Daven elsker mad.

Kaito smilede og fulgte med ham "Jeg synes det lyder ret fedt" mumlede han så og så sig omkring. Kaito synes det lød nice at skulle bo på en båd, han synes Daven var en helt vildt flink fyr og synes tanken om at være sammen med ham i en weekend lød fint, da Kaito faktisk savnede lidt en ven. Men stolede dog ikke på ham 100% endnu, da han jo heller ikke kendte Daven særligt godt endnu, overhovedet. Faktisk var han stadig vildt fremmede?

Daven bremsede op midt i gangen og bakkede lidt, da han fandt ud af at han havde gået forbi døren. Han låste op til værelset og gik ind og kiggede, Det var et temmelig lille og kedeligt værelse, og der var kun en seng og et lille badeværelse. Det med sengen gjorde dog ikke så meget, da det var en dobbelseng, men alligevel var det måske lige overkanten, da de jo begge to var af samme køn.
Han vendte sig om mod Kaito med et spørgende blik. "Er det her okay for dig?" Spurgte han, med en svag hentydning til, om det var okay for dem at sove i samme seng. For et eller andet sted, ville han hellere dele seng, end at sove på en madres.

Kaito gik ind på værelset og så sig omkring. Det var meget kedeligt i forhold til det derhjemme, men det var til at holde ud. Han nikkede "Det er fint for mig" sagde han så og trak på skulderen. Han stilede sig taske og satte sig på senge. Den var faktisk meget blød selvom den ikke så ud af alverden, han tog sin jakke af og lagde den på sengen. Kaito var ikke sikker på om hvad man gjorde sådan når man var på ferie, han vidste godt at man slappede af, men sad man bare og lavede ingenting eller? Han så hen på ham og satte sig op igen.

Daven stillede sine tasker ved Kaitos taske og gik hen og satte sig. Et lettet suk lød fra ham, hvorefter han kørte hånden igennem sit hår. Han havde nu ikke selv været på et krydstogt før, men mere sådan noget som kulturelle eller badeferier.
Han kiggede hen på Kaito og smilte "Det kan være at der er nogen smækre veninder her ombord, hm?", Han lo og håbede at Kaito vile grine med, bare for at sikre sig, at han ikke var endt sammen med en homo, for dem var han ellers altid så uheldig at støde ind i.

Kaito lo svagt selvom han nu ikke så det så sjovt, da han ikke var så meget for kvinder som sagt "Hmm .. Fortæl noget om dig selv" sagde han så og satte sig til rette, Han så på ham og glædet sig til at høre noget om ham, så han kunne lære ham at kende. Han vidste egentlig ikke om Daven vidste at han var varulv, da han slet intet havde nævn om det eller noget med væsnerne. Han tog sig svagt til halsen, hvor de blege ar så fint pyntede hans hals, desværre.

Daven glemte helt at notere om han fik grinet eller ej, da spørgsmålet kom så pludseligt. Hvor var det egentlig et svært spørgsmål, på trods af, at det egentlig burde være let at snakke om sig selv. "Jaah" Begyndte og så tænkende op i loftet. Han lagde hænderne bag hovedet og lod sig dumpe ned at ligge mens han tænkte "Som sagt er jeg anmelder, hvilket jo er skylden til at vi kom ud for det her... Og jeg er også journalist... Jeg bor alene, desværre, og så er jeg helt nyindflyttet til La Sunisha, såeh... Har kun lige nået at tilpasse mig". Han kiggede hen på Kaito og ventede på, at han skulle sige noget.

Kaito nikkede og så lyttende på ham, Han så også op i loftet og lagde sig ned "Jeg bor også alene, er lige flyttet til landet, på grund af et projekt som omhandler de forskellige racer .. Der er mange flere væsner her end i Japan" sagde han så "Også som sagt bruger jeg det meste af min tid på projektet .." sagde han så og så på ham "Men blev ikke bange, jeg er ikke en syg forsker eller sådan noget .." mumlede han så, da mange troede det, Nej Kaito .. ja var bare enormt klog og interesserede sig for det og havde det godt med at vide hvad han snakkede om.

Daven var ikke det største geni, men han fik da fine karakterer dengang han gik i skole, men han ville nok aldrig komme op på Kaitos niveau, heller ikke med den utålmodighed og temperement han havde fået efter sit bid. Normalt i disse situationer ville han bare nikke og lade som om at han forstod, men under den sidste sætning blev han lige forvirret nok.
"Øeh.. så du er dyreforsker?" Spurgte han, og blev bare liggende. Når han hørte ordet racer, tænkte han selvfølgelig på aber, hunde og så videre, men ikke ligefrem varulve eller vampyrer.

Kaito lo lavt og rystede på hovedet "Nej, Jeg forkser de forskellige racer lige for tiden, Du ved Vampyrer, Elvere, Engle, Dæmoner og varulve ligsom mig selv og dig?" sagde han så og så på ham "Det er en ret besværlig opgave .. Ikke mange vampyrer for eksempel er særligt glade for det" sagde han så og så væk da det bragte dårlige minder op. Han sukkede og tvang smilet tilbage igen og så på ham. Kaito ville helst ikke til at forklare hvad der var sket, overhovedet ikke!

Daven skulle til at le af joken, men kom hurtigt i tanke om, at han selv havde forvandlet sig om til dette uhyre og selv været angrebet af et. Han blev helt stille og stirrede på Kaito. Han satte sig op og kunne mærke hvordan hjertet inde bag brystet hamrede hårdere og fastere. Han knugede i lagenet og sagde ingenting. Han vidste godt at alt det Kaito havde sagt var sandt, og at det kun kunne betyde, at der fandtes flere end dem selv.
"Så.." Hviskede han nærmest, da han ikke kunne få stemmen ud "S...Du er også et uhyre...?"

Kaito blinkede lidt med øjnene og så uforstående på ham og blev lidt usikker ved hans pludseligt humørskift "Uhyr? .. Jeg er skam ikke et uhyr i forhold til Dæmoner og Vampyrer" sagde han så "Der findes mange venlige varulve .. Men ja .. der er også mange onde" sagde han så og sukkede. Han satte sig op og vendte sig mod ham "Du skal ikke være bange .. Jeg gør dig jo ikke noget, jeg er ligeså harmløs som dig?" sagde han så "Desuden er jeg en ret svag varulv" mumlede han og smilede skævt.

"..Varulve?" Lød det fra ham, da han slet ikke havde tænkt over at det var det de var kaldt. Det var ligesom i de der dårlige gyserfilm, men ja, de kunne vel sagtens sammenlignes. Han skar lidt modvillig grimasse og så væk. Det var ikke noget han ville komme sig over forløbigt. "Jeg er et monster uanset hvad... Jeg gør alle ræd for mig".
Han slap lagenet og blev mere rolig. Det var vel et eller andet sted, det han havde håbet på, da han ikke ville være alene om at være et monster. Men hvordan kunne Kaito ikke mene, at de var monstre? De var jo afskyelig, så snart de var i de skikkelser..

Kaito sukkede af det han sagde "Så er jeg født som et monster" mumlede han så, lidt fornærmet over den måde han talte om deres race "Vi er en af de mest menneskelige racer, fordi vi er helt normale når vi ikke er i ulveform .. Så der selvfølgeligt mange af os der har evner" sagde han så og var ikke særligt stolt af sin, da det var en ret ond evne. Den kunne ikke gavne særligt meget godt, kun hvis han var i fare. Han lagde sig ned igen med fronten imod ham. Han håbede ikke at Daven var bange for ham nu.

Daven rystede svagt på hovedet, da han stadig var meget forvirret over altsammen, og han var faktisk ikke meget for at de skulle snakke om det nu. Hanså tilbage på ham igen og var stille lidt endnu. "Er der ikke en kur? Jeg vil være normal igen" Sagde han fast besluttet, uden at tænke på, at Kaito måske blev sur over det, for han kunne jo kun se det som noget skidt selv. Men han kunne nogenlunde gætte sig til, at der ikke var nogen kur, siden Kaito stadig var varulv.

Kaito rystede på hovedet "Nej der er ikke .. du burde være stolt af din race .." sagde han så og betragtede ham "Men det er også lige meget .." sagde han så "Men hver sød ikke at tro jeg vil opføre mig som et monster?" sagde han så for at få bekræftet at Daven ikke gik og så ham som et monster hele tiden. Han synes det var underligt at hans skaber ikke havde forklaret ham alt det her, det burde Daven da vide?! Kaito havde ikke selv forvandlet nogen endnu, men ville da med sikkerhed lige forklare det hele?

Daven kendte ikke til nogle regler eller traditioner, som de forskellige væsner havde, men ville også kun finde dem mærkelige, hvis han gjorde. Dog vr problemet, at han slet ikke kunne sætte sig ind i hans nye liv eller nye omgivelser. "Stolt?" Fnøs han og lod hånden dåne sig op for øjenene "jeg er i skam! Jeg kunne meget bedre lide mig før. Der skete en hel masse underlig ting efter at jeg blev til... det her!".

Kaito sukkede stille og vendte sig om på siden med ryggen imod ham. Kaito synes det var fornærmende at han talte sådan især fordi Kaito var leder af varulvene og ret stolt over det. Han satte sig så op "Lad mig lære dig omkring racerne?" sagde han så og smilede svagt "Så vil du bedre kunne forstå det hele?" sagde han og ville gerne have at Daven accepterede det han var blevet til , istedet for at hade det. Han behøvede ikke elske det, bare acceptere det. Det håbede Daven ville tage imod hans hjælp.

Daven tog sin hånd til sig og så på ham. Han var ikke meget for at snakke om det, men hvis han var fanget sådan her, måtte han vel finde mere ud af sig selv. "...Så fortæl" Sagde han mat. Han trak benene til sig og kiggede på ham, men vidste ikke helt, om det ville være klogt at tage det til sig. Han skulle jo nødig gå hen og glemme, at han et eller andet sted, stadig var menneske.

Kaito satte sig lidt bedre til rette og begyndte så at fortælle, om historien bag dem og om de gode ting ved at være varulv og selvfølgeligt de dårlige. Men fortalte ham også om de andre racer og hvordan de andre racers forhold var til hinanden. Han var en god fortæller og vidste rigtigt meget omkring emnet. Han forklarede også omkring evner og til sidst sluttede han af med "Jeg håber du bedre forstår det hele nu .." han smilede og sukkede "Men spørg hvis der var noget jeg glemte?" sagde han så og rejste sig op, han gik hen til vinduet og så at de var begyndt at sejle "Vi sejler!" sagde han så og så hen på Daven.

"Hvordan ved jeg om du har glemt noget? Jeg kender ikke til noget af det... altså... jo, nu gør jeg, men..." Han kørte hånden lidt stresset igennem håret. Han var ikke som sådan stresset, men tanken om at der fandtes så mange forskellige racer, og ikke mindst så mange vampyrer, virkede faktisk skræmmende "Åh... eh... så... hvorda ser jeg om folk er varulve? Er det noget jeg kan lære?"
Han kiggede ud ad vinduet. "Åh... ja. Det gør vi" Svarede han og rejste sig "Du behøver ikke at svare på mit spørgsmål. Lige nu trænger jeg bare til at slappe af på min ferie..."

Kaito nikkede og så hen på ham, han blev pludseligt usikker på om det havde været en god idé at fortælle ham det, han virkede pludseligt ikke i så godt humør. Han gik hen til ham "Du skal ikke tænke så meget på det .. Vi er stærk race .. Desuden angriber Vampyrer og Dæmoner ikke så tit os" sagde han så og smilede skævt. Kaito havde selv været skyld i de bid han havde fået. Så det var noget han kunne takke sig selv for. Han så på ham, det nyttede ikke noget, Daven virkede ikke særligt overbevidst. Han så lidt ned også ud af vinduet.

Daven gik hen til spejlet og rettede på sin krave. Han var altid pænt klædt på, og måske en smule fashion afhængig til tider. Hans hår sad også altid som det skulle, og det var alt sammen fordi, at han ikke brød sig om at være i folks nærvær, hvis han ikke var ordentlig at se på. Det irriterede ham selv, hvis folk ikke så anstændige ud.
"Oh..." Svarede han bare og sukkede til sit eget spejlbillede "Det er da godt så...". Han så hen på ham igen. "Vil du med op og få noget mad eller noget?"

Kaito så om på ham og nikkede "Eh .. Ja okay" sagde han så og fjernede sig fra vinduet " .. Daven?" spurgte han så tænksomt og gik hen til ham. Han kiggede sig ikke i spejlet, selvom hans hår sad lidt forkert. Kaito var ikke sjusket, men var heller ikke særligt perfektionistisk når det galt tøj og hår. Han tænkte lidt på om Kaito endnu en gang havde fået snakket over sig og han var blevet skræmt væk og synes han var en særling? Kaito så lidt ned og var meget tænksom.

"Øh ja?" Spurgte han, og hørte på en eller anden måde noget trist idet Kaito spurgte efter ham. Han var glad for at have fået det fortalt, men et eller andet sted fik det ham også kun en afvigende følelse hos sig, som gjorde at han skubbede tanken om et venskab med Kaito væk. Desuden kunne han også ubevidst fornemme en irritation ved at være sammen med ham, på grund af sin nye varulveinstinkt. Han vidste selvfølgelig ikke at han havde forandret sig og at det var derfor han fik det sådan, så derfor troede han bare at det var normalt.

Kaito rystede svagt på sit hoved "Lige meget .." sagde han så og smilede "lad os få noget at spise" sagde han så og gik ud af værelset. Han så sig lidt omkring og var faktisk også blevet sulten. Kaito var lidt en besynderlig varulv, han spiste nemlig ikke så meget kød, men spiste dog alligevel meget, det var bare mere salat og pasta og sådan. Han rettede lidt på sin trøje og sukkede svagt. Han var ikke sikker på hvad Daven tænkte om ham, som regel var han ret god til at gætte om folk kunne lide ham eller afskyede ham. Han rettede også sit hår da han fik øje på det i et vindue. Han ville gerne se ordentlig ud i selskab med daven.