Træls! - Destiny

Dato/Dag: IRL
Tid: 17.23
Vejr: vindstille med lidt skyer
Sted: Silent river vandkant
Omgivelser: Træer, sump og en spøgelses pige

Oliver var ved at være godt irreteret. Han var bare kommet ud for at få noget luft i fred, men neeej. Han havde nu vandret rundt langs søen tæt efterfulgt af spøgelset af en lille pige der ævlede om hvordan hun var blevet druknet af sin mors kæreste. Det havde kun været et kort øjeblik han havde kigget på hende og straks havde hun vidst at han kunne se hende. "Du må hjælpe mig!" råbte pigen en smule vredt inden han kort svarede hende "for sidste gang, du kan ikke tage hævn når han allerede er død for længe siden!" Hans tone var irretabel og han havde nu diskuteret med hende længe. "Men jeg vil ikke være her mere!" råbte hun ad ham og han begyndte at gå lidt hurtiger for at slippe af med hende. "Så find fred og kryds over, gå ind i lyset, whatever!" sagde han halvhøjt tilbage. Det var godt at der ikke var nogen i nærheden, så ville de nok tro at han var bindegal sådan at gå og diskutere med sig selv. Han gik lidt og hørte på spøgelset bag ham inden han mærkede muderet give efter under ham og han sank lidt ned "Dammit!" mumlede han, dette forbedrede ikke ligefrem hans humør. Han prøvede at løfte foden op, men han sank bare lidt længere ned. Godt at han havde støvler på, ellers ville hans bukser nok blive helt mudrede. Et grin lød bag ham da spøgelses pigen begyndte at grine hånene af ham. Han sukkede og kiggede sig rundt, efter et par forsøg for at komme op. der var ingen. Med en hurtigt bevægelse tog han sin lysebrune efterårsjakke af så han kun stod i t-shirt og løse jeans. Han havde special lavet t-shirten så der var huller til hans bredde hvide vinger som han nu havde foldet ud. Pigen grinede lidt igen "Hold mund!" sagde han med et blik tilbage imod hende. Han begyndte at slå langsomt med vingerne imens han mærkkede muderet give slip om hans fødder og efter et par bask med vingerne gav det slip og han røg lidt op over jorden. Vingerne have fået et grønt skær da han langsomt fløj hen så han svævede let over det faste jord, nu havde da i det mindste fået strakt vingerne lidt.

Tiden var fløjet af sted, efter Destiny var faret vild i skoven. Men det var hun jo ved at vende sig til. Hun var bare ikke den bedste til at finde rundt. Et sted kunne hun dog altid finde. Det var ' Den lykkelige eng'. Det var nok også fordi at stedet var så vidunderligt. Men det udtrykkede navnet os, sjovt nok. Men det var ensomt at fare vild, i så lang tid. Hun traskede videre hen over skovbunden, hvor at alle de små kviste der var bredt rundt omkring knækkede. Hendes brune hår hang ned over hendes skuldre, men små maguriter i. De små blomster havde hun fundet da hun havde lagt ude på engen, inden hun var gået i skoven. Duften af dem, beroligede hende på en måde. Det var som om at det beroligede hendes nerver. For hun var jo ret nervøs over ikke at kunne huske hvilken vej hun kom fra. Måske led hun af hukommelses tab? Hun glemte nemlig tit sådan nogle ting, som veje, og små normale ting i hverdagen. Men såsom andre væsner og mennesker glemmer hun aldrig. Især ikke dem der har haft en større indflydelse på hende. Hun smilede forsigtigt, et smil forandre nemlig altid hele verdenen. Lige som ordsproget; Smil til verdenen og den smiler til dig.
Fantastisk ord sprog da det giver så meget mening. For hvis man går ud i verden med et smil, får du jo et tilbage.. Forhåbentligt... Hun kiggede sig let omkring, da hun hørte nogle sige noget selvom det blot var en lavmælt mumlen som hun kunne høre. Hun valgte at hun ville gå efter den lavmælte mumlen, og se hvem det var som der havde sagt noget. Hun satte tempoet lidt op, da hun ville vide hvem der havde mumlet noget. Hun nærmest løb hen over den knas tørre skovbunden. Hun lo let for sig selv, da hun nærmest kunne genkende stemmen da hun kom nærmere. Hun fik let bevæget, sig det sidste stykke inden hun kom til en mudret sø, som hun havde hørt at mange folk var blevet druknet i. Hun kiggede lidt rundt inden hun til sidst kiggede op, og fik øje på en svævende Oliver. Hun var nærmest i chok.. Whut... Var han nu os en engel eller hvad? En fe? Hun stod bare og stirrede lidt forfærtet på ham.

Oliver fortsatte med at svæve over jordoverfladen imens han en smule højlydt diskuterede med spøgelsespigen, hun grinte "Det var din skyld! hvis du ikke havde irreteret mig så ville jeg aldrig have sunket i!" agumenterede han "Det for du for ikke at hjælpe mig!" svarede hun igen og rækte tunge af ham. "Jeg kan ikke hjælpe dig, du døde for 400 år siden!" fortsatte han irreteret og slog let med vingerne som stadig havde et grønt skær. Han lod sig elegant lande på jorden, han kiggede på den lille spøgelsespige som var forstummet og i stedet havde pladseret øjnene et sted bag ham. "Hey..måske skulle du få trøjen på igen" viskede hun lavmælt og Oliver forstummede selv. "Hvad snakker du o-.." nåede han at svare inden han mærkede en tilstedeværelse bag ham. Han sank en klump og foldede hurtigt sine vinger ind og drejede rundt hvor han til sin forskrækkelse fik øje på sin menneskeven Destiny. Utrolig hurtigt fik han sin jakke på igen og gav hende et anstrengt smil som om intet var sket. "Destiny...hvilken overraskelse, havde ikke forventet at se dig her!" sagde han så og fik en lidt rødlig farve i kinderne. Ikke godt, ikke godt. hvad skulle han gøre nu? han kunne ikke bare lade som om det ikke lige var sket, eller kunne han? måske kunne han bilde hende ind at han var ved at filme en film og at det var et stunt, men så alligevle så ville det være for langt ude. "øhm, jah.." fortsatte han og trak let på skuldrene imens han ventede på at hun ville sige noget. hvad som helst, for hans skyld kunne hun begynde at grine også tro at han var sindsyg.

Destiny kiggede på ham, mens han prøvede at lade som om ingenting var sket. ” Du er en engel” mumlede hun lidt overrasket og hendes kinder havde fået en svag rød farve. Hun var ikke bange for ham... Mere lidt forfærdet over at en man kender, og er venner med ikke fortæller en at man er en engel. Hun kiggede let på ham, ”Hvorfor har du ikke fortalt mig det” mumlede hun og kiggede ned i jorden. Hun hadede når noget blev holdt hemmeligt for hende. Hun blev altid trist over sådan noget, men det kunne være lige meget. Hun kiggede let op på ham med hendes lysebrune øjne. Hun smilede let og forsigtigt til ham. Hun vidste ikke lige hvad hun skulle sige eller gøre der ikke ville virke dumt. Hun kunne mærke kulden fra den døde pige der stod i nærheden. Den kulde der kunne mærkes var ubehageligt det var som om at der var noget der pustede på hende. Lidt lige som en vind der blæser omkring en.. Bare at man ikke kunne fornemme vind. Hun kiggede let rundt, og lod dog hendes blik glide hen på ham. Hun pillede let ved en af hendes lange brune hår lokker der lå hen over hendes kinder. Hun valgte at tie, da hun ikke vidste hvad der ville være passende at sige. Hun mærkede igen kulden, der gik igennem hendes jakke. Hendes jakke var da ikke så tynd igen.. Det var underligt. Den røde farve fra hendes kinder var forsvundet igen. Den var i hvert fald ikke så tydelig som den kunne have været. ”Hvem snakkede du med før?” mumlede hun nysgerrigt og kiggede ham direkte ind i øjnene. Det var en ting hun ville vide. Der var jo ikke umiddelbart nogle hun kunne se.... Blot fornemme.... Hun bed sig blidt i underlæben, og kiggede let og nervøst rundt. Det føltes som en af de der platte film, man altid ved hvad der sker i. Altid når man har spurt, om et eller andet bliver man myrdet? Hvor meget mening giver det lige? Ikke så meget efter hendes mening. Det var i hvert fald ikke sådan som hun troede at det ville være nu. Det føltes ikke sådan. Hun vidste os at Oliver ikke ville kunne finde på at gøre hende ondt. Det regnede hun i hvert fald ikke med at han kunne finde på... Han var jo så dejlig rar... En virkelig dejlig ven, at have. Selvom hun ikke kendte ham så godt endnu. Men nok til at stole på ham. Hun lod hendes blik glide ned i jorden, da hun blev forvirret af alle hendes tanker. Det var som om de ikke gav mening, men så alligevel.

Oliver sukkede opgivende og tog en hånd op til hovedet *Busted* tænkte han, irriteret på sig selv over at han ikke havde hørt hende komme. Ha n lod hænderne falde ned langs siden inden han kiggede undskyldende på hende. ”Jah..” svarede han så og mærkede hvordan spøgelsespigen kom hen ved siden af ham. Han behøvede ikke at kigge på hende for at vide præcis hvor hun var, det at hele hans venstre side havde fået kuldegysninger fortalte ham at hun stod lige ved siden af ham. Han kiggede ned i jorden igen og folede vingerne ud, de havde fået et lilla skær. ”Ja, jeg er en engel”. Det var ikke meningen at mennesker skulle vide eksistensen af væsner og han ville ikke have at hans ven Destiny skulle bekymre sig om væsner. ”Jeg kunne ikke fortælle dig det” Han kiggede op på hende igen med et alvorligt blik, nok ikke et hun havde et fra hans side før ”Det er imod reglerne” Han vidste ikke hvem der have lavet reglerne eller hvordan han vidste det, men det gjorde han. Måske var det den gud som han ikke troede på, eller måske var det bare alle væsners underbevidsthed, lige meget hvad, så vidste alle væsner at det var imod reglerne at fortælle eller vi mennesker, at vide evner eller… vinger for den sags skyld. Oliver kiggede ned på pigen ved siden af ham ved Destinys næste spørgsmål. Han kunne lyve og sige at han snakkede med sig selv, men han vidste at hun ikke ville tro ham, også lå det ikke i hans natur at lyve, især ikke for hende. ”Jeg snakkede med..øhm” han prøvede at finde ord på det, det var svært. ”Det var… En pige” begyndte han og kløede sig let i håret imens et lyserødt skær gled hen over hans kinder. ”En død pige” afsluttede han næsten viskene for at ingen andre skulle høre det, selvom at der ikke var nogen andre i nærheden. Han kunne ikke skjule at han var en smule bekymret om hvad der ville ske nu når hun vidste det, han havde aldrig prøvet at bryde reglerne før og vidste ikke om der var straf på når man brød dem, men han håbede det inderligt ikke.

Destiny kiggede let op, på ham igen. Hun var ikke bange for ham, mere forvirret. Hun havde ikke regnet med at han var en engel. Ikke at han ikke var lige så dejlig, som man hørte at engle var.. For det var han bestemt. Hun smilede forsigtigt til ham, ”Jaeh” mumlede hun let, og en svag rødlig nuance bredte sig hen over hendes kinder. Vinden legede med hendes lange brune hår lokker. Hun strøg let hendes fingre gennem hendes hår og hørte let på den han sagde.. ”Regler?” Spurte hun, hvem lavede regler for engle? Det virkede bare sært, men sådan var det vel bare... Hun kiggede på ham, igen efter hun havde kigget lidt rundt.” Er det hende, der gør at jeg får kuldegys?” hviskede hun, og kiggede hen på ham. Det måtte det jo være? Det kunne det næsten kun være. Hun smilede forsigtigt, og trådte nærmere på ham. Hvor hun let lagde hendes arme omkring ham, og gav ham et kram. Hun trykkede sig ind imod ham, mens hun let lukkede øjnene. Da hun igen fik kuldegysninger. Hendes kinder havde fået en rødlig nuance igen, men det kunne han ikke se da de ikke kunne se hinandens ansigter under et knus. Vinden blæste let omkring i skoven. Den var beroligende lidt lige som de blomster der sad i hendes hår. Det var som om blomsterne lagde et beskyttende skjold omkring hende. Destiny trådte lidt tilbage, da hun havde givet ham et kram. Hun vidste ikke hvorfor hun havde givet ham et kram.. Det gjorde hun bare. Hun smilede forsigtigt. Hendes kinder havde stadig en rødlig nuance. Det gjorde det ikke lige frem bedre at hun rødmede. Hun smilede forsigtigt igen, og kiggede så let op på ham. ”Jeg er glad for at jeg stødte på dig i dag” sagde hun lidt stille, og strøg let hendes fingre gennem hendes lange brune hår. Det var ved at blive en vane, generelt når hun var lidt genret. Hun vidste igen ikke helt om hun burde sige noget, og lod derfor vær. Hellere ikke sige noget, end at sige et eller andet random noget, der ikke gav nogen mening. Hun smilede blidt til ham.. Et smil kunne altid hjælpe når man ikke lige vidste hvad man skulle sige. Det sagde næsten altid lige så meget som ord.

Oliver lavede et bekymrende smil inden han sagde noget. ”Alle vi væsner har regler, men vi ved ikke hvor de kommer fra, måske fra en gud om du vil.” svarede han og holdt en lille pause da han kiggede ned i jorden og sparkede lidt til en sten med foden imens han bed sig en smule hårdt i underlæben. ”Ja, hun har været her længe” svarede han og kiggede ned på spøgelsespigen som kiggede tilbage med et tilfredst blik. ”Det er derfor hun er så let at fornemme”. Oliver ville have sagt noget mere, men glemte hvad han ville have sagt da han mærkede Destiny omfavne ham. Lige et øjeblik stivnede han og stod bare imens han fik et rødt skær i kinderne der matchede hans vinger, de havde nemlig fået samme lyserøde farve. Han kunne høre den lille pige fnise ad ham ved siden af og han tøvede lidt inden han selv langsomt slog armene rundt om hende. Det var ikke ligefrem en situation som han oplevede hver dag, men så alligevel det var heller ikke hver dag at nogen opdagede hans englestatus. De stod bare lidt sådan imens Oliver kunne høre den lille spøgelsespige holde et stort grin tilbage. Oliver trådte selv et skridt tilbage da Destiny gav slip og han kiggede væk fra hende for at skjule det lyserøde skær hans kinder havde fået, det gik dog ikke så godt med at skjule det eftersom hans vinger havde fået samme skær. ”Jeg ømh..” Han prøvede at sætte ord på det, men det var lidt svært, for selvfølgelig havde han været glad for at se hende, men alligevel var det jo ikke så godt at hun havde set ham. ”Jeg ved ikke hvad jeg skal sige, jeg er også glad for at se dig men..” han stoppede og kiggede op på hende ned et undskyldende lille smil og kunne ikke finde ud af hvad han mere skulle sige, underligt for han havde ellers altid meget at sige.

Destiny kiggede let på ham, ”Men jeg burde ikke have set dig” mumlede hun let som en tilføjelse på det han var ved at sige. Det var ikke så svært at vide, hvad han havde ment. ”Øhm.. Undskyld, jeg ville altså ikke have forstyrret....men jeg farede altså på en måde? Jeg kunne i hvert fald ikke finde rundt” mumlede hun, det sidste var mest af alt til sig selv. Hun kiggede let ned i jorden, mens hun let pillede ved hendes hår totter som der næsten gik ned til hendes navle. Hendes kinder havde stadig en rødlig nuance. Det var mest for at skjule hendes rødlige kinder, at hun kiggede ned i jorden. Hun hadede simpelthen når, folk kunne se det. Hun smilede let for sig selv. Vinden legede igen let med hendes jakke, og hår. Det var det der var dejligt ved vinden. Den var så dejlig let, og nærmest tryg da den altid var der. ”Øhm.. Jeg burde ikke være her vel?” brød hun stilheden efter et lille stykke tid. Det var nu ikke svært at regne ud at hun ikke burde det, men bare lige at få bekræftelse på det, kunne være fint Hun kiggede let rundt, men hendes blik landede dog til sidst på ham. Hun fjernede dog hurtigt hendes blik igen, og lod det igen glide ned i jorden. Hun kunne høre vandet fra søen, det var nok nogle blade der var blæst ned fra et træ, og var landet i vandet. Hun kiggede der ud, og smilede så let for sig selv ved synet af nogle blade, som der flød på vandet. Vandet var temmelig mørkt, men det var nok begrund af jord.. Men det skjulte jo nok os en masse lig, der engang var blevet druknet der. Ikke lige frem en sø/flod, man har lyst til at svømme i vel? Hun fjernede let blikket igen, da hun fik et klamt billede af lig i vandet inde i hovedet. Uhyggeligt, det var det jo på en måde. Hun rystede let, ved det billede. Hun kiggede over på ham... ”Øhm...hvad laver du enlig herude?” spurte hun let og nysgerrigt. Hun smilede forsigtigt til ham, og ventede let på at han ville sige noget. Hvis han altså ville det. Eller bare forblive tavs, ligesom hun selv var noget af tiden.

Oliver kiggede tøvende han på hende inden han kiggede ned i jorden igen, han fandt denne situation en smule akavet, men hvem ville ikke finde en situation hvor man lige var blevet afsløret i at være en engel akavet. ”Øhm, nej.. Du burde ikke have set mig og du burde ikke være her..” sagde han så efter at have trukket været dybt ind. ”Men hey, vi kan ikke gøre noget ved det nu vel? Vi kan ikke skrue tiden tilbage så hvorfor ikke bare få det bedste ud af at du ved det?” sagde han så med et kækt smil, et af de første smil han faktisk havde lavet imens han havde snakket med hende. Selvom han smilede kunne han ikke undgå at være en smule forsigtig ved emnet, hvor meget vidste hun egentlig? Skulle han fortælle hende om krigen og om andre racer? Nej han måtte hellere lade vær’.. Hun ville nok leve bedst med ikke at vide alt det onde i verden og selvfølgelig alt det han selv havde gjort af umenneskelige ting her i krigen, men så igen han var jo ikke menneske så umenneskelige ting var jo ikke udelukkede. ”Jeg var bare.. ude at strække vingerne” sagde han så og trak på skuldrende igen. Han kiggede lidt omkring sig og opdagede at den lille spøgelses pige var væk og at hun ikke var til at se nogen steder. Sådan var det vel, spøgelser kom og gik som det passede dem. ”Hør, jeg er ked af at du skulle finde ud af det, også på den måde, jeg ville gerne havde sagt det, men regler er regler..” sagde han så og kiggede ned i jorden igen imens et han holdt et neutralt udtryk i ansigtet.