Daven elsker mad.

Dag: Irl
Tid: 12:22
Vejr: Fint vejr og lidt køligt.
Omgivelser: Mange dyre butikker, mennesker og restaurenter.

Der var ikke noget bedre end at arbejde, når man fik sat på en opgave, at skulle anmelde en restaurent. Han skulle komme dr som anonym kunde, spise lækker mad, vurdere den og skrive en anmeldelse om den. Han var kommet ind på en af de nyåbnede restaurenter midt i byen, som lod til at være temmelig god. Der duftede i hvert fald af mad til alle sider, og folk kom også ind og ud i strømme.
Daven havde sat sig ved vinduet, og havde fået serveret mad og drikke på bordet. Han havde ventet lidt tid, men det gjorde ham ikke noget, da han fik tid til at se på sine omgivelser. Udseendet på restaurenten var jo også vigtig at få med. Han spiste for sig selv, mens han kiggede ud af ruden ud til folk og studerede de forskellige mennesker udefra.

Kaito gik sjælendt ud og spiste, men i dag var en undtagelse, han havde ikke haft lyst til at være derhjemme, så han valgte at tage ud og spise. Han havde set at der lige var åbnet den her nye restaurant og ville da lige prøve den. Han gik og så sig omkring. Der var proppet og så ikke ud til at være plads. Kaito blev en anelse skuffet, men valgte at se om der ikke var nogen der sad alene som han måske kunne få lov at side sammen med. Han fik øje på en fyr henne ved vinduet som også var varulv. Ingen vidste at han var leder for varulvene, selv ikke andre varulve. For Kaito holdte sig anonym. Han gik hen til ham "Er der plads?" spurgte han så og smilede svagt.

Daven var slet ikke forberedt på at nogen ville snakke til ham og tabte gaflen på bordet, da han hørte nogen snakke til ham. "Øh ja" Fik han sagt i ren reaktion, før han overhoved kunne nå at tænke langt nok til, at han nok helst skulle spise alene, men nu var det for sent. Han så først ordenligt på Kaito nu og rømmede sig kort. Der var et eller andet velkendt over ham, men tænkte ikke på, at det kunne være fordi han var varulv som han selv, eftersom at han troede at han var en af de eneste monstre der fandtes. Han var ny varulv, så han vidste ikke særlig meget omkring racer, evner eller forvandling, og så sig selv stadig som et menneske.

Kaito satte sig ned "Tak .. " sagde han i et lille smil og fik tjenern hen til sig og bestilte noget mad. Han så på ham og bed sig kort i inderlæben "Hvad hedder du?" spurgte han så og tog sin jakke af. Kaito var vendt til at snakke til fremmede, men ikke når det ikke galde om at få dem med hjem så han kunne tage nogle prøver. Han rykkede lidt på sit bestik og så på den fremmede varulv. Betragtede kort hans udseende og prøvede at gætte hans alder.

"Daven.. Hvad med dig?" Svarede han og blev kun mere overrasket. Han var ikke vant til at folk bare satte sig hen og snakkede til ham på den måde, og især ikke her i La Sunisha hvor alle var så fissefornemme. Det eneste han bemærkede ved Kaito var, at han også var af asiatisk udseende som ham selv, og han gik udfra at han nok havde turdet sætte sig hen til ham af den grund. Dog var Daven en fjerde generations japaner, og havde derfor intet med asien, sproget eller traditionerne at gøre længere. "Her er godt nok proppet hva..?" Tillod han sig at soørge, nu hvor de alligevel skulle spise sammen.

Kaito nikkede svagt "Kaito" svarede han og fik sin mad "Ja, Her var ikke flere borde ledige.. Og du var den der så sødest ud så .." sagde han så og så lidt ned, da det virkede lige lovligt åbent fra hans side af. Da det ikke var noget Daven skulle vide, Han rødmede svagt og begyndte at spise af sin mad. Han spiste stille og nød smagen, han spiste ikke særligt tit ude og spiste kun japansk mad derhjemme, da det var det mad han var vant til. Så han turde ikke lave noget anderledes. Han havde bestilt det som der stod var det der var deres speciale.

Daven var lige ved at få mad galt i halsen da han hørte ordet sød. Ordet i sig selv var ikke så slemt, men at det direkte skulle få det af vide af en anden og fremmed mand var da lidt bizart. Han blev lidt stram i betrækket og rakte ud efter sin vin for at skylde maden ned. Han kunne ikke få sig selv til at svare nu, selvom han helst bare ville ignorere det. Han måtte nu indrømme, at han var bare en liiiille smule homofobisk, skønt han faktisk oplevede at der kom mænd og drenge i alle aldre og flirtede med ham. Han kiggede ud ad vinduet igen, stadig uden at svare, og det virkede stadig helt akavet.

Kaito var ikke homoseksuel eller han var i hvert fald ikke helt klar over det. Men han havde faktisk et eller andet imod kvinder, han synes de var skræmmende og han havde bare en tanke om at de alle sammen et eller andet sted var onde "Det var ikke ment på den måde" mumlede han så og tog en tår af sit vand, han så det her ret pinligt, men det gik nok han skulle jo nok alligevel ikke se manden igen. Han så ned på sin mad og tænkte. Han ville helst ikke have det skulle blive akavet.

Daven fandt det selv pinligt, at han havde reageredet så tydeligt på det, at personen direkte måtte undskylde. Han slog ud med hånden som om at det var ligemeget. "Det gør ikke noget" Svarede han, og lod bare som om at det var helt cool som man jo sagde, men i virkeligheden var hele hans tanker fyldt med stress nu, og han kunne dårligt koncentrere sig om sit arbejde. Han rakte tjeneren sine kun halvspiste tallerkener og fik stillet tre forskellige deserter foran sig, hvor han så fortsatte med at vurdere. Han tænkte ikke på, hvor underligt det måtte se ud foran Kaito, at han skulle have SÅ meget desert på en hverdag og for sig selv. Det var jo ikke engang fordi han var overvægtig.

Kaito så lidt på alt desserten og blev selv færdig med sin mad. Han fik endnu en gang tjeneren hen til sig og bestilte en kop the. Kaito drak meget the så the var dessert nok for ham. Da han elskede det "Kan du godt lide dessert eller?" spurgte han så og smilede svagt. Han synes det var lidt for mærkeligt til at det bare var fordi han spiste så meget. Han fik sin the og rørte lidt rundt i den. Han tog fat om koppen med begge hænder, da koppen var dejlig varm. Han tog den op til munden og tog en tår af den dampende the.

"Nejnej" Svarede han ham og lo lidt "Jeg er anmelder". Han glemte at dæmpe sig lidt og lagde ikke mærke til at tjeneren bag ham hørte det, og skyndte sig ud til de andre ude i køkkenet, for at forælle dem det. Normalt skulle det jo foregå anonymt.
Han begyndte at spise lidt, og noterede stikord ned i en lille håndbog, som lå på hans skød. Han skulle jo trods alt huske det hele, når han skulle hjem og skrive.
"Hvorfor spiser du egentlig alene? Det plejer man da ikke? Gør man?"

Kaito spidse kort mund "Åh okaty, Så forstår jeg .. " sagde han så og satte sin the ned, men havde stadig sine hænder omkring koppen. Han så kort ned da han spurgte hvorfor han var alene. Han så op, men smilede da han ikke synes Daven skulle tro han var sådan en ensom en "Jeg .. er bare lidt speciel" sagde han så og trak kort på skulderen. Kaito savnede da selskab en gang i mellem, men han var nu ikke den der gik op i venner, da han havde så meget andet at tage sig til også synes han det var ret risikabelt at stole på folk.

"Ehe" Lo han kort. Al den akavede stemnin var heldigvis forsvundet og nu var det ikke så slemt at snakke med ham faktisk. Hvis han selv skulle indrømme det, så havde han også trængt til selvskab i lang tid, eftersom at han var ny i byen. "Det går nok, vi har vel allesammen vores differancer" Mumlede han i sit vinglas. Der gik knap nok et minut fra hvor han havde afsløret at han var anmelderen, til at der kom en håndfuld tjenere løbende imod dem med klassiske instrumenter, champagne og stjernekastere.
Daven så chokkeret imod dem, og kunne ikke forstå hvad der gik af dem før han kom i tanke om, at det nok var fordi, at tjeneren havde overdøvet dem. Det gjorde ham faktisk lidt sur.
Bestyren af restaurenten kom hen til dem med et gavekort til en miniferie, en til hver, samme sted, tid og dato. "Værsgo" Sagde han "I er gæsterne nummer 10.000".
Daven vidste godt at det var det rene opspind, men kunne ikke sige ned, da han så på gavekortet. "Mange tak" Lød det tørt fra ham, mens at alle de andre gæster kiggede misundeligt hen på dem.

Kaito så chokeret på det hele og sank lidt ned i sit sæde, da det var lige overkanten for ham alt den opmærksomhed. Han kiggede lidt på frem og tilbage på tjenerne også ned på gavekortet, han læste på det "Miniferie" mumlede han så og så op på Daven. Kaito havde aldrig været på ferie og det her var det første land udover Japan han havde været i. Kaito holdte jo aldrig ferie hans 'arbejde' forgik jo næsten hele tiden. Han forstod ikke helt den pludselige opmærksomhed det var da totalt mystisk, resturanten var jo helt ny.

"Ja, så er det godt" Sagde han bare ubehøvlet til musikerne der spillede. Han syntes ikke om denne gæstfrihed, når de tydeligvis havde travlt, og når gæsterne stadig strømmede. Han fik så viftet dem væk, og kiggede nærmere på sit feriegavekort. "Nå for søren... Skal vi give dem videre til nogle andre, eller beholde dem? Eller har du måske en kæreste der har brug for ferie eller noget?" Spurgte han, mens han læste det igennem. Han lod helt sine desserter stå.

Kaito sukkede lettet da de forsvandt og så på ham "Jeg har ingen kæreste" sagde han så og så igen ned på gavekortet "Altså jeg har ikke prøvet det før" sagde han så og læste på kortet igen. Han rørte heller ikke selv sin the da han ikke så den så interessant længere. Kaito havde massere tid, selvom han faktisk gerne ville være færdig med sit projekt, men nu havde han chancen for at prøve noget han ikke havde prøvet og det så han ikke som en dårlig mulighed. Kaito ville jo gerne vide alt, hvis altså det var muligt.

"nå okay. Jeg må se om jeg kan få fri den weekend" Mumlede han tænksomt. Selv havde han været på mange ferier, og han holdt da af det, men han havde godt nok aldrig været af sted med en fremmed måske homoseksuel asiater før? Hvor var det underligt at tænke på.
Daven spejdede rundt i lokalet og kunne se nogle af tjenerne, der stod og lurede henne ved køkkendøren, hvilket fik et bittert suk frem i ham. Han tog sin pung op og lagde ud, hvor han så rejste sig. "Hvad ehm... så ses vi måske snart igen Kaito?" Spurgte han, for at finde ud af, om det var vedtaget, at de skulle på ferie igen.

Kaito rejste sig også og tog sin jakke fra stolen "Det gør vi .. " sagde han så og smilede svagt. Han så hen imod tjenerne, han synes de var ret skræmmende, sådan som de gloede "Hvor skal vi mødes henne?" spurgte han så, han havde ikke mobil så de kunne ikke skrives om det. Han havde dog en hjemmetelefon, men han brugte den sjælendt. Han kendte ikke så mange mennesker som kunne finde på at skulle snakke med ham eller ville sige hej.

"Havnen går jeg ud fra" Svarede han og trak på den ene skulder. Han vidste jo ikke helt, om han skulle byde ham hjem til sig inden og lære ham at kende. For tænk hvis han kom til at fortryde? Han vidste jo ikke hvad denne person var for en, og han havde oven i købet kaldet ham for sød!? Selvom det jo ikke var sådan ment. Han rømmede sig kort og nikkede. "Jeg må smutte nu. Har masser af arbejde foran mig" Mumlede han lavt, men tydeligt nok.

Kaito nikkede svagt "Ja .. Ja Selvfølgeligt" sagde han så og rømmede sig kort "Vi ses" sagde han så og smilede en smule. Han trak sin jakke på "Jeg skal nok give dig tilbage på at du betalte" sagde han så og smuttede ud af døren, inden at han kunne sige noget til det. Han lynede sin jakke da han kom udenfor og tænkte lidt på det der var sket. Det var svært at tro, at han nu skulle på ferie?.

Han skulle til at svare ham, men lod være, da han så Kaito gå. Han kiggede engang på de folk, der stadig gloede hen på ham af misundelse og gik så også ud. Han smuttede ud til sin cykel og låste op. Det var ikke så smart med en cykel om vinteren, men han boede heldigvis ikke så langt væk endda, men stadig for langt til at gå.

Kaito ankom til havnen, han havde en taske over skuldern og gavekortet i hånden. Han så sig lidt omkring, han kunne ikke se Daven nogen steder og begyndte at blive bange for om han havde brændt ham af. Kaito sank og rankede lidt op i tasken og gik lidt videre for at se om han var nogen steder. Der var mennesker lidt rundt omkring og det gjorde det svære og se om Daven kom til syne.

Daven var typen der altid kom i sidste øjeblik, men han var tilgengæld aldrig for sent på den. Han havde en lille rulletaske, med sit tøj i og en anden taske, med de mere basale ting i, såsom pung og mobil, som han jo nok kunne bruge til noget fornuftigt. Selv frygtede han ikke at blive brændt af, for han havde godt fornemmelsen af, at Kaito var mere interesseret i denne ferie, end han selv var. Han kunne se ham stå længere henne, og gik ham i møde. Han havde næsten glemt hvordan han så ud, men kunne nu godt se det, nu da han så ham igen. "Hej" Sagde han lidt lavt. Et eller andet sted var han en smule sky, når det kom til at skulle være åben overfor fremmede.

Kaito smilede da han så ham "Hej, frygtede at du ikke kom" sagde han så og så på ham. Han kunne godt huske ham, Kaito var ret god til at huske ansigter "Jeg har aldrig været på ferie" sagde han så og trak op i sin taske igen. Han så sig lidt rundt og så så igen på ham. Kaito glædet sig faktisk rigtig meget, det lød ret godt. Han rykkede kort på ansigtet så pandehåret fjernede sig lidt fra hans øjne. Han prøvede dog ikke at virke for spændt da Daven ikke virkede særligt spændt.

"Selvfølgelig kom jeg, det var jo det vi havde aftalt" svarede han med et lille prøvende smil. Daven kunne kun se ham som spændt og lo bar lavt af det. "Well, det er jo bare et krydstogt, så bliv nu ikke skuffet" Sagde han og begyndte at stige ind. Han havde fået sin billet ordnet og fik nu nøglerne til deres værelse. Det var nu ikke det dyreste værelse, men det var vel udemærket, når man tænkte på, at de havde fået det gratis.
Han begyndte at gå ned ad gangen, for at finde deres værelse.