Karusellen

alec smilede trist til hende. "Jeg har en familie, men så vidt jeg ved er de døde, de led alle under en eller anden ting.... Men det er en lang historie. Hvad med dig?" hun kiggede op stjernerne og tilbage på Lucy.

"Engang for længe siden havde jeg både en moder, en fader og en broder. Men de døde alle samme nat som jeg blev forvandlet." svarede hun med et lille smil og så fuldstændig uberørt ud.

Alec trak ligegyldigt på skuldrene. "Jah, sådan er det næsten altid..." hun skævede til Lucy "Skal vi gå en tur?" stadig ligegyldig.

Lucy sad et øjeblik og så overvejende ud. "Okay" sagde hun og så hoppede ned fra gyngen og gik over mod Alec.

Alec ventede på Lucy, selvom det ikke var nødvendigt, en menneske-ting. Alec betraktede hende lidt, og tænkte at hun nok var det mest bedårende barn i mands minde. Hun smilede.

Da Lucy var kommet op på siden af Alec fortsatte hun med at gå da hun regnede med at Alec ville følge trop. "Ved De hvem der forvandlede Dem miss Alec?" spurgte af almidelig nysgerrighed. Hun kunne ikke selv huske hvem der forvandlede hende, men på den anden side; 3000 år var lang tid at glemme i...

Alec kiggede på hende og smilede lidt. "Det er de færste der ved det.... Og jeg er ikke en af dem" hun ville godt finde personen, hun havde altid betraktet den som en han. Men hun vidste det jo ikke.

"Selv om jeg boede sammen med den i lang tid, kan jeg heller ikke erindre hvem det var der bed mig..." fortalte hun og gned sig kort på armen.

Alec blev anspændt. "Personen hjælp mig ikke... Jeg måtte klare den selv!" hun sukkede og blev mere afslappet. "Men det er ikke andet end selvmedlidenhed. Der mange der har haft mere lidelse!" hun smilte et kort smil.

Hun nikkede kort og så tænksom ud. Hun kunne ikke forestille sig hvordan det havde været hvis hun var blevet efterladt, men hun havde jo heller ikke været andet end et svageligt barn dengang... Hun havde været ude afstand til at arbejde ligesom de andre på hendes alder gjorde, men hun havde overlevet alligevel... Nok mest fordi at hendes familie havde beskyttet hende...

Alec kiggede på vejen foran dem. "Har dhu nogle hoppys?"

"Eh... Ehm.. Ikke... Ikke rigtigt... Men jeg er god til sprog..." svarede hun tænkende. "Har De selv nogle?" spurgte hun så og smilede nysgerrigt.

Alec rystede på hovedt "Som menneske var jeg meget optaget af sport. Jeg er god og konkurrence-menneske. Men som vampyr har jeg ikke lov at deltage!" Alec smilede trist. "Hvilke sprog taler du?"

"Græsk, Hebraisk og Latinsk... Og Engelsk, Dansk, Fransk og Tysk... Og Israelsk og Polsk... Og Grøndlandsk... Og Kinesisk og Japansk og Somaliansk og Spansk..." svarede hun og måtte tælle på fingrene for at være sikker på at få alle sprogene med, da der jo var en del.

Alec grinte "Ja det var mange!!" hu kiggede imponeret på den lille pige, som var over tusind år. "jeg taler kun japansk, englesk, dansk, fransk og lidt latin...".

"Mit ynglings sprog er Hebraisk... Jeg synes det lyder flot..." sagde hun og smilede lettere stolt.

"Øøhhh, har aldrig hørt." hun smilede til. Det var underligt at så klog og høflig person, var frosset fast i en barnekrop. Underligt.

Lucy lo stille og smilede stort. Hun havde fuldstændig glemt alt om den karuseltur hun havde måtte undvære, men hun havde jo også fået andre ting at lave end at ærge sig over noget hun alligevel ikke kunne få.

Alec kom pludselig i tanke om en ting... "Hey, Lucy hvad er din evne?" Hun kiggede på pigen med oprigtig interrasse.

I samme øjeblik hun havde udtal ordene forsvandt Lucy i en lille sky af mørk røg, og dukkede op igen på den anden side af Alec. "Mørke... Den eneste der har fulgt mig siden min fødsel..." svarede hun og et lettere dystert smil voksede frem på hendes ansigt.

Alec smilede lidt, orderne havde en dobbelt betydning, og hun vidste ikke en var rigtig. Alec hår blev blond så rødt pg tilbage til sort. Og øjne brune, så blå og så grøne igen.

"Hvad er Deres evne miss Alec?" spurgte hun bagefter og smilede nysgerrigt op til Alec.

Alec gjorde det igen som hun lige havde gjordt. "Jeg kan skifte udseende. Det er meget pratisk." Hun smilede.

"Sejt" sagde Lucy og smilede imponeret. For hende betød udseende ikke det mindste, men det var da alligevel sejt at kunne skifte det ud som man ville..

Alec smilede lidt "Ved du hvad klokken er?" hun var begyndt at tænke på solen...