Karusellen

Alec gik efter Lucy hentil hegnet. Hun vuderede det med øjnene. Det var højt, men med noget opfindsomhed skulle det nok lykkes.

Da Lucy var godt 2-3 meter fra hegnet forsvandt hun, i sin lille sky af mørk røg, og dukkede op igen på den anden side af hegnet, hvor hun vendte sig med ansigtet mod Alec og ventede på hende. Hun smilede ikke, men så heller ikke på nogen måde vred ud. Hun så egentlig stadig glad ud, men smilede bare ikke.

Alec sukkede, hun hlodt vejret. hun vidste det ikke betyd noget, men hun gjorde det alligevel. Hun bøjede let ned i knæene. Og sprang op på hegnet, hun holdt fast med håndene og jopede igen og kom denen gang rigigt over. Hun smilede svagt til Lucy og begyndte at gå ligeud. Hun ville helst hurtigt som muligt fra stedet. Hun kiggede sig over skuldrene og for at sige til Luc 'Come on' hun gik stadig.

Lucy var hurtigt henne ved Alec's side, og gik med et tænksomt udtryk i det unge ansigt. Så rystede hun svagt på hovedet og smilede igen. Hendes evige facade og forsvar.. Dét barnlige smil, der skjulte en ældgammel, og dødsens farlig vampyr. Dét smil havde narret mange mennesker i døden..

Alec vidste ikke helt hvad hun skulle sige, så hun holdt sin mund. Hun smilede ikke, hun gik bare freman med et tomt blik i øjnene, som i en trance.

Lucy gik lidt i stilhed. "Hvor går vi hen, miss Alec?" spurgte hun så og vendte hovedet op mod Alec.

Alec så smilende på hende "Jeg aner det ikke" hun kiggede frem foran sig og så tilbage på Lucy.

Lucy lo af Alec's svar, og kradsede lidt på øjenbindet. "Jamen så er vi jo godt på vej." sagde hun med latteren stadig siddende i stemmen.

Alec smilede lidt. "Hva' mener du?" hun anstrengte sig for at få den munter stemme, men et eller andet gik hende på.... Hun ved ikke hvad....

"Hvordan tolker De det?" spurgte hun til svar og smilede krypisk op til Alec. Hun gad ikke altid bare at give et direkte svar... Det var så meget sjovere at lave andre danne deres egene fortolkninger af hendes ord..

Alec smilede. Hun tænkede. "Jeg har tolker det som....som om vi går ind i et eventyr...." hun lo af sig selv og viklede en tot hår om fingeren "Øhm, jeg mener... Vi ser hvad der kommer...?" hun smilede usikkert.

Lucy nikkede lidt til det Alec sagde. "God fortolkning" sagde hun anerkendende, og smilede glad.

Alec gengældte stort smilet; hun var ikke van til at få ros. Hun viklede hårtotten fra fingren og gjorde en gestus til Lucy, så hun førte an.

Lucy - der af gode grund ikke så gestusen, men blot hørte bevægelsen - blev ved med at gå samme retning som de havde gået siden de kom ud af parken. Lucy forholdt sig tavs, og var midt i en indre diskution.

Alec gik stille ved hendes side. Hun kiggede ned i jorden. hUn havde ikke trang til at sige noget lige nu og lød Lucy bryde stilheden. Der var stadig ingen mennesker bemærkede Alec *Underligt, mwn så alligevel ikke*.

Lucy var ved at være nået til enighed med sig selv, og nikkede stille og langsomt. "Noget nager Dem, miss Alec.." konstaterede hun så med ansigtet rette frem for sig. "Spørgsmålet er bare, hvad det er?" spurgte efter en lille pause, og nikkede svagt som for at give sig selv ret.

Alec trak på skuldrene og lød spørgsmålet hænge lidt i luften. "jeg er fanget af fortiden, jeg tror det er det. Det gør mig lidt deprimerende at være sammen med" hun smilede svagt og kiggede på Lucy. Hun sukekde.

"De vil komme over det.. Tro mig.. Vi kommer alle over det.." forsikrede Lucy og sendte Alec et opmundrende smil. Hun vidste jo faktisk hvad hun snakkede om, selv havde hun været helt umulig at være sammen med den første lange tid, men var lidt efter lidt blevet til den uberegnelige lille vampyr hun var nu.

Alec smilede svagt igen. Hun troede ikke rigtig på det, men på den anden side hun vidste vel hvad hun talte om? hun smilte svagt igen og kiggede ned i jorden, mens hun gik.

Lucy rystede kort på hovedet, af Alec, men sagde ikke noget. Hun sukkede kort, og skiftede brat retning. Der var sådan set ikke nogen grund til at skifte ritning, hun var bare blevet træt af at gå som de gjorde..

Alec følte lydløst efter Lucy.
Efter lidt tid spurgte hun stille "Er du sulten, Lucy?" hun kiggede stadig ned i jorden, da hun ikke kunne se nogen grund til at flytte blikket fra jorden.

"Faktisk... Så ja.. Hvorfor spørger De, miss Alec?" svarede Lucy og trak kort på skuldrene. Hun var ganske vist blevet sulten, men det var somend ikke værre end hun sagtens kunne klare sig til den næste nat..

Alec trak på skuldrene "jeg er.... Og hvis vi skal jage mennesker, så har vi noget sjovt at lave...?" hun smilede og kiggede ud i mørket.
Hun rystede svagt på hovedt *Hvorfor spørgte jeg??*.

"Sammen?... Det er godt nok længe siden... Det kunne jo gå hen og blive sjovt.." sagde Lucy, og et bredt smil bredte sig på hendes ansigt da hun sagde det sidste. Nomalt fortrak hun at være alene når hun slukkede sin tørst, men det var som sagt længe siden nogen havde gjordt hende selvskab, så hun kunne vel lige så godt give det en chance..

//Må logge//

Alec smilede *Hvordan er man fælles om det?? NÅ, på en eller anden må skal det jo nolk gå...* hun kiggede lidt på Lucy og så lige ud. "Hvor skal vi gøre det??" hun smilede lidt.