just blindææææt.. don't remember.. . Rose

Ozzie ville have sin hænder til sig, han vilel skubbe hende væk rive bindet af øjnene og stirre hende i øjnene, så hun selv kunen føle den smerte hun på førte alle ander hver gang hun bed dem. Han gav et gisp fra sig da han mærkede smerten i halsen, aldrig havde han følt sådan en smerte før, det var jo ulideligt, han gav sig til at skrige og klynke, i håb om nogen ville høre hans skrig og komme ham til undsætning, han vred sig forsat under hende og klynkede, "vil du ikke nok stoppe" han klynkede lidt mere og sagde en del på sit eget sprog indne han lukkede øjnen i stadig lamende og smerten der var over alt nu, han kunne føle hvordan blodet blev suget ud fra hans krop. Skulle han slappe af? Hvad tænkte hun dog på.. havde hun nogen sinde selv prøvet sådan en smerte? Han prøvede desprat at få bindet af ved at lave nogen bevægelser med hovedet så det nok også gjorde det svære for hende at drikke, skulle hun være så.. fræk imens hun gjorde det, var det ikke nok bare at drikke?

Rose borede sine tænder lidt længere ned i hans hals og drak hans blod og lyttede ikke til en ting som han sagde. Hun ville ikke! Så var hun bare bange for at hun ville få dårlig samvittighed og stoppe med at drikke. Og hun var jo nødt til at blive ved. Dette var jo hendes måde at overleve på, og det kunne ikke gøres på nogen anden måde.
Hun lavede en hurtig bevægelse med hænderne og havde hurtigt hans håndled i den ene hånd og greb fat i hans hår med den anden og prøvede at holde ham fast og få ham til at ligge stille imens hun sugede.

Ozzie vred sig stadig under hende, han ville fri, han ville gør emodstand hun skulel forstå at det her var noget han overhovedet ikke fandt sig i, noget han på indne måde brød sig om, og noget han helst ville være fri for, smerten sted og bindet blev vådt af de små smerte tårre det løb fra hans øjne, det gjorde sindsygt undt. Havde hun tænkt sig at slå ham ihjel, han måtte da gøre et eller andet, han måtte jo komme fri, men hun var stærker end ham, det var de fleste godt nok, men alligvel det bekymrede ham, og han brød sig ikke om det, han børd sig ikke om den måde hun sad på ham og holdte hans hænder og hår, imens hun kærtegnede hans hals for så at stikke sine hugtænder i den, det kunne se noget så forkert ud hvis nogen kom ind nu, og hvis han råbte kunen nogen tro noget forkert og lukke døren før han nåede at be om hjælp, hvis nogen overhovedet ville komme for at hjælpe? Han klynkede vider og begyndte at be til gud på sit eget sprog han ville ikke dø.

Rose lavede nogle utilfredse og snerrende lyde da hun ikke var glad for at han gjorde så meget modstand. Hun bed hårdere i hans hals og pressede sin krop ned mod hans og havde næsten et dyrisk blik og ville blive ved med at drikke af hans blod hvis hun havde chancen, men ville jo ikke dræbe ham og måtte jo derfor stoppe på et tidspunkt, men hun blev dog ved alligevel og ville blive ved indtil han ikke ville kunne holde sig vågen mer.

Ozzie vred sig stadig, han havde ikke tænkt sig at give op og begyndte bare igen at råbe på hjælp, sommetider på et lidt ufroståligt sprog men dog også på dansk så andre kunne frostå ham. "Vil du ikke nok lade mig gå" bedte ham med en klynken, han kunne ikke fordrage smerten det var så væmmeligt, også bare det at han mistede blod for hvert sekundt der gik, ville hun ikke snart stoppe? Det gjorde virklig undt, ville hun ikke lade ham gå, "Du må ikke slå mig ihjel" klynked ehan og lod nogen smerte tåre løbe ned over kinderen, både fordi han ikke vilel opgive sit liv nu, og Jayden.. og smerten var ulidelig.

Rose var begyndt at blive virkelig irriteret over Ozzies modstand, men måtte jo oss snart holde op. Hun tog et sidste, men dog langsomt og langt, sug af hans blod og trak til sidst sine tænder ud af ham og lod sine tænder løbe over hans hals for at få det sidste blod væk.
Hun fniste lavmælt og trak sit ansigt langsomt væk fra hans hals og så ned på ham og havde nu nogle isblå og dybe øjne. Hun betragtede ham og ville se hans reaktioner på at hun var stoppet og var blevet i et meget bedre humør nu og var kommet til sit gode gamle personlighed; sød, venlig, barmhjertig og gavmild. Han skulle bare forstå at hun blev sådan når hun blev tørstig, selvom at hun egentlig godt forstod hvis han ikke forstod det og bare ville langt væk fra hende. Det ville de fleste jo. Og det var DERFOR at hun levede i et ensomt helvede, hvor ALLE var bange for én. Ja, det kunne være ensomt og hun hadede det virkelig og kunne ikke få dette helvede til at stoppe og levede det hvert sekund af hver dag. Og det ville hun gøre resten af sit liv...

Ozzie hev bare efter vejret hans puls var blevn hurtiger af blodmangel og hans andrenalin susede rundt i kroppen han vilel snart besvime, det var han sikker på, han ville bare genre væk fra hende indne det skete, han mærkede hvordan de spidse tænder gled ud af hans sårbare skind igen, men det holdte dog ikke op med at svie, det gjorde stadig forfærndeligt undt og det ville det nok blive ved med i nogen dage efter det her, sikke en modbydelig oplevelse, men hun havde vidst ikke tænkt sig at slå ham ihjel "Vil du ikke nok slippe mig?" bad han og hentydte til at greb hun havde om hans hænder, han ville have bindet af for han ville gøre gengæld han ville have hævn, men han følte ligsom bare at det ikke kunne lades gøre for han følte sig svag og alting var i forvejen sort, og hans hjerne virkede omtåget, han var på vje til en besvimelse, af blodmangel.

Rose blev ved med at se ned på Ozzie og kunne både mærke og se på ham hvor svag han egentlig var blevet. Hun lagde hovedet let på skrå og lyttede til det han sagde for en gang skyld, og gav langsomt slip på ham "Der..." sagde hun med en lavmælt og venlig tone, men vidste at den venlige tone ikke ville gøre det godt igen. Hun vidste at intet ville gøre det godt igen. Nogensinde...
Sådan havde det jo været med alle andre. Hver gang at hun havde bare prøvet på at bide dem og forklaret dem at hun jo var nødt til det, havde de løbet skrigende bort, og hun havde aldrig set skyggen af dem igen, hvilket egentlig ikke overraskede hende og forstod det 100%.

Ozzie mærkede hvordan hun løsnede grebet og trak sine hænder tils ig, han rev det våde bind af og så op på hende med et iskoldt blik, indne han lukkede øjnene i igen og besvimede, hans øjne havde ne sær grøn fraver, ikke bare normalt, mend e lyst op i mørket en meget slevlysnede lys grøn, men hun kunne jo ikke vide at han kunne se hende, hun kunen jo tro hvad hun ville, men han havde ikke tænkt sig at afsløre at han faktisk overhovedet ikke var blind.. i hvert fald ikke inu. Han mærkede hvordan alt kraft forlod kroppen og en underlig fornemmelse bredte sig, det var koldt og ubehalig, men det gjorde ikke undt mere, han følte sig mere død en levende, han havde aldrig prøvet at besvime før.

Rose så ned på ham og spilede sine øjne op da han havde hevet bindet væk fra sine øjne. Han havde haft nogle flotte grønne øjne som næsten lyste op i det dunkle værelse.
Hun blev lidt overrasket da han besvimede, men kunne jo godt forstå det da hans krop havde været under så meget stress og at han havde mistet så meget blod. Selvom at hun vidste at han ikke ville have det, rejste hun sig op fra sengen og tog ham over sin ene skulder. Dette kunne dog godt se lidt underligt ud, men tænke ikke så meget på det. Hun skulle få ham hen til et sikkert sted. Hvis vampyrene lugtede hans blod, ville de komme strømmende, og med sikkerhed tage livet af ham.
Hun løb med vampyr hast, ud fra værelset, ud af klubben og hen mod Werclare centrum hvor hendes lejlighed befandt sig. Dér ville der være sikkert for ham indtil han vågnede.
Da de kom til en stor grå bygning som tornede sig op i mørket, stoppede hun og gik roligt over til hoveddøren. Hun lukkede op og gik hurtigt op ad trapperne til øverste etage, og havde stadig Ozzie over den ene skulder.
Hun havde låst hurtigt op for lejligheden og gik derind, lukkede og låste døren og tændte for noget lys.
Hendes lejlighed var ikke som folk troede ville være et hjem for en vampyr. Der var ingen spindelvæv, ingen edderkopper, ingen uhyggelig stemning eller andre ting og slet ingen kiste. Det var stort, hvidt og hyggeligt, og lignede et hvert andet hjem man kom over ved et almindeligt dødeligt menneske. Rose bar hurtigt Ozzie ind i sit soveværelse, hev hans sko og trøje af og lagde ham ind under dynen.
Da hun endelig var færdig med at 'putte' ham, gik hun langsomt ind i stuen og satte sig i sin sofa og tændte for fjernsynet. Nu kunne hun jo sår'n set bare vente på at han ville vågne..

Ozzie opfattede ikke så meget han lod hende jo gøre havd hun nu ville han kunne intet mærke eller se noget som helst, han kunne muligvis opfatte nogen lyde, men det var ikke noget han tænkte over. Han gled langsomt ind i ubevidstheden ind til drømme verden, der var masser af drømme der ventede ham derinde, såsom om hans familie som han savnede så uendeligt meget, sin mor og fra, det havde været et helved at forlade dem, men han var jo bleven gamel nok til det og ville genre klare sig på egen hånd så han var rejste til Sheria for at klare sig selv. Hvilket dette viste at han bare ikke kunne, det var heller ikke nemt for en blind at vandre rundt på egen hånd i en stor by som denne, specielt ikke når man aldrig havde været blind før man kom til byen, men han var begyndt at vænne sig lidt til det, så det gik okay, men skilte, lygtepæle og kantsten var hans svage punkt. Han mærkede hvordna drømme billederen om sin dejlige savnede familie blev taget af ham, det brød han sig endelig ikke om, men han slog øjnen op og lå lidt op prøvede at huske hvad der forgik. *hvor er jeg?* tænkte han og satte sig op i sengen, havd skete der, hvem, hvor hvad.. Han var virklig forvirret og kunne ikke forstå så meget, han var hos nogen.. Jayden? Jayden havde redet ham!! Han hoppede ud af sengen, men noget skræmte ham, for sådan så Jaydne's soveværelse ikke ud.. Han sukkede igen, hvem var han så hos. Han tog håndne til panden.. ååårrrhhh.. hans bind? Han så på døren og åbnede den imens han lukkede øjnen ei. "Hvor er jeg?" spurgte han uden at vide om der var nogen til at besvare hans spørgsmål.. Han havde været væk i lang tid og klokken var noget med 4 om natten.

Rose havde haft ventet i lang tid på at Ozzie ville vågne og var faldet i søvn foran fjernsynet. Hun lå i sofaen med sine knæ trukket op under sig, så de var oppe ved hendes hage, og hendes hoved på en af de mange bløde puder. Hendes ansigt så så fredeligt og smukt ud, og et sødt smil lod til at være på hendes læber. Når man så hende på denne måde kunne man jo glemme lidt hvor farlig hun egentlig kunne være. Hun havde ikke hørt noget og var faldet i en lidt dyb søvn og opfattede ikke at der var lidt bevægelser og en stemme omkring hende.

Ozzie ventede lidt indne han gik vider og faldte selvfølige over dørkamen og blev nød tila t åbne øjnen af ren refleks, han stødte håndfladerne mod gulvet og så sig forvirret omkirng, han skulel bruge sit bind, det skulle være nu, han kunne ikke gå herfra uden det? Han så sig omkirng og fandt den sovende vampyr, han gispede aft det han så, nok så hun sød og fredlig ud, men han vidste hvilket monster hun var, men han måtte have sit bind og hun måtte ikke angribe ham imens han spurgte hende hvor det var, kunne han holde hende fast? Sikkert ikke, men han kunen give hende en smerte så hun ønskede hun var død i stedet for at føle smerten. Han gik hen tild en sovende pige og prikekde uskyldigt til hende imens han kiggede på hende med de slevlysende grønne øjne "Rose?" sagde han forsigtigt, det her var dumt, han skulle bare være gået sin vej imens hun nu sov.

Rose gabte lavmælt og bevægede sig lidt i søvne og lavede nogle små lyde da hun blev prikket til. "Ja...?" hviskede hun og åbnede langsomt øjnene og så træt op i de flotte grønne øjne som hun vidste at tilhørte Ozzie og smilte svagt. Hendes egne var en flot isblå farve og hun havde et venligt smil og så ikke nær så farlig ud længere.

Ozzie lukkede øjne i så snart hun åbnede sine, selv om hun havde gjordt ham udnt, var han ikke den slags fyr det.. gjorde hævn, selv om han havde tænkt, det men han ville ikke gøre hende udnt, og da slet ikke når hun så så sårbar ud? Det virkede helt forkert.. "Mit bind.. hvor er det?" sagde han og prøvede at bevare roren. "Hvad laver jeg her?" sagde han lidt mere irreterte i det, han var selvfølige stadig pisse baneg for hende, og for havd hun havde tænkt sig at stille op med ham, taget ham med hjem så hun kunne tage lidt af ham når hun blev sulten.. var det noget i den stil.. men nej han ville hjem.. aller helst hjem til Jayden.

Rose åbnede øjnene helt op og satte sig langsomt op i sofaen. Hun strakte sig træt og gabte igen og så lidt på fjernsynet som hun havde tændt og som stadig kørte. Hun lod langsomt sit blik gå op på Ozzie og lod som om at hun ikke havde hørt det første han havde sagt "Sæt dig ned" sagde hun roligt og klappede på den frie sofa plads ved siden af sig "Jeg har taget dig med hjem til mig da det ikke var sikkert for dig at blive henne ved Petronia når du jo var bevidstløs. De andre vampyre ville have haft dræbt dig hvis jeg havde gjort" sagde hun og strøg en hånd gennem sit hår og så ind på fjernsynskærmen.

Ozzie rystede protosterende på hovedet "Nej.. jeg vil gerne hvae mit bind nu" sagde han og prøvede at bevare roen,d et var list svært at se hvodan denne uskyldige senene pige, hun lignede en lille engel, men han vidste hvilket monster hun var inde i og hun kunne ikke nare ham med sig fabelagtige skuespil. "DU kunne jo også have ladet være med at gøre mig bevidstløs til at starte med" sagde han vredt og vippede hovedet ned mod hende stadig med lukkede øjne, han ville genr ehjem nu, enden så måtte hun holde ham tilabeg eller så måtte hun lade ham gå.

"Slap nu af Ozzie" sagde Rose roligt og så op på ham og kunne se på ham at han prøvede at bevare roen.
Hun forholdt sig helt rolig, men blev dog lettere irriteret da han begyndte at tale vredt til hende og rejste sig langsomt op for at se lidt større ud, hvilket var et stort fail, eftersom han var højere end hende "Jeg havde brug for det blod..." sagde hun og så hårdt på ham, men vidste jo at han ikke kunne se det og rystede på hovedet og satte sig langsomt ned igen "Tag en dyb vejrtrækning Ozzie" sagde hun og kom ned på sit rolige og venlige plan af personlighed igen og så ind i fjernsynet igen og ville ikke hidse sig op i sit eget hus. Hun ville egentlig ikke have nogen negative energier under taget og ville helst have det stille og roligt.

Ozzie rystede på hovedet gu' ville han ej slappe af, var hun klar over hvor undt det gjorde? "Gi' mig mit bind!!!" gentog han igen for han var ved at være godt træt af det nu, og ville hjem, og hun skulle i hvert fald ikke regen med han nogen sinde vilel snakek til hende igen, måske skulle han pudse en dusør jægere på hende? Neeja... nej.. så ond var han ikke, men han kunne true med det? Han åbnede mundne for at sige det men tøvede lidt, var han så ond? Nej.. men hendes ord gjorde ham vred.. "Pas på jeg ikke pudser en dusørjægere på dig" sagde han så og bakked enogen skridt tilbage, så måtte hun bare blive sur, han havde lidt nok i forvejen "Hvorfor lige mig?" sagde han og åbnede det ene øje for at se om hun stadig sad ned og lukkede det hurtigt igen.

Rose blev ved med at se ind i den flimrende skærm og prøvede ikke at blive vred "Slap nu af, Ozzie..." blev hun ved med at fortælle ham og var dybt fokuseret på sine 'happy-thoughts'. Hun ville virkelig ikke blive sur på ham da hun allerede havde udsat ham for en del, så hun måtte sørge for at hun forblev glad og positiv.
Hun fnøs underholdt da han truede hende med dusørjæger "Du er ikke den eneste som har fortalt mig dét" sagde hun og så langsomt op på Ozzies ansigt "jeg er flere hundreder år gammel, Ozzie. Tror du ikke at jeg kan klare nogle mennesker som dusørjægerne?" spurgte hun og rystede på hovedet af hans trussel da den var lidt svag.
Hvorfor ham? Hvorfor ikke? Hun rejste sig langsomt op igen og gik roligt og langsomt over mod ham "Hør.. Du var bare lidt uheldig okay?..." sagde hun lavmælt og havde fået den fortalt af vampyre mange gange da hun havde været lidt 'uheldig', og det havde altså sket tit.

Ozzie spærede øjnene op og og gloede på hende i få sekunder indne han lukekde dem stramt i igen, men han ville ikke gøre hende undt, for sådan var han jo ikke, lige meget hvordan hun nu var. "Må jeg ikke godt få den.." sagde han nu mere håbløs end nogen sinde før, han ville abre have sit bind og vandre hjem med det for øjnene, lige meget hvor mange lygtepæle han så skulle gå ind i. Han kom bare med en protosterende lyd og satte sig irreteret ned på gulvet, måske lagde det bare slet ikke til ham at blive sur. Han så lidt på hende og lage armene over kors, som et surmulende lille barn, der ikke måtte få den is den ville have. "Hvorfor kunne en anden ikke være det... hvorfor lige mig" sagde han surt og vippede hovedet ned af, prøcis som et barn der ikke fik sin vilje.

Rose så over på Ozzie og rystede på hovedet af ham "Jeg har ikke det der bind du havde. Glemte det over i Petronia. Men jeg skal nok skaffe dig et nyt" sagde hun og lød faktisk som om at hun lovede ham det. Hun kunne ikke lade vær med at grine over ham da han opførte sig så barnlig som han gjorde nu "Hør her, Ozzie. Sådan kan det gå i den verden vi lever i" sagde hun roligt og betragtede ham "Vær du nu bare glad for at det var mig og ikke en eller anden bindegal, blodtørstig og sexsyg vampyr. Så ville du virkelig have haft været på røven.. Tro mig.." sagde hun og nikkede af det hun sagde for at understrege at hun havde ret.

Ozzie gispede kort og spærrede igen øjnene op indne han kom på benen og lukkede dem iigen, "Det går ikke!.. jeg må have det.. jeg henter det!!" sagde han og vendte hovedet mod hende, var hun klar over hvad det bind betød for ham? Det betød fanme alt, der for måtte han bære det over alt, lige meget hvad, han skar en grimasse og tog sig til halsen indne han mumlede "av" det gjorde stadig undt. Ozzie vendte sig mod Rose, han kunne jo godt se hvad hun mente men det var stadig ikke det han spurgte om, han måtte vel bare stille spørgsmålet eeeen gang til. ""JAMEN.. hvorfor MIG" sagde han irreteret, for der var vel andre 'mennesker' end ham der henne. Han gik vider og gik dirakte ind i den dør han ikek vidste var der, han fumlede noget og vendte sig mod hend "Det så du ikke" sagde han mumleden og kunne ikke alde være med at smiel over sin egen dumhed indne han fik fat i håndtaget og åbnede døren.

Rose rejste sig hurtigt op og stillede sig hen foran ham så hun var i vejen for ham "Du kan ikke gå nogensteder sådan! Jeg skal nok hente det til dig lidt senere, okay?" sagde hun og vidste hvor svag man var efter et vampyr bid og ville ikke have ham til at gå udenfor. Hun trak på skuldrene, men vidste jo at han ikke kunne se det "Jeg ved det ikke Ozzie..." sagde hun lavmælt "Jeg følte bare at du var den eneste som jeg kunne gøre det på..." hviskede hun og var begyndt at blive virkelig ked af det fordi at hun ville jo ikke have haft gjort det hvis ikke at det var et nødstilfælde. Hun så efter ham da han sådan set bare gik...
Hun grinte over synet af det som skete få sekunder efter og så Ozzie gå direkte ind i døren "Dit fjummergøj.." mumlede hun og rystede på hovedet af ham. Hun gik langsomt over og lukkede døren "Bliv nu her. Jeg skal nok gå ned og hente det når du er kommet til kræfter igen" sagde hun og så op på hans lukkede øjne.

// Hahaha xDDD //

// jeg rettede det imens du svarede xD du skal lieg have det sidste med hvor han går ind i døren!! det skulel bare meeed xDD //