En falden engel blandt folk - Zean

Sted: Markedespladsen
Vejr: Solskin og blå himmel
Omgivelser: Et tæt befolket marked med råbene sælgere og folk der brokker sig om priserne
Tøj: En let, blå, stropløs sommerkjole.

Sas gik på den store vej mod Deepshell-by. Hun vidste ikke rigtigt hvorfor men på den anden side... hvorfor ikke? Hun havde gået lidt hvileløst rundt i denne verden et par uger nu men stadig ikke rigtig mødt nogen der ikke enten havde angrebet hende eller løbet skrigende væk. Da hun kom ind i byen hørte hun råb, ikke vrede råb men indbydende råb. Hun blev nysgerrig og besluttede sig for at se hvad det var for noget.

Zean begav sig kedsommeligt rundt i Deepshell, hans dejlige by. Okay, det var jo ikke hans by som sådan, men sådan tænkte han altid på den, han boede her og holdt af den.
På havde han nogle lette bukser og en T-shirt, vejret var overraskende godt når man tænkte på det kun lige havde været vinter.
Hans sorte hår strittede let og hans mørke øjne gled rundt p åomgivelserne.
han nåede markedspladsen og hørte pludselig nogle mærkelige råb, af ren nysgerrighed nærmede han sig.

Da Sas nåede markedet kunne hun knapt nok se en arms længde frem. Der var så tæt pakket af mennesker der alle råbte enten tal eller tilbud på de varer de solgte. Hun gik lidt rundt mellem nogen af de mindre befolkede boder hvor hun kunne komme til og faldt over et par guddommelige, i hendes øjne, smukke øreringe. De var formet som små regndråber, lavet af gennemsigtigt glas og bliv mere og mere mat ude i for enden. Hun sukkede lidt. En skam hun ikke havde huller i ørene. Men hun havde alligevel ingen penge så det kunne vel være ligemeget. hun trak høfligt på skuldrene da bodens ejer spurgte hende om hun var interesseret og gik så videre.

Markedspladsen. Han prøvede at høre efter en stemme der havde lydt mere...indbydende end de andre, men den var som forsvundet.
Gad han begive sig ind i det mylder af folk? af mennesker? Nej. han følte sig allerede i dårligt humør, solen var for varm, især efter en vinter, og så alt for mange dumme mennesker? No way!
Han begyndte at gå ned af gaden.

Sas blev puffet og skubbet rundt i mylderet og endte med, til sidst, at få nok.
Hun vendte sig den vej hun var kommet og forsøgte at mase sig igennem de mange mennesker der gik rundt. Det lykkedes hende, men dog efter et godt stykke tid. Hun var fuldstændig færdig, solen bagte og de mange folk der gik rundt og slæbte på ting så de svedte... Det var for meget, hun måtte have frisk luft, og noget vand. Hun lagde hånden op over øjnene så den skyggede for solen og spejdede efter en vandpost eller noget lignende. Dér, der var et springvand på den modsatte side af gaden. *Hvor heldigt* tænkte hun ved sig selv og begyndte smilende at gå hen mod det.

springvandet han var endt med at stå foran var...endnu et tegn på menneskehedens underlighed. Hvilken mening gav det at sætte en latterlig figur op som kunne sprøjte vand ud til alle sider? Og de lagde endda småmønter i, i den tro det gav lykke.
Han lod hånden dykke ned i det kolde, beskidte vand og greb en lille håndfuld, han tog med op til overfladen og så lidt på dem, så rystede han det værste vand af og proppede dem i lommen. Det eneste nytte de gav var til småtyve og han ikke lade være selv, bare for at håne tanken lidt.
Han så sig lidt omkring, men alt forekom ham ret kedeligt lige nu.

Sas hoppede op på kanten af springvandet og nød den dis vandstrålerne skabte når de ramte vandoverfladen. Hun vendte sig og så ud over den travle markeds-plads. *Hvor unødvendigt...* tænkte hun ved sig selv. *Hvad skal alt dette postyr til for?* Hun satte sig ned på kanten og så ned på vandet i håb om at det var rent og klart nok til at drikke. Hun Lavede en lille grimasse ved synet af det klamme grumsede vand. Dét kunne hun ihvertfald IKKE drikke.

Han fornemmede en svag lugt af engel og så sig omkring og fik tilsidst øje på en ung kvinde på den anden side af springvandet. Han så lidt på hende men gik så om til og stilte sig ved siden af hende og så ned i vandet.
"Hva´ så, engel?" smilte han, som altid ligeglad med hvad andre folk måtte tænke over det, når han nævnte andres race, tænkte sikkert at det var kaldenavne mellem venner, alt efter hvor dumme menneskerne var.

Sas Fik et chok da hun hørte en stemme tale til hende, og endda kalde hende engel. Hun blev så overrasket at hun, i et øjebliks uopmærksomhed, gled på de våde fliser og faldt med et stort plask ned i det klamme, grumsede ulækre vand. Hun kom hurtigt op til overfladen og så alle omkring sig stå og enten stirrer og pege fingre eller ligefrem stå og grine. *Hvor ydmygene* tækte hun for sig selv og kastede et blik omkring sig for at få øje på den person der havde talt til hende. Lige overfor hende stod en ung mand, lidt ældre end hende måske, og kiggede på hende. Var det ham der havde talt til hende? Hvordan kunne han vide at hun var engel?

Han så lidt på hende men grinede dog ikke, faktisk tilbød han hende en hjælpende hånd.
Han så rundt på folkene omkring dem, dumme mennesker, havde de virkelig ikke noget mere interessant at tage sig til?
Han sukkede lidt.
"Zean, dæmon vis du er i tvivl" sagde han til englen, han overvejede at spørge hvilken side hun var på i krigen, men lev enig med sig selv om at det kunne vente lidt endnu.

Sas trak sig lidt tilbage i vandet da han nævnte at han var dæmon. Indtil videre havde ethvert møde hun havde haft med en dæmon ført til at hun blev udnyttet til langt ud på natten. Hendes hånd gled hurtigt op til hendes hals hvor der var nogle efterhånden svage spor af bidemærker. "Hv-hvad vil du mig?" Mumlede hun så svagt mens hun tvang sig selv til at holde hovedet oppe og se ham i øjnene.

Han slog ud med armene for ikke at ende som en komplet idiot.
"Ja, så kan du sejle rundt dernede" mumlede han og satte sig op på kanten.
"Hvad jeg vil dig? Ikke en pind, jo, måske vide hvilken side du holder til i krigen..." han trak på skuldrene
"Hjælper min race med at finde allierede og har end til videre haft held med englene som er ret splittet" han så på hende og smilte lidt.
"Slap af, jeg æder dig ikke" kun vis du holder med den forkerte side, tænkte han. Han så hun holdt over nogle mærker...efter vampyrer måske? Så ville der nok være en god chance for at hun ville holde med de rigtige...nemlig dæmonerne. Men man kunne jo aldrig vide.

Sas så lidt ynkeligt op på ham. "K-krigen...uhmmm...." Hun så op på ham og vidste udemærket godt at hun var færdig hvis hun ikke holdt med ham. "Hvilken side er du på?" Spurgte hun og kravlede langsomt hen mod kanten af springvandet. Hun kom op, fuldstændig plørende våd og lugtende. Hvem vidste hvad der var i det vand. "Eeuw..." Sagde hun og bandede lavmeldt mens hun begyndte at vride vandmasserne ud af hendes tynde sommerkjole. Et øjeblik glemte hun alt om den dæmon der stod og snakkede alvorligt om krig ved siden af hende, hun skulle bare have det stads af sit tøj og det kunne ikke gå hurtigt nok.

"Lidt dumt spurgt når jeg siger jeg er dæmon" et menneske der gik forbi så underligt på ham da han sagde det højt, men han var ligeglad, de kunne tænke hvad de ville, de fleste var alligevel ved at finde frem til sandheden...nemlig deres eksistens.
Han så lidt på englen der prøvede at vride vand ud af sin kjole, hendes krops figur blev tydeligere fordi det våde tøj klistrede til kroppen, hun var slet ikke værst...Han så væk, det var bedst han ikke fik de forkerte tanker men måtte styre sig...også for hendes skyld, hans elskede.
"Hvad er dit navn enlig?" spurgte han, da han kom i tanke om hun ikke havde sagt det.

Sas så op da han spurgte. "..." "Mit navn er Sas..." svarede hun efter lidt tøven. Hun kiggede på ham og tænkte sig lidt om. "Hvad med at du forklarede mig lidt om denne...'krig'..." spurgte hun for hun havde intet hørt før han kom til.

Han så lidt på hende...nåe ja, nogen folk fulgte jo ikke med.
"Well, bare en lille magtkamp mellem vampyrer og dæmoner, hvem er stærkest agtigt, dusørjægerne jager os alle, bortset fra jer og menneskerne vis i slutter jer til dem, englene er ellers lidt splittet, nogen holder med os til gengæld for beskyttelse mod blodsugerne, andre holder med jeres leder som har en ide om at de vil slås for at i kan bestemme her som den "hellige" race i er..." han trak på skuldrene, krigen i korte træk.

Sas kiggede på ham. "Hmm... og lige nu ville det nok være bedst at tage DIT parti ikke?" *bare lige for at være sikker på at jeg ikke bliver flænset i småstyker med det samme* Tænkte hun for sig selv. Hun begyndte at kunne ligte sig selv og lavede en grimasse af væmmelse. Det rådne vand der tørrede i solen lugtede som slam og det gjorde hun også nu. Hvor var det ulækkert.

Han så lidt på hende, bevidst om hun nok ville vælge hans, bare fordi hun ikke ville flænses.
"ikke nødvendigvis, vis´ parti vil du helst tage?" spurgte han hende, de andre havde valgt udelukkende fordi de ville, det var det der skulle til, de kunne ikke bruge folk der ikke troede på dem til noget.
"vi lover beskyttelse mod bloddyrene, hvilket burde være en god ting" smilte han, vampyrer elskede vist sødt engleblod.

Hun stod lidt og så på ham og lod med det samme sin hånd glide op til såret da han nævnte de blodsugene monstre. Hun så lidt ned. "I-i så fald..." Hun rakte hånden frem mod ham. "Rart at møde dig...øh..." *hvad var det nu han sagde han hed?* Hun gjorde sit ypperste for at huske hvad han havde sagt men alt hvad der havde lydt for hendes øre på det tidspunkt var plasken, gispen efter luft og folk der grinede. "Undskyld jeg har glemt dit navn..." Sagde hun så til sidst opgivende og lod lidt genert en lok af sit hår sno om sin finger.

Han så lidt på hende, han fornemmede hun måske ikke ønskede at sige det direkte, dog fornemmede han at hun lige nu havde valgt hans side, dæmonernes. Han smilte. Mission fuldført.
Han gav hende hånden, selv om det var noget han sjældent gjorde.
"Zean" smilte han
"Klogt valg, engel"

Sas greb fat i hans hånd og holdte godt fast da han kaldte hende engel igen. "KALD MIG SAS..." Sagde hun tydeligt. Så kunne han måske fatte det. Hun gav ham et blik der uden tvivl viste at hun ikke brød sig om at blive kaldt det han lige havde kaldt hende. Hun slap ham så da hun regnede med at den var feset ind. "Har i sådan et forsamlings-sted eller sådan noget i den retning?" Begyndte hun at spørge. "Er der andre som mig?" "Hvor mange er i?" Spørgsmålene flød bare ud af munden på hende som et barn der ikke kunne styre sin nysgerrighed.

Han sendte hende et vredt blik, ville hun kendes ved sin race eller hvad? hun var jo engel, hvad var problemet?! inden hun selv nåede at slippe hev han hårdt sin arm fri og det lignede næsten hun ville falde ned i vandet igen.
Han rejste sig op og begyndte bare at gå, normalt ville han havde smækket nogen på skrinet når de talte sådan til ham, der skulle ikke meget til at gøre ham vred, men vis hun skulle være på deres side måtte han jo hellere vise sig fra sin gode side...hvilket han havde gjort hele tiden. Men nu var det slut, det skulle ikke være sådan at de troede de kunne hundse med dæmonerne, når de gav sig under beskyttelse måtte de vel behandle deres beskyttere ordentligt, ellers kunne det være at de pludselig "glemte" at beskytte dem. Han var overbevist om hun nok ville trække sig tilbage, ikke holde med dæmonerne alligevel, men så måtte hun jo bare dø.

Sas stod lidt alene tilbage og så efter ham. Gik han bare? Var det alt han ville? Få hende over på dæmonernes side? Hun stod lidt og tænkte over det. Nårh ja... nu var hun da ihvertfald beskyttet. "S-ses vi?" Kaldte hun lidt efter ham. Ikke fordi hun forventede svar men mere for at være høflig. Dæmoner var nogle underlige skumle nogen.

Og hun fattede det ikke.Han knyttede sine hænder, nogen gange var folk så tæveindbydende! Han rystet på hoved over sig selv, måske tog han også bare små ting ret nært? Men i hvert fald, sådan skulle hun ikke tale til ham.
Ganske rigtig svarede han hende ikke, det var ikke engang sikkert de ville se hinanden, han ville bare skrive hende på listen så de andre ikke angreb hende..af en eller anden grund, og så de kunne se at hun skulle beskyttes mod bloddyrene.

Sas stod og kiggede lidt efter ham. *Var det mon noget JEG gjorde?* stod hun lidt dumt og tænkte. Pludselig begyndte hun at kunne lugte sig selv igen. Hun fik kvalme, men hvad skulle hun gøre? Hun bed sig lidt i læben. Det virkede som om hun havde gjort ham vred men han var vidst hendes eneste mulighed for at blive ren. Hun satte i løb efter ham og indhentede ham efter lidt tid. Hun gik lidt bag ham og overvejede sine ord. "Uuhm... Zean..." Spurgte hun med den mest søde og uimodståelige stemme hun kunne lave. "D-du bor vel ikke her i nærheden vel?" Hun turde nærmest ikke tænke på hvordan han ville reagere.