hoved lagt på skrå. Han kunne endelig godt selv tænke sig til det, men alligevel ville han nu gerne høre det fra Eoliths egen mund, så derfor lod han kort sin hånd strejfe hans læber, inden han tog sine hænder til sig igen og smilte kort svagt.

Eolith lagde godt mærke til at han trådte tættere, men havde desværre ingen ide om, hvad han netop tænkte lige der, men et eller andet sted, havde han det samme på hovedet. Han kiggede lidt mere trist op på ham, uden at det var med vilje, men da spørgsmålet kom, så føltes det så forkert for ham at sige det. Han følte sig i forvejen skyld i at der var gået kludder i Marcuses liv. Han så ned igen. "...Som Hayley" Mumlede han, hvorpå han allerede fortrød at han havde sagt det. Han ville selvfølglig ikke være som Hayley, men fylde ud i den plads hun havde før. Han tykkede lidt sammen, og følte nærmest at sank dybere og dybere ned i skam over sig selv.

Marcus kunne ikke lade være med at smile lidt over det han sagde og blev faktisk lidt rørt, selvom det måske lød rigtig underligt. Men der var ikke mange, eller rettere sagt, det var ikke særlig tit at Marcus hørte fra folk at de gerne ville fylde i hans liv, som Eolith gerne ville lige nu, men nu var der noget andet som holdte Marcus tilbage, end at han næsten lige var kommet ud af et forhold. Derfor tog han sin hånd forsigtigt op og placerede den under hans hage og løftede roligt Eoliths ansigt op imod sit, så de så direkte på hinanden. "Men søde Eolith... Jeg skal kunne have fuld tillid til at du ikke render rundt og er sammen med andre drenge, hvis jeg lader dig komme ind i mit liv.. Det vil jo også ødelægge mig" sagde han stille og fjernede derefter roligt sin hånd fra Eoliths hage og lod derefter sin arm hænge ned af siden.

Marcus kendte ham så godt, at han vidste at Eolith havde det problem at han ikke kunne styre sig. Eller rettere sagt hans evne. Eolith kunne ikke se det som andet end en afvigelse, da Marcus kom med sit svar. "J-ja... Det ved jeg godt..." Svared han stille og kiggede ned igen, da Marcus havde taget hånden til sig. Han kunne ikke se ham i øjnene, så snart de var inde på det emne. Han havde allerhelst lyst til at sige, at hvis han kunne få en chance, så ville han kæmpe for det, men han kunne ikke love noget på forhånd, for hvis ha først var i samme rum som en anden i den sidste time på dagen, så ville han ikke kunne holde sig tilbage. Det var også derfor at Eolith aldrig havde haft en kæreste, og ville nok heller aldrig få en.

Marcus kunne godt at at Eolith var trist, og det var også helt i orden at være trist, han kunne bare ikke lide hvis det var på grund af ham at Eolith var trist lige nu, men han viste hverken hvad han skulle gøre eller sige lige nu. Så derfor gik han lidt væk fra ham og lod sin ene hånd køre gennem håret. Der var helt stille inde i huset nu, man kunne lige høre bilerne køre ude på vejen nær Marcus hus og han sukkede kort. Altså han havde intet imod at have Eolith tæt på sig, han ville så bare gerne have at tilliden kunne holde, så det ikke lige pludselig blev ødelagt. Og Marcus viste godt hvor svært at kunne være for ham, så derfor ville han ikke forlange noget af Eolith, det ville næsten være for synd for ham. Marcus satte sig derefter ned på gulvet i skrædderstilling og fjernede noget af sit hår fra ansigtet og rettede lidt på sig tøj. Men ellers så han bare engang imellem på Eolith, men viste ikke hvad han skulle sige.

Eolith brød sig ikke om den stilhed der kom imellem dem, og det var som om at der blev helt koldt, da Marcus trådte væk fra ham. Han lagde armene om sig selv og vaklede selv et skridt tilbage, hvorefter han gik til sofaen og satte sig. Han havde været nødt til at sætte sig, for ellers ville han bare miste balancen. Han havde håbet på at Marcus ville sige noget i den stil, at det var i orden eller at de godt kunne prøve alligevel, men nej. Det ville også kun virke usædvanligt, hvis Marcus havde sagt det.
Han så ned, lukkede øjnene og lod pandehåret dække synet til dem, for der kom lidt tårer ud af dem. Såvel som alle andre mennesker, kunne han ikke lide at blive afvist.

Marcus fulgte Eolith lige med blikket og kunne ikke lide det som skete imellem dem lige nu, derfor efter at have siddet i et stykke tid på gulvet, så rejste han sig og stod først lidt og tænkte situationen igennem, inden han roligt gik lidt tættere på Eolith som havde sat sig i sofaen og bed sig først lidt i læben, inden han ville kaste sig ud i at sige noget først. Fordi Marcus kunne ikke se herfra at han faktisk græd lidt, fordi så ville han skam have sagt noget, men desværre var det ikke lige sådan alligevel. "Hvis det er... Så kan jeg godt lade dig være alene lidt, hvis det er det du har brug for lige nu" tilbød Marcus stille og lod sine hænder synke ned i hans lommer på bukserne og sukkede diskret igen, men meget lidt.

"Nej, jeg skal nok selv gå" Svarede han og rejste sig. Diskret kørte han tårerne væk. Han var heldigvis ikke rød om øjnene, for så meget var det heller ikke nået at blive til. Han kiggede i retning af Marcus, men ikke på ham, ganske enkelt fordi at situationen holdt ham fra det. Han bed tænderne lidt sammen for ikke at sige noget dumt, og gik så hen mod gangen. Han kunne godt lide at være der, og han kunne godt lide Marcus, men han havde ikke engang været der i mere end et par minutter, og han havde allerede ødelagt tilværelsen. Det var så typisk ham, og han hadede sig selv for det.

Marcus kunne ikke lide tanken om at Eolith skulle gå rundt alene udenfor og være trist, fordi han viste at man kunne finde på de mest mærkelige ting, når man var trist eller helt nede i den sorte kælder. Derfor gik han roligt over og tog blidt fat i armen på ham og stoppede ham i at gå, det var nu heller ikke ligefrem fordi det var svært for Marcus at holde ham tilbage, fordi dæmoner som regel var stærkere end engle. Men nu viste Marcus jo ikke hvor stærkere Eolith måske var blevet med tiden, men han måtte jo tage chancen hvis det var. "Jeg vil ikke tillade at du går, især ikke når du er så ked af det som du er lige nu, hvis du har lyst kan jeg sagtens give dig ekstra værelset, hvis du vil have et sted at sove" tilbød Marcus stille og prøvede at smile lidt, men han kunne ikke få noget smil op på sine læber lige nu, men han håbede da at det ville ændre sig.

Eolith stoppede op da han jo blev holct tilbage. Han havde ikke tænkt sig at kæmpe imod, da han jo i bunden af det hele gerne ville være der hos ham. "Men Marcus...?" Var det eneste han kunne sige. Han havde drejet hovedet lidt så han kunne ane ham bag sig, men turde på en eller anden måde ikke vende sig helt. Der var et eller andet problem med at kigge i andres øjne, når man var ked af det. Han følte samtidigt at der ikke var noget at tude over, og han følte sig kun mere og mere kvinde en mand, når hanstod i disse siturationer.

Marcus sukkede lidt over det og viste ikke rigtig hvad han helt skulle gøre, når nu at han faktisk havde valgt at holde Eolith tilbage, men meget langsomt gav han slip på ham og smilte svagt. "Ikke noget men... Jeg vil ikke have du går, det er lang tid siden at jeg har set dig, og jeg er bange for at hvis jeg lader dig gå, at jeg så aldrig kommer til at se dig igen" sagde Marcus stille og så lidt trist ud imens han sagde det, selvom et svagt smil var på hans læber, men det var vel bare et trist smil så. Derefter lænede han sig hen til Eolith og kyssede ham blidt på kinden, han viste ikke hvorfor han gjorde det, han havde bare lyst til det og gik derefter hen til sofaen og satte sig roligt ned og håbede at Eolith enten ville sætte sig ved siden af ham, eller i det mindste sige ja til at blive hos ham indtil videre.

Eolith kunne ikke få sig selv til andet end at give efter, når Marcus sagde sådan. Han ville heller ikke være til besvær ved bare at løbe sin vej alligevel, for Marcus havde jo egentlig ret. Var han først løbet ud af døren, ville han få svært ved at gå tilbage til ham igen, og så ville de nok ikke ses før om lang tid.
Han så om på Marcus forsigigt med et ømt blik og tog sig til til kinden hvor han var blevet kysset. "Jeg bebrejder dig ikke for at du ikke har tillid til mig" Sagde han og vendte sig først helt og så om på ham med samme ømme udtryk "...Du har nok ret i, at du aldrig ville kunne vide om jeg løber sammen med andre drenge, da jeg ganske enkelt... ja... ikke kan stoppe mig selv. Uanset om de tiltrækker mig eller ej... om de er unge eller gamle så ja... Hvem vil dog være sammen med én som mig? Især ikke du fortjener den slags. Du fortjener en troværdig, sød, smuk og ærlig pige som elsker dig overalt på jorden. Måske en som er dæmon ligesom du selv? I har meget mere til fældes end vi to har... Marcus...".

Marcus kunne ikke lide at høre det som Eolith sagde lige nu, men han ville heller ikke vise at han faktisk blev rigtig trist når Eolith sagde det på den måde og bed sig lidt i læben og sukkede svagt. Han lænede sig tilbage i sofaen og kørte en hånd gennem sit lange brune hår og lod det falde som det nu havde lyst til og lukkede kort øjnene, for at tænke over tingene. Han rykkede kort på sig, for at sidde ordentligt og tog sit ene ben op i sofaen, ved at sætte foden på madrassen. "Jeg kan ikke lide at du sætter det op på den måde Eolith... Og jeg er ved at være træt af piger, jeg har ikke haft andet end problemer med dem... Selvf er der også problemer sammen med drenge, jeg tror bare ikke på at det er det samme.. Ville du ikke kunne prøve, hvis det virkelig galt at holde et forhold??" spurgte Marcus stille, og sørgede for ikke at lyde trist, men sukkede så lidt og vendte sit blik ned.

"Men det passer jo..." Svarede han og kunne sagtens fornemme tristheden der lå i Marcus. Forsigtigt gik han hen til sofaen og satte sig i sofaens anden ende. Han kiggede på ham og blev længe stille, før han kravlede hen til ham og lagde armene om ham."Jo... men du må hjælpe mig meget. Det kræver at du er hos mig hver aften..."
Han ville ikke helt svare på det med at der var forskel på piger og drenge, da han selv kendte et par stykker, der kunne være rimelig bitchy. Som for eksempel ham selv af og til. Han lagde hovedet på hans skulder og sukkede opgivende.

Marcus svarede ham ikke rigtig på det han sagde, men kunne heller ikke lide den pinlige tavshed som var i rummet lige nu, selvom Marcus selvf på en måde blev lidt lettet over at Eolith satte sig over i sofaen, selvom det var lidt langt væk fra ham. Det var meget tydeligt at høre hvad der skete udenfor på grund af stilheden, Marcus kunne endda høre hans åndedræt helt ovre i den anden side af sofaen, men gjorde ikke rigtig noget. Før han hørte at Eolith kravlede hen til ham og lagde den ene arm forsigtigt omkring ham, for ikke at masse Eolith på nogen måde og sank en lille klump. Han havde ikke forventet det krav som Eolith sagde til ham, men nikkede bare lidt, "okay... jeg skal gøre mit bedste for at hjælpe dig så, indtil den dag, hvor du måske lærer at styre det selv" sagde Marcus og smilte svagt, men det forsvandt hurtigt igen.

Eolith blev overrasket over at Marcus faktisk accepterede det. Han syntes selv at hans krav var lige i overkanten, også fordi at han ikke følte at han var så stor en gevinst, at man gad arbejde for et forhold med ham. Han kiggede op på ham med sine store blå øjne og lignede en der ville sige noget, men i lang tid kunne han slet ikke få noget sagt.
"Mmh..." Lød det fra ham, inden han lænede sig frem og kyssede ham i et stramt kram. Han knugede øjnene i og holdt kysset længe, men det var stadig meget forsigtigt.

Det gjorde ikke rigtig Marcus noget at han ikke sagde noget, hvis der ikke skulle siges noget, så var det jo bare sådan det var. Han trykkede Eolith lidt tættere på sig, men passede stadig på ikke at bruge for mange kræfter på det, så han lige pludselig kom til at gøre ham ondt. Engang imellem smilte Marcus svagt til ham, men det var ikke noget som holdte i særlig lang tid, længe af gangen. Indtil han mærkede hans læber imod sine og blev først lidt overrasket, inden han roligt lukkede sine øjne og kyssede forsigtigt med. Imens Marcus lagde begge arme helt omkring Eolith, han kunne godt lide at mærke varmen fra ham, imod sin egen krop, selvom de begge havde tøj på, men alligevel havde Marcus det som om at han kunne mærke det.