Destiny for a Hunter (Procella/Wicked)

Dato :: d. 23 Februar.
Tid :: 17:06
År :: 2005
Vejr :: Tunge skyer, kraftig vind og ingen sol.
Omgivelser :: Folk og skrald.
Sted :: Ude foran en Lagerbygning.
Land :: USA.
Stat :: Nebraska.
Påklædning :: Simpelt. En T-shirt, Jeans, sneakers og Des’ Duster.

Vinden hylede ned ad gaden. Der var blevet lovet en ordentlig omgang af sne i løbet af natten, så alle sørgede for at komme indenfor, for ingen havde tiltro på vejrfolkene. Hvis de sagde det ville sne i løbet af natten betød det enten at det ville sne om aftnen, eller morgnen efter. Så alle sørgede for at købe ind så de ikke behøvede at bevæge sig længere væk fra deres seng end til deres lokum.
Selv dem som ikke havde set vejrudsigten, havde kastet et blik op på himlen og set de tunge skyer der bulede ud med sne og så ud til at kunne sprænge i luften hvert øjeblik.
Imellem 2 andre biler holdte der en anonymt udsende bil. Lakken var begyndt at skalle lidt nede ved dækkene, kofangeren rustede lidt og tonede ruder med skidt på sig. For enhver der kiggede hurtigt på den ville den ikke rigtig ha set ud som om den havde kørt de sidste par uger. Men folk der havde holdt øje med bilen havde lagt mærke til de få bevægelse bag de tonede ruder når gadelygterne blev tændt. Og tidligt om morgnen og sent om natten kunne man høre en bildør smække i.

Des gabte svagt mens han lå der og lod vinduet glide en smule ned for at lade frisk luft og den forekommende aftens lyde, komme ind i hans lille overvågnings bil. Han var nødt til at kende alle lyde sådan så han ville kunne høre noget hvis der var noget… Selvom, når sneen nok først ville begynde at falde, ville han ikke kunne høre så meget andet, så var det jo ikke til at sige hvornår sneen ville falde… Og den tunge dunst af indelukkethed og fast food skulle ud.
Han kørte en hår igennem det uredte hår og grinte lidt. Selvom han ikke lod til det, så kunne Des faktisk godt lide de her overvågnings tider. Han vidste at i nat ville han slå til. Denne bestemte Vampyr han havde fulgt efter havde et mønster som gentog sig hver 3 nat, og i nat ville han slå til. Det var altid det samme.
Vampyren fik en pige lokket med til sin ”Maler hule”, som han havde hørt ham bruge udtrykket for, så holdte han hende fanget og drak så meget fra hende at hun besvimede, men overlevede lige akkurat og smed hende hen på et hotel længere nede af gaden hvor de ville blive fundet af ejeren og kørt på hospitalet. Alt hvad de ville ha mistet var en dag af deres liv og politiet stillede ingen spørgsmål efter det samme mønster havde gentaget sig så mange gange at de kunne selv regne ud at pigerne havde det helt fint, de kunne bare lade være med at drikke så meget med fremmede folk.

Men i nat… I nat ville det stoppe. *Jeg vil sørge for at det stopper* tænkte han svagt, mens han rensede løbet på pistolen med trænede bevægelser.

I det fjerne hørtes en tydelig rumlen af en stor motor. Den kom tættere og tættere på. Et monster af en motorcykel kørte op på siden af bygningen og en lav, slank skikkelse, komplet iklædt en tætsiddende, men vejrafvisende læderdragt, svang sig af maskinen.

Det mørkespejlvisir blev vendt mod bygningen. Støvlerne knasede mod brolægningen da stål blev kværnet mod grus og småsten. Procella trak den store hjelm af og rystede det mørke hår ud af den pressede form. Det var irriterende, men hun kompromiterede ikke sikkerheden over noget så latterligt som hjelmhår.

Hun lynede køredragten op og trak handskerne af så hun kunne finde den murstensstore mobil frem.

"Ripper? I'm here. He is in there? You know how he looks and shit? Yeah yeah i'm not an idiot. Gun and stake. I am freezing my ass of. Dude! Nebraska? This sucks!"

Hvæsede hun lavmælt og lynede køredragtens ben op så hun kunne komme ud af den. Den var genial at køre i, men hun kunne ikke bevæge sig ordenligt, så til kamp var den komplet håbløs.

"You know what? Screw you! I am here right?! I am just in a fucking bad mood, and I could have used some ID on the bloke."

Procella pressede tungen mod indersiden af underlæben og skar en sur grimasse af svaret i telefonen

"Yes sir. I just meant tha-...I said yes! Yes fucking sir. You want me to kneel and kiss your shoes?"

Hun trykkede vredt ind på mobilen og fumlede den ned i læderhylsteret ved sin side

"...asshole..."

Mumlede hun vredt og skuttede sig i kulden. Procella fnøs og vred sig resten af vejen ud af køredragten. Hendes hår var lysere og strejfede kun kort hendes skuldre. Den 21 årige unge jæger havde et mere rundt ansigt, et mere sorgløst og ungdommeligt ansigt. Hun var hård allerede nu, men hun var ikke så hård og så hærdet at hun var nået at blive bitter, eller var begyndt at tvivle på sin egen eksistens og plads i verden.

Fangbangers. In and out. Slå vampyren ihjel, videre til næste by. Det burde der ikke være det store i. Hun trampede let for at få cowboybukserne til at rette sig ud efter kørefolderne og knækkede let nakke for at få en fornemmelse af sin egen mobilitet efter den langtrukne køretur. De ravfarvede øjne gled over omgivelserne for at sug eventuelle flugtveje til sig. Vinden var mod hende, så hun fangede ikke færten af menneske - hvis hun havde var det også mest sandsynligt at hun havde tænkt det var arbejdere et sted på området, fremfor lurende mennesker i vinterhalvmørket, men som tingene så ud nu var hun ikke klar over at hun blev betragtet.

Da den tunge motorcykel kom larmende ind i den samme gade vågnede Des op af sin afslappet side stilling og var klar. Hånden fløj hen til pistolen han havde klar og klemte om grebet. Det var en motorcykel, ingen tvivl om det. Han satte sig tættere på vinduet og fik hurtigt lokaliseret udyret.
Og skønheden.

Des rettede sig lidt mere op og kunne se nogle tegn som kunne få ham til at gætte på hvad hendes job var. En ting var sikkert… Hun var ikke bare en studerende, måske en biker. Pusher var også en mulighed, men nu havde Des hængt ud hed den sidste uge og der havde ikke været en pusher eller biker her, sikret på grund af vampyren… Så hun måtte være en Jæger…
*Og med pengene i orden* tænkte han kort da han så på tøjet op motorcyklen. *Ikke fordi jeg selv er helt fattig* Tænkte han og kiggede kort rundt i sin bil og rystede så på hovedet. *Eyes on the prize, not on the horizon* tænkte han og greb fat I håndtaget til at flytte passager sædet frem eller tilbage. Men i stedet for nogle af de to ting flippede hele sæde bagover og afslørede flere pistoler og magasiner. Han greb to glocks og smækkede magasiner i dem.

Hvis hun var en jæger kunne hun give en hjælpende hånd… Hvis ikke… ja, så måtte hun jo sættes ud af spil. Men nu var det ikke ligeså vigtigt med hvem hun var, men at få det lig til at kysse asfalten. Han smilte lidt… Nu var det tid til lidt jagt. Efter at ha været låst inde i den her bil i så lang tid var det virkelig på tide.

Han trådte ud af bilen og rystede lidt ved det pludselig kuldeskift. Det var sgu anderledes i forhold til inde i bilen. Før han kunne træde ind i bygningen blev han dog nødt til at gå hen og få fundet ud af hvem den kvinde var.
Han lukkede sin duster løst og gik imod hende efter at ha sat de to pistoler i hylster ved hofterne. Hvad der ikke var til at se var de mange redskaber gemt i dusteren. Knivene var gemt i skeder der var syet i ind i lommerne og i foret var der flere ting, hvis det nu var nødvendigt.

”Så kan man få at vide hvad du laver på mit område?” Spurgte han hende når han var inden for høre vidde af hende. Det var måske lidt overdrevet sagt, da de fleste jægere ikke havde nogle decideret områder, men i stedet bare rejste rundt i lande og jagtede alt og alle.

Bloody Hell

Den unge jægers reaktion var instinktiv og lynhurtig. Hun flåede en skjult pistol ud under blusen, fra ryggen og fik i en glidende bevægelse afsikret den imens hun pegede mod den fremmede stemme. Hendes hjerte slog hårdt mod hendes ribben...ikke af frygt...af spænding.

Hun hævede ansigtet en anelse mod vinden. Der var intet hul af ingenting omkring ham. Ikke vampyr. Han stank ikke af rosentræ...så ikke en engel. Ingen skygger eller krydret mørke. Så ikke en dæmon heller. Hun snusede kraftigt ind. Menneske...men...?

De ravfarvede øjne blev knebet en smule sammen imens hun langsomt sænkede pistolen igen. Menneske. Han lugtede skarpt af metal og krudtpulver. Der var den bløde duft af sølv et sted, og den hjemlige duft af velplejet læder. Procella lagde hovedet let på skrå og der var en lille rynke mellem hendes bryn.

"Your turf? Not doing bloody well are you? Didn't your mommy teach you manners? You always introduce yourself to a lady. Keep that in mind, and I will be sure to alert you if I see one"

Der var et lidt flabet, men skælmsk glimt i pigens sære ravfarvede øjne, men hun virkede faktisk underholdt.

"Are you a fangers little soldier, or are you...something else?"

Hun havde ikk stukket pistolen tilbage. Hun var ikke dum nok til at vende ryggen til, blot for at få en kugle i nakken hvis den udøde nu havde sørget for noget levende beskyttelse. Det kunne også forklare hvorfor han lugtede lidt...sært?

Des kendte bevægelsen og han lavede den selv ved. Man reagerede ikke på tanker, men gjorde som enhver trænet soldat og trækker blankt. Hvilket han også gjorde nu. Hånden gled ned, afsikret den og pegede imod hendes skulder. Men med en hurtig bevægelse kunne han blæse et hul i panden på hende.

Han granskede hende selv. Han kørte øjnene op og ned af hende og lagde ikke mærke til noget særligt før han nåede til hendes ansigt. Øjenbrynnet skød op i panden på ham da han fik øje på hendes øjne. Kunne hun være en Dæmon? Det ville ikke give mening, da der manglede det iskolde pust ned af nakken som fik hårene i nakken til at rejse sig, blodet til at bruse i ørene og musklerne til at låse i et hjerteslag. Den følelse som Des altid fik i nærheden af de overnaturlige.

Langsomt, ligesom hende sank pistolen og han holdte den i stedet bare ved låret. Men han ville ikke skubbe den i hylsteret da det ville være latterligt. Hvis han gjorde det, så ville hun sikkert skyde ham. Eller måske ikke, men der var ikke tid til at spørge hende.

”Yes, my turf! So how about you just find yourself a dress, jump in it and waltz out of here so I can save your ass?”
Svarede han tilbage og smilte næsten usynligt over det. De var begge flabet overfor hinanden, men det var vel bare hvordan man gjorde det overfor fremmede. Man lærte hvordan man fik folk, der intet havde med sagen at gøre, væk og få ordnet sit job.

Han fik en sur smag i munden da hun spurgte. Det var nok noget at det værste man kunne ha troet om ham. Ham, en dusørjæger, med en forbandet kisteknepper.. Han burde næsten skyde hende, men så alligevel ikke.

”If I were, I would have shot myself!... When that’s said, then who, and what, the fuck are you?”

Hans reaktion fik hendes læber til at kruses svagt i et humorløst smil, men der var et lille anerkendende glimt i de ravfarvede øjne.

"Fast reflexes. Pissing territory. My guess...hunter. But a poor one"

Hun slugte et flabet grin. Det var fristende at håne ham yderligere, men hun gad ikke en kamp hvor det ikke var nødvendigt. Hun var dog ved at le over tanken om sig selv i kjole. Det var muligt han ville skyde sig før han blev en af de sjæleløses lakaj, men hun ville gøre det før hun krøb i en kjole.

"Save my ass? Please do. My ass is one of my best features cupcake"

Hun blinkede frækt til ham og slappede mere af, mere end halvt overbevist om hans forholdsvis uskadelige natur. Men han lugtede altså...sjovt.

"They call me Reaper. You can too. What I am is not of your concern. Just call me backup. I just need somekind of proof he is a gonna. So? Are you gonna tell me what we are dealing with here, or should I just go in, guns blazing?"

Den lette pingpong var pludselig som fejet af bordet da hun atter med et professionelt udtryk i ansigtet, sugede omgivelserne til sig. Det handlede om at kunne bruge nærmiljøet til sin fordel.

Pistolen blev stukket i hylsteret da han også var overbevist om at hun ikke ville gøre noget de begge ville fortryde. Hun var ikke overnaturlig. Overmenneskelig måske, men ikke overnaturlig.

”I noticed that about your ass, that’s the reason I wanted to save it in the first place.”

Han smilte drillende over det, men sagde ikke mere. I stedet gik han tættere på så de ikke skulle stå så langt fra hinanden. Han gjorde det dog langsomt så hun ikke skulle tro at han havde tænkt sig at gøre noget dumt.

Pleasure meeting you Reaper… Name’s Des.” Sagde han og stak hånden frem til hende. Rene manere, men de var lidt nødvendige hvis de lige om lidt skulle redde hinandens liv. ”What we got here is a good ol’ case of a fangbanger. He charms his women, drag ‘em home, then drink them for one night before he drop ‘em of on a crapy hotel and then he doesn’t go out until he need more blood witch is going to be tonight, but we’re going in before he’s going out, and he’s weaker without as much blood… You got that?”

Des havde faktisk ingen problemer med at give sin egen idé til hende så hun også kunne hjælpe. Det var nok også smartest at gå ind i et lair med rygdækning…

”By the way! He’s no more than 20 years as a coffienhumper tops… So he’s not so strong as the older ones”

Det var nok lidt vigtigt at få sparket det ind, da det nok ville være lidt svært for kun to personer at dræbe en 1000 års vampyr.

Procella kunne ikke lade være med at blive en sær smule smigret over hans komplimenterende comeback, især fordi det ikke var klistret og score-agtigt, men fordi det var tilpas udfordrende og flabet, og samtidig ikke lagde skjul på at han havde kigget efter hende. Hun betragtede ham med en lille sær glød dybt i det gyldne blik og smilet var kattedovent.

"Well, in that case I'll go in first. Give you the very best view of the surrounding"

Hendes ord var tunge af dobbelttydigt ordspil og det lette hævede øjenbryn der flabet drillede ham, var da heller ikke til at misforstå.

Bloody shame he is only human. I might have had some fun with this one

"Bleh! Newborn? Jesus fucking Christ. Gotta move fast for those fangs then. He is gonna ligt up like a bonfire on the beach. Sloppy eater. Makes sense now. The sire? Is the sire around?"

Procella så et langt øjeblik, mistænkeligt, på den fremstrakte hånd. Kiggede fra hånden til ansigtet og lod hans hånd hænge frit i luften mellem dem i hvad der føltes som et par lange sekunder, før hun rakte sin egen frem. Hun rakte forbi hans hånd og greb ham fast om underarmen og trykke den fast, blandt andet så han kunne mærke den lille skjulte armbrøst under hendes tøj. Det var en tillidserklæring hun viste ham.

Han smilte lidt over hendes ligeså kække svar tilbage. Det var nærmest et signatur på at man var Dusørjæger. Med alle de uforklarlige fordele til dem man jagtede så var der næsten altid kun 3 slags af Dusørjæger. Der var de kække og ligeud typer som Reaper og ham selv. Så var der også de tænkende og metodiske typer som havde det med at lave planer og fælder sat til at byttet reagerede som de havde regnet med… Hvilket de for det meste gjorde. Og som de sidste så var de stille som bare gør hvad de er bedt om… Ja… Det var i hvert fald altid den blanding af jægere Des havde mødt. Heldigt at Reaper havde den samme indstilling til tingene som ham selv.

”Thank you god for sending you little reaper when it started to get boring”

Da han havde sagt det tog han hænderne op som var det en bøn han lige havde sagt, men med et drillende grin på læberne.
Da hun kom med sin mening om de nyfødte vampyre, så kunne Des ikke rigtig sige andet end:

”Well… You know, you gotta kill them before they get to settled in their place or else you have to fight like an army of crap… And that I don’t wanna do right now!”

Han løftede lidt øjenbrynet og rystede så på hovedet ved omtalen af Siren, men tøvede så lidt da en tanke ramte ham og forklarede hvad for en tanke han lige havde fået.

”It’s possible he’s in there, that may explain why he keeps the women for so long, but I haven’t seen a shadow of another Vampire… Even when I was in there, I only found one Coffin…”

Des havde kunne snige sig ind en enkelt gang før da han var ude efter en kvinde, men han havde ikke fundet andet end en kiste…

Da hun tog fat om hans underarm og han kunne mærke den lille armbrøst og hun sikkert kunne mærke kniven der sad rundt om håndleddet på ham. Men det var ikke så meget armbrøsten Des lagde mest vægt på. En ny følelse krøb op fra armen og svøbte sig om hele kroppen. Det hele var overstået på sekunder, men det var som om tiden kort stod stille og Des’ gylden brune øjne fandt hendes. De var store af forbavselse.
Det var som om… Som om luften omkring ham lige pludselig var varmet op, ligesom foråret. En forårs brise midt i vinter vejret… Hvad fanden var der med den her kvinde?
Og så var øjeblikket ovre Des brød det sekundlange blik han havde haft med hende og lavede et kast mod lagerbygning.

”Ladies first you know”

Procellas læber krusedes atter i et bredt smil, men hun afholdt sig fra at komme til at blotte sine tænder. Hun vidste at det fik de fleste jægeres hjerter til at springe et slag over og reagere instinktivt, og hun havde ikke behov for at han skulle vende sig mod hende, før hun havde bevist at hun ikke var...ja hvad han nu end kunne finde på at tro.

"Lady? But sweety, I'm not wearing a dress yet. But my ass is kinda devine"

Hun slap hans underarm og lod sin hånd ramme den ene balde, imens hun fremkom med en svitsende lyd, som en klat margarine der rammer en overophedet pande, samtidig med at hun drejede halvt bort fra ham, og skød hoften ud til siden. Hvis det ikke havde været fordi de havde gang i flabet ping-pong havde hun skreget af grin. Han var en fyr efter hendes hoved, og hun ville under andre omstændigheder have nydt at lege lidt med ham. Ikke nu...eller i hvert fald..ikke endnu.

Tanken om at der gemte sig en ældre i bygningen fik smilet til at mindskes da hun dæmpede lyden af stål mod brolægning. I et nu var hendes kropssprog ændret da hun krøb let sammen og krøb ind mod bygningen. Hun søgte ud med sin hørelse og skar ansigt da menneskets tunge åndedræt og hjerteslag begyndte at distrahere hende.

Can you breathe any louder?

Tænkte hun en smule ærgeligt, og gled videre væk fra døren. Det var for let. Hvem fanden var så dum at tro man bare kunne vade ind af døren og tro der ikke var sørget for en form for alarm-anordning?

Hun listede videre og så op. Vindue! Hun vinkede af den unge fyr.

"Des? Get over here. Do a lift"

Hviskede hun og nikkede op mod vinduet. Det virkede ret højt oppe. Det stod en smule på klem, men det sad omkring 4 meter oppe, så det virkede ret tåbeligt at hun ville have han skulle give hende en hestesko op.

”True, but I can see trough that thing with the dress if you keep that on”

Han smilte det samme drengede grin som en fyr der bare svarer tilbage til sin lærer eller rektor.
Da hun lavede det der trick med at lade sin hånd klaske den ene balde kom Des med et af sine, svindende, ægte latter grynt. Han kunne jo ikke rigtig begynde at skråle af grin lige ude foran et Fangbangerlair, så han blev jo nødt til at minimere sin latter til det lille grynt.

”My, oh my! If you were any hotter, I’d might had burned me self!”

Han smilte stort efter han havde sagt det og begyndte så at følge efter hende.
Lagerbygningen var næsten ikke andet end en klump beton med 3 døre som Des havde fundet dem. Der var den store indgang til lastbiler foran sammen med en lidt mindre indgang for personer og så var der nødudgangen bagved. Vinduerne holdte sig mest oppe på første sal som var, på Des’ korte visit en stor etage med nogle store billeder sat op som vægge. Der var kun få vinduer i stue etagen og Des kunne ikke få nogle af dem op ved sig selv… Vampyren havde sikkert sømmet dem fast.
Des rodede stille i en af sine lommer og fandt et stykke stof frem fra den og bandt rundt om underdelen af ansigtet som en anden bandit. Han vidste selv hvor støvet der var på nogle af stederne og han havde ikke brug for at afsløre sig selv overfor vampyren.

Des var faktisk ret stille af et normalt menneske at være. Nåh ja, normalt og normalt… Hans hjerte slog ikke meget højere end 2 slag i forhold til hans hvilepuls, åndedrættet var roligt og en smule anspændt og musklerne var spændte og klar… Det var nok mere af spænding end nogen anden følelse at han følte alt dette. Men var der også en anden grund?

Han kiggede op da hun kiggede op og han havde lyst til at slå sig selv oven i panden som en dummeflad. Han kunne også bare lirke en af dem op hvis han havde gidet at finde en stige eller noget andet i dagstimerne. Hvorfor havde han ikke tænkt på det noget før? *Fordi du vidste at det ville være for risikabelt uden en til at give rygdækning* sagde en fornuftig stemme i hovedet.
Vinduerne var nok ikke låste eftersom det ikke gav nogen mening at holde dem låst, så det skulle være nemt nok at komme ind når man først var kommet op.

”I’ll give you a boost… That should get you up there”

Lød det vurderende fra Des da han gik han og stillede sig med ryggen mod muren og flettede fingre. Det var ret simpelt det han havde tænkt sig. Hun skulle tage et lille tilløb, tage et skridt op hans flettede fingre og så ville Des næsten kaste hende der op mens hun hoppede… Tilsammen skulle det give de sidste centimeter de manglede… Des var jo trodsalt lidt omkring de 1.9 cm. Så var spørgsmålet om hun bare vidste at det var det hun skulle gøre.

Procellas mystiske øjne fangede ham ind et øjeblik. Hun bakkede ikke bort fra ham. Hun tog ikke tilløb. Hun var en lille slank, atletisk kvinde. Procella trådte helt tæt ind til Des. Der var et kort glimt af latter et sted i det ravfarvede blik da hun måtte ligge nakken tilbage og se op på ham.

"Dont drop me, big boy"

Hun lagde hænderne på hans skuldre og så op over ham med let sammenknebne øjne. Hun lavede et par let fjedrende bevægelser i det ene ben der endnu hvilede på jorden, imens den stålbeslåede sål lå i hans hænder.

"..3...2..."

Hun var parat da han slyngede hende opefter. Hendes arme var strukket ud så fingrene kunne gribe om kanten. Hun hang komplet udstrakt et øjeblik. Hun hang i fingerspidserne. Det burde være umuligt hun kunne trække sig op på den måde. Hun blottede tænderne ind mod muren - uset. Musklerne dirrede en smule anstrengt da hun langsomt hev sig længere op så hun kunne få smækket en håndflade fuldt over karmen.

Hun gispede svagt af anstrengelse, men prøvede at dæmpe sine lyde da hun lempede overkroppen ind af det halvåbne vindue. Hendes pupiller udvidede sig med det samme for at tilpasse sig det dunkle mørke. En svag refleksglans spillede hen over de gyldne øjne, da hun på hænderne gik længere ind i rummet, så hun lydløst kunne trække sine ben med sig og sætte dem i gulvet.

Det der slog hende var at der faktisk var rent. Hun fik ikke murstøv og skidt under håndfladerne. De lange tunge sorte gardiner blæste let i vinden. Procella rykkede kort i gardinet så hun stod med det i hænderne. Hun lempede det ud af vinduet så enden rakte ned mod Des, og satte den ene fod mod karmen så hun kunne være hans anker imens han arbejdede sig op.

Han kom et lavt grynt da han gav hende et skub op. Det var ikke det han havde forestillet sig, men det virkede i det mindste. Hun var faktisk ret let. Hvilket overraskede Des lidt. Han var ikke vant til at være den stærkere i gruppen. Når han endelig var i grupper, så var han den udholdende og hurtige..

Da hun havde fået fat i vinduet trådte Des væk så han kunne se at hun kom sikkert ind. En lille del af ham kunne ikke lade være og han kom med en lav lyd som ikke var helt til at beskrive, men kunne sikkert have noget at gøre med at han stod og kiggede på en god røv der trak sig ind af vinduet.
*Jeg burde ikke tænke på den slags mens jeg er ude på et job* tænkte han men kunne stadig ikke lade være med at grine lidt over det.

Da hun var kommet helt ind stod Des helt stille. Mørket havde lagt sig over den korte tid de havde snakket sammen og Des fandt det nemt at skjule sig. Det var nok de længste sekunder han havde oplevet. Tankerne begyndte at køre rundt i hovedet på ham.

*Hvad hvis Vampyren er oppe? Hvis hun blev bidt mens jeg stod her og stirrede ville jeg fandme hade mig selv! Måske er Siren deroppe… Hvad skal vi så gøre? Fu-*

Tankerne stoppede med det samme da det sorte gardin blev lempede ud af vinduet og han slappede endelig af igen. Så meget som han nu kunne lige udenfor et Fangbanger lair. Han greb enden og slyngen det lige om hånden, trak prøvende i det for at vise hende at han havde fat og begyndte så ellers at bestige muren for at komme op til vinduet.
Ligeså snart han var oppe ved vinduet greb han fat i kanten og hev sig op med en lav stønnen den lille klatretur… Han var ikke vant til at komme rundt sådan… Han kom så stille som muligt på benene og nikkede så til hende da han trak pistolen frem igen. Nu skulle den vampyr bare findes.
*Nåh ja, vampyr* tænkte han kort og fik hevet en kort stage af egetræ frem af en indvendig lomme og smilte så bare til hende.

Procella trak tilbage med overkroppen så Des havde modvægt til at kunne komme op. Da hun så ham over kanten, slog hun en klo i nakken på ham og hjalp ham - så lydløst det nu var muligt - med at få ham ind over karmen.

Hun lagde tyssende en finger mod læberne og skottede sig rundt. Der var et eller andet der gjorde hende utryg, selvom der virkede tomt...for nu.

Jægeren gik tavst over gulvet. Hendes øjne sugede omgivelserne ind. Billederne. Hun rynkede sine bryn let. Motiverne var alle kvinder. Der syntes at være et gennemgående tema i dem. Alle unge kvinder. Rødhårede, eller mørkblonde. Ikke slanke, men fyldige i formerne. Alle havde de et nærmest tilbedende udtryk i deres ansigter, og en lang skygge der på den ene eller den anden måde faldt hen over kvinderne.

He is...painting the victims? Ew...grose!
- But so much more easy to kill

Det var lige før Procella spjættede forskrækket over stemmen i hendes bevidsthed

Micha! What the fuck?! Not now!
- Oh I am so sorry moon-child, should I leave a message after the beep and wait for your return?

Procella skar hidsigt tænder. Det lovede ikke godt hvis Micha var dukket op. Hun skottede tilbage over skulderen på Des.

A human? You cant
- Shut it
He is sooo going to break
- Will you please put a sock in it?
Reaper and a human sitting in a tree K-I-S...
SHUT THE FUCK UP!!!!

Procella var begyndt at knurre lavmælt. Det var en truende lyd. Som en vagthund der gemte sig et sted i mørket og havde fået færten af en indtrængende. Hun flåede irriteret sin jakke op så hun kunne få fat i gaven fra sin far. Den lange hellige sølvstage, som hun havde indviet få år tilbage.

Are we going to babysit the human-boy?
- Play nice...
I am just asking. Can we give him a timeout till we are done?
- He is not a child Micha
Nooo...he is a biiiig bad piece of delicious hum-...
- LALALALALALALALALALALALALALALALA!

Procella vinkede af Des. Hun tog et af malerierne og vendte det mod ham. Den unge pige kunne ikke være meget mere end 16. Hun var rund og blød i kurverne allerede. Fyldige kinder. Hun sad i en halvt gennemsigtig natkjole, overskrevs på en gammeldags dragkiste med snirklede mønstre i bladguld langs de sirlige træudskæringer.

"Do you recognise any of these girls?"

Hviskede hun meget lavmælt, og så sig rundt, for derefter at se skarpt på hans ansigt

’Jeg er altså ikke en idiot’ havde Des lyst til at sige da han så hvordan hun pressede fingeren imod læberne. *Som om jeg ikke vidste at jeg skulle være stille… Siger jo lidt sig selv* Men det var ikke tid til at mundhugges, så videre i teksten og finde vampyren!

Der var ikke så mørkt som han havde troet, men måske var det fordi hans øjne bare havde det med at vænne sig hurtigt til mørket. Billederne var… Anderledes end han havde husket dem, eller var det fordi han ikke havde haft tid til at kigge så godt på dem? Men nu forklarede det også hvorfor det var at kvinderne var der i så lang tid.

*Jeg sætter ild til stedet når jeg er færdig med vampyren… Det her skal ikke blive et eller andet syret hus for en eller anden psyko* Tænkte han og kiggede på dem alle. Der var et par stykker som fik en klokke til at ringe efter han havde set nogle billeder af folk der også var blevet taget af ham før.

*Han er vist ikke stået op endnu… Jeg gætter på at han ikke har haft nogen gr-* han stoppede da hans øjne ramte det billede som Pro viste til ham. Det var… Flot. Ingen tvivl om at selve arbejdet bag maleriet var flot gjort, bløde strøg og afslappede farver, men… Det var forkert, for Des havde set pigen for kun nogle dage siden. Hun var, ville han skyde på, et sted mellem 15 og 17 år… Hvorfor var hun dog blevet hevet ind i alt det her.

Han nikkede langsomt og gik tættere på med blikket rettet imod de nærmere billeder. Han pegede på to andre billeder og nikkede så sigende. Den ene på billedet på billedet var en ung, men måske omkring de 18 år, ravnesort hår og meget bleg hud… Og strålende blå øjne. Hun sad på en seng, som måtte være et sted gemt bag alle malerierne og var dækket af lagner.
Den anden var en rødhårede med brune øjne som var ligeså ung som det billede Pro havde vist ham. Hun var også i den gammeldags natkjole, men hendes øjne var lukket og der var to røde prikker på hendes hals.

”Those two… They have been here too”

Hans stemme var lav, men anspændt. Det var tydeligt at mærke vreden I stemmen og han kiggede på hende. Han ville dræbe den lort af et lig nu.

He knows at least one of them. Look at him

Procellas blik gled op til den unge mands ansigt, med en pludselig intensitet. Hun sugede hans mimik til sig og hævede hagen en smule.

"Dude. If this is personal you better tell me. I am not killing anything if you go on some kind of revenge-psycho-trip. Do you know them? The girls?"

Hviskede hun. Hendes hoved gled let på skrå. Hvor gammel var han? Hvor længe havde han været jæger? Hvor erfaren var han? Der var alt for mange huller lige nu til at hun brød sig om det. Det begyndte at virke som en dårlig plan det her.

This is why we work alone...
- Well I am not alone am I?
I am not going to leave you moon-child...
- I wish you would

Svaret var en lav kluklatter i hendes sind.

Han sagde ikke noget i et stykke tid. I stedet gik han bare de aftner igennem hvor han havde været her.
*Den 1. aften var hvor han smed en pige hen på hotellet… Jeg havde fulgt efter ham og opdaget hvilket værelse det var og at han havde lavet en aftale med fyren der ejede det og havde bare smidt pigen og fyren havde kørt af sted med hende…
Jeg nåede at fryse tæerne af hele dagen til næste nat… Fyren kom først ud igen der og så fik han hevet endnu en kvinde med hjem… Og sådan fortsatte det bare…*

Des kiggede længe på billederne og gik så hen til Reaper. Han gik helt tæt på så han ikke behøvede at tale højere end før, det var næsten ikke andet end en lav hvisken. Selv vampyren ville have svært ved at høre ham, men han blev nødt til at tale indtrængende så hun vidste at han ikke løj for hende.

”If this was a personal vendetta, then you wouldn’t be standing in a building, but in a smoldering hole of dirt. I wouldn’t maybe even be standing up here, but be lying in a trench somewhere. I would have stormed this house before you came here and have made sure that Fangbanger had kissed the floor and then impaled the bastard… This is because I’ve seen him take these girls home and…”

Han stoppede og kiggede hende bare i øjnene. Det var tydeligt at det var noget han mente og ikke bare sagde for at hun skulle tro på ham. Og det var sandt det hele… Der var noget underligt over at vide at han kunne ha stoppet det, men blev nødt til at vente fordi den lort til en vampyr kunne have haft flere folk indenfor, så derfor kunne han ikke bare ha sat ild til det hele…
Og det var det der pissede Des godt og grundigt af… At vide at han kunne redde de 2 piger uden at de skulle igennem det her…

Procellas ansigt krøllede en smule sammen i væmmelse

"You...watched him? And did nothing?"

Wauw...he is one twisted son of a bitch...I think I like him
- Not funny Micha
But I do!

Procella trådte et skridt bort fra Des, med foragt i ansigtet. Hun var ligeglad med hans imponerende beretninger om hvad han ville have gjort hvis det var personligt. Hun blev fuld af lede og gru ved tanken om hvad han ikke havde gjort, fordi det ikke var det.

Hun vendte ryggen til ham. Hun kunne ikke håndtere at se på ham lige nu. Hun ville bare være fristet til at slå ham..og blive ved...og ved...og...

Fine...find the fanger. Free the fangbangers, and go home
- That is my plan
The faster you do, the faster we get out of here
- And the faster I can get waisted
Oh you mean get rid of me right?
- Damn right...

"Find what you came for. I am not staying here one second longer than I have to"

Hviskede hun lavmælt, men alligevel højt nok til at han kunne høre hende. Fint. Hvis man var vampyr og ikke ville rammes af solen...hvor gemte man sig så henne? Hvis man nu var et sygt røvhul der lavede malerier af sine ofre, imens de var høje på bid og blod?

Des havde det værre end hvis hun havde stukket en flad. Det var lige de ord han ikke ville høre. At han havde siddet sikkert i sin bil og bare trukket tiden ud så længe som han kunne for at sikre sig at fyren ikke havde hele stedet fyldt med vampyre, blot fordi han var bange for at ryge i en stor kamp med en flok vrede Igler…
Og alligevel… Når han sagde det som han gjorde det, så kunne det ikke skjules hvor slemt det egentlig var. Han lød som den største kujon.

Men mens han øjne løb hen over billederne kunne han ikke lade være med at tænke lidt. Det var ikke normalt at han ville falde i tanker midt inde i en bygning som denne, omgivet af sådan noget lort som dette… Og alligevel kunne han ikke lade være med at tænke… Hvorfor havde fyren brudt sit mønster?
Det var ligesom Seriemorderne i bøger og serie. De holdte sig til en bestem type og blev ved den, deres komfortzone… Så hvorfor det pludselige hop?

*Noget har skræmt ham*

Des kiggede pludselig på billederne med nye øjne. Hvis det her var alle kvinderne i hans liv som vampyr, hvor var så resten? Der var rapporter om dette for 20 år siden, præcis som Des havde sagt, så hvis han havde taget 3-4 piger om ugen måske flere i starten af sit liv for at være høj på blodet, ville der så ikke være mange flere? Hvad hvis alle de kasser nedenunder var fyldt med billeder?

*Nej… Nej… Det er alt alt for mange… Det her er for sindssygt*

Des rystede på hovedet og gik op til de billede der stak ud i forhold til alle de andre: Den sorthårede pige.
Des kiggede længe, eller hvad der virkede længe når man tænkte på at Adrenalinen nu pumpede rundt i kroppen på ham. Des’ hænder rystede let da han tog maleriet ned og vendte og drejede det lidt for at se om det så anderledes ud i det sparsomme lys.
Han fik øje på noget specielt og vendte lærredet om. Der var ikke noget… Og alligevel var Des sikker på at han havde set noget. Og så fik han øje på det igen.
Aller længst nede i venstre hjørne var der skrevet med sirlig skrift: Jeg ved du kigger

Des kunne mærke hvordan alt blodet forlod hans ansigt og han stirrede vildt op efter Reaper. Hvis han vidste at der var nogen der kiggede, nej at han vidste at Des kiggede-

Og så gik det alt for hurtigt for Des til at kunne følge med. Han fik et hårdt slag direkte på siden af hovedet og han fløj ind i et par staffelier der stod ude på siden af ham.

Sekundet før Des blev ramt lød der et råb i Procellas hoved

BLOOD-CHILD

Procella stivnede og vendte rundt med et sæt. Hun så Des sejle gennem gennem luften og brase ind i staffelier med et øresønderivende raballer. De store ravfarvede øjne blev rovdyrgule i løbet af et hjerteslag. Hun blottede de alt for hvide og skarpe tænder af vampyren og hvæste langtrukkent.

Hullet hvor duften af...ingenting...var at finde. Var fyldt ud. Det kolde glimt af øjne i mørket. en let hvislen af noget der var mørkere end skyggernes dybde.

Pretty child...moon-child....he likes you
- Micha. Not now.
Dark hair, wild child, seeking, searching
- I AM NOT A FANGBANGER!
...show him...

Det krøb langs hendes rygrad og hun blev tør i munden. En ting var at noget ville slå hende ihjel, men det her var sygt. Virkelig virkelig sygt!

"Y-you! Hey! You want me? Come and get me!"

Det var meningen ordende skulle have været hånene og svidende, men de stak en smule i hendes hals, og var ikke helt så overbevisende som de skulle have været. På ryggen vinklede hun sølvstagen mellem fingrene. En bevægelse i skyggerne igen. Bort fra hende. Mod Des.

"Hey...HEY!"

Procella råbte en smule panisk op. Shit. Hun ville ikke kunne nå over til ham.

Make him smell...tantalize him...

Procella tænkte ikke over det, men parerede bare ordre. Hun krængede den mørke jakke ned over skuldrende så hud blev blottet.

"You want me dont you? Long dark hair?"

Micha come on! What more! Help me out damnit!
- Soft lips

"Soft lips!"

What the fuck? Soft lips?

Det var ikke tit Des oplevede dette. Den der følelse af ingenting. Det var… En underlig ting at føle når man faktisk tænkte på hvad der virkelig var sket.

Han var lige blevet slået så hårdt, i hovedet, at hans krop havde bogstavligt lettet fra gulvet og havde ført ham ind i andre genstande måske en meter fra ham og nu lå han med splinter hist og pist i tøjet og vidste at han ville kunne finde splinter i hans duster resten af måned, hvis ikke resten af året.

Han fik øjnene åbnet med en usikkerhed han ikke havde følt siden hans far havde skudt ham. Det var mørkt og svømmende for ham. Hvorfor var det dog at vampyrer kunne slå så hårdt, og hvorfor han ikke kunne tage et ordentligt slag når det faktisk gjaldt. Det var sgu da pisse snyd.
*Hvad er det nu jeg har fået at vide? Find et punkt at fokusere på og stir på det til verden holder op med at snurre rundt!* Det var i hvert fald det den fulde stodder havde råbt gang efter gang.
Det hjalp, og ville sikkert også ha været en stor hjælp hvis han havde fået lov til at stirre op på den loftsbjælke lidt længere inden det utrolige ansigt kom ind i hans syn.

Og nu gik det faktisk op for ham at der var nogle der råbte i nærheden. Det mindede ham om en eller anden som han kendte godt, eller gjorde han?

*Kæft hvor har han egentlig sygt grimme øjne!*

Des blinkede flere gange med øjnene og kunne se hvordan idioten blottede de alt for hvide rovdyrtænder i et alt for unaturligt smil og kom tættere på.

*Og hvad er det dog for en ånde?! Har han børstet tænder med en død rotte!?*

”Død… Rotte!?”

Skyggerne bevægede sig igen. En skikkelse skilte sig ud fra skyggerne. Musebrunt hår. Sorte øjne. Et ansigt uden hage - det gled over i hals. Og alligevel. Sært tiltrækkende.

He really likes you

Procella sank en klump. Det krøb under hendes hud som lå der insekter og kravlede rundt lige under overfladen. Vampyren smilede til hende og de sorte øjne glimtede i mørket. Jægeren gik i stå da hendes hjerne pludselig ikke kunne finde ud af hvad hun egentlig lavede blandt udbredte billeder, smadrede stafelier og...sorte øjne?

Moon-child? Why are you not killing him?
- Sccch...
Moon?
- I cant...go away...

Procella sukkede og hendes knurren døde ud. Hun gned sig lidt i panden og så sig om. Nå men det var vel egentlig også sent? Var det ikke? Der var så mørkt jo. Var det ikke sent? Hun var...træt? Var hun ikke? Måske skulle hun bare sætte sig lidt?

Procella satte sig tungt på gulvet og så sig lidt forvirret om. De sorte øjne glimtede i mørket da vampyren trådte nærmere. Smilet sejrssikkert om hans smalle læber.

Moon-child? This is not a funny game. Wake up. Get out of here.
- I want to...tired...scch...stop talking...confusing me...

En dyb snerren fyldte stilheden i gangen efter Desmonds udbrud, mens vampyren nærmede sig den stivnede Procella. For enden af gangen, med lyset i ryggen, stod en høj, muskuløs skikkelse i en lang læder-duster, med en mindre skygge ved sin side - mindre i den forstand, at det firbenede bæsts skuldre nåede den næsten to meter høje mand til hoften. Den krydrede luft af dæmon fyldte gangen og fornemmelsen af et magtfuldt overnaturligt væsen slog imod begge jægeres sanser - eller rettere, hvad der var tilovers af dem.

"Princess. Such company you keep. Though I suppose it is hardly surprising."

Stemmen hvislede igennem mørket og syntes at trække skyggerne med sig ned af gangen, da den smøg sig om Procella. Velkendt, forførende - og farlig. Skikkelsen satte sig i bevægelse ned af gangen og dyret ved hans side fulgte hvert skridt. Lyset fra vinduerne ramte skabningen først og afslørede en skæl-dækket hud, brændende røde øjne og en misdannet kæbe med et tandsæt der passede sig bedre i munden på en haj. Helvedeshunden stank langt væk af fordærv og adskillige bylder og åbne sår dækkede dens krop.

Wicked standsede kort på vej ned af gangen, ved siden af Desmond, og tiltede det blonde hoved.

"Hello, Redford. You know this voice, don't you?"

Noget ved den dybe stemme, en klang eller en tone, ville virke bekendt, selvom det var tydeligt at de aldrig havde mødtes før. De mørke øjne læste svaret i Des ansigt, før han havde en chance for at svare.

"Ah, good. I see the contract is still working well. I had a particular fancy for your great-great-grandfather, you know. I do hope he didn't regret the deal we made. Please, don't get up."

Den muskuløse hånd slog afværgrende ud imod Desmond, før Wicked vendte sig imod vampyren igen og spredte begge arme i en overbærende gestus.

"Dmitri. So impolite of you to barge out of our conversation like that for a few misbehaving children. Now, if you'd please, you have yet to show me the item we discussed."

Vampyren, Dmitri, var stoppet midt i det sidste skridt der ville bringe ham inden for rækkevidde af Procella. Han svarede, uden at tage blikket fra hende, med en tung, muligvis øst-europæisk accent.

"If you had not told me they were coming, it would have been Mikhail they had found. I would have lost a child to them. Will you deny me the pleasure?"

Wicked smilede svagt og trak på skuldrene, med det samme overbærende udtryk og lænede sig imod væggen, de mørke øjne låst på Procellas ansigt.

"Не́ было у ба́бы хлопо́т, так купи́ла порося́, old friend."

Dmitri snøftede hånligt. Det fremmede sprog til trods var det tydeligt at Wicked advarede ham - om end noget halvhjertet - om at forsøge sig imod Procella.

"From this? тряпка. Ку́рица не пти́ца, ба́ба не челове́к."

Vampyren gjorde en grov bevægelse med den ene hånd, ordene nedladende og blikket han sendte ned imod Procella sigende. Hvad end århundrede Dmitri var fra, var det ikke et hvor kvinder blev betragtet som det 'svage' køn der skulle beskyttes. Det mørke blik i de sorte øjne sagde nærmere, at det var en tid hvor mænd nød den magt og ret de havde over kvinder. Dmitris blik var besiddende og forventningsfuldt, på en måde der ville have gjort enhver fuldblods-psykopat stolt.

*Blink med øjnene, vrik med tærerene, få nu de fucking muskler i gang!*

Musklerne reagerede så ikke helt som de skulle. Fingrene spjættede som om han fik stød, øjenlågene var heller ikke helt til at styre og lukkede sig som de selv havde lyst til. Det var dog frygtelig irriterende pludselig ikke at kunne se noget, fordi nu skulle man lige lukke øjnene.
Han prøvede endda også at sige noget, advare Reaper, men hans tunge var som en fisk på land. Han havde ingen kontrol over den og han kunne ellers mærke den bevæge sig. Han måtte sige noget, men han kunne ikke rigtig få mening i ordene. Han måtte sige et eller andet, som ikke rigtig gav mening for ham, selv når han var ved komplet helbred.

Og så var der en velkendt følelse. Men… Den her var. Underlig.
Ja, underlig passede god til den her underlige brummen i hele kroppen. Det var som om hver en del af hans krop begyndte at ryste. Han kunne mærke det over hele kroppen og det var som om sanserne blev skarpe igen. Der var en anden i rummet end de tre han vidste her måtte være. Han prøvede at dreje hovedet, men det ville ikke lystre.

Men så dukkede ansigtet op foran Des.
Han stirrede bare. Munden var åben og tungen var endelig helt stille. Der var noget ved det som mindede ham om noget andet, men han kunne ikke placere hvad det var ved den måde øjnene sad på, munden var fordrejet i et smil… Men der var afgjort noget bekendt over ham.
Des var lamslået. Da stemmen havde snakket var der noget der faldt i hak inde i ham og han vidste at denne person talte sandt. Og stadig uden kontrol nikkede han næsten usynligt til ham.
Hans ord startede en underlig tankegang hos Des og han kunne ikke lade være med at tænke den til ende.

*Min tip-tip-oldefar? Hvilken aftale…?*

Der gik et tomt øjeblik hvor fyren bevægede sig ud af synsvinklen og Des overgik alle sine forventninger ved at dreje hovedet så han nu kunne se ham den fremmede snakke med Vampyren. Som ikke var ham han havde holdt øje med. Alle tanker i Des var stoppede helt. Han kunne ikke tænke klart, bortset fra den ugideligt langsomme tanke som endelig slog ind i ham.

*Han kan ikke tale sandt… Jeg kan ikke være ramt af en handel… Jeg var ikke født der!
-Men han kendte din families navn.*

Des ansigt kunne efterligne et menneske der for første gang havde set et overnaturligt væsen. Han havde den typiske O mund, de store øjne hvor det godt kunne se ud som de enten sprang om et minut eller ville poppe ud af hulerne og intet andet bevægede sig på ham et stykke tid mens øjnene bare fulgte samtalen mellem de to… Det eneste Des kunne få ud af samtalen var de ord på engelsk, og at de snakkede enten Russisk eller ukrainsk…

Hvis bare hans krop ville lytte til hans hjerne og reagere!

Procella hævede langsomt hovedet. Hendes tanker var tunge og trætte. Hun havde en sær ligegyldig indstilling over for det hele. Undtagen de sorte vampyrøjne. Der var fred at hente i dem. Det hun søgte var at finde der. Hun skulle bare overgive sig til ham.

Dont you dare Moon-child! This is what he do to them! Make them forget! He takes them, WAKE UP! He is raping your head! He is feeding on you! WAKE UP

Procella bryn havde fået en let rynke. Som en der læste en særlig besværlig tekst og forstod brudstykker af den, men ikke så det fulde billede.

Princess...

Ordet gav genlyd i hendes sind og fik gåsehuden til at rejse sig på hendes blottede hud. De glasserede øjne fik kort en glød dybt inde og hun vendte hovedet mod stemmen. Det skreg i hende at hun kendte den stemme, men hun kunne ikke placere den. Den var vigtig. Der var noget med den stemme. Den havde betydning. Hun skulle...

Procella vippede tungt op på alle fire da kødstanken ramte hendes fintfølende næse. Det vampyrbedøvede blik gled sløvt rundt til det låste sig fast på det firbenede monster

Uh uh uh! Doggy! I wanner play!

Den ivrige stemme i hendes sind fik alle alarmklokker til at ringle i utakt. Procella låste øjne med bæstet. Hun blottede de alt for skarpe tænder af helvedeshunden og en tung knurren rev igennem hendes bryst.

Do-....Oh hell no...

Hendes blik gled opad, og hun blev suget ind af de mørke glødende øjne der stirrede intenst på hendes ansigt.

James
- KILL HIM!!!
But...
- KILL HIM! KILL HIM NOW! YOU WORTHLESS PIECE OF FLESH! KILL HIM!
Yes...kill him...

Sølvstagen skrabede over gulvet da Procella tvang sig op af stå, langsomt, som kæmpede hun mod sig egen krop. Netop da vendte vampyren sig mod hende igen og hun blev atter ramt af hans evner. Hun svajede gispende, tog et par skridt baglæns og bragede ind i bordet da hun instinktivt veg tilbage manipulationen.

Fine! Kill the vampire, and THEN kill him! Stop felling so...EW! Grow some balls! You are so pathetic!

Der gik en trækning over Procellas ansigt, som var hun blevet slået

"I'm sorry..."

Mumlede hun usammenhængende, og knugede om sølvstagen.

Don't be sorry! Be eff-...oh forget it! Move!

Der var en bevægelse bag de rovdyrgyldne øjne. En skygge der bevægede sig. Procella trak vejret dybt, som et lettelsens suk. Et langsomt smil spillede over de fyldige læber, og en ukarakteristisk fnisen lød fra hende. Så skød hun surmulende læberne lidt fremefter.

"Naughty naughty naughty"

Procellas stemme var den samme, men alligevel var den anerledes. Lysere. Koldere. Mere grusom. Manglende, samvittighed, moral, anger, empati. Hun rakte en hånd ud mod vampyren.

"Please. Save me. Take my hand. Make me feel...alive"

Der var en henåndende bøn som de fleste nok ville fristes af. Procella bed sig let i underlæben så hendes ord blev dobbelttydige og hun kunne faktisk lyde som en af de tilbedende afbillede kvinder på malerierne. For de der muligvis var stødt på Procella førhen ville den lette spillen af tungespids mod overlæben dog ikke tyde på en fræk og forførende gestus så meget som det var indfangningen af aromaen i luften, før hun gik efter drabet

The human. Save him...
- Oh please! Why should I bother? Weakling
Micha...please...
- Please what?
This is why I hunt!
- You are missing the point Moon-child. I don't care why you do the things you do.
He will die if you don't save him!
- Still...I...Don't...Care...Now be a good girl and shut up, or I will have to punish you.

Procella stod stadig med den fremstrakte hånd mod vampyren. Hendes ansigt en forunderlig blanding mellem engleagtig uskyld, tilbedelse, og foførelse