Karusellen

"Du spøgerer et blindt barn hvor meget klokken er? Nej det ved jeg så sandelig ikke..." svarede hun og lettere undrede da hun sagde det første.

Alec så choket på hende "Er du blind?" hviskede hun forvirret.

Hun nikkede. "Som jeg sagde; Mørket er den eneste ting der har fuglt mig siden min fødsel... Jeg mente det helt bogstaveligt. Min verden har aldrig bestået af andet end lyde, stemmer og lugte." svarede hun i et roligt, ja ligefrem henkastet tonefald.

Alec stirrede stadig choket på hende, hun var stoppet op nu. "Hvordan...?" det gav ingen mening.

Lucy stoppede også op og sukkede stille. "Jeg blev født blind." sagde hun og ventede på det næste spørgsmål som hun var sikker på ville komme. Hun havde ikke noget imod at Alec spurgte ind til det og ville glædeligt svare, hun synes bare det var kedeligt altid at skulle fortælle den samme historie.

Alec kiggede væk "Åhh..." hun havde det ikke godt med at spøge ind til det så hun skiftede emne. "Hvor bor du?". *Jeg har det ikke godt med jeg har bemærket det!!*

Lucy lagde hovedet en smule på skrå. "Det er okay... Du må gerne spørger ind til det..." sagde hun for at Alec ikke skulle brænde inde med nogle spørgsmål. "Jeg bor ikke nogen steder... Det er ikke muligt for en syvårig at få andre steder at bo end en plejefamilie eller på et børnehjem... Og jeg har været rigeligt begge steder, så jeg er godt tilfreds.." svarede hun så på spørgsmålet om hendes boligsituation, og smilede stort.

Alec smilede anstrengt. "Jeg... Har ingen spørgsmål" sagde en næsten klar stemme. Hun kiggede ud over de mørke forlystelser og hørte en klages klageskrig i det fjerne.

"Som De vil... Men hvis De skulle få nogle må De ikke være bange for at spørger... Jeg elsker nemmelig at svare på spørgsmål." sagde Lucy og nikkede lidt, og fik et lettere skævt smil om munden.

Alec smilte og kiggede på hende "Det skal jeg huske" hun kiggede ned på sine fødder, uden at vide hvorfor.

Lucy fnes kort og rystede svagt på hovedet. Så sukkede hun tungt og drejede hovedet mod skyggerne.

Alec kiggede stadig på sine fødder *Hvad nu? Er hun sur?* hun sukkede lidt.

Lucy tog et lille skridt i retning af skyggerne, men stoppede så brat op. Hun rynkede let panden og rystede på hovedet. *Jeg må have hørt forkert...* tænkte hun stille men sagde ikke noget, og blev stående for at være sikker.

Alec så pigens rynkede pande, en lille rynke ḱom tilsyne i hendes helt ubevidst. "Er der... Noget galt??" hun talte langsomt og forsigtigt.

Lucy rystede først langsomt på hovedet uden at sige noget, før hun vendte sig om mod Alec og smilede igen. "Nej, jeg troede bare jeg hørte noget, men jeg må have hørt forkert" svarede hun og trak let på skuldrene og begyndte igen at gå

Alec's lille rynke dorsvandt ikke, en så gammelk vampyr begår ikke mange fjeltagelser. "hvad troede du hørte??" hun smilede ikke mere.

"Det var sikkert bare ræv, eller sådan noget.. Alle tager jo fejl ind imellem." sagde hun afværgende. Hun gad ikke bekymre sig om lyde der sikkert ikke engang var noget. Det kunne jo også bare være hendes fantasi der havde spillet hende et pus...

Alec smilede, men kunne ikke lade med at bekymre sig. "Hey, Lucy... Hvad synes du vi skal lave nu??..." HUn smilede til hende.

"Sr det synes jeg er et rigtig godt spørgsmål..." sagde hun og tænkte sig om. "Hmm... Måske finde et eller andet menneske..." sagde hun tænkende da hunn egentlig var begyndt at blive sulten. Et menneske var dog ikke hvad hun havde allermest lyst til, men hvis man ikke kunne finde andet måtte man jo lade sig nøje..

alec trak på skuldrene og smilede "Jah, måske møder vi en engel...?" hun smilede lidt ondt og håbede på at Lucy ikke så det. Hun så op mod murene der omgivede Parken. *...Måske?...*

Lucy lo lidt. "Åh ja, en engel ville være godt lige nu.." sagde hun og smilede bredt. Hun kradsede lidt på øjenbindet og havde egentlig lyst til at tage det af. Men hun vidste at hendes øjne ville lyse kraftigt og afsløre hvor sulten hun egentlig var, og så var det ikke ligefrem nemt at komme tæt på et offer...

Alec smilede. *alle de ting man gør; smiler, åbner og lukker munden... Der er så mange ting hun ikke opfatter. Man behøves ikke at gøre det* tænken af var som et lyn fra en klar himmel, selvom det var simpel logik. Hendes smil stivnede *Lucy ved det ikke* overbevidste hun sig selvom.

"Er der noget galt, miss Alec?" spurgte hun og lagde hovedet en smule på skrå. Selv om hun absolut intet så, så hørte hun utroligt meget, og da Alec jo gik lige ved siden af hende kunne hun høre næsten hver eneste af Alec's bevægelser... Men også kun næsten..

Alec smilede, selvom Lucy ikke vidste det så ville blive hn ved med at gøre det! "Niks!" hun tomefald var glad. "Nå, skal vi finde nogle mennesker?" hun smilede.

"Ja lad os det!" sagde Lucy smilende og drejede skrapt og gik direkte mod hegnet. Det var cirka det samme sted som hun var kommet ind, så hun kunne finde rundt uden for parken. Hun havde under ingen omstændigheder tænkt sig at kravle over hegnet.. Det var højt... Nej hun ville bruge sin evne, det var også meget nemmere...