2. decembr fest. Tilfælde af død på eget ansvar!

Hun lo ved hans ord. "Nej... Jeg spekulere bare over hvilke tricks De mon har i ærmet... Siden De nu sådan lokker mig må der jo være noget... Eller også nyder De bare smerten.." smilede hun tænksomt. "Men De kan være helt rolig... Jeg er ikke i stand til at suge en voksen mand som Dem tør... Jeg kan ikke engang gøre Dem bevidstløs..." sagde hun og lod sig stoppe. Hunn stod lidt og så overvejende ud mens hun ventede på hvad han sagde til hendes ord.

"Helt dum er du ikke. Og selvfølgelig er jeg ikke ude på at dræbe mig selv. Det er klart" Svarede han og så stift på hende "Men jeg kæmper bedst, hvis min modstander går direkte til angreb og kæmper overilet".
Han svarede ærligt på det, da hun alligevel så ud til at være i stand til, at gennemskue ham så let som ingenting. Visse væsner, kunne man ikke klare alene.

"Hmmm... Det er ikke just min stil... Det er en ufattelig dum taktik når man ikke er størrer end jeg..." sagde hun smilende. Hun slikkede sig over tænderne, men holdt sig selv i stramme tøjler da hun ikke ville give ham det direkte angreb han fiskede efter. Så hellere vente lidt endnu, og få ham til at tænke på noget andet, og overraske ham... Det var langt sjovere...

"Ja" Svarede han og holdt sig i ro. Der blev lidt stille inden han kom frem til et spørgsmål, han tit havde tænkt på, i situationer som disse. "Må jeg stille dig et spørgsmål, der har plaget min nysgerrighed i et stykke tid nu?" Spurgte han direkte. Han så stadig stift på hende, og var opmærksom på hver enkelt bevægelse.

"Gerne" sagde hun hurtigt og nikkede ivrigt. Hun elskede at besvare andre væsners spørgsmål da det fik hende til at føle sig klogere end dem... En følelse hun elskede næsten lige så meget som at suge et offer tørt... En fantaskisk fornemmelse...

Sira så overrasket på hende, da hun viste en så stor en entusiame. Han rømmede sig kort "Hvorfor ville nogen gøre en pige på din alder til vampyr?".
Han vidste ikke selv, hvordan Lucy ville reagere. Spørgsmålet kunne jo sagtens forekomme hende som en fornærmelse.

"Den vampyr der forvandlede mig, havde allerede drukket min faders, min moders og min broders blod... Den var for mæt til også at suge mig tør, så den tog mig til sig som sit barn og opdrog mig som vampyr." svarede hun og blev lettere fjern i ansigtet da hun svarede.

"Og hvad blev der af din skaber?" Spurgte han og nærstuderede hendes ansigt, der pludselig havde skiftet udtryk. Hendes allerede så tomme øjne blev kun endnu mere tomme. han tænkte sig til, at de fleste vampyre måtte have sig nogle ganske særlige historie at byde på.

"Den blev dræbt af en jæger der ikke kunne få sig selv til at skade et barn." hun smilede triumfernede over det med jægeren. Hun havde erfaret at en jæger med blot en smule menneskelig medlidenhed, ofte var svage nok til at lade hende gå, på grund af hendes ringe krops alder...

"Det må pine dig, at have været barn så længe" Svarede han og så hende i øjnene. Han ville ikke sige det højt, men han vidste godt, at når hun var et lille barn i en sådan alder, ville hun ikke kunne finde sig en voksen mand og leve sammen med og dele seng, eller hvordan han nu skulle formulere sig.
"Du har levet i tretusinde år.. Jeg har levet i 20 år, og jeg er allerede træt af livet".

"Det er De kun fordi De ikke kender livet... Det er en af fordelene ved at leve evigt... Man har god tid til at lære livet at kende... Men hvis De er træt af livet kan vi nok godt finde en løsning på det problem.." hun smilede grumt da hun sagde det sidste og lod ingen tvivl om at hun mente hvad hun sagde. Hun gad egentlig ikke svare ham på det andet da det faktisk irreteret hende at være dømt til evig barndom...

"Det var ikke en hentydning!" Svarede han besemt "Jeg vil hverken dø eller blive til en af jeres slags. Blev jeg vampyr, ville jeg iøvrigt være nødt til at slå mig selv ihjel, nu da jeg er jæger".
Han blev meget irriteret over den ide hun kom med, og glemte helt at hun slet ikke svarede ham på det andet han nævnte.

Hun lo glad over hans vrede. "De er ufattelig sjov at irretere, mister Sira... I sandhed De er..." sagde hun stadig med latter i stemmen. Hun smilede stort og håbede næsten at han blev endnu mere vred, eller følte sig provokeret ved hendes ord, da hun fandt ham yderst underholdende.

"Som sagt er jeg allerede blevet bidt før" Sagde han stadig irriteret, men mere roligt nu da hun absolut skulle finde det morsomt "Jeg vil ikke lade det ske igen, og jeg skal bestemt ikke bides af en lille tøs som dig".
Han fornærmede hende bevidst som gengæld for at have gjort sjov med ham.

Hun lo af hans fornæmelse og smilede stort. "Hvor mange gange tror De ikke jeg har hørt det gennem årene? Jeg ved da godt at jeg kun er 'en lille tøs' men jeg er både ældre, klogere, og stærkere end Dem, mister Sira." sagde hun og var ikke den mindste smule rørt over det. Hun havde i tankerne snart at angribe ham, men hun viste ingen tegn på det.

Han rystede lidt på hovedet. "Det har jeg skam heller ikke modsagt dig i" Svarede han "Men derfor er du stadig en tøs, der er lavere end mig".
Mens han stod der, tænkte han lidt på, hvad der skulle ske nu. En af dem blev jo nødt til at dø, og hvis de viste sig, at hun virkelig var så stærk, så måtte det blive ham.

Hun lo og sprang pludseligt frem mod ham. Hendes tynde, stærke fingre lukkede sig om hans skuldre, og hun slog benene omkring livet på ham. Hun lo stille i hans øre for hun lagde hovedet vede hans hals og satte tænderne i hans strube.

Sira fik et stort chok og kunne straks mærke de skarpe tænder igennem den ene side af sin hals. Han knugede sin øjne i, i det samme, og fik en anelse tårer i øjnene. Men kun fordi det gjorde ham vred.
Rasende forsøgte han at vride sig og fik fat i en halvt fyldt flaske med vand fra kirken op fra sit bælte, men kunne ikke slå den imod hende, da det spændte i hele hans hånd.
Biddet i sin hals fik hele kroppen til at lammes.

Aubrey gik ned af gaden, i det han kunne lugte Sira og en fremmed vampyr, han stoppede kort op og gik så med hastige skridt hen mod gyden, han vidste godt at sira var dusørjæger og nok bare var igen med at sl´å vampyren ijel, meeen, han kom til syne for enden af gyden og så dem, han knugede hænderne og var hurtigt henne ved dem, han tog fat om pigen og rev hende væk fra ham og kastede hende ind i muren.

Hun blev ret hurtigt mæt da hun jo ikke var særlig stor, og der derfor ikke skulle meget blod til før hun ikke kunne mere. Hun trak tænderne ud af hans hals igen og slikkede lidt blod ,der langsomt løb ned af den, væk. Så forsvandt i den mørke røg og dukkede op igen op lidt længere fra ham end hun havde stået før. Hendes øjne var ikke længere blege og blå, men lignede to stykker kul. Hun havde blod ned af hagen, men gad ikke at tørre det væk. Hun smilede sukkersødt til ham og vidste han ville være rasende og sikkert gå til angreb nu...

//Du har ikke set Aubreys indlæg?//

//Hvilket?//

//Neders på forrige side næsten//

//Nope... Der retter jeg lige xD Tak^^//

Så det rigtigt svar:

Hun hvæsede højt af den anden vampyr, da han kastede hende ind mod muren. Hendes øjne var sorte som to stykker kul, og hun havde blod ned af hagen. Hun kom op og stå på benene og så yderst vred ud. Hun sagde dog ikke noget, men afventede at denne uforskammede vampyr skulle sige noget...

Sira mærkede hvordan Lucy blev flået fra ham, da hendes tænder rev hullerne større. Han kom op at sidde på knæ og tog sig til halsen, der dulmede i smerte. Han rumsterede lavt og greb ud efter sin flaske med vievand og holdt den beskyttende ind til sig, eftersom det var det eneste våben han havde tilbage.
Han vidste ikke hvad det var der havde revet hende væk, og så rundt og fik øje på ham. Aubrey, altså.