Alene blandt andre

Dato :: 23. December
Årstid :: Vinter
Dag :: Mandag
Vejr :: Trist og gråt og koldt
Sted :: En meget fyldt gågade
Tid :: 16.30
Omgivelser :: Mange mennesker der gør de sidste juleindkøb
Påklædning :: En meget stor, godt brugt jakke udover en slidt hættetrøje og nogle meget beskidte jeans + nogle store, klodsede og mudrede støvler, og bandage på begge hænder

Malicka gik formålsløst rundt blandt de mange andre mennesker. Hun havde trukket hætten op over hovedet, og hendes lyse hår hang løst ned over brystet på hende. Hun blev skubbet rundt mellem de andre - som en viljeløs kludedukke - og endte op ad en vinter kold mur. Hun lod sig glide ned på hug, lænet op ad muren, og betragtede sløvt de travle mennesker. Hun så sjusket ud som hun sad der. Sjusket og brugt. Det var også sådan hun følte sig. Sjusket, sløv og komplet udkørt. Som om al hendes energi for den dag allerede var brugt op. Hun gned sig i ansigtet med de bandageindbundne hænder, og så så lidt på dem. Hvor var de egentlig grimme... De lange tynde fingre, der ikke kunne holde ordenligt fast i noget... Grimme og ubrugelige, det var hvad de var..

¤tøj :: http://1.bp.blogspot.com/_qtkUMKsaing/RuWoZLwNKQI/AAAAAAAAAJg/pvmlHP0rzWE/s400/Ryan+4.jpg

Morgan kom gående ned af gå gaden, han så kold på alle de mennesker der var der. og han var ligeglad om der stod nogen foran ham, han gik bare videre og videre selv om han gik ind i folk. og de råbte efter ham, han hår sad i en hestehale som det altid gjorte. hans øjne var mørkerøde og han nød duften af mennesker, han gik videre og fik lidt efter øje på en pige. han så lidt på hende og viste ikke hvad han skulle gøre, han var ikke den bedste til at snakke med. men han så bare på hende og gik lidt efter hen til hende, og satte sig ned uden at sige nået til hende. da han ikke viste hvad han skulle sige, han så skiftevist på hende og ned på jorden
"he.." kom der plusenligt ud af hans mund
han bed sig lidt i læben, og blev ved med at se skiftevist

Malicka så på manden der havde sat sig ved siden af hende med et ulæseligt blik. Hun løftede den ene hånd til hilsen da han sagde noget.*'He'? Ja det lyder jo ufatteligt socialt..* tænkte hun lettere sarkastisk. Egentlig kunne hun vel ikke tillade sig at dømme folk ud fra hvordan de indledte en samtale, da hun jo aldrig mælede et ord. Hun studerede ham med de granitgrå øjne, nærmest slugte hver eneste detalje, og indprintede hvert eneste ansigtstræk i sin hjerne.

Morgan så op og ned af hende
"hvorfor sidder du her alene ?" spurgte han blidt om
han lod en hånd glide om i sin nakke, mens han ikke kunne fjerne sit blik fra hende. han viste godt at det ikke var smart at se på en med sine mørkerøde øjne, men han kunne ikke lade være. han lod sin hånd glide ned i sit skød, mens han mærkede alle de mennesker der gik forbi. og mest at de så på dem, han lo lidt af dem
*mennesker* tænkte han
og bed sig lidt i læben han slap den lidt efter, han lod sin tunge glide frem og tilbage på sine tænder

Malicka trak vejret tungt, og lettere hvæsende, før hun fandt en kuglepen og en lille blok papir frem fra en af lommerne i den nussede jakke. 'Hvorfor ikke?' skrev hun sløset og rakte ham papirslappen. At skrive alt hvad hun ville sige var besværligt, men det nemmste når hun skulle 'snakke' med folk der ikke var sat ind i hendes system af lyde og fagter. Hun så på ham - igen med sit ulæselige blik - og betragtede hans røde øjne. *Du er ikke menneske, vel? Du er sikkert vampyr eller sådan noget..* tænkte hun for sig selv. Hun førte tit lange samtaler med folk i tankerne.. Selvfølgelig uden at folk vidste det, for det var ærlig talt ikke ret tit at folk lige frem var tankelæsere...

"man skal da være sammen med sine venner" sagde han
og så på hende, mens han smilte charmerende på hende. han gav hende stille papiret tilbage, han havde aldrig prøvet at snakke med en person som var det at han snakke med sig selv. udover at han ikke snakke med folk overhovedet så tit, da det mest for at få nået at spise han gjorte det eller for sjov. han så interessant ned på papiret, og vende bare på hun ville skrive nået mere. han bed sig lidt i læben, mens da han syntes det var nået særligt at snakke på den måde. han fik lidt efter øje på en flok unge mennesker, der stod og så på dem og grinte lidt. han rystede let på hovedet og tog sig ikke så meget, selv om han havde det med at næsten flyve på folk når de bare så på ham. han lag sine arme over kors og så bare ondt på dem, de så lidt overrasket på ham når de fik øje på hans øjne. men Morgan var ligeglad lo bare lidt af dem, inden han vende blikket mod hende igen

Malicka sad lidt og tænkte over det før hun igen begyndtea at skrive. 'Venner er blot et begreb. Om folk der holder af hinanden... For at have venner, må man have nogen at holde af.' endte der med at stå på lappen. 'Sagt med enklere ord: Jeg har ingen venner' tilføjede hun efter at have læst det igennem igen. Så rakte hun ham igen sedlen, og så udtryksløst over gruppen af teenagere. Det tog hende ikke lang tid at genkende dem som den gruppe der plejede at 'snakke' med hende når hun havde været på hospitalet. Nogle væmmelige bæster efter hendes mening.

Morgan læste hvad hun skrev og smilte lidt over det
"jeg har heller ingen venner, jeg rejser for meget. kender ingen som mig, desværre" sagde han
og gav hende papiret igen, mens han stadig holde øje på flokken og ville ikke havde nået imod at angribe dem hvis de kom for tæt på. han så hen mod hende og prøvede at smile så godt han kunne, selv om han hadet mennesker
*Morgan hvorfor snakker du med mad.. hvad sker der for dig* tænkte han
han kunne ikke lade sine tænder være fra sin tunge, selv om han kun gjorte det når han var sulten eller skulle til og spise. det var ikke for han ikke var sulten det kunne man jo se på hans øjne, men han havde ikke den store lyst til at dræbe hende. som han havde med alle andre, og han var ikke så vild med det. sådan nået skulle jo ikke ske i hans liv, mente han selv

'Du er ikke noget menneske vel?' spurgte hun på papiret, og tænkte så kort. 'Jeg kender til Racerne så du kan roligt fortælle mig det' tilføjede hun så og så afventende på ham. Hun vidste at mennesker ikke skulle vide noget om Racerne, men det gjorde hun altså. Det var vel egentlig et tilfælde at hun vidste det. Et tilfælde at hun lige netop den nat havde haft mareridt og var listet ind til sin mors værelse blot for at se hende få suget sjælen ud af en dæmon. Den havde også forsøgt at suge sjælen ud på hende, men var blevet forstyrret af en jager, der så havde informeret hende om de andre racer også.. Held i uheld kunne man vel sige..

Morgan så lidt overrasket på hende, og rystede på hovedet. han rykkede sig tætter på hende
"du kan jo prøve at gætte" hviskede han blidt ind i hendes øre
og strejfede hendes fingere, med to af hans fingere. han lo lidt af hende at hun kunne vide så meget, han tog en dyb indånding af hende. han viste godt med sig selv at han var ligeglad med om han havde lyst til at bide hende eller ej, så ville han på et tidspunkt alligevel gøre det for at bevise for sig selv at menneske intet betyder. han lukkede stille sine øjne i og nød duften af hende, han kunne mærke at flokken stadig stod og så på dem. men det betød ikke så meget for ham, hvis han ville bide så ville han gøre det. ligemeget om folk så det eller ikke

Malicka så et øjeblik overrasjet ud over at han rykkede tættere på hende. Så bed hun sig svagt i læben og trykkede sig lidt længere ind mod muren. Hun klikkede lavmælt med tungen, for at svare ham da han forhindrede hende i at skrive. *Ja du er sgu da edermame dygtig! Du kan jo fucking ikke tåle at miste blod til en vampyr, din lille kraftidiot!* bannede hun af sig selv. Hun havde faktisk spekuleret på om hendes sygdom mon kunne smages i blodet.. Om den gik ind og gjorde smagen af hendes blod dårlig.. Ikke at hun havde lyst til at finde ud af det, men hun kunne ikke lade være med at spekulere...

Morgan rykkede sig lidt væk, så hun kunne skrive han lo lidt af sig selv. mens han kunne høre hans dybe indåndinger
"hvad gætter du på, hvis du gætter forkert.. så vil jeg smage på dig" hviskede han
og viste godt at det ville være til for meget hjælp, han så over på flokken med et ondt blik som fik dem til at begynde at gå. han vente stille blikket tilbage til hende, et blik som var mere charmerende og måske lidt mere venligt
"for mig må du gerne gætte forkert" drillede han
og hævede det ene øjenbryn, mens han bare ventede på hvad kun ville skrive til det.

Hun bed sig lidt i læben. 'Jeg har ikke råd til at gætte forkert. Jeg er syg, og hele mit liv har været en langsom død... Vampyr.' skrev hun så og så på ham med et ulæseligt blik. Det brugte hun meget. Ulæselige blikke. Hun brugte dem til at skjule sig bag, og gemme sine følelser for andre. Hun ville ikke være en åben bog, som alle bare kunne læse ved et enkelt blik... Ikke om hun ville...

Morgan læste det og nikkede
"du gættede rigtigt, syg.. hvornår ? mener hvor langtid har du ?" spurgte han stille om
selv om han helst ville bide hende, han satte sig stille til rette og så på hende. han viste ikke hvad han havde gang i, han plejede ellers at være ligeglad og at det ikke betød nået. han bed sig lidt i læben og kunne ikke lade tanken være, om at sidde i hendes hals. han tænkte sig lidt om
"har du overvejet en mulighed ?" spurgte han stille om
og viste ikke helt hvad han ellers skulle sige, han så bare på hende og var ligeglad med alle andre mennesker. selv om de også duftede fantastiske, så betød de ikke så meget mere. han lod sig rykke lidt tætter på hende, så han kunne dufte hende bedre

//jeg skal logge,, kommer på sener på et tidspunkt//

'Siden min fødsel..' skrev hun hurtigt og viste ham papiret. Så sad hun længe og tænkte over hvad hun skulle svare til hans andet spørgsmål. 'Mulighed? Hvilken?' skrev hun så og var ikke sikker på om hun ville hører svaret. Ikke når det var en vampyrs ide.. Hun var ikke som sådan bange for vampyrer, men hun kunne ikke lide tanken om at de sugede blodet fra et legme og efterlod det livløst og koldt. Det var næsten lige så slemt som dæmoner... Hun var rent faktisk bange for dæmoner.

"det var langtid" svarede han
og lag sit hoved på skrå og smilte charmerende til hende, han rystede let på hovedet. og lag en hånd i sin nakke
"du ved jo muligheden, altså hvis du kender til os.. så må du da os kende mulighederne" sagde han
og lo lidt mens han lod sin hånd falde ned i sit skød igen, han tog en dyb indånding og hans øjne lukkede i nogle få sekunder. han bed sig let i læben og hævede det ene øjenbryn, mens han bare blev siddende. han lod lidt efter sit blik falde ned på jorden, inden han hurtigt så over på en lille dreng. som gik rundt og væltede skraldespande, som fik Morgan til et le højt. da han elskede når folk gjorte ting man ikke må, også er det ligemeget hvor slemt det er

Malicka rystede på hovedet og rejste sig op. Hun så lidt ned af begge sider af gpgaden før hn begyndte at gå med sjoskende skridt. Hun ville ikke sidde der længere. Ville ikke sidde sammen med ham. Det blev for intenst. Det hjalp tit at gå når noget blev for intenst, også selv om den anden part måske fulgte efter. Det var ligesom bare ikke det samme. At sidde stille og lytte... Det fik hende til at føle sig forsvarsløs. Nej så hellere være i bevægelse, og gå.. SÅ følte hun sig heller ikke helt så svag og træt hele tiden..

Morgan så efter hende og rejste sig lidt efter op, han gik hurtigt efter hende. og gik lidt efter ved siden af hende
"du svarede ikke på mit spørgsmål" sagde han
mens han gik ind i nogle få mennesker, som vende sig om og råbte af ham. han tog sine hænder ned i sine lommer, og tænkte lidt over det
"hvorfor ikke tage muligheden, når man ved at man vil dø" sagde han
og lod sin tunge glide frem og tilbage på sine tænder, hendes duft påvirkehede ham meget. og han brugte mange kræfter på at holde sig tilbage, da han gerne ville vide mere omkring hende. han fjernede ikke sit blik fra hende, og smilte bare charmerende til hende

Hun så op på ham, og overvejede sit svar. Så tog hun igen blokken og kuglepennen frem og skrev fire små ord: 'Fordi jeg er bange' hun rakte ham sedlen, og gik videre. Bange... Det var nok det der beskrev det bedste.. Hun var ikke bange for selve vampyren, men tanken om alt blodet der ville forlade hendes krop, og efterlade hende helt kold til et evigt liv i tavshed... Det skræmte hende. Den tanke kunne hun simpelthen ikke bære.

Morgan så ikke overrasket ud
"for mig ?" spurgte han
stille om, mens han bare gik videre. han fik plusenlig færten af blod, han rystede på hovedet og holde op med at trække vejret. for ikke at løbe efter færten, da han heller havde lyst til at høre mere om hende. han så stille ned i jorden mens han gik, og håbede på at ingen ville lægge mærke til at han ikke træk vejret. han bed sig lidt i læben, og tænkte på hende og den sygdom

Malicka rystede hurtigt på hovedet og vrængede ansigt af ham. Hun var ikke mere bange for ham end hun var for et tøjdyr. Hun var i det hele taget ikke bange for folk.. Mere for hvad de kunne gører. Det var det der skræmte hende, og fyldte hendes nætte med mareridt om udviskede dæmoner uden ansigt.

Morgan tænkte sig lidt om
"hvad er du så bange for ?" spurgte han om lidt efter
uden at se op på hende, da han ikke kunne få sig selv til det. da hans øjne var blevet mere røde og så mere onde ud, han kunne ikke få sig selv til at trække vejret. for bange for at bide hende
*mig bange* tænkte han
og lo lidt mens han rystede på hovedet, da han selv mente at han ikke kunne være bange for nået. han kunne ikke lide den tanke, at være bange for nået andet

'Er det ikke lidt lige meget?' skrev hun afvisende og gav ham sedlen. Hun vidste ikke helt hvordan hun skulle formulere sig, og synes egentlig ikke at han behøvede at vide hvad der gjorde hende bange... Det var vel for pokker da ikke hans sag... Var det vel?

Morgan nikkede
"måske, men hvorfor ikke blive en af mig" hviskede han
og gik bare videre, mens han så sig omkring. og bed sig let i læben, mens han tænkte over hvad det mon var hun var bange for

Malicka viftede afvisende med hånden i stedet for at svare. Hvad skulle hun skrive? Fordi hun ikke ville leve i evig tavshed? Sandheden var at hun ikke havde noget egentligt agument der talte imod at blive... Forvandlet... Men hun.. Ja hvad egentlig? Hvad var det der afholdt hende fra det? Det kunne rede hende fra en tidlig død, og fra de smerter der kom i krampelignende anfald... Kunne det ikke? Eller ville hun leve for evigt med de smerter? Ville hun blot blive dømt til at leve for evigt med den rådne sygdom? Sandheden var at hun ikke var bange... Hun var ansgt... Angst for hvad der ville ske, og for.. Ja vel egentlig for det hele...