Karusellen

Dato :: Lille juleaften
Årstid :: Vinter
Dag :: Mandag
Vejr :: Koldt, men vindstille og tørt
Sted :: Ved børneforlystelserne
Tid :: 22.00
Omgivelser :: Øde da parken forlængst er lukket for vinteren

Lucy sad på en af hestene i karusellen. Hun nynnede lavt den melodi der som regel blev spillet i karuseller og vippede frem og tilbage, mens hun lod som om karusellen kørte. Hun var iført en sort kjole uden ærmer og en hvid skjorte af den slags man kunne finde på nogen børnehjem. Hun var udemørket godt klar over at det var komplet åndsvagt det hun havde gang i, men hun elskede karuseller og havde lyst til en tur... Men hun måtte nøjes med at forestille sig den...

Alec gik glad gennem parken. Hun hoppede afsted, hun opførte sig meget barnligt. Hun nynnede en julesang (Søren Banjomus) *Jeg elskede karusellerne, da jeg var barn...*

Lucy så næsten ud som om hun var grædefærdig, da hun endelig opgav turen. Hun forsvandt i en lille sky af mørk røg, og dukkede op igen på en gynge få meter der fra. Hun snøftede kort og satte gyngen i bevægelse, men ærgede sig stadig over at hun ikke havde fået den ønskede karuseltur.

Alec hømor skiftede brat, da hun mærkede en formandring i luften. *En vampyr...* Hun spejde rundt.

"Godaften miss" sagde hun højt mens hun gyngede. Hun gjorde intet forsøg på at ligne et nomalt barn da hun var klar over at det var en anden vampyr... En ung en enda...

Alec blev overrasket, og det kunne hun adsolut ikk' li'! "Godaften...?"

"De er miss Alec, ikke sandt?" Spurgte hun og smilede over overraskelsen i Alec's stemme. Hun elskede at overraske, forbavse og forbløffe andre, hvilket faktisk skete ret så tit, når hun mødte unge vampyre, da de ofte ikke kunne tænke langt nok til at forstå at hun var langt ældre end de fleste.

"Jo... Gud! De er den lille pige fra engen" hun fortryd sige ord lige så snart de var blevet sagt. Hun tog en hånd for munden.

"For det første så er jeg 3605 år gammel og på det bestemteste ingen lille pige. For det andet på De altså ikke kalde mig 'De', miss Alec, det forvirrer mig utroligt meget at blive tiltalt på den måde." sagde hun og lagde så meget myndighed i barnestemmen som muligt.

Alec smilede undskyldende "Undskyld, De virkede li' så gammel?" ups! Nu kom hun til det igen.

"Ja jeg er... Vær sød at lade være med det... Vil De ikke nok miss?" sagde hun og lod bedende da hun sagde det sidstø

Alec smilede svagt "Jo, som du behager" hun lige ved at gøre det igen. Hun ville gerne spørge nærmere ind til Lucy's alder, men ville ikke være uhøflig. "Du er Lucy, ikk'?"

"Faktisk hedder jeg Lucinia Digitalius Compernacus, men jeg vil helst kalde Lucy, så jo.. Det er mig." svarede hun og smilede stort mens hun gyngede

"Goddag, Luscina/Lucy" hun smilede og rakte hånden frem til hilsen.

"Lucy.. Godaften miss Alec." svarede hun, men tog ikke hånden. I steddet smilede hun og nikkede høfligt med hovedet

Alec tog hånden til sig, undrende. Så tænkte lidt og smilede så til Lucy. "Bor du ikke sammen med nogen? Mennesker bliver mistænksomme når de ser små børn alene!" hu var lidt alvorlig, men gad det endtelig ikke.

"Jeg ved det... Jeg har været på en del børnehjem pga. mistænkelige mennekser... Men nej, jeg bor ikke sammen med nogen.." svarede hun og smilet falmede en smule

"Okay, det var ikke for at være uhøflig!" hun smilede svagt og så omkring. "Kan du li tivolier?" spurgte hun pludseligt.

"Det gør ikke noget... Ja jeg elsker tivoliver... Specielt karusellerne.." svarede hun og lyste op i et kæmpe smil.

Alec smilede tilbage "Det kunne jeg synes, da var mindre..." hendes blik blev lidt fjernt, men det fprvsnagt hurtigt. Hun smilede svagt igen.

Bor De sammen med nogen miss Alec?"
spurgte hun og lagde smilende
hovedet en anelse på skrå

"Nej... Nogle gange savner man også selskab!" hun smilede trist "En dag kunne du besøge mig....?" hun smilede rigtigt nu. Hun synes om det Lucy, som var et barn og havde gode maner.

"Det kunne tænkes... Men det kræver jo også at jeg kan finde det" smilede hun og hentydede til sit manglende syn. Det var lidt af en forhindring ind imellem, men en forhindring hun havde lært at overkomme.

Akec smilde til Luvy. Hun vidste ikke var meget hun mente det, med at besøge hende. Men det kunne blive hyggeligt hvis Lucy gjorde det.

"Har De nogen familie miss Alec?" spurgte Lucy mest for at sige noget. Hun hadede når folk bare sad eller stod og ikke vidste hvad de skulle gøre som små ubeslutsomme lam...